What do you think?
Rate this book
Forsvindingsnumre
Når noget forsvinder forventer man, at det kan findes igen. Sådan har Agnes det med sin mor, som er død.
Men Agnes er ikke god til at finde noget. Ting bliver væk for hende, fugle, mennesker og virkelighedsfornemmelse. Hun leder efter alle de ting på steder, hvor de ikke er. I Berlin, i København og i Tel Aviv.
Indtil noget umuligt en dag dukker op i hendes lejlighed. Noget, som måske kan hjælpe hende tilbage til virkeligheden.
Forsvindingsnumre er en hudløs roman om en ung kvinde i sorg og om forsøget på at finde fodfæste i livet efter at have mistet nogen, man ikke kan undvære.
Men Agnes er ikke god til at finde noget. Ting bliver væk for hende, fugle, mennesker og virkelighedsfornemmelse. Hun leder efter alle de ting på steder, hvor de ikke er. I Berlin, i København og i Tel Aviv.
Indtil noget umuligt en dag dukker op i hendes lejlighed. Noget, som måske kan hjælpe hende tilbage til virkeligheden.
Forsvindingsnumre er en hudløs roman om en ung kvinde i sorg og om forsøget på at finde fodfæste i livet efter at have mistet nogen, man ikke kan undvære.
216 pages, Hardcover
Published March 7, 2019
26 people are currently reading
547 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 55 reviews
March 7, 2019
“Jeg cykler gennem regn på en sensommerdag, og jeg er på vej hjem til Mathias, og jeg tror, vi skal være sammen, fordi han giver mig ro og sprøjteorgasmer.”
Sådan indleder Amalie Langballe romanen, Forsvindingsnumre, og titlens dobbelttydighed står hurtigt klar for læseren. Med en forvundet mor, har også Agnes, som er vores hovedperson, brug for at forsvinde, og orgasmen er den ultimative flugt. Agnes befinder sig midt i sorgen over at have mistet sin mor, som efter et langt sygdomsforløb døde af kræft. Hun ses med Mathias, som giver hende de orgasmer, der for en kort bemærkning kan afbryde sorgen, men han er ikke videre sympatisk og er tilmed begyndt at se en ny. Hun tænker tilbage på tiden i Tel Aviv, hvor hun kort efter sin mors død, dæmpede sorgerne med sex og stoffer. Ting sker uden mål, mening eller planlægning – livet går sin gang, og Agnes går bare med.
Forsvindingsnumre fortæller ikke om sorgen, den placerer læseren midt i den og forsøger ikke at forklare den. Agnes befinder sig konstant i sin fortid, for hun “er altid også et sted der sammen med mor. Det koster energi at være alle steder og samtidig også have en fod i virkeligheden.” Måske netop derfor bliver en fugl og en voodoodukke hendes primære samtalepartnere, begge som klare symboler på hendes trang til (fugle)flugt og den dybe smerte, hun befinder sig i. Hun har mistet fodfæste, og skal tilbage til virkeligheden, men hvilken virkelighed venter på den, som har mistet en del af sig selv? Det forekommer læseren, at der kun er to tilstande til rådighed for Agnes – sorgen og følelsesløsheden – intet midtimellem.
Det er en roman som lader meget tilbage til læseren, som selv må sammensætte en form for kronlogi og mening med Agnes’ sære destruktive handlinger, som da hun for eksempel beslutter sig for at gå efter en kollegas kæreste uden anden grund end at kollegaen skal lære at miste. Til tider bliver læseoplevelsen lige så rodet som Agnes' egne tanker, men hendes tankevirksomhed er stor, og hun inviterer læseren ind i hjernens pulterkammer, når hun funderer over de ting, hun gerne vil fortælle sin mor.
“Jeg ville minde hende om, at de vigtigste mennesker i dit liv er dem, der kommer, når du beder dem om at blive væk, og dem, der bliver, når du beder dem om at gå (…)”
Det er den ensomme skrøbelighed blandet med tør humor og fandenivoldskhed, som gør Agnes til meget mere end blot en opdigtet romanfigur.
Hvilken smuk og dybsindig debut.
Sådan indleder Amalie Langballe romanen, Forsvindingsnumre, og titlens dobbelttydighed står hurtigt klar for læseren. Med en forvundet mor, har også Agnes, som er vores hovedperson, brug for at forsvinde, og orgasmen er den ultimative flugt. Agnes befinder sig midt i sorgen over at have mistet sin mor, som efter et langt sygdomsforløb døde af kræft. Hun ses med Mathias, som giver hende de orgasmer, der for en kort bemærkning kan afbryde sorgen, men han er ikke videre sympatisk og er tilmed begyndt at se en ny. Hun tænker tilbage på tiden i Tel Aviv, hvor hun kort efter sin mors død, dæmpede sorgerne med sex og stoffer. Ting sker uden mål, mening eller planlægning – livet går sin gang, og Agnes går bare med.
Forsvindingsnumre fortæller ikke om sorgen, den placerer læseren midt i den og forsøger ikke at forklare den. Agnes befinder sig konstant i sin fortid, for hun “er altid også et sted der sammen med mor. Det koster energi at være alle steder og samtidig også have en fod i virkeligheden.” Måske netop derfor bliver en fugl og en voodoodukke hendes primære samtalepartnere, begge som klare symboler på hendes trang til (fugle)flugt og den dybe smerte, hun befinder sig i. Hun har mistet fodfæste, og skal tilbage til virkeligheden, men hvilken virkelighed venter på den, som har mistet en del af sig selv? Det forekommer læseren, at der kun er to tilstande til rådighed for Agnes – sorgen og følelsesløsheden – intet midtimellem.
Det er en roman som lader meget tilbage til læseren, som selv må sammensætte en form for kronlogi og mening med Agnes’ sære destruktive handlinger, som da hun for eksempel beslutter sig for at gå efter en kollegas kæreste uden anden grund end at kollegaen skal lære at miste. Til tider bliver læseoplevelsen lige så rodet som Agnes' egne tanker, men hendes tankevirksomhed er stor, og hun inviterer læseren ind i hjernens pulterkammer, når hun funderer over de ting, hun gerne vil fortælle sin mor.
“Jeg ville minde hende om, at de vigtigste mennesker i dit liv er dem, der kommer, når du beder dem om at blive væk, og dem, der bliver, når du beder dem om at gå (…)”
Det er den ensomme skrøbelighed blandet med tør humor og fandenivoldskhed, som gør Agnes til meget mere end blot en opdigtet romanfigur.
Hvilken smuk og dybsindig debut.
March 14, 2020
Nogle skuespillere kan godt håndtere musikalske indslag, uden at man af den grund ville kalde dem sangere. Nogle journalister kan godt håndtere litterære greb, uden at man af den grund ville kalde dem forfattere.
27-årige Amalie Langballe blev færdiguddannet journalist i 2017, men havde allerede inden da markeret sig som klummeskribent i forskellige medier. Klummerne giver et ublufærdigt indblik i Langballes eget liv, hvor to temaer fylder meget: Dels sorgen over moderens lange sygdomsforløb, som startede i 2002 og endte med hendes død af knoglemarvskræft i 2016. Dels Langballes glubende appetit på sex, der til en vis grad kan ses som en virkelighedsflugt i forhold til sorgen.
Baseret på disse klummer blev Langballe, mens hun endnu læste journalistik, headhuntet af forlaget Lindhardt og Ringhof, der ville have hende til at skrive en bog. Hun afleverede nogle prøvekapitler, der efterfulgtes af en kontrakt og udgivelsen af romanen ’forsvindingsnumre’ i 2019.
I romanen, der er autofiktiv, hedder Amalie Agnes, og til ovennævnte to temaer fra klummerne føjes en interesse for ornitologi. Barndommens undulat hed Pip-Hans, og bedsteveninden hedder Vibe. Agnes’ speciale er gejrfuglen, en uddød fugleart, der lignede en kæmpe-alk eller en pingvin, idet den havde meget små vinger og derfor ikke kunne flyve.
Da moderen døde i 2016, var Agnes 24 år, og hun foretog et af sine forsvindingsnumre til Tel Aviv. Her indgik hun i en trekant med Ofir og Josef og levede et virkelighedsforflygtigende liv med kokain, sprøjteorgasmer og smertefuld analsex. Denne tur hører vi i tilbageblik meget om, mens der bliver fortalt lidt mindre om en springtur til Berlin. Når hun beskriver det urbane ungdomsliv, herunder også i den københavnske medieverden, er der journalistisk tæft over Langballes sprog, og hun mestrer suverænt det specielle smart-i-en-fart-sprog, der er karakteristisk for bloggere. Et eksempel: ”Hende den anden har sikkert gang i en ivrig livmoder og et velfungerende modergen, og hun har vel også rolige øjne uden helvede og højvande.”
Sidehistorierne er som katte, der nærmer sig den varme grød: moderens død og Agnes’ altfortærende savn. Om dette har hun ikke slet så mange ord på lager, kapitel 7 indledes f.eks. sådan: ”Søndagsritual: Jeg går i kirke. Jeg ser på fugle. Jeg savner mor.” Og kapitel 32 består kun af denne ene ufuldstændige linje: ”Hvad jeg ikke ville give”. Med fokus på det faktum, at moderens død har udviklet sig over hele fjorten år, kunne man måske godt forvente, at Agnes havde nået at forlige sig med det uafvendelige. I hvert fald er det vel ofte sådan i den sidste ende, at den syges udfrielse af sine pinsler vægter højere end ens eget efterfølgende savn.
Jeg forstår godt, at Lindhardt og Ringhof fik øje på den talentfulde skribent Amalie Langballe og gav hende en drømmestart i den kulturelle offentlighed. Men hun har langt fra erobret romanformatet med denne Nynne-agtige dagbog, der nok har charme, men ingen dybde. Agnes’ liv rører mig ikke. Som i: overhovedet ikke. Men ret skal være ret: Jeg er aldersmæssigt heller ikke hjemmehørende i romanens målgruppe, så derfor trækker jeg den ikke ned på to stjerner.
27-årige Amalie Langballe blev færdiguddannet journalist i 2017, men havde allerede inden da markeret sig som klummeskribent i forskellige medier. Klummerne giver et ublufærdigt indblik i Langballes eget liv, hvor to temaer fylder meget: Dels sorgen over moderens lange sygdomsforløb, som startede i 2002 og endte med hendes død af knoglemarvskræft i 2016. Dels Langballes glubende appetit på sex, der til en vis grad kan ses som en virkelighedsflugt i forhold til sorgen.
Baseret på disse klummer blev Langballe, mens hun endnu læste journalistik, headhuntet af forlaget Lindhardt og Ringhof, der ville have hende til at skrive en bog. Hun afleverede nogle prøvekapitler, der efterfulgtes af en kontrakt og udgivelsen af romanen ’forsvindingsnumre’ i 2019.
I romanen, der er autofiktiv, hedder Amalie Agnes, og til ovennævnte to temaer fra klummerne føjes en interesse for ornitologi. Barndommens undulat hed Pip-Hans, og bedsteveninden hedder Vibe. Agnes’ speciale er gejrfuglen, en uddød fugleart, der lignede en kæmpe-alk eller en pingvin, idet den havde meget små vinger og derfor ikke kunne flyve.
Da moderen døde i 2016, var Agnes 24 år, og hun foretog et af sine forsvindingsnumre til Tel Aviv. Her indgik hun i en trekant med Ofir og Josef og levede et virkelighedsforflygtigende liv med kokain, sprøjteorgasmer og smertefuld analsex. Denne tur hører vi i tilbageblik meget om, mens der bliver fortalt lidt mindre om en springtur til Berlin. Når hun beskriver det urbane ungdomsliv, herunder også i den københavnske medieverden, er der journalistisk tæft over Langballes sprog, og hun mestrer suverænt det specielle smart-i-en-fart-sprog, der er karakteristisk for bloggere. Et eksempel: ”Hende den anden har sikkert gang i en ivrig livmoder og et velfungerende modergen, og hun har vel også rolige øjne uden helvede og højvande.”
Sidehistorierne er som katte, der nærmer sig den varme grød: moderens død og Agnes’ altfortærende savn. Om dette har hun ikke slet så mange ord på lager, kapitel 7 indledes f.eks. sådan: ”Søndagsritual: Jeg går i kirke. Jeg ser på fugle. Jeg savner mor.” Og kapitel 32 består kun af denne ene ufuldstændige linje: ”Hvad jeg ikke ville give”. Med fokus på det faktum, at moderens død har udviklet sig over hele fjorten år, kunne man måske godt forvente, at Agnes havde nået at forlige sig med det uafvendelige. I hvert fald er det vel ofte sådan i den sidste ende, at den syges udfrielse af sine pinsler vægter højere end ens eget efterfølgende savn.
Jeg forstår godt, at Lindhardt og Ringhof fik øje på den talentfulde skribent Amalie Langballe og gav hende en drømmestart i den kulturelle offentlighed. Men hun har langt fra erobret romanformatet med denne Nynne-agtige dagbog, der nok har charme, men ingen dybde. Agnes’ liv rører mig ikke. Som i: overhovedet ikke. Men ret skal være ret: Jeg er aldersmæssigt heller ikke hjemmehørende i romanens målgruppe, så derfor trækker jeg den ikke ned på to stjerner.
December 12, 2022
Ordene i denne her bog, sorgen, gjorde så ondt, og alligevel var alting så fint - jeg følte stor omsorg for Agnes, uanset hvor destruktiv hun var og hvor hun flygtede hen. Må have bogen hjem på min egen hylde, har brug for at kunne læse ordene når som helst.
February 2, 2021
Som dagene er gået , må jeg indrømme den virkelig har sat sig. Følelsen af at man må være i sorg og hvad den kan gøre ved en og hvordan ens seksuelle behov og lyster også defineres efter ens sindstilstand - og som kvinde. Så anderledes- så godt!! Den efterlader mig med et væld af refleksioner og følelser- en gave!
January 24, 2026
4,5 🌟 “Jeg ønskede mig, at jeg kunne passe lidt bedre på ham, men man kan ikke passe på de mennesker, der på et meget fundamentalt plan er blevet bildt ind, at de er gift for det, de holder af og har brug for.”
jeg kunne så godt lide den her - sproget var utrolig smukt 🥹
jeg kunne så godt lide den her - sproget var utrolig smukt 🥹
November 22, 2019
Stærk og velskrevet debut med masser af stof til refleksion. Hovedpersonen prøver at takle de følelser og tanker der er opstået i forbindelse med moderens død, og vi hører om fortid og nutid. Humoristisk, tragisk, ærlig og fuld af selvudleverende detaljer om venskaber, tilhørsforhold, relationer, sex, sorg og længsel.
Read
July 25, 2020Det starter godt, masser af bevægelse, i midten taber hun tråden (det er som en masse små anekdoter). Slutningen er blot weird.
Når det er sagt, synes jeg at det er en interessant bog, og når 3 stjerner.
Når det er sagt, synes jeg at det er en interessant bog, og når 3 stjerner.
October 17, 2019
“Der kommer et stadie af savn, hvor man ikke længere savner, men hvor man er selve savnet. Det giver sig selv, at man ikke på det stadie for alvor tror på, at savnet kan forlade en”
April 23, 2023
(Review in Danish:)
Den unge kvinde Agnes fortæller afvæbnende og smukt om sorgen efter at have mistet sin mor til kræft.
Fortællingen er poetisk og filosofisk, i et meget direkte, nogle gange hårdtslående og sanseligt sprog. Fortælleren Agnes’ selvrefleksioner vækker læserens egne tanker, og allegorien i Agnes’ fascination af Gejrfuglen er smuk, ren og meget rørende. En Woodoo-dukke - og gejrfuglen - træder stadigt mere aktivt ind i Agnes’ bevægelse i ryk længere og længere væk fra den materielle virkelighed og fremmaler hendes gennemsyrende dårlige samvittighed over ikke at have været der nok for sin mor. Lidt for mange eksplicitte sexscener efter min smag.
Fortællingen handler om livet med døden, om stemmerne fra de afdøde og uddøde, som kalder på os fra et sted langt væk. En knugende smuk læseoplevelse, som efterlader mig rørt, med hjertebanken og mange nye tanker.
Den unge kvinde Agnes fortæller afvæbnende og smukt om sorgen efter at have mistet sin mor til kræft.
Fortællingen er poetisk og filosofisk, i et meget direkte, nogle gange hårdtslående og sanseligt sprog. Fortælleren Agnes’ selvrefleksioner vækker læserens egne tanker, og allegorien i Agnes’ fascination af Gejrfuglen er smuk, ren og meget rørende. En Woodoo-dukke - og gejrfuglen - træder stadigt mere aktivt ind i Agnes’ bevægelse i ryk længere og længere væk fra den materielle virkelighed og fremmaler hendes gennemsyrende dårlige samvittighed over ikke at have været der nok for sin mor. Lidt for mange eksplicitte sexscener efter min smag.
Fortællingen handler om livet med døden, om stemmerne fra de afdøde og uddøde, som kalder på os fra et sted langt væk. En knugende smuk læseoplevelse, som efterlader mig rørt, med hjertebanken og mange nye tanker.
Read
April 11, 2021Hørt som lydbog, men jeg bliver nødt til at læse den som fysisk bog på et tidspunkt. Jeg føler mig meget betaget af den sårbarhed og hårdhed hovedpersonen udstråler, og der var mange virkeligt skarpe betragtninger, der gjorde ondt på den helt rigtige måde. Jeg er bare ked af, at min koncentration ikke er til at opfange alle de små detaljer på lydbøger. Men så kan jeg glæde mig til en god (gen)læseoplevelse i fremtiden :)
December 9, 2025
den her bog viser virkelig hvordan sorg er både totalt universel og helt individuel. de stille øjeblikke af savn ramte dybt og hårdt.
August 10, 2025
synes den var rigtig god, længder bedre end elskende. ikke en good times bog, men en good bog
August 30, 2019
4.5 stjerner
Blændende, knugende, forrygende debut. Stille, men spidende i sit sprog, umådelig vigtig i sit tema. Sidder i kroppen, og er sikker på den bliver i mine tanker længe endnu.
Blændende, knugende, forrygende debut. Stille, men spidende i sit sprog, umådelig vigtig i sit tema. Sidder i kroppen, og er sikker på den bliver i mine tanker længe endnu.
November 17, 2025
Wow en god bog. Der var så mange citater som bare var sindssygt gode. Det var godt at den både var meget konkret og virkelighedsnær i detaljerne samtidig med at der var kapitler som var totalt syrede. Har lånt den på bib, men wow jeg har lyst til at købe den.
July 8, 2019
Den her bog er et monument af sorg, over tabet af en mor. Tabet af en mor man har ventet på i ti år, og at tilgive sig selv for at være lettet, men stadig tænke at hvis man altid havde haft overskud, så var hun måske overlevet.
Det er en historie om en pige der har levet med en dødssyg mor siden gymnasiet. Hun har levet med at mennesker skal forsvinde, og derfor løber hun rundt over hele København og roder rundt. Fordi alle forlader jo til sidst. Ingen bliver. Slet ikke når man vrider sig som en fisk på land. Hun har ingen ro, kun i de få sekunder hun ikke er tilstede i sit hoved, efter en sprøjteorgasme.
Forsvindingsnumre er skrevet så fint, så voldsomt, som et vandfald. Det virker til at den er skrevet, fordi den var umulig at holde tilbage. Den er moderne og ung og vedkommende, og man kan mærke den i marv og ben. Den sindssyge ungdoms usikkerhed, der fucker alle op. Og oven i det, tabet af en mor. Tabet af en ven i Israel. Tabet af en fugl, der har været uddød i et århundrede, men som Agnes stadig troligt besøger. Det er en bog om at give slip. Om at lære at være i sorgens kolde ishav, istedet for at løbe alt hvad remmer og tøj kan holde.
Det er en historie om en pige der har levet med en dødssyg mor siden gymnasiet. Hun har levet med at mennesker skal forsvinde, og derfor løber hun rundt over hele København og roder rundt. Fordi alle forlader jo til sidst. Ingen bliver. Slet ikke når man vrider sig som en fisk på land. Hun har ingen ro, kun i de få sekunder hun ikke er tilstede i sit hoved, efter en sprøjteorgasme.
Forsvindingsnumre er skrevet så fint, så voldsomt, som et vandfald. Det virker til at den er skrevet, fordi den var umulig at holde tilbage. Den er moderne og ung og vedkommende, og man kan mærke den i marv og ben. Den sindssyge ungdoms usikkerhed, der fucker alle op. Og oven i det, tabet af en mor. Tabet af en ven i Israel. Tabet af en fugl, der har været uddød i et århundrede, men som Agnes stadig troligt besøger. Det er en bog om at give slip. Om at lære at være i sorgens kolde ishav, istedet for at løbe alt hvad remmer og tøj kan holde.
March 2, 2021
tak for den her bog, amalie langballe. i starten var jeg lige ved at lægge den fra mig. hovedpersonen agnes synes kold distanceret og er hovedsageligt optaget af stoffer og sex, og kan ikke finde ud af at vedkende sig sin kærlighed til mathias, der slår op med hende i starten, og en snert af mig tænkte ''hun er patetisk og usympatisk og jeg gider faktisk ikke spilde min tid på hende''. men så begynder reflektionerne, og vi forstår hvor stor og afgrundsdyb en smerte der ligger til grund for denne selvdestruktive suppe af bedøvelse, i form af casual sex og alkohol og stoffer. gejrfuglen og fuglene som er de eneste hun gider se igen, mennesker der dør, moderen der er død, og det tomrum agnes står med. den er virkelig smukt skrevet og der er så mange poetiske observationer og kyniske konstateringer, som man alligevel stille nikker til. bogen syrer lidt ud til slut, men på det tidspunkt i bogen er jeg i blind tillid til at jeg bliver ført lige derhen, hvor jeg skal. jeg græd så mange gange, de der forløsende tårer der siger ''den her bog har set mig og jeg ser den''. 4,5 stjerner til den og tak
August 16, 2019
Endnu en bog fra bogklubben, og endnu en gang rummede den nogle ungdomstemaer, som slet ikke interesserede eller fangede mig. Det gjorde de indskudte kapitler om morens sygdom og død til gengæld, selv, eller rettere sagt i særdeleshed, dem, som kun var udgjort af en sætning.
I mine noter har jeg skrevet: “Sindssyg dygtig forfatter, skriver så ærligt, ægte, smukt.” Det står jeg stadig 100% indenfor. Interessante emner eller ej, kan denne unge forfatterinde noget helt fantastisk med sproget.
Jeg har nedskrevet en masse citater fra bogen, fordi hun skriver så rammende om livet og døden. Og selvom jeg lige påpegede hverdagsdelen som uinteressant, skal det ikke opfattes som en kritik. Den del er nemlig yderst nødvendig for at skabe det ærlige, fragmenterede billede af sorgen og livet i sorg.
Vi alle vil miste vores mor og en dag os selv, så spar jer selv et punkt på to-do-listen og læs denne bog lige med det samme.
I mine noter har jeg skrevet: “Sindssyg dygtig forfatter, skriver så ærligt, ægte, smukt.” Det står jeg stadig 100% indenfor. Interessante emner eller ej, kan denne unge forfatterinde noget helt fantastisk med sproget.
Jeg har nedskrevet en masse citater fra bogen, fordi hun skriver så rammende om livet og døden. Og selvom jeg lige påpegede hverdagsdelen som uinteressant, skal det ikke opfattes som en kritik. Den del er nemlig yderst nødvendig for at skabe det ærlige, fragmenterede billede af sorgen og livet i sorg.
Vi alle vil miste vores mor og en dag os selv, så spar jer selv et punkt på to-do-listen og læs denne bog lige med det samme.
June 30, 2019
A book that clearly has a potential and some great lines but the way it is now, feels like a first draft of something. It was really hard to sympathise with the character and some passages were simply too long and boring. But the novel would have benefited from a good editor, as it does have some potential.
November 2, 2019
en af de bøger, jeg må ha' til hylden, selvom jeg læste den som kombineret e-bog og lydbog. gribende og sørgerlig, og så med humor og selvironi, så der en gang imellem også var noget at grine af.
godt indtalt.
godt indtalt.
February 16, 2023
Genlæsning - elsker hvordan man lægger mærke til nye ting, hver gang man læser denne bog. Jeg elsker alt det usagte, og alt det det alligevel bliver sagt🤍
November 22, 2025
Det skærer lidt i mit hjerte ikke at give denne bog fem stjerner - for Amalie Langballe skriver på en virkelig smuk og implicit måde om kærlighed og sorg. Med sin ærlige stil formår hun at portratere, hvordan sorgen fuldkommen skævvrider ens moralopfattelse. Det er bare ærgerligt, at der ikke er nogen rød tråd gennem bogen. Selvom at forholdet til Mathias, i sig selv, illustrerer, Agnes følelse af mindreværd og utilstrækkelighed, så bliver der aldrig fulgt op på det. Jo til sidst, tager hun stillling til, at hun ikke savner Mathias så meget, som hun savner hans lejlighed og den rolle den spillede for, at hun kunne udholde sommeren og livet. Dog kommer denne reflektion på en meget arupt måde, hvor man sidder forvirret tilbage, som læser uden at have fået en ordentlig ”closure”. Selvfølgelig er det smukt, hvordan hendes relation til Mathias såvel som til de andre karakterer, der omgiver hende, Oscar, Vibe, Josef og Ofir, alle reflekterer hendes sindstilstand og verdenssyn, men man forventer naturligvis, at nogen af disse relationer på en eller anden måde, vil udvikle sig og indikerer noget håb for Agnes sitation. Måske er pointen netop, at der ikke behøver at være noget håb, men en eller anden form for ændring i Agnes statiske tilstand, kunne have givet en mere fuldkommen slutning.
November 20, 2023
Godt flow og meget relaterbar, men ord som 'skamlæber' (hvorfor ikke det perfectly accurate kønslæber/kønskinder?), og at hovedpersonen bliver kaldt et så misogynt udtryk som en 'so', anvendt helt ukritisk, undrer mig. Lige som ord som 'overvægtig' (brug hellere tyk) bliver brugt om andre karakterer og derefter f.eks. beskrivelser af deres madindtag virker tykfobisk.
Der er virkelig ærgerlige romantiske/seksuelle interesser af mænd med i romanen, der er pænt misogyne, der taler misogynt, begår overgreb, har første-colonizer-Jørgen Leth på boghylderne og intet ansvar tager for deres egen del af relationen til hovedpersonen. De får lov at stå uimodsagt. Hvis det er en pointe, virker det på mig som et irriterende greb og bliver mere gjort til noget selvhad i hovedpersonen.
Også de mange beskrivelser af et ophold i Israel uden at forholde sig synderligt til besættelsen af Palæstina, er meget 'hvid kvinde-boble'.
Fine og rørende beskrivelser af relationen med en kræftsyg nu afdød mor, tab, et nøgternt og glubskt forhold til sex, nørdede iagttagelser af fugle, der fungerer godt. Også fin dialog og beskrivelser af kedsommeligheden ved at leve i København.
Der er virkelig ærgerlige romantiske/seksuelle interesser af mænd med i romanen, der er pænt misogyne, der taler misogynt, begår overgreb, har første-colonizer-Jørgen Leth på boghylderne og intet ansvar tager for deres egen del af relationen til hovedpersonen. De får lov at stå uimodsagt. Hvis det er en pointe, virker det på mig som et irriterende greb og bliver mere gjort til noget selvhad i hovedpersonen.
Også de mange beskrivelser af et ophold i Israel uden at forholde sig synderligt til besættelsen af Palæstina, er meget 'hvid kvinde-boble'.
Fine og rørende beskrivelser af relationen med en kræftsyg nu afdød mor, tab, et nøgternt og glubskt forhold til sex, nørdede iagttagelser af fugle, der fungerer godt. Også fin dialog og beskrivelser af kedsommeligheden ved at leve i København.
January 23, 2020
Forsvindingsnumre af Amalie Langballe ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ ~
Fantastisk velskrevet lille bog. Den handler om sorg og tab og håb og kærlighed og lyse og mørke sider og rejser i sind og også fysisk, om at være og blive og forblive. Om at leve og overleve. Jeg jubler over at have genfundet min læselyst, og slugte denne. Kender alle følelser, tanker og måder at overleve på, som Amalie beskriver, og kender alt til forsvindingsnumre, men har ikke hendes underfundigt kloge måde at sætte ord på det hele på. Så mange fine betragtninger; 'Jeg var så til gengæld blevet ked af, at Mathias ikke vidste, at hvis der er en skør kvinde i en hvilken som helst historie på et hvilket som helst tidspunkt i en hvilken som helst kontekst, så holder jeg med hende.' Åh, fortællejalousi. Tak, Amalie 👊🏼 #forsvindingsnumre #amalielangballe #lindhardtogringhof
Fantastisk velskrevet lille bog. Den handler om sorg og tab og håb og kærlighed og lyse og mørke sider og rejser i sind og også fysisk, om at være og blive og forblive. Om at leve og overleve. Jeg jubler over at have genfundet min læselyst, og slugte denne. Kender alle følelser, tanker og måder at overleve på, som Amalie beskriver, og kender alt til forsvindingsnumre, men har ikke hendes underfundigt kloge måde at sætte ord på det hele på. Så mange fine betragtninger; 'Jeg var så til gengæld blevet ked af, at Mathias ikke vidste, at hvis der er en skør kvinde i en hvilken som helst historie på et hvilket som helst tidspunkt i en hvilken som helst kontekst, så holder jeg med hende.' Åh, fortællejalousi. Tak, Amalie 👊🏼 #forsvindingsnumre #amalielangballe #lindhardtogringhof
May 23, 2021
Livet er simpelthen for kort til så tamme bøger. Jeg kæmpede og kæmpede og nåede alligevel ikke engang halvvejs før jeg var udmattet af irritation over alt i denne her bog: den usympatiske og decideret kedelige hovedperson, de lange, nølende sekvenser hvor hun genkalder sin mor, vitterligt flere sider hvor der ikke sker andet end at hun snakker om fugle, uden at det føles som at have nogen forbindelse til resten af historien, det faktum at hun konstant omtaler moderen som 'mor' og ikke 'min mor', som om det også var læserens mor (stop nu, please!).
Jeg har det lidt skidt med at jorde en bog, som åbenbart er en selvbiografi, når dens hovedperson virker helt uden personlighed.
Hun har en masse sex, hun er nede over sin mors død, hun rejser rundt i verden, og på intet tidspunkt har jeg lyst til at høre mere om hendes liv eller tanker.
Jeg har det lidt skidt med at jorde en bog, som åbenbart er en selvbiografi, når dens hovedperson virker helt uden personlighed.
Hun har en masse sex, hun er nede over sin mors død, hun rejser rundt i verden, og på intet tidspunkt har jeg lyst til at høre mere om hendes liv eller tanker.
January 18, 2026
God. Jeg bryder mig ikke synderligt meget om måden at skrive på. Med de hurtigt skarpe kapitler, med en blanding af sex og sorg. Bogen lever i en millennial-indstilling. Et mindset der er skabt af 00'ernes kultur. Jeg bryder mig ikke om den kække tone, da den for mig virker kliche fyldt og sarkastisk. Performativt og ikke spændende. Jeg bryder mig ikke om millennial mindsettet, det er for søgt. Til gengæld er jeg vild med slutningen og kan rigtig godt lide bogen fra David Koster Falllace og Gejrfuglen kommer i spil. Ja tak til magiskrealisme. Og ja tak til epilogen. Fed og smuk. Nej tak til den kække måde at skrive om en ustabil persona på. Det er forbi vores tid at skrive sådan. Jeg vil hellere læse noget der eksperimentere med sproget.
Den tager smag af Nynnes dagbog, sex and the city og Bridget jones. Jeg er nok ikke målgruppen.....
Den tager smag af Nynnes dagbog, sex and the city og Bridget jones. Jeg er nok ikke målgruppen.....
October 16, 2022
Ved ikk rigtig hvad jeg skal føle og tænke om bogen. First of all, så blev den til en DNF. Mangler 17 minutter af lydbogen, og mon ikke jeg hører det færdigt en dag… men jeg regner ikke med at de 17 minutter gør mig begejstret for bogen. Idk om jeg var for fraværende da jeg lyttede til den, eller om jeg bare var et forkert publikum, men historien fangede mig aldrig. Æv - måske jeg genlæser en dag, og får et andet syn på den?
September 26, 2024
Hold da op en god bog. Ville ønske jeg kunne skrive en så god anmeldelse, at folk tænkte “den må jeg læse”. Der er så mange sjove, finurlige, wow-agtige sammenligninger og små måder at se verden på, som gør at jeg hele tiden kommer til at lave det der lille grynt, som er forstadiet til et grin. Hold da op. Og så er den helt vild fordi den kan sætte ord på sorg på en læselig og håndterbar måde. LÆS LÆS LÆS
September 4, 2025
En roman om sorgen ved at miste sin mor til kræft, som emmer af sproglighed og hudløs ærlighed. Men den fangede mig altså ikke helt, og jeg havde ellers hørt så meget godt om den. Den har et virkelig smukt sprog, og beskriver hovedpersonen Agnes, som bliver droppet af Mathias, og nu føler sig meget alene i verden. Romanen rummer skam, ækelhed, sorg og ensomhed. Men også gejrfugle, en talende voodo-dukke og rigtige venner.
April 28, 2020
Om den måde, Agnes opretholder sig selv ved skiftevis at være destruktiv og verdensfjern, bliver jeg nødt til at skrive: BIG MOOD
Sproget er præcist og lidt underspillet. Humoren er tør, hvilket på én gang er befriende og knugende.
Jeg følte mig meget forbundet med denne her bog. Som om Agnes var en anden udgave af mig, der blot kendte nogle andre mennesker og havde været ude for lidt andre ting. Stor anbefaling, selvom jeg ikke tror, den er for alle.
Sproget er præcist og lidt underspillet. Humoren er tør, hvilket på én gang er befriende og knugende.
Jeg følte mig meget forbundet med denne her bog. Som om Agnes var en anden udgave af mig, der blot kendte nogle andre mennesker og havde været ude for lidt andre ting. Stor anbefaling, selvom jeg ikke tror, den er for alle.
July 14, 2020
Sproget er både bogens styrke og absolut største svaghed. Særligt Agnes' beskrivelser af sin mors sygdom og død er usandsynligt medrivende, ofte poetisk smukke. Men herudover når bogen mig slet ikke. Agnes' liv rør mig ikke. Og de kapitler, der handler om venskaber, sex, fugle, stoffer, rummer så mange sproglige hyperforceringer, der i jagten på adjektiver og metaforer taber mig fuldstændigt.
Displaying 1 - 30 of 55 reviews