Kun når det regner er en selvbiografisk fortælling om kærlighed. Både den, man kan få, og den, man aldrig helt fik. Det er også en fortælling om skam, svigt og håbefuldhed og om at være barn af en alkoholiker. Om at tie og holde på hemmeligheder for at beskytte sin fars renommé.
Bogens forfatter, Marie Brixtofte, er den ældste af Peter Brixtoftes tre døtre. Hendes forældre blev skilt, da hun var tre år. Hun er primært opvokset i Farum.
"Stærkt sanset og original skildring af kærlighed på trods. En mavepuster - i al sin smertelige skønhed" - Michael Falch
"En vigtig og gribende fortælling, en fantastisk bog som alle bør læse" - Bogblogger.dk
"Bogen er magisk, velskrevet, uhyggelig og smertefuld – men smuk og kærlig"
????? Bogrummet.dk
"Et requiem for Brixtofte"
????? Fagbladet Danske Kommuner
"Hvis du kun skal læse én bog, månedens bog april 2019"
?????? Magasinet Liv
"En virkelig smuk fortælling!"
?????? Alt godt fra skabet
"En varm og vedkommende beretning"
?????? Søndag
"En rørende kærlighedshistorie fra det virkelige liv"
Jeg har brugt en tidlig morgen på at læse Kun når det regner færdig, mens regnen har silet. Meget passende akkompagnement til bogen. Den virker meget ærlig, og jeg vil tro at andre med en alkoholisk forælder kan få meget ud af at læse den. Der er for meget føleri i sprog og stemning til min smag, men ikke så meget at jeg blev skræmt væk. Og de meget korte kapitler, der hele tiden springer i tid, giver bogen et lidt rodet præg. Det bedste er, at hun får kontakt med ham efter den fysiske død. Der heppede jeg ekstra meget på dem begge.
Med Kun når det regner rammer Marie Brixtofte et følsomt emne. Bogen er skrevet enormt poetisk og smukt, og stemningen greb mig allerede fra første side. Maries fortælling er på en og samme tid let at læse og tung at bære. Det er en fortælling om kærlighed og mangel på samme. En historie om barnets (både det lille og det voksne) råb til en forælder, der ikke ser den samme virkelighed som dem. Det er en fortælling om mod og styrke. Og en fortælling, jeg varmt kan anbefale.
Meget interessant og tankevækkende bog. Vi får indblik i Maries tanker og oplevelser, fra da hun er barn til hun er voksen, med en far der var alkoholiker. Bogen beskriver hvordan Maries barndom prægende hendes voksenliv og relationer gennem livet. Bogen har en lidt speciel struktur hvor vi hopper frem og tilbage i tid i små kapitler, som både gøre den hurtig at læse, men også gør at man som læser skal forholde sig til flere forskellige storylines. Bogen beskriver dog mange mange oplevelser, dilemmaer og skuffelser der er resultat af at have en alkoholiker i sin familie. Bogen er skrevet med en ærlighed og sårbarhed der mærkes helt ind i hjertet, og beskriver sorgen i at have et familiemedlem tæt på, der dog er så fjernt, på grund af alkohol.
Denne beretning rammer lige ind i hjertekulen, for det er tydeligt at den lille pige lider og at hun higer efter farens opmærksomhed. Vi hører om stjernestunder, der giver fornyet næring til et håb om forandring. Og så derefter skuffelser så store, at de er til at føle på. Om urimelige overvejelser for bare at forsøge at “træde i karakter” for bagefter at komme i tvivl, fortryde og gang på gang trække i land i erkendelse af dæmonens magt. Om ikke at have kontrol over det uventede og deraf føle sig magtesløs. En følelse af ubehag, man som læser mærker, for det er ubegribeligt godt beskrevet. Og derfor egentlig også lidt svært at anmelde. Læs min fulde anmeldelse her - http://anettesbookshelf.dk/kun-naar-d...
Poetisk, stemningsfuld og både trist og glad på én gang. Sproget er fint og levende og indholdsmæssigt så kommer den aldrig til at virke hverken søbende, tung eller selvmedlidende i voldsom grad. Indholdsmæssigt kan den til tider forekommer lidt rodet og springende - sandsynligvis båret afsted af de mange meget korte kapitler, som flere gange kommer til at virke som glimt mere end situationer eller beskrivelser.
Et ret præcist billede af et liv, som har alt for store klumper af tristhed, svigt, bristede håb, men heldigvis også kærlighed og levet liv...