Byen Erobret / Kærlighedssynder

Erindringer #3-4

by Agnes Henningsen

Med efterord af Suzanne Brøgger.

Erindringer om et forlist ægteskab og om de litterære koryfæer i tiden omkring 1900. Byen erobret er den tredje i rækken af Agnes Henningsens erindringsbøger. Tiden er 1895. I Kærlighedssynder er tiden 1902, og her fortæller hun om sine mange rejser og mødet med Georg Brandes i udlandet.

Udkommer i Gyldendals Klassikerkollektion - en ny serie med klassikere fra Danmark og hele verden. Serien vil udkomme med små og store kollektioner. Første kollektion samler sig om erindring som både tema og genre.

Genres: Nonfiction

484 pages, Paperback

Published January 1, 2019

About the author

Agnes Kathinka Malling Henningsen was a Danish writer.

Reviews

[Gitte Hørning · Rating 2 out of 5]

Agnes Henningsen skrev sine erindringer i årene 1941 til 1955. Det drejede sig oprindelig om otte bind, der aktuelt er under genudgivelse i fire dobbeltbind, hvoraf jeg netop har læst bind 3 og 4: ’Byen erobret’ & ’Kærlighedssynder’. Andre titler er f.eks. ’Let gang på jorden’, ’Letsindighedens gave’, ’Jeg er levemand’, ’Den rige fugl’, som umiskendeligt signalerer, at indholdet hverken er dyb realisme eller høj filosofi. Et ofte gentaget udsagn om Henningsen er, at hun af natur selv var som den champagne, hun elskede: let og perlende. Her overfor vil jeg tillade mig at mene, at fruen allerhøjst holder en alkoholprocent på 7, hvilket i bedste fald rækker til en sammenligning med Asti Spumante.

I 1887 giftede Agnes sig 19 år gammel med cand.mag. Mads Henningsen, fra hvem hun blev skilt i 1895, da han flygtede til USA efter at have plejet usædelig omgang med en elev. Hun bliver alene med fire børn, hvoraf den yngste er den sidenhen så berømte arkitekt og designer PH/Poul Henningsen. I 1919, 51 år gammel, gifter Agnes sig for anden gang med vennen gennem mange år, overretssagfører Simon Koch. I årene mellem de to ægteskaber er hun alene-forsørger for sine børn, men uden (mindst én) mand ved sin side er hun sjældent, da hun – uagtet sin civilstand – under ingen omstændigheder ønsker at leve et monogamt liv.

De cirkler, Henningsen færdes i, rummer alle ’fyrtårnene’ fra det moderne gennembrud – med brødrene Brandes i spidsen – og efter som hun er mor til Poul Henningsen, må man formode, at hun også ad åre kommer i berøring med de øvrige kulturradikale ’fyrtårne’. Følgelig har man som læser den forventning, at Henningsen også selv er en kvalificeret intellektuel, men ved udgangen af bind 4 er denne forventning langt fra indfriet. Hun skriver i en small talk’ende stil, der næsten lyder som en datidig pendant til den stil, som nutidens bloggere formulerer sig i. Selvfølgelig er værket heller ikke en roman, så man kan ikke berettiget slå Henningsen oven i hovedet med et krav om at variere sine fortælleformer. Nej, der er tale om en slags erindringsfiktion, hvor forfatteren lejlighedsvist vælger at have et løst forhold til de faktuelle forhold, vi får eksempelvis aldrig at vide, at PH er udenomsægteskabelig søn af Carl Ewald. Hun specificerer heller ikke arten af sin næsegruse falden på halen for Georg Brandes, mens ét af de kærlighedsforhold, der trods alt omtales, angiveligt er til skibsrederen Ole Osborne, men i virkelighedens verden drejede det sig om en grosserer ved navn Dehtlef Jürgensen.

Moderskabet udgjorde en vigtig del af den unge Agnes’ selvforståelse som kvinde, men i årene som enlig mor outsourcede hun plejen af børnene: tre af dem voksede i virkeligheden op hos Agnes’ ex-svigerforældre i Fredericia, og den yngste, Poul, blev også lejlighedsvist sat i pleje hos et snedkerpar i Vordingborg, hvilket var en lykke for ham. Fra en alder af tre år arbejdede Poul sammen med sin plejefar ved høvlebænken – en ikke uvæsentlig introduktion til hans senere karriere som arkitekt. Og plejemoderen, mor Julle, var også en stabil støtte i hans opvækst – i modsætning til mor Agnes: ””Jo, på torvet mellem boderne fik jeg kik på en pusling, som vandrede fra sted til sted, håbløs ene og melankolsk. ”Hvad er der i vejen, lille Poul?” spurgte jeg. Jeg fik et blåt fortvivlet blik. ”Hjemme i Vordingborg gik mor altid med mig på marked.”” Men Agnes er dags dato indisponibel i forhold til markedet i Roskilde, for nu har en københavnsk avis omsider bragt en anmeldelse af hendes seneste udgivelse, så nu skal hun med toget til hovedstaden for at sole sig i berømmelsen.

Og det er præcis dét, jeg har imod Agnes Henningsen som forfatter og som erindringsskribent: Man hører intet om åndfulde diskussioner med de mænd, der i stor udstrækning har tegnet dansk kultur. Man hører intet om en eventuel samfundskritik og feminisme i Henningsens egne udgivelser. Nej, hendes inklusion i åndernes rige tjener tilsyneladende blot som et middel mod målet: En udvidelse af den platform, hvor hun kan stille sig selv til skue som attraktivt kønsobjekt. Til og med bind 4 i sine erindringer fremtræder hun skamløst forfængelig og meget selvoptaget.

[Marianne Andersen · Rating 3 out of 5]

Jeg slugte de første to bind men går i stå i bind fire. Jeg er glad for st have lært Agnes Henningsen at kende, men nu bliver det for meget snak. Og lydbogens oplæser er forfærdelig dårlig til norsk :)

[Annelise · Rating 4 out of 5]

En fantastisk medrivende og humørgivende livshistorie. Jeg blev glad i låget.
Den velskrevne selvbiografi kan læses som en roman.