Realityspillet 2052 er skrevet af Lars Mæhle. Jeg læste for et stykke tid siden Fuck off/I love you af selvsamme forfatter, og derfor glædede jeg mig meget til endnu en bog fra forfatteren. Og dette er helt sikkert min favorit indtil videre. Jeg synes, at der er sket en modning i sproget og plottet holder hele vejen igennem bogen.
Forlagsbeskrivelsen lyder således: ”Fem unge fra fem forskellige verdensdele efterlades alene på verdens mest barske og isolerede ø, Bouvet Island i Det Sydlige Ishav. De er deltagerne i Realityspillet 2052 – en konkurrence på liv og død for at redde klimaet. Alt, hvad der sker på øen, streames live til milliarder af seere verden over. Vinderen får en enorm pengepræmie, men noget går galt. Helt galt. Lars Mæhle er en prisvindende norske forfatter, der er oversat til flere sprog. Hans seneste ungdomsroman, “Fuck off / I love you” udkom på forlaget Vild Maskine i 2015.”
For det første er det en relevant og aktuel roman for unge lige nu i tiden, hvor der stilles mange spørgsmål om både klima, verdens udvikling og liv i fremtiden. Historien er a la Battle Royal og foregår også på en ø. Forskellige deltagere fra hele verden samles og skal forsøge at vinde spillet. I løbet af spillet skal de løse opgaver og udtænke idéer til bæredygtige løsninger og hvordan miljøet kan passes på, så mennesket ikke vil udslette den.
Sproget er godt og sikkert, og plottet glider nemt. Det er en rigtig bog at læse og også kort, selvom man får lige akkurat det, man skal have med for at forstå fortællingen. Det er tydeligt, at der er mange brikker, der skal passe sammen, men man er ikke på noget tidspunkt nervøs. Forfatteren har fuldstændig styr på det. Det eneste minus er, at jeg synes, at det gik en anelse hurtigt til sidst, men det kan også være en smagssag.
Alt i alt er det en rigtig god og spændende roman, som jeg varmt vil anbefale. Jeg synes, at den er utrolig vigtig og sætter tankerne i gang. Der er både masser af spænding og aktuelle emner, som man kan lære noget af.