What do you think?
Rate this book
Træmuseet
Digteren og fotografen C. Y. Frostholm præsenterer med Træmuseet en usædvanlig og omfattende essayfortælling: en spontant fremvokset hybridtekst om at opleve natur og litteratur – og skrive om det. Bogen bringer læseren på en rejse på sporet af forfattere som Fernando Pessoa og Francis Ponge og inviterer samtidig til en række møder i ord og billeder med konkrete træer i Danmark og rundt i verden.
De fragmentariske og forgrenede optegnelser om forfatterskaber, kærlighed, køn, diversitet, planter og planetens overlevelse, og om at være en person på jorden, gør bogen til et originalt og vægtigt bidrag til samtidslitteraturen, også internationalt, såvel som til et engageret kampskrift for en ny slags opmærksomhed. Ikke mindst på det ikke-menneskelige, i vores antropocæne tidsalder.
De fragmentariske og forgrenede optegnelser om forfatterskaber, kærlighed, køn, diversitet, planter og planetens overlevelse, og om at være en person på jorden, gør bogen til et originalt og vægtigt bidrag til samtidslitteraturen, også internationalt, såvel som til et engageret kampskrift for en ny slags opmærksomhed. Ikke mindst på det ikke-menneskelige, i vores antropocæne tidsalder.
567 pages, Paperback
Published September 14, 2018
10 people are currently reading
89 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 2 of 2 reviews
May 10, 2021
Jeg gav op ca. halvvejs inde i bogen.
October 14, 2025
Det her er en vild bog. Den er svær at genrebestemme – nok mest et essay, eller en essaysamling over 8 forskellige dele med rejser, der dog alle har det til fælles, at de handler om menneskers forhold til træer, og om at gå i fodsporene på to forfattere – i den første ¾ af bogen i fodsporene på den portugisiske forfatter Fernando Pessoa i og omkring Lissabon, og i den sidste ¼ af bogen den franske forfatter Francis Ponge i Sydfrankrig og i Paris.
Rejseessay er det så heller ikke lige frem. Det er mere en bog om tilstande at være i, når man er afsted, når man er i en by, når man er i en by optaget af bestemte forfattere, der har levet i byerne og optaget af de træer, der findes i byerne og hvordan disse træer indgår i bylivet, og hvordan mennesker er omkring disse træer. Hvordan vi bruger træer til at opholde os under, til at læse under (bl.a. udendørs biblioteker i parker i Lissabon!), hvordan vi styner og tryner dem, men hvordan de alligevel bryder igennem asfalten. Hvordan vi sætter bænke under træer, hvordan vi sætter stativer rundt om træer for at beskytte dem, afskærme dem, afrette dem, kontrollere dem.
Christian Yde Frostholm aka CYF beskriver sig selv som urban botaniker. Med en masse ironi i denne måde at omtale sig selv. Han er jo forfatter og ikke biolog, men han er alligevel blevet bidt af at se på træerne, også at artsbestemme dem, men samtidig også at se på, hvordan træerne indgår sammen med os mennesker, og hvad vi mennesker egentlig får ud af de her træer – hvorfor vi har dem i vores byrum, og hvorfor vi egentlig også udrydder dem alle mulige steder. Hvad vi kan tillade os at gøre med de her træer, og hvad vi så faktisk gør med dem. Urban botaniker, fordi CYF ikke er til klassisk botanik. Han er autodidakt og under oplæring ift. at få et blik for træer, en evig læringsproces, som også rummer en masse usikkerhed omkring hvad det er for et træ, hvad det er for en partikularitet med et liv, hvad det er for en art og hvorfor det er vigtigt at artsbestemme overhovedet. Han er forfatter og ikke biolog, så det giver et afsæt til at reflektere over, hvad det er vi mennesker vil og gør med træer og hvad vi må. Ikke som en filosofisk afhandling, men netop som rejseessays – som ikke er en rejse mod en destination, men en rejse som at være på et sted og give stedet tid til at udfolde sig – ved at være til stede, observerende, skrive, alene og med korte relationer til dem, man støder ind i som rejsende på denne måde.
Det vilde er også, at CYF er optaget af en portugisisk forfatter uden at kunne portugisisk. På samme måde som han er optaget af træer uden at være biolog. Men netop bruger den manglende grundlæggende kompetence ud i det portugisiske sprog og den biologiske taksonomi til at være i en proces omkring hvad det er han møder – ikke ved at afsværge sprog og botanik, men ved at tage det ind som en interesseret lægmand. Hvor han netop er tvunget ud i at være åben, sensitiv, researchende – fordi viden ikke er givet, men viden er noget der opstår i et forløb, hvor man føler sig på udebane.
Jeg ved heller ikke, om jeg vil anbefale bogen. Kommer helt an på, hvem jeg skal anbefale den til. Det er en bog, man nemt sidder fast i, fordi den er helt uden plot, fordi den er meget fragmenteret og associativ, og fordi den har mange referencer til litteratur. På den anden side er det værd at sidde fast i den her bog. Jeg har brugt halvanden måned på at komme igennem den, det har været hårdt arbejde, men jeg har nydt at have et slidsomt arbejde med at læse den.
Bogen har en melankolsk tone. Den handler om erindring – ting der er sket i Lissabon, i Firenze, i andre byer med personer, som betyder meget for CYF, men som han ikke har det samme forhold til længere. Også en melankolsk tone i forhold til det, som vi er ved at miste, fordi vi som mennesker lever på en måde, hvor mennesket er centrum for alt, og hvor natur, træer og dyr må vige for det vi vil, men hvor træer alligevel bryder igennem asfalten, og hvor træer lever meget længere end os. Hvor vi er blinde for, hvad der sker i træernes liv, fordi de lever et langsomt liv, der får os til at tro, at de står stille.
Bogen er usædvanlig generøs. Den øser af følelser, stemninger, usikkerheder – følelsen af at være på egen hånd på rejse, som noget der giver oplevelser, fokus, mulighed for at koncentrere sig, opsøge tematikker, steder, dyrke en fascination. Men også tanker om at være alene, tanker om rejser som CYF har været på sammen med et ”du” eller sammen med andre mænd, som er repræsenteret med et anonymiserende forbogstav.
Bogen er illustreret med fotos fra rejserne. Ikke turistfotos, meget lidt Small World af Martin Parr 😊 Men fotos af træer i byen – fra parker, fra gader, med stillads, med skilte, med graffiti – alt det vi gør med de træer for at få dem til at passe ind i vores verden. Og alle de vrid og liv, træerne har – alligevel. Fanget i fotos, fanget i tekst. Og sat fri.
Titlen Træmuseet referer bl.a. til en Joni Mitchell sang om, at en by indfangede træerne og satte dem på museum, og tog entre for at vi kunne se træerne. Men men men, der er alle mulige træmuseer i spil i bogen derudover. Som netop handler om det at være urban botaniker – at ville kigge på træerne samtidig med at være et bymenneske. Et andet træmuseum er fx i Fontainebleau i Frankrig, som har iscenesat naturen efter billedkunstnere før impressionisterne tog ud i landskabet – og ud i skoven, så man i dag kan tage ud i disse skove og se markeringer i landskabet af, hvor malerne har stået og malet. Eller de samlinger af blade, grene og kviste som CYF selv skaber – bl.a. afbilledet sammen med en bil på bagsiden af bogens cover – og som også afspejler sig i Koichi Kuritas værker.
Rejseessay er det så heller ikke lige frem. Det er mere en bog om tilstande at være i, når man er afsted, når man er i en by, når man er i en by optaget af bestemte forfattere, der har levet i byerne og optaget af de træer, der findes i byerne og hvordan disse træer indgår i bylivet, og hvordan mennesker er omkring disse træer. Hvordan vi bruger træer til at opholde os under, til at læse under (bl.a. udendørs biblioteker i parker i Lissabon!), hvordan vi styner og tryner dem, men hvordan de alligevel bryder igennem asfalten. Hvordan vi sætter bænke under træer, hvordan vi sætter stativer rundt om træer for at beskytte dem, afskærme dem, afrette dem, kontrollere dem.
Christian Yde Frostholm aka CYF beskriver sig selv som urban botaniker. Med en masse ironi i denne måde at omtale sig selv. Han er jo forfatter og ikke biolog, men han er alligevel blevet bidt af at se på træerne, også at artsbestemme dem, men samtidig også at se på, hvordan træerne indgår sammen med os mennesker, og hvad vi mennesker egentlig får ud af de her træer – hvorfor vi har dem i vores byrum, og hvorfor vi egentlig også udrydder dem alle mulige steder. Hvad vi kan tillade os at gøre med de her træer, og hvad vi så faktisk gør med dem. Urban botaniker, fordi CYF ikke er til klassisk botanik. Han er autodidakt og under oplæring ift. at få et blik for træer, en evig læringsproces, som også rummer en masse usikkerhed omkring hvad det er for et træ, hvad det er for en partikularitet med et liv, hvad det er for en art og hvorfor det er vigtigt at artsbestemme overhovedet. Han er forfatter og ikke biolog, så det giver et afsæt til at reflektere over, hvad det er vi mennesker vil og gør med træer og hvad vi må. Ikke som en filosofisk afhandling, men netop som rejseessays – som ikke er en rejse mod en destination, men en rejse som at være på et sted og give stedet tid til at udfolde sig – ved at være til stede, observerende, skrive, alene og med korte relationer til dem, man støder ind i som rejsende på denne måde.
Det vilde er også, at CYF er optaget af en portugisisk forfatter uden at kunne portugisisk. På samme måde som han er optaget af træer uden at være biolog. Men netop bruger den manglende grundlæggende kompetence ud i det portugisiske sprog og den biologiske taksonomi til at være i en proces omkring hvad det er han møder – ikke ved at afsværge sprog og botanik, men ved at tage det ind som en interesseret lægmand. Hvor han netop er tvunget ud i at være åben, sensitiv, researchende – fordi viden ikke er givet, men viden er noget der opstår i et forløb, hvor man føler sig på udebane.
Jeg ved heller ikke, om jeg vil anbefale bogen. Kommer helt an på, hvem jeg skal anbefale den til. Det er en bog, man nemt sidder fast i, fordi den er helt uden plot, fordi den er meget fragmenteret og associativ, og fordi den har mange referencer til litteratur. På den anden side er det værd at sidde fast i den her bog. Jeg har brugt halvanden måned på at komme igennem den, det har været hårdt arbejde, men jeg har nydt at have et slidsomt arbejde med at læse den.
Bogen har en melankolsk tone. Den handler om erindring – ting der er sket i Lissabon, i Firenze, i andre byer med personer, som betyder meget for CYF, men som han ikke har det samme forhold til længere. Også en melankolsk tone i forhold til det, som vi er ved at miste, fordi vi som mennesker lever på en måde, hvor mennesket er centrum for alt, og hvor natur, træer og dyr må vige for det vi vil, men hvor træer alligevel bryder igennem asfalten, og hvor træer lever meget længere end os. Hvor vi er blinde for, hvad der sker i træernes liv, fordi de lever et langsomt liv, der får os til at tro, at de står stille.
Bogen er usædvanlig generøs. Den øser af følelser, stemninger, usikkerheder – følelsen af at være på egen hånd på rejse, som noget der giver oplevelser, fokus, mulighed for at koncentrere sig, opsøge tematikker, steder, dyrke en fascination. Men også tanker om at være alene, tanker om rejser som CYF har været på sammen med et ”du” eller sammen med andre mænd, som er repræsenteret med et anonymiserende forbogstav.
Bogen er illustreret med fotos fra rejserne. Ikke turistfotos, meget lidt Small World af Martin Parr 😊 Men fotos af træer i byen – fra parker, fra gader, med stillads, med skilte, med graffiti – alt det vi gør med de træer for at få dem til at passe ind i vores verden. Og alle de vrid og liv, træerne har – alligevel. Fanget i fotos, fanget i tekst. Og sat fri.
Titlen Træmuseet referer bl.a. til en Joni Mitchell sang om, at en by indfangede træerne og satte dem på museum, og tog entre for at vi kunne se træerne. Men men men, der er alle mulige træmuseer i spil i bogen derudover. Som netop handler om det at være urban botaniker – at ville kigge på træerne samtidig med at være et bymenneske. Et andet træmuseum er fx i Fontainebleau i Frankrig, som har iscenesat naturen efter billedkunstnere før impressionisterne tog ud i landskabet – og ud i skoven, så man i dag kan tage ud i disse skove og se markeringer i landskabet af, hvor malerne har stået og malet. Eller de samlinger af blade, grene og kviste som CYF selv skaber – bl.a. afbilledet sammen med en bil på bagsiden af bogens cover – og som også afspejler sig i Koichi Kuritas værker.
Displaying 1 - 2 of 2 reviews