Bogen udkom første gang i 1993 og er siden trykt i flere oplag, og den har ikke mistet sin spø Historien handler om en forfatter, der er gæstelærer på en skole et sted i Nordjyllland. Hans opgave er at få eleverne til at skrive deres egne spøgelseshistorier; men i klassen sidder der en uhyggeligt bleg, spøgelseslignende pige med en mystisk dukke foran sig, og pludselig ender forfatteren med selv at blive viklet ind i en spøgelseshistorie, der er uhyggeligt virkelig...
Fin, lille spøgelseshistorie, som er en genudgivelse fra 1993. Jeg havde håbet på et godt gys, da jeg synes, at forsiden er ret uhyggelig. Desværre levede historien ikke helt op til det. Jeg synes, starten og hændelserne på skolen er uhyggelige og giver den ønskede kuldegysningeffekt, men mødet med graveren/døden synes jeg ikke rigtig var uhyggeligt. Overordnet er det dog en fin historie, og jeg tænker, den vil være oplagt til de børn, som let bliver skræmte - de vil godt kunne være med her.
I read this for school, and did not enjoy it at all. The story is boring and plain. The plot is almost nonexistent, and you can easily tell what is going to happen. The book is also very rushed, every little conversation and thought is under two pages. It is like one thing happens and the next thing begins, no break or nothing. But at the end of the day, I do realize that this book is not written for my age group.
Dødningedukken af Peter Mouritzen er en rigtig god og creepy historie. Man bliver hvirvlet mere og mere ind i historien og den bliver uhyggeligere for hver side, man bladrer. Den foregår hovedsageligt på en skole i Nordjylland og i den typiske lille provinsby. Havet dominerer og gør byen tåget og mørk og dyster, og det passer perfekt.
Jeg synes i den grad, at det er en fed gyserhistorie til målgruppen (10-14 år). Der er noget helt særligt over den og forfatteren har læseren lige dér, hvor det er svært at se næste skridt. Han har læseren i sin hule hånd og historien er på aldrig noget tidspunkt forudsigelig eller kedelig.
Jeg er ret vild med det lidt meta-agtige over læsningen. At forfatteren selv fortæller en gyserhistorie, men bliver suget ind i en spøgelseshistorie selv. Det virker rigtig godt, er underholdende og rigtig flot skrevet.
I Dødningedukken er der plads til uhygge, en helt særlig stemning, samtidig med at man bliver nødt til at læse videre. Det er en historie, som er skrevet godt til målgruppen, men det er også et flot og levende sprog, som giver historien ekstra dybde – hvilket gør, at den differentierer fra andre spøgelseshistorier.
I remember this from my time at school. It was a very popular book back then and thought to be scary as well. This might be due to the fact that I am an adult but I don't agree with that. It started out well but somehow the story got lost somewhere a long the way on its way to the finishline. Only a 2 star read for me.