Det er nok den særeste bog, jeg nogensinde har læst. Og jeg var flere gange ved at lægge den fra mig, da den føltes umuligt at læse, og jeg må indrømme, at jeg sprang over noget af den - især i første halvdel af bogen. Men … den var samtidig også ret fascinerende. Og jeg kunne ikke lægge den fra mig.
Og jeg spørger nu mig selv, hvorfor jeg ikke kunne det? Og jeg tror, at det faktisk var det sære, der holdt mig fanget. De mange skift i fortællestil. De mange gange, hvor hendes hjerne bare løb løbsk. Og måske især den måde, hvorpå hun personificerede sin psykiske sygdom. Han var kæresten, hun ikke kunne slippe af med, selvom hun gerne ville. Han er den creepy mand/dreng/kæreste (er ikke helt sikker), hvis skød hun sidder på til sin konfirmation. Han vil ikke give slip på hende, vil omklamre hende. Det er alt sammen meget sært, men det fungerer.