"Vistnok kan man indvende imod mig, at staten på en måde kan siges at tage uanstændigheden under sin beskyttelse, når den tillader og ordner prostitutionsvæsenet, men dette betragtes vel nu til dags som et nødvendigt onde, medens kvindelige læger kunne kaldes et aldeles unødvendigt onde, hvilket enhver dansk mand vistnok må ønske sit land forskånet for."
Professor Matthias Saxtorph, 1874
"Jeg synes, at De skulle lære at stenografere."
En mandlig professor til nyuddannet kandidat i nationaløkonomi Clara Black, 1904
"Jeg ved ikke, hvis du elsker din mand (det er ikke så vigtigt med børn) om du så har lov til at rejse fra ham - dit forhold til ham, dine børn og dit hjem, må stå over dit arbejde - og de ting (mand især) tåler ikke at være no. 2, så glider de fra dig. Du ved godt, at jeg sætter dit arbejde højt, og beundrer dig for det, men alligevel, det andet må være øverst."
Komponist Carl Nielsen i et brev til sin kone, billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen, da hun var i Athen i en længere periode for at skulpturere, 1905
"Kvinden er biologisk set en mellemproportional mellem barnet og manden. Dette faktum, der er til fordel for hende, betragtes af hende selv som en fornærmelse."
Siddende formand for Landstinget, socialdemokrat K. K. Steincke, 1950
"Pigerne svæver fodboldmæssigt i den fri luft. Uden tilhørsforhold til nogen organiseret union. Uanset hvor stor sympatien er for de fodboldbegejstrede damer, er deres anstrengelser i nogen grad noget selvbestaltet show. Vi kan ikke og vil ikke tage det alvorligt i DBU."
Formand for DBU Vilhelm Skousen, 1970
"Kvinder sænker det faglige niveau på universiteterne (...) Når al snak er skilt fra og alle fraser er væk, må vi konstatere, at mænd og kvinder har forskellige roller. Det er det biologiske, der slår igennem og får manden til først og fremmest at ville sørge for hunnen og flokken. Kvinden er parat til at underkaste sig og sørge for hjemmefronten. (...) Vi kan godt arbejde på at realisere lighedsidealet. Men vi skal acceptere, at der er biologiske forskelle mellem kønnene, der næppe lader sig nedbryde."
Lektor, tidl. museumsinspektør Thorkild Kjærgaard, 1998
"Når kvinder bokser, bryder eller dyrker vægtløftning, sender de forvirrende signaler til vores pigebørn (...) Ligestilling er kammet over i sportens verden."
Børnepsykiater Gideon Zlotnik, 2004
"Det er en medfødt mekanik, der gør, at kvinder har mere lyst til at gå derhjemme med børnene, mens mændene arbejder. Det er ufornuftigt at tage biologien ud af det."
Folketingsmedlem, L.A., Joachim B. Olsen, 2016
Alt det, og meget, meget mere, i Birgitte Possings Argumenter imod kvinder. Fra 1850 til 2018, over videnskab og uddannelse til sport, politik og ledelse, præsenterer hun her en række argumenter, der er blevet brugt imod kvinder. Det er godt researchet, og hun graver flere relativt ukendte kvinder frem fra gemmerne. Kvinder, der aldrig burde være gået i glemmebogen, som f.eks. Nielsine Nielsen, Henni Forchhammer og Clara Black. De var seje, og de og mange andre skal hyldes for de kampe de har taget for kvinders rettigheder gennem årene. Vi er desværre ikke i mål endnu, men tættere på end nogensinde.
God kamp!