De 7 dødssynder er udgangspunktet for en række samtaler mellem retsmediciner Hans Petter Hougen og efterforsker Bent Isager-Nielsen. Hovmod, griskhed, begær, misundelse, fråseri, vrede og dovenskab kan nemlig være med til at forklare, hvorfor nogle mennesker begår de værste forbrydelser.
Det er samtaler om ondskab, moral, liv og død – samlet af journalist og forfatter Stine Bolther. Og det er samtidig et unikt indblik i efterforskningsarbejdet bag en række spektakulære danske og udenlandske kriminalsager.
Rigtig spændende! Som entusiastisk krimilæser, er det ret underholdende at læse om motiver, efterforskning og refleksioner i virkelige kriminalsager af en retsmediciner og betjent ⭐
Hvert kapitel er dedikeret til en synd og dens modsvarende dyd. Synderne er interessante i de to herrers arbejde, da de ligger bag mange forbrydelser. Derfor er det også en del af samtalen, om mennesker fødes onde eller om det onde kommer fra miljøet. Hver synd debatteres moralsk, filosofisk og personligt, ligesom den kobles til konkrete sager. Her er et af fokuspunkterne, at drab ikke er en af synderne – men mere en konsekvens af at forbryde sig mod dem.
Bent Isager-Nielsen og Hans Petter Hougen. To mennesker, hvis arbejdsliv har været fyldt med nogle af Danmarks mest grusomme sager. Hvordan man med de oplevelser som en fast del af hverdagen formår at fastholde en glæde i livet og stadig tro på det gode i mennesker, er også et vigtigt emne. Ledelse og hvordan ledelsesrummet har ændret sig med tiden, om politiske tendensers øgede indflydelse på politiarbejdet og sager, hvor beviserne alligevel ikke er nok til at løfte sagen – der vendes mange emner i løbet af samtalerne.
De inddrager deres egne overtrædelser af synderne, både privat og arbejdsmæssigt. Det har kostet på privatlivsfronten at vælge en karriere, hvor arbejdsdagen ikke er begrænset fra 08.00 – 16.00. Skilsmisser og dårlig samvittighed overfor børnene er bl.a. nogle af de konsekvenser, de har måtte lide under. At arbejdet også i sig selv kan være belastende beskrives bl.a. med eksempler på Hans Petters arbejde i Gaza i 2014, da han for Physicians for Human Rights – Israel skulle undersøge virkningen af israelernes bombardementer og isolering af Gaza.
Også på det retsmedicinske område kommer vi bag kulisserne, når det i mange detaljer beskrives hvad der foregår under et obduktion. Der vendes også andre retsmedicinske områder, som mange måske ikke tænker på også er en del af en retsmediciners hverdag: undersøgelser ifm. voldtægt, aldersbestemmelse af eks. asylansøgere og torturofre.
Bedømmelsen
I 2018 vil omtalen af De 7 dødssynder nok få de fleste til at tænke på biblen, kirken eller en middelalderlig tankegang. Derfor er det forfriskende med en bog, der formår at sætte de syv synder ind i en moderne kontekst. Det er interessant at tænke over, at mange af synderne ikke nødvendigvis opfattes som synder i dag – i tidens kontekst har nogle af dem måske endda forvandlet sig til dyder? Kriminaliteten er blevet international og i Danmark har vi ikke mange åndelige eller religiøse værdier tilbage. Vi er blevet individualiseret og materialiseret i en sådan grad, at vi kun tror på det, der kan tælles – og det kan penge eller succes.
Synd eller dyd – ondskab har altid fascineret mennesker og dannet grundlag for utallige film, serie og bøger. Men denne medieskabte virkelighed kan nogle gange skabe et ønske efter samtalens autencitet – og den får vi her. Bogen udstråler, at de to herrer har stor passion for deres arbejde og respekt for hinanden. Samtalerne er både spændende og reflekterende, og som læser efterlades man med masser af stof til eftertanke.
Velskrevet, interessant og til tider barsk. Men virkeligheden er også barsk – for ondskaben findes i os alle.
2 gamle mænd snakker om deres professionelle liv. Livet som efterforskningsleder og retsmediciner. Om privatlivet også.
Jeg hørte den som lydbog - hvor de selv fortæller - men det bliver lidt tungt. De er jo ikke skuespillere. Det er nok "optaget" som en debatbog med journalisten som tovholder. Men det fungerede ikke. Det blev oplæsning frem for den friesnak.
Der er en masse mord i bogen - og der vendes de 7 dødssynder med referencer til sager de har haft gennem livet. Det er jo relevant nok. Jeg ved ikke, jeg synes bare det blev meget af det samme. Og at bogen ikke fangede mig. Måske også påvirket af jeg hørte retsmedicinerens biografi først - hvor flere passager er genbrugt fra denne. Så det blev nok for meget det hele.
Endnu en god bog om true crime. Denne er lavet i kommunikationsform mellem efterforskeren og retsmedicineren. Den giver et lidt dybere indblik i obduktioner end de fleste andre bøger i denne genre. Man kan kun trække lidt på smilebåndet omkring forfatternes overtro, men det lægger titlen selvfølgelig også op til. Men det er ikke så meget at det er forstyrende. Forfatterne kommer også lidt ind på hvad det kræves af dem selv for at beherske deres arbejde, og det kan konkluderes at de ikke er de store familiemennesker...
Hørte den som lydbog, hvor Bent og Hans Peter indlæste deres egne dialoger. Og det fungerede bare virkelig fint.
De to herrer er utrolig reflekterede og det er en fornøjelse at være flue på væggen i deres samtale om alt ml. Himmel og jord. Det kan noget at give plads og rum til samtale ml. to eksperter, og man sidder med en unik følelse af at det er dem der lader sig rive med af samtalen og ikke en journalistisk eller politisk agenda. Det er sjældent at faglighed får lov at blomstre på den måde.
De syv dødssynder berøres sparsomt i denne samtalebog - den kunne sagtens have heddet noget andet. Hans Petter Hougen og Bent Isager-Nielsen har en masse erfaring indenfor hvert deres felt som er utrolig spændende. Dog ødelægges "fortællingen" ved at det er en samtalebog. Jeg vil langt hellere anbefale "Efterforskerne" hvor beretningen er langt mere "flydende" og ikke virker opsat.