Inkarnation er noget af en debutroman, der moderniserer den kendte fantasygenre med opdaterede seksualiteter, mens den udfolder sig i, hvad der til gengæld opleves som, et klassisk high school univers. Pernille L. Stenby formår at afspejle psykiske nedsmeltninger meget beundringsværdigt, hvor tempoet og tankespindet strammer grebet om læserens vejrtrækning. Der er ingen tvivl om, at det er en skrivende med stort talent, når hun spreder små sproglige perler rundt på siderne.
I bund og grund er mit kritikpunkt også et kamoufleret kompliment, da det egentlig er mestringen af dialogen og de skarpe beskrivelser, der gør, at jeg overhovedet oplevede en ærgrelse under læsningen. Fordi, at replikkerne egentlig stod så skarpt, eller realistisk vel nærmere, følte jeg, det blev lidt dobbelt at læse alle følelser, de gemte udpenslet efter dem. Det essentielle i samtalerne og bogen generelt var så velbeskrevet implicit, at det for mit vedkommende punkterede læseflowet og indlevelsen lidt, at jeg’et konkluderede, og derved for læseren fortolkede, de foregående sætninger så eksplicit. Her skal det selvfølgelig tages i mente, at jeg muligvis er ældre end målgruppen og vant til at læse mere minimalistisk prosa.
Måske var det det, der gjorde, at læseoplevelsen ikke var helt så medrivende, som de drypvise mesterlige sætninger. Uden at kunne sætte fingeren på den præcise årsag, som meget vel kan handle om noget i mig frem for bogen, var jeg stadig efter 300 sider ikke investeret i karakterne. Der er jo i den grad noget på spil i historien, men desværre nåede jeg aldrig til et sted, hvor jeg gik op i, hvorvidt det ville gå galt eller lykkes for hovedpersonen. Det kan meget vel være egen apati eller manglende frygt for døden, når det kommer til så fjerne og fiktive universer. Jeg mistænker dog, at det handler om, at præmissen og alting var godt nok, men at handlingen bare blev for langtrukken. Den var i sig selv spændende, men for min skyld havde den været til at følge, selvom man havde skåret rigtig mange sider og scener fra, da det trods alt havde været til selv at udfylde hullerne, som der nu slet ikke var i bogen grundet den meget udførlige følgen af karaktererne nærmest minut for minut. Med fordel, kunne forløbet have strukket sig over længere tid, og vi kunne have fulgt mindre af det.
Med det sagt, er der dog så meget potentiale i de ord, der nu engang er skrevet. Forfatteren har et overbevisende greb om sproget – som jo er den eneste grund til, jeg kunne have ønsket mig mindre af det. Der ligger så meget i dialogerne, og der er de fineste små finurlige sætninger, hvor ordene lige griber følelser an på en original måde. Mest af alt var det dog de ekstremt rammende beskrivelser af depression og dens tilhørende spøgelsessyndrom, jeg markerede i særligt bogens første kapitler. Jeg ved ikke om, det er intenderet, da det jo er meget langt væk fra bogens egentlige tema. Men alligevel er det omtrent de mest rammende beskrivelser af depression (og flashbacks senere hen), jeg er stødt på i år. Så uanset, hvad resten af bogen havde handlet om, står de sætninger så stærkt, at de gjorde læsningen af bogen det hele værd.
"der er kun mørke under mine fødder, og lige meget hvor langt jeg går, fører det mig ikke nogen steder hen."