De bortrejste er en novellesamling med bid og melankoli, med humor og sorg, med angst og håb. Vi møder mennesket som det er stedt i verden og dets forsøg på til stadighed at komme overens med sig selv.
De bortrejste handler om den store udvandring fra København til provinsen, om begravelser, skilsmisser og døden set i frøperspektiv. Om at fare vild i sit eget liv og om overspringshandlinger når tilværelsen brænder på.
De 12 fortællinger følger 12 almindelige skæbner. De bringer alle et tab med sig. De dør, rejser væk, bliver skilt, går i sig selv eller i selvsving, mister forstanden, overblikket eller deres ståsted. Vi møder bl.a. den unge kvinde i IKEA, en stressramt fuldmægtig i Standardstyrelsen, en ung, håbefuld romanforfatter og en datter med døden i hælene.
CLAUS SCHJØDT er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Han har tidligere arbejdet som radio- og dagbladsjournalist. Han har desuden arbejdet som pædagogmedhjælper, rengøringsassistent, postarbejder, omsorgsmedhjælper for voksne udviklingshæmmede samt i en økologisk frugtplantage. Det er blandt andet erfaringerne herfra, han trækker på, når han skriver. Ofte bliver det til historier om almindelige liv, der rammes af en fortyrrelse, som skubber karakterne i en ny retning. Forfatteren bor i landsbyen Hansted nord for Horsens med sin kone, hund og to katte. Han er medlem af Dansk Forfatterforening.
En skøn læseoplevelse for dem der er lige så vild med noveller som mig. Især nogle af historierne bliver ved én og man har lyst til at genlæse dem. Det overordnede tema danner en stemning, som man drages ind i.