Jeg læste de fleste af Scherfigs bøger som dreng, og jeg elskede dem. Hans satiriske greb, hans personer og hans måde at fortælle om samfund og styreformer er uovertruffen. Han er humoristisk og bidende sarkastisk og genlæsningen af idealister var absolut ingen skuffelse.
I genlæsning er jeg overrasket over hvor relevant og aktuel han synes. Selvom han er kommunist og skriver på en skygge af 2. verdenskrig, så er problemstillingerne uændrede. Samfundet er drevet af dybe uretfærdigheder, men idealisterne bruger deres kræfter på vanvittige utopier, evigt brændende ovne, alkymisme, kaffegrus, sexuel healing og anden overtro.
Midt i vanviddet lever Martin og hans kone Magrethe. De er fattige socialister med hjertet på rette sted. De elsker hinanden, føder børn, dyrker sex og lever et godt og varmt liv midt i vanviddet. Når de engang imellem blander sig i det officielle liv, bliver de sat godt og grundigt på plads af myndigheder og øvrigheder, som kun har til formål at beskytte den herskende klasse og deres midler.
I øvrigt er bogens claim to fame, at persongalleriet tilsyneladende har været en stærk inspiration for Balling, Nørgaard og Trier. Den velklædte vaneforbryder Egon Olsen, den synske Fru Drusse, den troende og self-made-rigmand Skjern-Svendsen og Røde som bliver socialdemokrat på sine gamle dage.