Helena Thau debuterer med ADRIEN. En fantastisk klog roman om at søge mening og skønhed i det mindste.
ADRIEN er en kærlighedserklæring til livet, en historie om kærlighed. Kærligheden til naturen, til vejene, til den gavmildhed, den rejsende her møder fra de lokale på vejene, der giver en portion mad, et lift eller en varm seng at sove i. Men først og fremmest er det en historie om Elenas hovedkuldse forelskelse i Adrien og alt det, han står for. En forelskelse, der er berusende, når de vandrer sammen gennem landskaberne, men som også er smertefuld. For pludselig vil Adrien ikke længere følges.
Man skal læse den her, og det kan kun gå for langsomt. En af den slags romaner der giver lyst til at kvitte jobbet, forlade lejligheden, spænde støvlerne på og skride fra det hele. Sove på stranden, leve fra den ene dag til den næste, forsvinde ned af en støvet sidevej et sted i Grækenland og gå i et med landskabet. Ikke på sådan en fesen, selvrealiserings-agtig 'Spis Bed Elsk'-måde, men mere råt, med den samme energi som man måske finder i Kerouacs 'On the Road' og andre ting fra den tid. En rejseroman, først og fremmest, men pakket ind i en kærlighedshistorie, velskrevet og intenst og så tilpas kort at man sluger den på en eftermiddag.
En fortælling til den vandrende med tendens til ikke, at ville stå stille i tilværelsen.
Adrien forklarer de forskellige dynamikker i en romantisk relation, hvor den ene part ikke vil låses fast af de normer, men stadig drages af dem. Man får et indblik på en næsten dagbogsmåde forskellige landskaber på tværs af Europa og andre kontinenter. Det en meget poetisk bog, hvor man føler du er i hovedkarakterens sko, og alle de åbne personer, som der bliver en del af den her fortælling. Den giver et indblik i hvor gæstfrie mennesker er. Hvis jeg selv var ude og vandre i nogle bjerge ville den her bog passe perfekt ind i netop den setting.
Dog var der visse tidspunkter, hvor plottet og karakterne udover hovedkarakteren var svær, at føle med, som ikke ødelagde oplevelsen, men bare lidt øv.