“Om hundrede år” strækker sig fra 1914 til 2014 med 1 kapitel for hvert år. I første kapitel møder vi Hans, som er på vej hjem på orlov fra sin soldatertjeneste netop den dag, kirkeklokkerne lyder ud over Nordslesvig (Sønderjylland) for at melde mobilisering - der er krig. Både han og svogeren Marius sendes i krig, fordi Sønderjylland dengang var tysk. Hans falder allerede i 1916, mens Marius vender hjem, kun med beskadiget hørelse - og formentlig en mængde gruopvækkende oplevelser i bagagen.
Hele historien centrerer sig om slægten på gården. Helene og Marius og deres efterhånden 3 sønner og 2 døtre, de gamle forældre. Hvert kapitel har sit år men også sin synsvinkel. Snart er det Marius, vi oplever begivenhederne igennem, snart er det en af sønnerne eller døtrene. Der er mange små episoder fra gårdens drift, men gennemmange små tidstypiske detaljer får man også indblik i tiden, traditioner, politik og historie. I næsten alle kapitler mærkes det, hvordan krigen har sat sit mærke på alt. Dette kommer også til at gælde for 2. Verdenskrig, da den yngste søn føler sig kaldet til også at gøre en forskel og derfor melder sig som modstandsmand. Opgøret efter befrielsen trækker også lange spor efter sig og sætter skel i samfundet.
Det er en særegen familie, der portrætteres, og i dag ville man nok hurtigt kalde den dysfunktionel. Jeg er ikke i tvivl om, at Marius’ deltagelse i krigen har betydet en masse for hans børns udvikling. Men samtidig ved jeg, at fraværet af kærtegn og samtale om essentielle ting ikke var ualmindeligt. Og når man hos nogle af børnene aner homoseksuelle præferencer som grund til, at de aldrig blev gift, så er det lige så meget et vilkår i tiden ikke at tale åbent om det. Det er ikke familiebestemt.
Bogen er blevet til på baggrund af de breve, som forfatteren fandt i et gammelt skab, da hun overtog sin fødegård. Det var hendes oldeforældres brevveksling fra 1. Verdenskrig, og herudfra har hun opdigtet historien. Jeg synes, hun rammer utroligt præcist i sin skildring af disse “stille eksistenser”, der bare dag ud og dag ind passer deres arbejde pligtopfyldende. På samme måde undgår hun at være “larmende” og fravælger de mest opmærksomhedsfyldte begivenheder, såsom afstemningsdagen i 1920 og befrielsen i 1945.
Udblik til en større verden er der dog, dels fordi datteren Marie altid har ønsket sig at rejse og faktisk realiserer det ved årlige ferierejser, dels ved at familiens tjenestepige emigrerer til USA i ‘20’erne, og dels ved at sidste generation adopterer en kinesisk pige.
Jeg synes, det er en vellykket historisk roman om jævne folks oplevelser.
Ved min nu 3. læsning af romanen (pga. læsekreds) bliver det tydeligere for mig, hvordan bogen er komponeret omkring en bunke anekdoter fra familiens historie - de historier, der altid går igen i en familie, og som man hiver frem ved sammenkomster “Kan I så huske dengang..”. Mit første møde med romanen var gennem en indtalt udgave, som forfatteren selv stod for, så det er først nu, ja rigtigt bliver opmærksom på, hvordan sproget hele vejen består af korte sætninger. Det kan blive en smule ensformigt. Der er også dukket et par unøjagtigheder op. Fx hentede man bestemt ikke mælk i spande helt op i 1980’erne. Det holdt man op med omkring 1970. Tidsangivelserne omkring den unge logerende præstesøn er der også kludder med.
Men jeg synes stadig, bogen er værd at læse for sin beskrivelse af en tavshedskultur i en familie, en tid hvor kærtegn mellem familiemedlemmer heller ikke var hverdagskost, og især for dens skildring af, at Om hundrede år er alting - ikke - glemt. Voldsomme ting som fx. krig trækker lange spor efter sig.