What do you think?
Rate this book
Indhenter #5
De uskyldige
December 2016.
To mænd bliver fundet myrdet i en villa på Frederiksberg. Drabsmetoden er mystisk og topprofessionel. Efterforsker Finn Svendsen bliver sat på det svære opklaringsarbejde, som trækker tråde tilbage til ”Narkomansnigskyttesagen” fra 2005. Han får hjælp af sin nu degraderede kollega, Gitte Frederiksen, som mener, der er noget yderst mistænkeligt - både omkring seriemorderens død i Syrien - og Finn.
Annesofie Gundelach er glad for jobbet som indhenter i Forsvarets Efterretningstjeneste og modtager nu specialtræning fra en af skyggeverdenens bedste. Alligevel holder FE hende ude af en større international mission. Senere finder hun skræmmende beviser for, at nogen vil myrde hende.
Imens fører politiets efterforskning i forvirrede retninger af ekstremister, hackere, fake news og sex, da Annesofie og hendes datter bliver taget som gidsler i hjemmet i Taarbæk. Af svært bevæbnede udlændinge.
Locations: DK, Letland, Tyskland, Israel og Botswana.
To mænd bliver fundet myrdet i en villa på Frederiksberg. Drabsmetoden er mystisk og topprofessionel. Efterforsker Finn Svendsen bliver sat på det svære opklaringsarbejde, som trækker tråde tilbage til ”Narkomansnigskyttesagen” fra 2005. Han får hjælp af sin nu degraderede kollega, Gitte Frederiksen, som mener, der er noget yderst mistænkeligt - både omkring seriemorderens død i Syrien - og Finn.
Annesofie Gundelach er glad for jobbet som indhenter i Forsvarets Efterretningstjeneste og modtager nu specialtræning fra en af skyggeverdenens bedste. Alligevel holder FE hende ude af en større international mission. Senere finder hun skræmmende beviser for, at nogen vil myrde hende.
Imens fører politiets efterforskning i forvirrede retninger af ekstremister, hackere, fake news og sex, da Annesofie og hendes datter bliver taget som gidsler i hjemmet i Taarbæk. Af svært bevæbnede udlændinge.
Locations: DK, Letland, Tyskland, Israel og Botswana.
330 pages, Paperback
First published October 15, 2018
2 people want to read
About the author
Morten Buschmann
8 books19 followersForfatter, journalist, manuskripthjælper.
Fået udgivet 7 anmelderroste thrillere: Indhenter, Medløber, Udstikker, Skygger, De Uskyldige, Sandheden Er Ikke For Os og Vi Er Virkeligheden. ( Alle som papir-, e-bøger og lyd-bøger).
Er efterretningsnørd, har arbejdet på bl.a. DR, TV2, Forsvarskommandoen og Kbh's Universitet.
Adskillige gode anmeldelser på www.mortenbuschmann.dk
Fået udgivet 7 anmelderroste thrillere: Indhenter, Medløber, Udstikker, Skygger, De Uskyldige, Sandheden Er Ikke For Os og Vi Er Virkeligheden. ( Alle som papir-, e-bøger og lyd-bøger).
Er efterretningsnørd, har arbejdet på bl.a. DR, TV2, Forsvarskommandoen og Kbh's Universitet.
Adskillige gode anmeldelser på www.mortenbuschmann.dk
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 2 of 2 reviews
January 26, 2022
SÅ nu snerper det til!
Året er 2016, Annesofie og Lucas er i Letland på mission, men Lucas vil lige udfordre hendes evner. Annesofie er pisse sej og klare det let. Herefter fortsætter de til Sverige, til Lucas fætter Magnus, hvor de får et sted at sove og holde lavprofil.
I Danmark går jagten stadig på “Lukas Fisker”, trods han er erklæret død i Damaskus.
Finn Svendsen er stadig ude efter købt “ungt kød”, fortrinsvis Samantha, hvilket bliver brugt imod ham af efterretningstjenesten.
Ung journaliststuderende Mikala Høyerup tiltrækkes af “nakomansnigskyttesagen” og tager ud til villaen. Her tilkalder hun politiet, der bryder ind for at finde Asbjørn og Tobias afgået ved døden, samt hunden Fidel, der har manglet mad ... AWRD, klammo! Ja, selvsagt er der rimeligt klamme scener her, men som en god forfatter overlades de værste billeder til læserens egen fantasi. Disgusting.
Finn arbejder modvilligt sammen med Gitte, efter hun hjælper ved en biljagt, og han lader hende komme med, da hun er ved at gå til over at være “bænket”. Gitte gør brug af sin kæreste Adrian til at samle viden om Lukas Fisker/familien og holde øje med Annesofie.
Lucas rejser videre fra Magnus og søger mod mere familie. Ender dog i hænderne på mossad, der vil give ham en mission... Pyh ha... hæsblæsende, spændende og endelig begynder enderne at samles, men bogen er som de foregående: Brudstykker af efterretning, efterforskning og familieforhold. Gamle og nye sager forvikles og mulige bånd bliver tydligere.
Det er på mange måder en roman, som Matador, der følger flere personer, deres skæbner og interesser. Spændingsdelen foregår om efterretning og politiarbejde, som man får et tæt og indsigtfyldt kendskab til. Kriser og skæbner, både omkring Annesofies familieforhold og Finns livsvalgsprivoritering.
Hold tungen lige i munden, for man kommer tæt på det spændende og interessante liv i det skjulte, politi, mossad, militær, tabte skæbner og skæve eksistenser. Styrken i bøgerne er detaljerne, vidnen og personkarakteristikkerne. Jeg venter spændt på næste bog, der snart udkommer.
For jeg bliver da NØDT TIL at læse mere om Finn, Lucas, Gitte, Annesofie og alle de andre...
Året er 2016, Annesofie og Lucas er i Letland på mission, men Lucas vil lige udfordre hendes evner. Annesofie er pisse sej og klare det let. Herefter fortsætter de til Sverige, til Lucas fætter Magnus, hvor de får et sted at sove og holde lavprofil.
I Danmark går jagten stadig på “Lukas Fisker”, trods han er erklæret død i Damaskus.
Finn Svendsen er stadig ude efter købt “ungt kød”, fortrinsvis Samantha, hvilket bliver brugt imod ham af efterretningstjenesten.
Ung journaliststuderende Mikala Høyerup tiltrækkes af “nakomansnigskyttesagen” og tager ud til villaen. Her tilkalder hun politiet, der bryder ind for at finde Asbjørn og Tobias afgået ved døden, samt hunden Fidel, der har manglet mad ... AWRD, klammo! Ja, selvsagt er der rimeligt klamme scener her, men som en god forfatter overlades de værste billeder til læserens egen fantasi. Disgusting.
Finn arbejder modvilligt sammen med Gitte, efter hun hjælper ved en biljagt, og han lader hende komme med, da hun er ved at gå til over at være “bænket”. Gitte gør brug af sin kæreste Adrian til at samle viden om Lukas Fisker/familien og holde øje med Annesofie.
Lucas rejser videre fra Magnus og søger mod mere familie. Ender dog i hænderne på mossad, der vil give ham en mission... Pyh ha... hæsblæsende, spændende og endelig begynder enderne at samles, men bogen er som de foregående: Brudstykker af efterretning, efterforskning og familieforhold. Gamle og nye sager forvikles og mulige bånd bliver tydligere.
Det er på mange måder en roman, som Matador, der følger flere personer, deres skæbner og interesser. Spændingsdelen foregår om efterretning og politiarbejde, som man får et tæt og indsigtfyldt kendskab til. Kriser og skæbner, både omkring Annesofies familieforhold og Finns livsvalgsprivoritering.
Hold tungen lige i munden, for man kommer tæt på det spændende og interessante liv i det skjulte, politi, mossad, militær, tabte skæbner og skæve eksistenser. Styrken i bøgerne er detaljerne, vidnen og personkarakteristikkerne. Jeg venter spændt på næste bog, der snart udkommer.
For jeg bliver da NØDT TIL at læse mere om Finn, Lucas, Gitte, Annesofie og alle de andre...
January 26, 2022
”De uskyldige” er femte del af serien om indhenterne, som er, så vidt jeg kunne forstå, en slags spioner for Forsvarets Efterretningstjeneste. Dem er der mange af, også i Morten Busschmanns krimiromanserie.
I essencen handler femte del af serien om Lukas Fisker som er indhenter. Men den handler også om Finn Svendsen, Gitte, Anne-Sofie og Josefine, og alle de andre karakterer, der på godt og ondt presser sig ind i fortællingen.
Kort fortalt bliver der i December 2016 fundet to lig i en villa på Frederiksberg. Efterforsker Finn Svendsen bliver sat på sagen og får hjælp af sin kollega Gitte Frederiksen. Finn Svendsen mener, at denne sag trækker tråde tilbage til en anden sag fra 2005, og sammen går han og Gitte i gang med at opklare sagen.
Det kunne være et sådan et fint krimiplot, der er spændende og lige til. Hvor vi har to hovedpersoner og en forbrydelse. Desværre er det ikke tilfældet med denne bog. Jo bevares nogen i bogen finder ud af hvem morderen er. Men igennem hele bogen vikler personer og handlinger sig ind og ud af hinanden og på kryds og tværs af hele serien, at man som læser står tilbage total forvirret med en masse løsthængende tråde, der aldrig får en sløjfe på.
Da jeg blev spurgt om jeg ville anmelde denne bog, fik jeg at vide, at den sagtens kunne læses selvstændigt. Hvilket jeg til dels gerne vil gøre mig enig i, men jeg synes stadig, at der er en masse huller i fortællingen, til trods for de 331 meget tætskrevne sider.
Der er mange plots, der fletter sig ind i denne fortælling, og gør historien rodet. Ligesom at mange karakterer popper op, og gør, at jeg i hvert fald mister tråden.
Mens jeg læste denne bog havde jeg hele tiden en fornemmelse af, at der er en masse karakterer, som jeg møder undervejs, som jeg ikke rigtig får introduceret og de får mest af alt lov til at hænge lidt i luften som en slagt fyld. Tag f.eks. den journaliststuderende Mikala Høyerup, som bliver nævn i begyndelsen af bogen og aldrig rigtig kommer i fokus igen, det samme med hendes redaktør. Hvorfor skulle der bruges 6 sider på disse to mennesker? Er det fordi de har en større rolle i en af de andre værker, eller er de bare fyld? Hvis det er det første, så er det ikke muligt at læse bogen selvstændigt.
Denne type karakterer er der mange af i bogen. Det gør at fortællingen bliver uoverskuelig og langtrukken. Hvis du dog mister overblikket helt, så har Buschmann lavet en to sider (Ja! To sider!!) lang liste med bogens karakterer – lige bortset fra dem som han af en eller anden årssagt har valgt ikke at nævne.
Generelt synes jeg at karaktererne er arketypiske og irriterende. Kvinderne er enten kolde isdronninger eller billige sexkillinger. Mændene er perverse grise eller stærke machomænd, og forholdene er overfladiske, uden at udvikle sig reelt.
Når jeg læser ”De Uskyldige” få jeg en vibe af, at Morten Buschman har skrevet disse bøger med henblik på, at de skal laves om til en tv-serie. Ikke som bøger, der skal læses.
Det kan bl.a. ses på sproget, der tit er mere tell end show, eller hvor forfatteren vælger, til min store irritation, at skrotte de personlige pronomener helt. som f.eks. på side 175.
”På en ryddet plads omgivet af en håndfuld fakler, meterhøjt græs og akacietræer, sidder konsulen i en instruktørstol. Stirrer på flammer med en drink i venstre hånd og en jagtriffel lænet op ad højre armlæn. Hører skridt på stien. En mand i lys sommerjakke, korte bukser og vandrestøvler stopper op foran bålet.”
Det her er tydeligt en scene, til de visuelle medier, der bliver sat. Hvem er konsulen? Hvorfor er vi pludselig på noget der ligner savanen? No one knows.
Til gengæld er dette kapitel et af de mest interessante i bogen. Her brillerer Morten Buchmann. Han har styr på sine facts, og det er fascinerende at læse og lære mere om en verden jeg ikke har meget kendskab til. Der er interessante anskuelser
Jeg kan dog ikke lade være med at blive irriteret, når jeg læser bøger som ”De Uskyldige”. Som litterat kender jeg nemlig ikke noget værre end bøger, der bliver skrevet med henblik på at blive lavet om til visuelle medier på et tidspunkt. Ikke at jeg har noget i mod, at medier arbejder på tværs af hinanden, men at skrive en roman, hvor man går så meget på kompromis med det skrevne ord, gør at jeg mister læselysten.
Hvilket også skete i det her tilfælde.
Sandt er det at jeg ikke er den store krimilæser, om end jeg har læst en håndfuld igennem årene. De gode af dem har jeg oftest slugt på et døgns tid. Det kan ikke siges om ”De Uskyldige”. Jeg skulle tvinge mig selv til at læse denne bog fra første til sidste side. Det er også derfor at jeg desværre bliver nødt til at give den kun 🍬
I essencen handler femte del af serien om Lukas Fisker som er indhenter. Men den handler også om Finn Svendsen, Gitte, Anne-Sofie og Josefine, og alle de andre karakterer, der på godt og ondt presser sig ind i fortællingen.
Kort fortalt bliver der i December 2016 fundet to lig i en villa på Frederiksberg. Efterforsker Finn Svendsen bliver sat på sagen og får hjælp af sin kollega Gitte Frederiksen. Finn Svendsen mener, at denne sag trækker tråde tilbage til en anden sag fra 2005, og sammen går han og Gitte i gang med at opklare sagen.
Det kunne være et sådan et fint krimiplot, der er spændende og lige til. Hvor vi har to hovedpersoner og en forbrydelse. Desværre er det ikke tilfældet med denne bog. Jo bevares nogen i bogen finder ud af hvem morderen er. Men igennem hele bogen vikler personer og handlinger sig ind og ud af hinanden og på kryds og tværs af hele serien, at man som læser står tilbage total forvirret med en masse løsthængende tråde, der aldrig får en sløjfe på.
Da jeg blev spurgt om jeg ville anmelde denne bog, fik jeg at vide, at den sagtens kunne læses selvstændigt. Hvilket jeg til dels gerne vil gøre mig enig i, men jeg synes stadig, at der er en masse huller i fortællingen, til trods for de 331 meget tætskrevne sider.
Der er mange plots, der fletter sig ind i denne fortælling, og gør historien rodet. Ligesom at mange karakterer popper op, og gør, at jeg i hvert fald mister tråden.
Mens jeg læste denne bog havde jeg hele tiden en fornemmelse af, at der er en masse karakterer, som jeg møder undervejs, som jeg ikke rigtig får introduceret og de får mest af alt lov til at hænge lidt i luften som en slagt fyld. Tag f.eks. den journaliststuderende Mikala Høyerup, som bliver nævn i begyndelsen af bogen og aldrig rigtig kommer i fokus igen, det samme med hendes redaktør. Hvorfor skulle der bruges 6 sider på disse to mennesker? Er det fordi de har en større rolle i en af de andre værker, eller er de bare fyld? Hvis det er det første, så er det ikke muligt at læse bogen selvstændigt.
Denne type karakterer er der mange af i bogen. Det gør at fortællingen bliver uoverskuelig og langtrukken. Hvis du dog mister overblikket helt, så har Buschmann lavet en to sider (Ja! To sider!!) lang liste med bogens karakterer – lige bortset fra dem som han af en eller anden årssagt har valgt ikke at nævne.
Generelt synes jeg at karaktererne er arketypiske og irriterende. Kvinderne er enten kolde isdronninger eller billige sexkillinger. Mændene er perverse grise eller stærke machomænd, og forholdene er overfladiske, uden at udvikle sig reelt.
Når jeg læser ”De Uskyldige” få jeg en vibe af, at Morten Buschman har skrevet disse bøger med henblik på, at de skal laves om til en tv-serie. Ikke som bøger, der skal læses.
Det kan bl.a. ses på sproget, der tit er mere tell end show, eller hvor forfatteren vælger, til min store irritation, at skrotte de personlige pronomener helt. som f.eks. på side 175.
”På en ryddet plads omgivet af en håndfuld fakler, meterhøjt græs og akacietræer, sidder konsulen i en instruktørstol. Stirrer på flammer med en drink i venstre hånd og en jagtriffel lænet op ad højre armlæn. Hører skridt på stien. En mand i lys sommerjakke, korte bukser og vandrestøvler stopper op foran bålet.”
Det her er tydeligt en scene, til de visuelle medier, der bliver sat. Hvem er konsulen? Hvorfor er vi pludselig på noget der ligner savanen? No one knows.
Til gengæld er dette kapitel et af de mest interessante i bogen. Her brillerer Morten Buchmann. Han har styr på sine facts, og det er fascinerende at læse og lære mere om en verden jeg ikke har meget kendskab til. Der er interessante anskuelser
Jeg kan dog ikke lade være med at blive irriteret, når jeg læser bøger som ”De Uskyldige”. Som litterat kender jeg nemlig ikke noget værre end bøger, der bliver skrevet med henblik på at blive lavet om til visuelle medier på et tidspunkt. Ikke at jeg har noget i mod, at medier arbejder på tværs af hinanden, men at skrive en roman, hvor man går så meget på kompromis med det skrevne ord, gør at jeg mister læselysten.
Hvilket også skete i det her tilfælde.
Sandt er det at jeg ikke er den store krimilæser, om end jeg har læst en håndfuld igennem årene. De gode af dem har jeg oftest slugt på et døgns tid. Det kan ikke siges om ”De Uskyldige”. Jeg skulle tvinge mig selv til at læse denne bog fra første til sidste side. Det er også derfor at jeg desværre bliver nødt til at give den kun 🍬
Displaying 1 - 2 of 2 reviews