Investering har ingen alder, og det er aldrig for sent eller for tidligt at komme i gang. Er du begynder i investeringsverdenen, kan det imidlertid være svært at navigere rundt i en verden, som aldrig sover, hvor tal og grafer altid er i bevægelse, og hvor nye termer og fremmede begreber jævnligt dukker op. Det er en verden, hvor du let kan tabe overblikket i mængden af information, og hvor de muligheder og risici, der løbende opstår, nemt bliver overset.
Bogen beskæftiger sig udelukkende med langsigtet investering i aktier, obligationer og investeringsbeviser for frie midler på det regulerede marked i Danmark. Udgangspunktet for investering er at opnå økonomisk gevinst. Du får et overblik over og en overordnet forståelse for investeringsverdenen, så du føler dig tilstrækkeligt klædt på til at kunne gå i gang i det tempo, der passer dig, med en erkendelse af, hvilke midler du kan tåle at investere, hvilken risikoprofil du har, og hvor lang tidshorisont du investerer med.
Forfatternes formål med bogen er, på baggrund af egne erfaringer, at åbne døren til investeringsverdenen, som på mange måder kan virke svært tilgængelig. Men de videregiver også nogle af de ”dos and don’ts”, der er forbundet med at investere som begynder. De ved, hvordan det føles at være begynder i investeringsverdenen. De ved, hvilke usikkerheder og udfordringer du står over for som ny investor, og de har en grundig indsigt i de forhold, du skal være opmærksom på, og de forbehold du skal have, når du vil begynde at investere. Bogen er således inspireret af deres egen rejse fra usikre til selvsikre investorer. De repræsenterer deres egen målgruppe, og har derfor skrevet den bog, de selv havde brug for, da de gik i gang med at investere.
Bogen henvender sig til dig – mand og kvinde, ung og gammel – der gerne vil i gang med at investere men ikke ved, hvor du skal begynde. Den er skrevet ud fra en overbevisning om, at alle kan lære at investere deres penge. Investering behøver nemlig ikke være svært, og det behøver ikke være forbeholdt de få. Du skal blot starte med at investere din tid og sætte dig grundigt ind i markedet.
Forord af Tom Hougaard, Investor/daytrader og kommentator i Millionærklubben på Radio24syv.
Faktisk en af de fineste introduktioner på dansk jeg har set til investeringer for begyndere. Der er ingen poppede personlige fortællinger om overtrukne kontokort, eller om turen fra økonomisk idiot til investor - i stedet får man en kortfattet, grundig og saglig gennemgang af de grundlæggende begreber: Hvad er markedet, hvordan fungerer det, hvad er aktier og obligationer, hvordan handler man dem og hvad skal man være man være opmærksom på. De kommer rigtigt godt rundt og i dybde uden af fortabe sig i detaljer og der er lette anskueliggørende eksempler til at forklare sammenhænge og udviklinger. Det er grundigt og rigtig dygtigt - så kender man én der skal have en intro til at investere, så vil jeg anbefale at forære dem den her fine bog!
Jeg kan godt lide, at bogen kan fungere som et opslagsværk, hvis man har brug for hjælp til en bestemt ting, og at de anbefaler flere bøger man kan læse. Den er lidt tung, pga. formler og det kan være svære ting at forklare enkelt, men jeg er blevet klogere. Det giver bund for en begyndelse med aktiehandel. Det skulle dog et onlinekursus til at starte min aktiehandel, men det var rart at have den bog som guide til termer og forklaringer.
Jeg ved ikke meget om invstering, men har sat mig lidt ind i det de sidste par år.
Bogen er tydeligvis er resultat af at disse unge piger har haft lyst til at udbrede deres nyerhvervede viden om et emne som for dem har været lidt af en øjenåbner. Det er en god intention og en god motivator. Sådan var "investering" også for mig for nogle år siden.
Men forfatterne har simpelthen ikke sat sig godt nok ind i emnerne som de gerne vil skrive om. Og derfor falder bogen til jorden.
Det der var skrevet om det jeg vidste noget om var enten forkert eller så upæcist at man hverken kunne sige at det var sandt eller falsk. Det der var skrevet om det jeg ikke vidste så meget om var så dårlig beskrevet at selv om jeg læste det flere gange kunne jeg ikke få det til at give mening. Højst sandsynlig fordi forfatterne ikke selv har forstået emnet.
Der er mange andre danske bloggere og YouTubere som laver blogs og videoer om emnet som jeg bedre kan anbefale. Brug din tid på disse i stedet for at læse denne bog.
En super håndgribelig introduktion til investeringer. Selvom jeg kendte en smule til investeringsstrategier i forvejen synes jeg at bogen kunne bidrage med flere ting som gjorde at jeg fik det store billede med. Hvis man tror at denne bog giver én kilden til rigdom, så bliver man nok skuffet, men jeg synes alligevel at bogen formår at give en god gennemgang af de mes gængse strategier indenfor aktieforvaltning.
Virkelig god introduktion til investering. De gør det nemt og overskueligt, fjerner frygten og afliver nogle myter. Jeg har fået blod på tanden og har kastet mig ud i investeringsverdenen efter at have læst deres bog.
Fornuftig introduktion til privat investering, med et par minuser: kapitlet om obligationer er en del mindre pædagogisk end resten, og bogen handler udelukkende om handel med danske værdipapierer.