hvad skal vi med al den skønhed?

by Rasmus Nikolajsen, Kasper Vang (Cover)

hvad skal vi med al den skønhed? er moderne naturdigtning og systemdigtning. Men først og fremmest er det et efterårslangdigt. Én lang sætning, der forsøger at følge med efteråret imens det folder sig ud med sit løvfald, sit mørke, sin skønhed og sin melankoli. Tanker dukker op og river andre tanker med sig. hvad skal vi med al den skønhed? er således også et digt Hvordan det mon er at være de andre mennesker i parken. En vens selvmord den forgangne sommer. Søvn og sjæl. Krager og regndråber. Efteråret er forfald, mens tiden og genkomsterne arbejder hårdt og uafvendeligt under det hele. I digtet findes både en længsel efter sammenhængkraft og samtidig en fryd ved at gå med opløsningen.



Rasmus Nikolajsen modtog Kritikerprisen 2016 for sin forrige digtsamling Tilbage til unaturen.

Genres: Poetry, Danish

ebook

Published August 31, 2018

Reviews

[Hans Peter Madsen · Rating 5 out of 5]

Jeget befinder sig i en lejlighed med udsigt over en park og nogen gange i parken - han betragter træerne, de hjemløse der holder til der, sin kæreste, han husker en vens selvmord, sin brors bryllup, han føler skønheden omkring sig og alt med et melankolsk blik, som om livet aldrig helt kan være andet end en påmindelse om døden. - I efteråret, hvor bladene falder i netop den mellemtilstand mellem liv og død, som melankolien finder ind til:

"et par / dage så kampen mellem det / røde og det grønne i en / vildvin fuldkommen lige ud, / stabiliseret i en smuk / psykedelisk yin-yang"

hvad skal vi med al den skønhed? er et langdigt med genrebetegnelsen efterårsdigt, men det har ikke den sammenhæng, man måske forventer af et langdigt: det ene glider ikke logisk over i det andet, men springer i smukt usammenhængende og dog sammenhængende billeder:

"mere / skal der ikke til før jeg er / podet med uro og ikke / kan gå ind i Tilstanden, så / sart et system er jeg, så sart / et system er Europa, / men man kan jo ikke dæmme / op for efteråret, se blot / hvor smukt ahornbladet lader / dødsangsten lyse i sig som / når alle celler i en krop / er frie og viet består / af mig og fem skader der går / og pikker metaforer i / den plørede plæne"

Hvordan kom vi egentlig fra det sarte ved flowskrivningen til at føle sig ét med fem skader? Samlingen er bundet sammen af ordene "og" og "som", men ikke på en nødvendigvis forståelig måde: hvordan er dødsangsten i ahornbladet lig frie celler? Og faktisk skal dødsangsten jo ikke bare være lig frie celler, men på en gang det at cellerne er frie "og viet består" - osv., hele resten af digtsamlingen. - Altså, metaforen har et realled som er dødsangsten i ahornbladet og så et billedled, som er hele resten af digtsamlingen. Sådan er mange af metaforerne i hvad skal vi med al den skønhed? og det er egentlig et godt billede på, hvordan det føles at læse den: fuldstændigt overvældende. Ikke uoverskueligt overvældende, følelsesmæssigt overvældende. Skønheden og sorgen skrives oven på skønhed og sorg, som skrives oven på skønhed og sorg, i 60 sider uden at give slip. Så jeg vil tillade mig at lade ovenstående citat fortsætte lidt længere ind i bogens måske bedste, skønnest rørende stykke:

"og fem skader der går / og pikker metaforer i / den plørede plæne og du / står i korridoren mellem / sove- og badeværelse / og er lige vågnet, ikke // helt vågen, og jeg går hen til / dig og krammer og du har en / opløsthed med dig fra søvnen / og mens jeg står og holder om / dig forsvinder jeg med ind i / opløstheden og kommer i / tvivl om hvem der er hvem og der / står vi så en tid filtret ind // i hinanden, ét væsen, og / det er svimlende og meget / fint, men der er også noget / i situationen der / skræmmer mig lidt, en følelse / af at dine celler, så snart / jeg løsner grebet, kan fare / i alle retninger og at // det ikke er givet at de / så igen vil samle sig til / netop den form jeg oplever / som din, den form jeg oplever / som dig, og"

Ja, det er netop svimlende og meget fint. Og det kunne jo sagtens være et kærlighedsdigt for sig selv, men i stedet fortsætter det videre i svimlende og meget fine naturbeskrivelser, sorgbeskrivelser osv. Men jeg må hellere lade være med at citere hele digtsamlingen her. Skynd dig ud og læs den i virkeligheden i stedet.

Jeg skrev i min anmeldelse af Jonas Eikas Efter solen, at jeg cirka halvårligt er så heldig at støde på en bog, der er helt ekstraordinært meget bedre end alt andet. Det er ved at være et halvt år siden, jeg læste Jonas Eika, og profetien har vist sig at være rigtig. hvad skal vi med al den skønhed? er helt oppe blandt mit livs bedste læseoplevelser.

https://endnuenbogblog.blogspot.com/

[Mads]

Rasmus Nikolajsens ualmindeligt smukke efterårsdigt, “Hvad skal vi med al den skønhed?”, er én af de bøger, hvor man har lyst til at citere det hele. Sjældent, hvis nogensinde, har jeg læst så betagende og billedrig en poesi som denne. Et sted lyder det:

“… og at betragte blade som / nuer hvorigennem farver / (om end i et set fra vores / perspektiv noget sendrægtigt / tempo) strømmer og efter en / kort, men svimlende rejse er / et blad nu nedfaldent, som alt / det der ikke kommer med i / digte, men så alligevel / ligger og lyser i græsset, / hvis man kigger godt nok efter, / en lille gul dødssejler på / plænens grønne hav, og et par / dage så kampen mellem det/røde og det grønne i en / vildvin fuldkommen lige ud, / stabiliseret i en smuk / psykedelisk yin-yang, / men ak, det smukke er ikke / sandt …” (Nikolajsen, 2018: 4-6)

Lad dette være min efterårsanbefaling, nu hvor det grønne begynder at trække sig ind i stammerne og efterlader plads i bladene til det gule og røde. God læsning.

[Anders Holbæk · Rating 5 out of 5]

Eminent. Bladguld og verdensstøv og ønskebrønde i hver eneste sætning.
Hver eneste kan citeres, gerne med forrige og efterfølgende med, en lang strøm af skønhed.
Men her kommer alligevel tre øjeblikke, revet ud af deres forløb:

"en svane strækker hals og slår
lidt med vingerne som om den
lige, som når man stryger en 
hvid skjorte, skal gøre sig klar
til nuet og det grønne er
begyndt at trække sig ind i
stammerne og efterlader 
således plads i bladene 

til det gule og røde[...]"

"[...] du 
står i korridoren mellem 
sove- og badeværelse
og er lige vågnet, ikke 

helt vågen, og jeg går hen til 
dig og krammer og du har en 
opløsthed med dig fra søvnen
og mens jeg står og holder om 
dig forsvinder jeg med ind i
opløstheden og kommer i 
tvivl om hvem der er hvem og der 
står vi så en tid filtret ind

i hinanden, ét væsen, og
det er svimlende og meget 
fint, men der er også noget
i situationen der 
skræmmer mig lidt, en følelse
af at dine celler, så snart
jeg løsner grebet, kan fare
i alle retninger og at

det ikke er givet at de
så igen vil samle sig til
netop den form jeg oplever 
som din, den form jeg oplever
som dig,[...]"

"[...] alle kender vel
følelsen i tiden efter
man er stået op af at de

atomer der udgør én har
været på rejse i løbet 
af natten og så enkeltvis 
eller i mindre grupper først
nu kommer dryssende hjem, mens 
mågerne synger:[...]"

<3

[Jeppe Lauridsen]

"ved at tegne alting omkring/ træet ender vi med også/ at have tegnet træet"

På samme måde får dette langdigt fremmanet en stilhed i alt det sagte, som en lille død i livet. Det er jo egentlig det, al poesi forsøger at gøre, men jeg synes virkelig det lykkes godt i hvad skal vi med al den skønhed?

Varme anbefalinger herfra

[Ida · Rating 4 out of 5]

Som alle andre digtsamlinger får denne helt klart sat nogle tanker igang, de fleste i eksistentiel krise kan relatere til. Det særlige ved denne er dog, at det sker i én vejrtrækning, én bølge af ord - alligevel tages læseren på rejse i årstiderne (af vejret og mennesket).

Det, der særligt hang ved for mig, var emnet om simpelthen bare at være til.

/jeg venter på at vi giver/slip på alle historier/vi selv og andre fortæller/om os og bare er [...].

Hele livet belønnes vi for vores produkter, de ting vi gør og siger, men aldrig for bare at være til. Det er ikke engang en meditations opfordring eller stor-eksistentiel tanke, som Nikolajsen præsenterer, men mere en kommentar på den struktur, vi bygger op omkring hinanden.

Med denne éne lange vejrtrækning af poesi får Nikolajsen netop læseren til at betragte livet fra en separeret tilstand, hvor det store forbrug af metaforer beskriver verden. Men “efter i al den/tid enten at have gemt sig/bag eller lader sig føre/ af sine metaforer må/ grenen nu selv sige noget” - Nikolajsen har måske ledt med intuitionen, de naturlige metaforer, der falder ham ind, tankestrømmen og observationerne. Dog kan han sagtens selv bidrage, og det mener jeg bestemt kommer til udtryk blot i tankerne bag de udvalgte metaforer.

Afsluttende, vil jeg tilføje min tankestrøm, der fortsatte videre efter jeg havde læst digtet færdigt;

Nikolajsens kommentar på den struktur, vi bygger op omkring hinanden, forestiller jeg mig som stilladser i samfundet, vi benytter til at nå toppen. Stilladser af komplimenter, promotioner, medaljer.. men toppen af hvad?
Ikke for at trække på nihilismen, men det er jo meningsløst at klatre og klatre og klatre og udmatte sig selv i processen. Tværtimod, netop for at trække på perspektivismen, er det måske rigeligt blot at være til? Tak for dig, siger min bedste veninde altid til mig, og som så meget andet hun siger, har jeg taget det til mig og lyder nu som hendes ekko. Men der er noget særligt ved, at genkendes for at være til -udover sit bidrag til verden omkring os. En lille krop, en lille bevidsthed i kosmos er nok. Godt klaret for dét (at være) og tak for dig. :)

[Victoria · Rating 5 out of 5]

"Hvad skal vi med al den skønhed" er min yndlingsdigtsamling fra Rasmus Nikolajsen. Den er væsentligt stærkere end hans forrige udgivelser. Det farvemættede og sanselige billedsprog er superbt, stemningen er til at tage og føle på, og formen er helt rigidt stringent og matematisk som altid. Digtsamlingen behandler et interessant filosofisk spørgsmål om skønhed, og Nikolajsen vender sig mod efterårsnaturen for at behandle dette emne, hvilket han gør utroligt godt. Ordvalgene, metaforerne, metatekstualiteten og de filosofiske svar på det eksistentielle skønhedsspørgsmål er alt sammen dybt bevægende og efterlader læseren med en udefinerbar følelse af efterår og en lyst til refleksion.
Den bør læses af alle, der interesserer sig for dansk samtidslyrik.

[Hazel · Rating 4 out of 5]

jeg kan lide den lige så meget som jeg kan lide dens opsætning og det kan være at dét at kunne lide dens opsætning gør at jeg kan lide den mere end jeg ellers ville

[Andreas Jacobsen · Rating 4 out of 5]

4.0