I 2010 hørte forfatteren Malene Ravn første gang om det historiske fænomen, at en større trup kinesere i 1902 blev udstillet i et bur i Københavns Tivoli. Det var hendes veninde, filmscenografen Jette Lehmann, der løftede en flig af sin egen forhistorie, som hun først selv var blevet bekendt med i en alder af 25. Romanpotentialet i historien var indlysende, men det forudsatte megen research af Malene Ravn at få plottet på skinner, så hun kom først i gang i 2016. Undervejs i sin research stødte hun på kineseren San Wung-Sung, og da hun anede, at det var forfatteren Jesper Wung-Sungs forfader, kontaktede hun ham for at høre, om han havde planer i retning af at fiktionalisere historien. Ravn var halvvejs igennem sin egen roman, da hun kontaktede Wung-Sung og fik at vide, at denne netop havde afleveret det færdige manuskript til storromanen ’En anden gren’ til sit forlag!
Dette var mildest talt en mavepuster af rang, for dels havde Ravn det handicap, at det jo ikke var hendes egen slægtshistorie, og dels var Wung-Sung en mere etableret forfatter end hun selv, så hvis plottene var parallelle, ville hun indlysende stå svagest. De to romaners indledninger viste sig at have fællespunkter mht. beskrivelsen af den gryende forelskelse mellem en ung kineser og en ung dansk pige, der får øjenkontakt gennem tremmerne i buret i Tivoli. Endvidere var der det fællespunkt, at selv om de to par i begge romaner holder sammen for livstid, så bliver kineseren i begge tilfælde fader til et udenomsægteskabeligt barn. Der er dog flere forskelle end ligheder; bl.a. at det er sidstnævnte barn, kaldet Erik, der bliver hovedfigur hos Ravn, hvilket slet ikke er tilfældet hos Wung-Sung, der hele vejen igennem har fokus på de ægteskabelige op- og nedture for San og Ingeborg. Ægteskabet mellem Lai Fun og Agnete beskrives kun i romanens første fjerdedel hos Ravn, der ud over Erik også fokuserer på Gudrun, hans mor, samt Nete, hans datter. Grundet dette fremadrettede fokus slutter Ravns beskrivelse tæt på nutiden, nemlig i 2001.
For Ravns vedkommende er fortælleformen berettende i de første 100 sider om den dansk-kinesiske mesalliance. Vi hører, at Lai Fun vælger at blive i Danmark efter engagementet i Tivoli. Han ernærer sig efterfølgende som omrejsende artist og tryllekunstner, og det fremgår, at danskerne på den ene side er begejstrede for eksotisk underholdning, men på den anden side er dybt racistiske og spytter på kineseren, hvis de møder ham i civil på gaden. Hvor Wung-Sung evner at skildre såvel styrker som svagheder i sine forfædres ægteskab, så man som læser til fulde forstår, hvad der holder dem sammen, så bibringes vi ikke nogen psykologisk forståelse af, hvad det er, som holder Lai Fun og Agnete sammen. Dette skyldes, at romanens første store afsnit kun fremtræder som nødtørftigt dramatiseret research, mestendels med ydre synsvinkel. Det får ikke liv.
Fra og med det efterfølgende Gudrun-afsnit træder Ravn gradvist i karakter som forfatter til fortællingen. Der er stadig historiske data, der skal rettes ind efter, men nu tiltager forfatteren sig retten til at gestalte Gudruns lettere afstumpede personlighed, hvilket er en stor gevinst. Gudrun er en 18-årig provinspige, der efter et one-night-stand med den 45-årige Lai Fun bliver gravid og må til København for i al diskretion at føde og bortadoptere. Fra start har hun absolut ingen positive følelser for sit barn, men via hendes første ægteskab med den empatiske Alfred bliver Erik i en alder af fem år alligevel del af moderens husstand.
Romanens substans og kvalitet ligger primært i de små 200 sider om Erik, som er barsk læsning. På Eriks første skoledag trakterer læreren ham med syv slag af en lineal i hans bare rumpet, mens hele klassen ser på. Og så er bolden ligesom givet op til, at jagtsæsonen for Erik som mobbeoffer aldrig hører op. Under navn af ’Sorte’ og ’Neser’ får han tæv af drenge, som ikke har oplevet en horeunge, der var halvkineser før, og han får også tæv derhjemme, da den gode Alfred efterfølges af den fordrukne Bernhardt som moderens samlever. Hovedelementer i Eriks opvækst bliver fattigdom, vilkårlig vold og afvisning. Men Ravns beskrivelse af al denne dårligdom balancerer, uden at den udarter i misrøgts-pornografi, og hendes beskrivelse af det kneb, hvormed Erik lærer at overleve tilværelsen som fremmed og udstødt, er rigtig fin: ”Det sænkede blik er hans sejr, det holder sammen på ham, sikrer, at der stadig er et ham. De kan tæve ham og stikke til ham, men han giver dem ikke adgang, de får ikke lov at suge sig ind gennem hans øjne.” Hans eneste forsvarsstrategi er at gøre sig usynlig, men når dette glipper, nægter han sine forfølgere den sejr at aflæse nederlaget i hans øjne. De oplever dermed aldrig at se ham totalt knægtet.
Erik bliver uddannet elektriker ved en venligsindet mosters mellemkomst, og han bliver senere selvstændig installatør, således at han materielt kan sørge godt for sin kone Kirsten og sin datter Nete. Han vil dem alt det bedste i verden – blot ikke dele sin fortid med dem, hvilket de oplever som et savn. Den lykkelige intimsfære, som Kirsten har bibragt hans liv, ønsker han imidlertid at beskytte mod al ekstern forstyrrelse, den være sig fortidig såvel som nutidig: ”Han ser for sig hvordan han klipper sin hæk. Den er højere end ham selv, og ingen kan kigge ind. Han ser for sig hvordan han sidder på sin terrasse og drikker sin kaffe i fred og ro. Han ser en lykkelig mand i et parcelhus i Hvidovre med en lykkelig kone og et lykkeligt bar.”
Hvor det store midterafsnit om Erik er spækket med scenisk beskrivelse, som sitrer af nerve, så udgøres det afsluttende Nete-afsnit af panoramisk beskrivelse, der både flakser mht. tid og sted. Gudrun dør, og Kirsten dør, men til gengæld er Nete pludselig udstyret med en ung søn, Andreas, som hun tager med på en pilgrimsrejse til Kina, hvor det er deres agt at indhente noget af det livslangt forsømte, mht. viden om faderens sydkinesiske rødder. Den kinesiske arv er for dem ikke nogen forbandelse, men et potentielt spændende bidrag til deres egen identitet.
Deres kinesiske guide foreholder dem imidlertid det håbløse i at finde deres forfædre, når de ikke har andre dokumenter end et postkort, hvor Lai Fun er afbildet under overskriften ”Ægte Original Kineser”. Og guidens udlægning af tre tempel-buddhaers håndstilling virker som et vink med en vognstang: ”Kings forklarer at deres hænder indtager forskellige positioner for fortid, nutid og fremtid. En hånd skubber fortiden fra sig, man skal ikke bruge tiden på fortrydelse. Håb ikke på alt muligt, det som kommer, kommer. Se hverken frem eller tilbage. Figurens finger peger. Her, nu.” Mor og søns romantiserede forventninger til Kina-rejsen sættes indirekte på plads af Andreas’ enkle udsagn, der på sin egen vis også pointerer her og nu: ””Mor, der er ikke noget galt med Hvidovre jo.”” Jeg opfatter dette som et hint om, at de vil vende tilbage og leve i rolig tilfredshed med deres danske tilværelse som hhv. kvart- og ottendedelskineser.
Men jeg opfatter til gengæld også dette sidste afsnit som temmelig påklistret, og det er primært dét, der trækker den samlede bedømmelse ned på 4 stjerner. Erik-afsnittet var meget mere værd.