SPORTSDIGTE handler om sportens mennesker og mytologi. Det er digte om sejr og om nederlag, om triumf og skuffelse, der er reportage og analyse, der er pral og selvransagelse, der er hyldest og der er hån, der er desillusion, og der er drøm. De store enere, sportens ejendommelige skikkelser, er et hovedtema i Jørgen Leths nye bog, men også holdånden, opofrelsen, kammeratskabet - og kærligheden - kommer til udtryk i disse meget åbne digte, som forfatteren selv kalder ,,Et forsøg på en eksakt beskrivelse af hvordan man kan blive dygtigere til at leve''.
Jørgen Leth is a Danish poet and film director who is considered a leading figure in experimental documentary film making. Most notable are his epic documentary A Sunday in Hell (1977) and his surrealistic short film The Perfect Human (1967). He is also a sports commentator for Danish television and is represented by the film production company, Sunset Productions.
Biography
Born on June 14, 1937 in Århus, Denmark, he studied literature and anthropology in Århus and Copenhagen and was a cultural critic (jazz, theatre, film) for leading Danish newspapers from 1959 to 1968. His interest in Polish anthropologist Bronisław Malinowski had a profound influence on his work. He travelled in Africa (1961), South America and India (1966) and Southeast Asia (1970–71). His first book was published in 1962 and he has written 10 volumes of poetry and eight non-fiction books. He made his first film in 1963 and has since made 40 more, many distributed worldwide. His most acclaimed is a 1967 short, The Perfect Human, which also featured in the 2003 film The Five Obstructions made by Leth and Lars von Trier. Leth's sports documentaries bring an epic, almost mythic, dimension to the field, as seen in Stars and Watercarriers (Stjernerne og Vandbærerne) (1973) and A Sunday in Hell (En forårsdag i helvede) (1977).
He has been a creative consultant for the Danish Film Institute (1971–73, 1975–77) as well as chairman of the Institute's board (1977–82). He has also been a professor at the Danish National Film School in Copenhagen, at the State Studiocenter in Oslo and has lectured at UCLA, Berkeley, Harvard and other American universities.
Leth covered the Tour de France for Denmark's TV 2 from 1988 until 2005 as the expert commentator in partnership with journalist Jørn Mader. In 1999, he was appointed Danish honorary consul in Haiti.
He attracted controversy in Denmark after publication of his autobiography Det uperfekte menneske (The Imperfect Man). It included a graphic account of sexual relations with the 17-year-old daughter of his cook in Haiti.[3] This created a media storm in Denmark,[4] partly because of his plan to make a film called Det Erotiske Menneske ("The Erotic Man"), funded by the Danish Film Institute, in collaboration with DR (Danmarks Radio) and Nordisk Film and TV Commission. The controversy upset several groups in Denmark. In October 2005, due to the controversy, he resigned his post as Danish consul in Haiti and was dismissed as commentator with TV2, but was reappointed in 2009. The film Erotic Man, Leth's homage to his sexual encounters with young women in third world countries, premiered at the Toronto International Film Festival in September 2010. The film received lacklustre reviews which deemed it "dirty-old-man cinema" and colonialist exploitation.
Leth has had retrospectives at the National Film Theatre, London (1989), in Rouen, France (1990), at the American Film Institute, Washington D.C. (1992), in Mumbai, India (1996), New York (2002), Sao Paulo (2003), Toronto (2004), Florence (2005), Rome (2006), Sao Paulo (2008), Warsaw (2008) and Teheran (2008) and Athens International Film Festival, Athens (2009).
He lived in Jacmel, Haiti from 1991 to 2010 where the Haiti earthquake destroyed his house.
Hvis man har min alder, er Jørgen Leth først og fremmest Tour de France-kommentator og kun dernæst forfatter og filmmager. Og cykelkommentatoren Jørgen Leth kan bestemt genkendes i sportsdigteren Jørgen Leth (eller egentlig er det jo omvendt) som i dette digt, "Han var ingen vinder":
"Jeg kendte engang en spiller / hans spil var af en anden verden / han kombinationer var raseri og leg / hans forhånd et nådestød / han hentede de umuligste bolde / et sted i rummet / han kunne og han ville det umulige / han var ingen vinder // Jeg kendte ingen større skuffelse / end når denne spiller tabte en kamp / han selv havde skabt, / men hans ærgerrighed lå på et andet plan / han ville betvinge øjeblikket / og hans kampe var en række store øjeblikke, / min skuffelse er min / han var ingen vinder."
Overført på cykling kunne det jo nærmest handle om Jørgen Leths helt Nairo Quintana, som også nævnes i det digt, "Mit navn, min form 2018", der (måske lidt unødvendigt, men også ganske hyggeligt) er tilføjet til genudgivelsen af Sportsdigte.
Leth digter mest om cykling og bordtennis (han var selv en dygtig bordtennisspiller), men der er også et enkelt digt om fodbold. Nogle digte, som ovenstående, handler om sportsfolkene i tredjeperson, andre lever sig ind i dem i førsteperson, og atter andre synes at være selvbiografiske. Og som ovenstående digt handler de fleste om sportsfolk, der næsten - men også kun næsten - vinder, som det herlige "Under træning spillede jeg", der slutter sådan her:
"Under træning / oplevede jeg den sæson / spillet åbne sig / som en stor sammenhængende drøm / med svimlende muligheder, men / kun under træning, / det var svimlende."
Selv de store triumfer bliver kun rigtigt store, når de hænger sammen med nederlaget. Portrætdigtet om Georges Senfftleben er ikke bare en hyldest til ham, men finder sin emotionelle kerne hos dem, Senfftleben vippede af podiet:
"Han var ikke sprinter / men han fik hele verden til at græde / den dag han afviste scherens / som fortvivlet forsøgte / at blive verdensmester / for syvende gang."
Normalt er jeg mest til digte, der vækker følelser og gerne benytter sig af overrumplende og skønne poetiske billeder. Sådan er Jørgen Leths Sportsdigte ikke: sproget er helt nede på jorden og de digte, der prøver at stikke dybere ned i følelseslivet ("Lykken 1-5"), er ret mislykkede. Jørgen Leth er bedst i det simple og præcise, for her ligger noget uventet poetisk. Sportsudtrykkene får en helt anden energi når de tages ud af deres rette kontekst og sættes ind i et digt, som når der står: "På det tidspunkt var jeg mægtig oplagt / og var begyndt at brække viften i stykker". "Viften" - denne cykelmetafor bliver pludselig en poesimetafor, som man ikke helt kan placere.
Hen mod slutningen på digtsamlingen bliver Leth mere avantgardistisk, og her møder vi den måske mest berømte sætning, han ikke har skrevet - for den stammer fra en James Bond-roman: "Også i dag oplevede jeg noget som jeg håber at kunne forstå om nogle dage." Her betyder Sportsdigte måske ikke "digte, der handler om sport", men "det at digte er en sport"; i hvert fald er de legende fine.
2018-genudgivelsen er en hardback, og det gjorde Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen vred; han skriver i sin anmeldelse, at "det er nærmest en hån mod læseren". Det er måske lidt overdrevet sagt, men jeg kan godt følge ham. En bog i opretstående A5-format på under 100 sider skal ganske enkelt ikke være en hardback - det er irriterende at læse i. Man bliver tvunget til at bruge begge hænder til at holde bogen med, den er ustyrlig og træls for fingrene. Så kort en bog skal være paperback, sådan er det bare. - med undtagelse da af, hvis den er trykt i et liggende format, så man alligevel ville skulle bruge begge hænder til at læse med, men det er jo ikke tilfældet her.
Men derudover er det dejligt, at Sportsdigte findes igen, for det er en god bog - ikke bare fordi, det er sjovt at læse Jørgen Leth som cykelkommentator på vers, men fordi det ganske enkelt er god poesi.