En voldsomt spændende, velskrevet og meget skræmmende bog om sagen som Danmark forhåbentligt aldrig glemmer.
Jeg er virkelig begejstret for, at den er skrevet af en seriøs journalist, der forholder sig objektivt og fortæller sagen fra begge sider. Så kan man selv danne sig sin egen mening. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at hun er skyldig. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange flere hun har forgiftet, hvoraf hun sikkert har reddet nogen, men der er også en hel del døde. Tænk sig at mennesker, som vi lægger vores liv og vores kæres liv i hænderne på, kan have onde hensigter og simpelthen lege med liv og død.
Beskrivelserne af andre sager af lignende karakter med sygeplejersker og læger, der har slået ihjel, er også chokerende - tænk sig, at det ligefrem er et begreb. Jeg tænker her især på den tyske sygeplejerske, men i det mindste indrømmede han det samt kunne komme op med et tal på, hvor mange han mente at have forgiftet.
Jeg tager hatten af for lægen og sygeplejersken, som gik direkte til politiet og meldte sagen fremfor at sende det videre op i systemet af ledere. Jeg er sikker på, at de har ret i, at det ville have gået for langsomt, og de så ikke havde fanget hende. De fortjener al mulig ros.
Jeg forstår også godt, at det er uhyre svært at beskylde en kollega for at slå mennesker ihjel, som vedkommende har ansvaret for. Det er jo så langt ude.
Jeg kendte ikke til den histrioniske personlighedsforstyrrelse, der bliver nævnt i bogen. Eller nærmere jeg genkender beskrivelsen, men ikke det egentlige navn for den. Forfatteren beskriver også Münchausens syndrom samt Münchausen by proxy. Det er både spændende og mareridtsfremkaldende. Jeg fatter ikke, hvordan den dømte sygeplejerske kan få lov til at beholde forældremyndigheden over sin datter, når det er bevist, at hun har givet hende stærk sovemedicin + i øvrigt tager hende med til lægen og bedt datteren om at lyve om symptomer.
Den fængslede sygeplejerske har da godt nok også nogle vilde historier at fortælle journalisten, når han besøger hende i fængslet. At hun så ikke giver ham adgang til hendes sygejournal, så han kan undersøge, om hendes historier er sande - det fortæller bare mig endnu en gang, at hun lyver for at få opmærksomhed og medlidenhed.
Jeg håber, at hun modtager noget psykologhjælp i fængslet, for jeg mener helt klart, at hun har et problem. Om hun decideret har en diagnose, kan jeg godt mistænke hende for, men jeg er ikke psykiater. Det kunne være meget interessant at finde ud af, hvis hun i såfremt lider af en af de ovennævnte sygdomme, hvordan det har udviklet sig. Gad vide, om det har noget med hendes lillesøsters kræftsygdom og dødsfald at gøre.
Bogen her har helt klart fået mig til at spekulere over en masse ting samt bekræftet min skepsis overfor myndighedspersoner. Jeg mistænker absolut ikke myndighedspersonerne for at ville mig eller andre ondt, men lad os bare sige, at der er dem, der lytter til sine borgere/patienter og dem, der absolut ikke gør. Folk, der antager en masse om én, fordi man har diverse diagnoser. Det burde ikke ske for sundhedspersonale - de er jo ligesom uddannet i det. Men det sker - jeg har været udsat for det adskillige gange.