Bogen viser de mange mørke sider af HVV’s liv - både i og uden for junglen - og mit hjerte bløder for alle hendes personaers oplevelser. Hendes væsen er intenst og dragende, og historien om hendes eget liv er lige så vildt som fortællingen om livet i Amazonas.
Det er spændende at følge HHV gennem bogens tilblivelse (og meget meta), at selve kernen i bogen (hvad der egentlig skete i Peru og som stadig plager hende 15 år efter) først, og hurtigt, bliver nævnt i bogens sidste sider, hvor HHV får kæmpet sig hen til erkendelsen. Det handler ikke så meget om overgrebene eller at miste fornemmelsen af sig selv (som ellers er meget store ting, der bliver taget op i bogen), men erkendelsen af, at hendes (eller alterego, Anitas👀) valg var skyld i en massakre.
Spændende analysemuligheder her: hvorfor er det, at netop dette har været det nærmest umulige at fortælle om? Fordi hun, som skulle redde verden, endte med at bidrage til volden, døden og ulykken? Eller fordi hun måske følte en unævnelig, grusom tilfredshed ved endelig at kunne give igen mod alle dem, der har gjort hende ondt? Og at erkende det føles umenneskeligt?
Sproget i bogen er sjovt, fordi det er meget som talesprog i sin syntaks, struktur og af og til stavemåde. Selve bogens opsætning er også meget stream-of-consciousness hele vejen igennem, som skaber puls og gør, at man som læser, skal holde tungen lige i munden.
Og! Vigtig tilføjelse til min mening om bogen: fuck den gifte mand (og den nu perifære veninde), psykologen Anders, Faso i junglen og generelt alle mænd HHV møder på sin vej. Ingen burde opleve bare én af de ting, som beskrives i bogen.