Efter at have læst “Ringmanden” måtte jeg i gang med at læse denne bog, selvom jeg faktisk på det tidspunkt havde planlagt at starte på en anden bog. Men historien om Jon, Viggo og Gæringe trak så meget i mig, at jeg gik i gang med Menneskeæder i stedet.
Denne bog starter lige så hæsblæsende, som “Ringmanden” sluttede. Der er de vanlige landsbysager, men der er også en del flere alvorlige sager i gang på samme tid, så jeg skulle holde tungen lidt mere lige i munden, mens jeg læste den. Men jeg synes faktisk ikke, det var negativt, at der var flere sager i gang samtidig med opklaringen af mordet, for jeg synes, at Allan får bundet en fin sløjfe på dem alle sammen.
Jeg synes faktisk, det er rart, at der er en betjent som Jon. For selvom han for mig virker til i højere grad at have accepteret, at han er landbetjent i denne bog og tager sig af landsbysagerne, ender han alligevel med at blive viklet ind i sagen om mordet, fordi han bare ikke kan lade den ligge.
Der var særligt hen mod slutningen, hvor jeg skulle holde tungen lige i munden. For selvom der er et par småsager, der bliver løst hen ad vejen, er der stadig en del navne at holde styr på. Og uden at afsløre for meget, så har særligt én person noget tilfælles med flere af sagerne.
Og så synes jeg, at der er sket noget positivt med Viggo. Han har stadig den her “sure gamle nisse”-attitude, men med det, de bliver kaldt ud til, er han bestemt primus motor på at få det opklaret, og den side af ham synes jeg er rar at se.
Jeg vil i hvert fald fortsætte med at læse denne serie på et senere tidspunkt, for af en “landsbykrimi” har den virkelig fanget mig som læser. Når jeg har forsøgt at komme lidt mere i bund med min TBR-bunke, skal jeg helt sikkert tilbage til Jon, Viggo og Gæringe.