Året er 1893. Maleren Carl Rasmussen er på vej til Grønland om bord på briggen Peru. Engang blev han berømmet for som den første danske maler at beskrive eskimoernes liv. Mange år senere forsøger han at genfinde inspirationen. Men rejsen udvikler sig snart til et skånselsløst selvopgør. Carl Rasmussen har skabt sig et navn som skildrer af livet i søfartsbyen Marstal. Alligevel føler han sig uden for fællesskabet. Han er splittet mellem det trygge familieliv og sin store kærlighed, Henrietta, der engang lærte ham at satse stort. Nu satser han igen.
Carsten Jensen was born 1952. He first made his name as a columnist and literary critic for the Copenhagen daily Politiken, and has written novels, essays and travel books.
Jensen was awarded the Golden Laurels for "I Have Seen the World Begin" and the Danske Banks Litteraturpris, Denmark’s most prestigious literary award, for "We, the Drowned."
I really liked the first book I've read by Carsten Jensen, we the drowned and was pretty excited when I saw that my local library had a few of his other works. It reminded my vaguely of the first one although being it's own story. The writing didn't quite hook me in and the wasn't as compelling. The reason why it's get such a low rating for me is that I didn't end up enjoying this at all, however the writing was still good and I think is might have better luck with another book by him
Mange flotte betragtninger, fine beskrivelser, rammende persontegninger og detaljerede miljøskildringer. Hovedomdrejningspunktet er som bekendt maleren J.E.C. (Carl) Rasmussen, og jeg vil med garanti ikke se med de samme øjne på hans - eller nogen af hans samtidiges - malerier efter at have hørt denne lydbog (mere om dette ndf.). Dog slog bogens afsluttende beskrivelse af Anna Egidias væsen og endelige skæbne mig nærmest lidt som en underlig apologi (altså, fra forfatterens side) over den hidtidige beskrivelse og føren-i-baggrunden af hende. Jojo, hun er - eller var - da sikkert en ganske stærk kvinde, når det kom til stykket. Men her beskrives hun så storladent som en så ufattelig kærlig og selvopofrende sjæl, at man nærmest skulle tro det gjaldt Moder Teresa selv. Det grandiose i hendes beskrivelse - denne kvinde, som jo måske i virkeligheden bare VAR ganske jævn og "almindelig", det ved vi ikke - får bogen, med dens ellers flot tilbageholdte, nøgterne tone, til at falde pladask til jorden igen, desværre. Sidst men ikke mindst en lille note til oplæseren af denne lydbog (ja, undskyld, i skrivende stund har jeg ikke fået noteret denne bog som andet end "læst"; men det drejer sig faktisk blot om en fuld "gennemlytning" af en lydbog): Kære oplæser. OK, sømænd er bramfri og ret så djærve i deres sprog. OK, de er drikfældige, mange af dem, og bander og svovler og slås. Men derfor behøver de sgu ikke alle sammen lyde som Steward Stardust, vel? Tak!
Han skriver ju så bra.... Men i Vi, de drunknade slår ett gäng slynglar ihjäl en gammal hund. Jag blev så arg och ledsen så jag slängde boken. Även i denna bok slås en hund ihjäl. Suck. Nå, Carsten Jensen har min största respekt. Han skrev en fin krönika i sydsvenskan när vår Tidöperiod började. Jag har sparat den. "Kom igen, Sverige! Jag vet att Du kan." Boken handlar om marinmålaren Carl Rasmussen. Som sargades av oro i livet men till slut fann ro i Atlantens djup.
Jeg skal altid lige bruge lidt tid på at komme igang med Carsten Jensens bøger, men pludselig bliver jeg fanget af hans flotte beskrivelser og gode historiefortælling. Sidste rejse er ingen undtagelse. Selv om den på ingen måde kan leve op til Vi, De druknede, eller den sidste sten, så er Sidste rejse alligevel så tilpas interessant og velskrevet, at jeg hiver den op på 4 stjerner.
Älskar Jensens språk och motiv. Än en gång rör vi oss i sjöfartskretsarna, men denna gång tillsammans med en erkänd och konstnärligt krisande målare som beslutar sig för att åter åka till Grönland för att finna konsten igen. Perfekt komplement till mästerverket ”Vi, de drunknade”
Sad fredag morgen i bus 400S fra Lyngby og måtte læse litteraturlisten og takkelisten med. Marstal Søfartsmuseums æblekage og Jesu barnebarn står i sidstnævnte.
"Wir Ertrunkenen" hat mich begeistert und trotz der epischen Breite (>1000 Seiten) gefesselt. Hier trifft der Leser alte Bekannte und neue Gesichter. Teile sind wirklich gut, aber auf Dauer etwas lang(atmig)
Måske skal jeg bare holde mig fra dansk litteratur, og måske er denne anmeldelse farvet af at jeg så langt foretrækker fantasy og sci-fi litteratur. Men hold da op hvor var den kedelig. Skildringen af Jens Erik Carl Rasmussens indre kamp for at nå ind til kernen i sin kunst og sprænge de kunstakademiske rammer, som Carsten Jensen tænker han har været holdt tilbage af, var ikke en kamp der greb mig. Den kunstner, der blev skildret her, var dybt selvoptaget, dybt selvmedlidende og SÅ irriterende - det er sikkert fællestræk som mange kunstnere har til fælles, for der er ingen tvivl om at det er en vej i livet som kræver ofre, både af kunstnerne selv og af deres omgivelser. Men han var altså ynkelig, så vil jeg hellere læse om det rasende vanvid og den lidenskab der grab van Gogh, end om en dansk marinemaler, der vægelsindet står og dypper tæerne og ikke kan bestemme sig for om han skal tage springet og male med kolde koboltblå nuancer i en tid der dikterede okker og umbra. Jeg har stiftet bekendtskab med en ny dansk kunstner og jeg skal helt sikkert se hans billeder, næste gang jeg besøger Ærø - for jeg vil hellere vurdere ham ud fra malerierne end ud fra denne bog.
"Sidste rejse" var som at læse "Vi, de druknede" igen. Sproget har samme drøjde og tempo, og handlingen udspiller sig da også simultant med Carsten Jensens tidligere mesterværk. Hvor "Vi, de druknede" var den store og fantastiske fortælling om 100 års sømandsliv med Marstal som omdrejningpunkt, er "Sidste rejse" den lille fortælling om et menneskes liv i slutningen af 1800-tallet, et kunsterliv, som er fuld af tvivl, ambitioner og selvopgør.
Den kan varmt anbefales til alle glade læsere af "Vi, de druknede", og den indeholder glædelig gensyn med bl.a. nogle meget tunge støvler og et helt bestemt skrumpehoved.
Carsten Jensen ist eine tolle Entdeckung! Der Roman zieht in einer kraftvollen und ganz ruhigen Sprache die Bilanz eines Künstlerlebens. Die Atmosphäre baut sich langsam auf und enthüllt letztendlich das Scheitern Rasmussens, weil Anspruch des Künstlers und Wirklichkeit des Familienvaters nicht übereinstimmen. Grandiose Landschaftsschilderungen.