En interessant fortælling om Michael Bondesens liv, om musikken og familien - men først og fremmest om Shubidua. Har vi mon ikke alle sunget med på deres sange? Jeg tænker det. Har nu fået indblik i processen bag - altså alt det der sker før, under og efter koncerter, pladeudgivelser og sangproduktion. Bandet har haft op og nedture. Men hele vejen igennem har der været en rød tråd: glæden ved musikken og det skal være sjovt!
Sikke en overraskelse. Bundesen indeholdt mere end han lod os mærke med. Og han og hans kumpaner skrev lydsporet til min barndom og tidlige ungdom ...inden vore veje skiltes. Og nu mødtes de så igen. Når han ser syg ud på omslaget, så er det ikke for sjov. Det er resultatet af flere blodpropper i hjernen og et alvorligt fald, hvor han brækkede en hvirvel i rygsøjlen. Men bogen handler forsvindende lidt om sygdom og ulykker, og meget mere om, hvor heldig han følte sig. Og, kan vi andre bare sig, hvor dygtig han var. Først var der musikken. Til sidst kunsten. Og indimellem fik vi bogen her. Tak for den.
Mit første kassettebånd var Shubidua. LP'erne med de skøre covers, var en del af mine storebrødres pladesamlinger. Og jeg har smilet mange gange både som barn og ung af de pudsige ordspil sat til fængende melodier.
Selvom jeg vidste en del om om bandet og Bunden, er der godt med nye indsigter og små glimt ind bag scenetæppet på det der band, der var useriøse på en seriøs måde. Og måske aldrig helt kom med ind i den moderne tidsalder med internet, remixes og producer collabs.
Ville gerne have læst mere om Michael selv, men samtidig er bogen et tydeligt eksempel på, at frontmanden værnede om sit privatliv og på godt og ondt satte Shubidua før nærmest alt andet.
I liked it a lot, couldn't put it down actually, but I suspect this is because I am a fan of Bundesen and Shubidua. However it is not the most well written biography ever, and it cotains few big suprises, but if you are interested in the subject matter then it is an entertaining (and easy) read.
Ganske fortræffelig bog, der belyser en tidslomme meget fint. Man hører om musik generelt, Shu-Bi-Dua specielt, men ikke SÅ pokkers meget om Michael Bundesen og hans eventuelle egne overvejelser og refleksioner om hvorfor og hvordan. Jeg tog mig selv i at synge med undervejs i læsningen og konstaterede at der nok ikke eksisterer nogen sange fra Shu-Bi-Dua, som man ikke kender til. Generelt udmærket og underholdende læsning.