Skambidt er en rejse igennem kroppen. En vandring igennem frygt og grænser og en hyldest til den frie seksualitet og det vanvid, der kan opstå mellem mennesker, der tænker i kaos.
Bogen skildrer en hovedpersons udvikling af sit seksuelle jeg. Med start i den første seksuelle tanke bevæger bogen sig kronologisk længere og længere ind i hovedpersonens sind og udvikling, og skildrer derved de mange stadier, man kan gå igennem, når man prøver at finde sig selv i sin seksualitet.
Det brutale møder det skrøbelige og tager sammen fat i hovedpersonens mørkeste tanker og oplevelser, mens hun prøver at finde sit sande jeg.
Altså... ikke uspændende som personlig refleksion over en seksualitet, der ikke harmonerer med vanilje/folkeskoleseksualundervisning. Hun kalder den selv selv-destruktiv.
Men det løfter sig ikke for mig som digte eller poetisk praksis. Det er muligvis nok min begrænsning. Men det virker for privat.
Alle ord fra Cecilie Sund Kristensen rører ved noget inde i mig, og selvom denne digtsamling på mange måder er anderledes end Blå nætter, så kunne jeg genfinde mig selv i noget af længslen og smerten, som denne digtsamling også rummer. Denne digtsamling var dog mere dyster og barsk, og der var derfor også digte, som gjorde helt ondt i maven.
Digte skal helst sparke til ens tanker, og det formår disse digte virkelig også. De sætter situationer på spidsen, vender og drejer tankerne, og selvom det til tider gør ondt, så er digtene velskrevne og gennemtænkte. Det gælder både de små minimaliske digte, men også de mere dybdegående af slagsen.
"Evigt behov for kontakt gennem min telefon
Når de ikke svarer er jeg ensom
Når de skriver trækker jeg hele sjælen ud af mig selv for at holde på dem." - citat.
Forfatteren har, efter min mening, virkelig talent, og selvom jeg ikke selv kunne relatere til alle digte, så er der stadig en del, som for mig er noget særligt. Jeg ser frem til at læse flere digte fra hende, og jeg er spændt på, hvilken rejse hun tager mig med på næste gang.
Skambidt er en spændende udgivelse, som rummer både brutalitet og skrøbelighed, samtidig med at der er plads og rum til seksualiteten og det ufiltrerede billede af den. Jeg synes til tider, at de meget hårde beskrivelser af sex bliver mere hæmmende end udviklingen for karakteren, men det kan også være en smagssag. Jeg synes mere, at karakteren kues i stedet for at føle liberation og power.
MEN der er ingen finger at sætte på sproget. Både billedsprog, metaforer, stemninger og følelser har Cecilie Sund Kristensen fuldstændig styr på – som altid. Det er en særlig stemning og en helt specifik skrivestil på spil, og det kan man mærke. Forfatteren er helt sin egen og jeg er begyndt at kunne genkende det efter at have læst flere udgivelser.
Skambidt er interessant og ikke for sarte sjæle. Det er en levende skrivestil, og det tager jeg virkelig hatten af for.