DET BLIVER IKKE VÆK er en samling vilde og vrisne, desperate, humoristiske og veloplagte digte om at blive gammel og træt, om at få sorte huller i hukommelsen, om at undres og forarges, blive væltet omkuld af vestenvinden og miste grebet og ævred og inspirationen. Der er kærlighedsdigte og heltedigte, landskabsdigte og cykeldigte, diktummer og besværgelser og væltede mareridtsdigte, som trækker linjer tilbage til Jørgen Leths 1960’er volapykdigte, men nu med den rå desperation, der kommer af at skrive sig op imod døden.
Jørgen Leth is a Danish poet and film director who is considered a leading figure in experimental documentary film making. Most notable are his epic documentary A Sunday in Hell (1977) and his surrealistic short film The Perfect Human (1967). He is also a sports commentator for Danish television and is represented by the film production company, Sunset Productions.
Biography
Born on June 14, 1937 in Århus, Denmark, he studied literature and anthropology in Århus and Copenhagen and was a cultural critic (jazz, theatre, film) for leading Danish newspapers from 1959 to 1968. His interest in Polish anthropologist Bronisław Malinowski had a profound influence on his work. He travelled in Africa (1961), South America and India (1966) and Southeast Asia (1970–71). His first book was published in 1962 and he has written 10 volumes of poetry and eight non-fiction books. He made his first film in 1963 and has since made 40 more, many distributed worldwide. His most acclaimed is a 1967 short, The Perfect Human, which also featured in the 2003 film The Five Obstructions made by Leth and Lars von Trier. Leth's sports documentaries bring an epic, almost mythic, dimension to the field, as seen in Stars and Watercarriers (Stjernerne og Vandbærerne) (1973) and A Sunday in Hell (En forårsdag i helvede) (1977).
He has been a creative consultant for the Danish Film Institute (1971–73, 1975–77) as well as chairman of the Institute's board (1977–82). He has also been a professor at the Danish National Film School in Copenhagen, at the State Studiocenter in Oslo and has lectured at UCLA, Berkeley, Harvard and other American universities.
Leth covered the Tour de France for Denmark's TV 2 from 1988 until 2005 as the expert commentator in partnership with journalist Jørn Mader. In 1999, he was appointed Danish honorary consul in Haiti.
He attracted controversy in Denmark after publication of his autobiography Det uperfekte menneske (The Imperfect Man). It included a graphic account of sexual relations with the 17-year-old daughter of his cook in Haiti.[3] This created a media storm in Denmark,[4] partly because of his plan to make a film called Det Erotiske Menneske ("The Erotic Man"), funded by the Danish Film Institute, in collaboration with DR (Danmarks Radio) and Nordisk Film and TV Commission. The controversy upset several groups in Denmark. In October 2005, due to the controversy, he resigned his post as Danish consul in Haiti and was dismissed as commentator with TV2, but was reappointed in 2009. The film Erotic Man, Leth's homage to his sexual encounters with young women in third world countries, premiered at the Toronto International Film Festival in September 2010. The film received lacklustre reviews which deemed it "dirty-old-man cinema" and colonialist exploitation.
Leth has had retrospectives at the National Film Theatre, London (1989), in Rouen, France (1990), at the American Film Institute, Washington D.C. (1992), in Mumbai, India (1996), New York (2002), Sao Paulo (2003), Toronto (2004), Florence (2005), Rome (2006), Sao Paulo (2008), Warsaw (2008) and Teheran (2008) and Athens International Film Festival, Athens (2009).
He lived in Jacmel, Haiti from 1991 to 2010 where the Haiti earthquake destroyed his house.
Skønne digte af Mesteren. Læst i Politikens Boghal på en halv time en torsdag aften efter fitness. Man sluger dem. Man bliver mæt. Men vil alligevel have mere. Mere vil have mere. Mere observation. Mere livsforståelse. Knastørre betragtninger. Det er Mesteren i fuldt flor. Det er Cormier Plage. Haiti. København. Dårligt bentøj. En accept af livets forfald. Med en vis tristesse. Det er Mesteren, når han er bedst. Og bare sig selv. I vanlig stil. Ingen dikkedarer. Alt er, som det skal være. Men stadig meget godt.
I Jørgen Leths seneste, men forhåbentlig ikke sidste, digtsamling, Det bliver ikke væk, er der måske fem virkelig fremragende digte, nobelprisværdige, af international klasse, og så en hel del gode og halvgode digte, som det også er en fornøjelse at læse. To af de fremragende står henholdsvis som samlingens første og sidste digt, adskilt fra de to dele: Første del er velkendt centrallyrik, ofte handler det om at blive gammel, at skrive og om de litterære og musikalske helte. Anden del er mere eksperimenterende, først med drømmereferater, siden readymades og digte, der foregiver at være / er urettede, fulde af tastefejl, så man bl.a. får denne fantastiske linje: "Deer enfest forordene".
Blandingen af de meget konkret beskrivende og fortællende digte og så de mere avantgardistiske eksperimenter tror jeg måske er gennemgående for Leths forfatterskab — i hvert fald gør samme blanding sig gældende i klassikeren Sportsdigte. I Det bliver ikke væk kan et af de allermest konkrete digte, "Det kan jeg få et tableau ud af", starte sådan her:
"Centrifugalkraften. Jeg bruger den når jeg skal op af/ stolen. En koncentreret øvelse. Så står jeg der. Men trods/ alt på plads./ Jeg løfter min røv og svinger den rundt. Lidt svimmel./ Men jeg står./ Så kigger jeg rundt."
Gammelmandskroppens genvordigheder kan Leth få mange gode linjer ud af, især når han beskriver det at gå og angsten for at falde, og så, dramatisk, faldet, da jeget læner sig mod vinden og pludselig forstår "Hvad jeg taler om så tit/ Skære sig gennem vind/ Med en stor kniv og en del vilje/ Luften er konkret og meget brutal/ Jeg udfordrer den og går imod den".
Mens sådan et digt er godt på grund af ordene på linjen, fordi de helt enkle ord er i stand til præcist at beskrive en hændelse, dirrer det indledende digt lige netop på grund af det ord, der ikke står. Digtet hedder "Der er langt til det øjeblik", og de første linjer lyder:
"Det er vel naturligt at tingene får en ny lugt/ at mursten begynder at falde ud af muren/ og at jeg ikke kan tænke en tanke færdig"
Hvad er det så for et øjeblik, titlen taler om? Efter de tre første linjer kan man tro, det er døden, som ligger som et fjernt, men nærværende, tidspunkt. Og den tro får man lov til at blive i i løbet af de næste mange linjer om søvnløshed, lige indtil digtets slutning:
"Der er langt til det øjeblik/ hvor jeg sidder ved bordet/ og ser kaffen dampe i min kop/ jeg venter på det øjeblik"
Den relative følelse af tid gør morgenen kun få timer væk til et fjernt tidspunkt, mens døden måske kun rykker nærmere ved ikke at blive nævnt.
Et gennemgående tema i samlingen er også det, som udtrykkes i begyndelsen af "Der er langt til det øjeblik", nemlig den sløvede tankevirksomhed og hukommelse, som måske hænger sammen med alderen, måske søvnløsheden, eller måske bare er et almenmenneskeligt vilkår, som særligt en digter, der forsøger at huske de linjer, der opstår i løbet af dagen, må slås med. I et af drømmedigtene, "Alting nyt", drømmer jeget om at igen og igen glemme alt og vågner så med disse hjerteskærende linjer:
"min søn, min/ søn/ det værste er at/ vågne op/ op pludselig være/ helt klar i/ hovedet"
Og så er det også temaet i samlingens afsluttende og bedste digt, som også er titeldigt. Det kan jeg ikke lade være med at citere i fuld længde her — og så varmt anbefale at anskaffe sig samlingen, så man kan læse både de halvgode, gode og omkring fire andre forrygende digte:
"Det bliver ikke væk jeg har skrevet det ned det bliver/ ikke væk Jeg skriver det ned så er det der/ Så står det der Det behøver ikke være en blank side/ Det forsvinder hele tiden/ Det skal bare puttes på plads/ Det må ikke blive væk/ Og det er vigtigt at huske/ Tankerne er gode men de forsvinder/ De skal indfanges under glas, ligesom insekter/ Pilles fra hinanden ligesom insekter"
Sikke et digt! Og som et PS: Leths prunkløse sprog benytter sig kun meget sjældent af retoriske figurer som sammenligningen. Ud over den afsluttende i digtet ovenfor, er (en af?) samlingens eneste denne helt eminente én af slagsen, som lige netop ikke, selv når de er kaotiske og regelbrydende, beskriver Leths stilfuldt kontrollerede digte: "Sproget myldrer som maddiker i et glemt brød."
Dygtig, rablende, underfundig, lidt sær og til tider får jeg fornemmelser af den unge Leth i den gamle :-) Visse af digtene minder om de eksperimenterende 60'er digte hvor fornemmelse og leg var i hovedesædet, men denne samling indeholder samtidig en ængstelse, frygt og "slåen til alderdommen" og alle dens genvordigheder.
Jeg kunne lide og fik med mellemrum set mig selv i en ambivalent vaklen mellem at få lidt ondt i maven over at skulle blive gammel og samtidig en tro på at "det er bare pi... ligemeget" for det kan man også slås imod og finde gode oplevelser i. Absolut anbefalelsesværdig læsning!