Hanns Cibulkas “Havtorntid, Dagbogsblade fra Hiddensee” fik jeg anbefalet, fordi jeg talte med begejstring om vores besøg på Hiddensee. Jeg er dog mere begejstret for øen end for bogen, der som titlen siger er dagbogsblade fra et længere ophold på Hiddensee i 1970’erne, altså i DDR-tiden. Forfatteren skriver om naturoplevelser og tænker tilbage på steder, hvor han har været bl.a. som soldat under 2. Verdenskrig. Han filosoferer over mange forskellige emner, går tur og besøger en læge osv. tja, jeg var mest optaget af naturbeskrivelserne.
En virkelig god bog, der de bedste steder efterlod mig stum, mens jeg fulgte med i den mærkelige sammenblanding af natur og videnskab, bølgernes kraft, de gamle myter og gåturene rundt på Hiddensee. Cibulka kan skabe skrift hvor tid og sted træder i baggrunden, og man træder ind i et mystisk rum, hvor sætningerne virker glødende, tavse. Eksistentielt er et fattigt ord at bruge her. Men verden og dens ord og ting er dyb og vindslidt. Dagbogsformen giver en stærk forankring, Cibulka kan på samme tid flette og krydspode et emne, en sans, en betragtning. Glad for at jeg kunne få et kig ind gennem den sandrisede rude i hans lille kunstnerhytte på Hiddensee.
Ein kleiner poetischer Band über die Schönheit von Hiddensee, aber auch über die Natur des Menschen, über die Verbindung von Wissenschaft und Kunst. Viele Referenzen zu Goethe und Hauptmann. Hat mir recht gut gefallen.
"Sonnentau und Sanddornblatt, ich möchte die Augen nicht schließen, diese Insel ist schön."