What do you think?
Rate this book
Jeg har hørt et stjerneskud
- GenresTravelNonfictionDenmark
513 pages, Paperback
First published January 1, 1997
5 people are currently reading
113 people want to read
About the author
Carsten Jensen
46 books310 followersCarsten Jensen was born 1952. He first made his name as a columnist and literary critic for the Copenhagen daily Politiken, and has written novels, essays and travel books.
Jensen was awarded the Golden Laurels for "I Have Seen the World Begin" and the Danske Banks Litteraturpris, Denmark’s most prestigious literary award, for "We, the Drowned."
Jensen was awarded the Golden Laurels for "I Have Seen the World Begin" and the Danske Banks Litteraturpris, Denmark’s most prestigious literary award, for "We, the Drowned."
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 4 of 4 reviews
July 21, 2014
Det er mange år siden, jeg læste første bind " Jeg har set verden begynde" første gang. Jeg anede knapt hvad den var om, men jeg syntes titlen var så poetisk. Bogen, og dens efterfølger " Jeg har hørt et stjerneskud", står stadig blandt mine yndlingsbøger i bogreolen, og jeg holder stadig meget af den.
"jeg har set verden begynde" er først og fremmest at kategorisere som et rejseessay, men CJ er ikke blot på rejse for turistens adspredelse, han er på jagt efter sandheden. Han søger hærgede, krigsramte lande, han søger personer som alle har noget på hjertet hvad enten det er CJs dybere filosofiske overvejelser om mennesket evne til ondskab eller tilgivelse eller man fornemmer hans egen personlige søgen efter at hele sine egne sår . Han giver sig tid til sine overvejelser, og det er ikke alt let læst, man inviteres til også selv at overveje de spørgsmål CJ stiller.
"jeg har set verden begynde" er først og fremmest at kategorisere som et rejseessay, men CJ er ikke blot på rejse for turistens adspredelse, han er på jagt efter sandheden. Han søger hærgede, krigsramte lande, han søger personer som alle har noget på hjertet hvad enten det er CJs dybere filosofiske overvejelser om mennesket evne til ondskab eller tilgivelse eller man fornemmer hans egen personlige søgen efter at hele sine egne sår . Han giver sig tid til sine overvejelser, og det er ikke alt let læst, man inviteres til også selv at overveje de spørgsmål CJ stiller.
April 13, 2026
Carsten Jensens rejseroman er god, underholdende og interessant. Vi følger Carsten Jensen i starten af 90’erne rejse fra Papua-ny guinea til Peru. Her rejser han gennem stillehavsøerne og opsøger og undersøge de oprindelige kulturer med stor nysgerrighed.
Mest interessant bliver det for mig, når Jensen fremlægger revisionistiske historiske teser. SOm når han gengiver Thor Heyerdahls forskning eller fortæller om, hvordan det oprindelige folk i sydamerika gengiver både afrikansk og asiatisk udseende mennesker på deres keramiske kunst. Eller når han lufter teorien om, at de folk som lever i amazonas-junglen lige nu ikke er autentiske jægersamler-samfund, der har eksisteret siden tidernes morgen, men i stedet er resterne fra kæmpe civilisationer, der har brudt sammen og tvunget folk ud i junglen. Eller at junglen har generobret de områder, som før var til agerbrug.
Det er også altid interessant at høre om disse menneskers hverdag, og Jensen skildrer dem med åbenhed og uden fordomme, men, og det er virkelig dejligt, også uden romantik for ‘den vilde’. Jensen er jo woke af, som man siger, og man kunne godt frygte, at han ville begive sig ud i mange økofobiske hyldester til de primitive kulturer, men nej. Der er til gengæld en ømhed og empati for de mennesker som skæbnen har tildelt en dårlig hånd. Dem som er blevet frarøvet deres fortid og nu sidder tilbage som tabere i et spil, de er blevet tvunget til at spille. De er til tider hjerteskærende.
Der hvor bogen fungerer mindre godt er i de lidt mere svævende, lange essayistiske tankerækker Jensen indimellem præsenterer os for. Det kan være fordi, jeg oftest har læst bogen sent om aftenen, hvor der måske ikke var den store kapacitet for den slags, men læs med her, hvor han taler om hvordan katastrofen kan give øjeblikket signifikans og prægnans, og vurder, om det ikke bliver lige lovligt søgende:
“I dette afgørende øjeblik forstår vi omsider, at det ikke er vor egen krop, der står på spil, men alt det, den er en dør til, synet af himlen, varmen fra solens stråler mod huden, de andres lugt og deres uendeligt snoede livshistorier, fælleskabet i mørket de sidste minutter før søvnen, lyden af en anden åndedrag.”
Okay, måske er det faktisk meget godt skrevet alligevel. Men bogen hiver sig altså ikke helt op på 5 stjerner for mig.
Mest interessant bliver det for mig, når Jensen fremlægger revisionistiske historiske teser. SOm når han gengiver Thor Heyerdahls forskning eller fortæller om, hvordan det oprindelige folk i sydamerika gengiver både afrikansk og asiatisk udseende mennesker på deres keramiske kunst. Eller når han lufter teorien om, at de folk som lever i amazonas-junglen lige nu ikke er autentiske jægersamler-samfund, der har eksisteret siden tidernes morgen, men i stedet er resterne fra kæmpe civilisationer, der har brudt sammen og tvunget folk ud i junglen. Eller at junglen har generobret de områder, som før var til agerbrug.
Det er også altid interessant at høre om disse menneskers hverdag, og Jensen skildrer dem med åbenhed og uden fordomme, men, og det er virkelig dejligt, også uden romantik for ‘den vilde’. Jensen er jo woke af, som man siger, og man kunne godt frygte, at han ville begive sig ud i mange økofobiske hyldester til de primitive kulturer, men nej. Der er til gengæld en ømhed og empati for de mennesker som skæbnen har tildelt en dårlig hånd. Dem som er blevet frarøvet deres fortid og nu sidder tilbage som tabere i et spil, de er blevet tvunget til at spille. De er til tider hjerteskærende.
Der hvor bogen fungerer mindre godt er i de lidt mere svævende, lange essayistiske tankerækker Jensen indimellem præsenterer os for. Det kan være fordi, jeg oftest har læst bogen sent om aftenen, hvor der måske ikke var den store kapacitet for den slags, men læs med her, hvor han taler om hvordan katastrofen kan give øjeblikket signifikans og prægnans, og vurder, om det ikke bliver lige lovligt søgende:
“I dette afgørende øjeblik forstår vi omsider, at det ikke er vor egen krop, der står på spil, men alt det, den er en dør til, synet af himlen, varmen fra solens stråler mod huden, de andres lugt og deres uendeligt snoede livshistorier, fælleskabet i mørket de sidste minutter før søvnen, lyden af en anden åndedrag.”
Okay, måske er det faktisk meget godt skrevet alligevel. Men bogen hiver sig altså ikke helt op på 5 stjerner for mig.
January 2, 2020
Bedste bog jeg nogensinde har læst
August 5, 2021
Formativt. Denne, og fremfor alt den forrige i serien, er helt nødvendige å lese. Det er din plikt som tenkende vesen. For en avmålt, stillferdig maktdemonstrasjon. Usminket styrke. Ren litteratur!
Displaying 1 - 4 of 4 reviews