Om hævn, kærlighed og organiseret kriminalitet. Da russiske hackere lammer et rederi, forsvinder 38 containere fra det amerikanske militær. I Aalborg bliver en lastbilchauffør fundet dræbt, mens en container er forsvundet. Politikvinden Tessa Højmark bliver sat på sagen. Det lykkes hende til kollegernes overraskelse at finde frem til en mulig gerningsmand, hvis eks-kone få år før blev brutalt myrdet, uden at sagen blev opklaret. Tessa kan næsten smage sejren og sit professionelle gennembrud. Men umiddelbart derefter begynder alt at gå galt. Meget galt. Tessa Højmark bliver vævet ind i et giftigt net af kriminalitet, svig og vold. Hun opdager pludselig, at hun går fra at være jæger til bytte. Trådene fører både ind til storpolitik på Christiansborg, organiseret kriminalitet i Berlin og hemmeligheder i den idylliske provinsby Køge. Midt i det hele sidder den mystiske Madam, der som en edderkop trækker i alle tråde. Tessa Højmark indser, at hendes eneste chance er at lokke fjenden frem med meget utraditionelle metoder.
Jeg har altid været stor fan af makkerparret Lindholm og Zornig, men jeg må indrømme at Et ubetydeligt mord ikke lige fangede mig. Jeg syntes den var meget lang tid om at komme i gang, og da det endeligt skete var det for sent og for lidt til at højne min læseoplevelse.
Der var masser af action i bogen, men der var alt for meget af handlingen der virkede urealistisk. Det ville sikkert have fungeret glimrende i en amerikansk action film, men i bogen kunne en del af det sagtens være skåret væk.
Som vi kender det fra parrets tidligere bøger, indeholder Et ubetydeligt mord også en snert af samfundskritik, og meget relevante problemstillinger tages op i bogen. Generelt var der mange enkeltelementer der var rigtigt gode, men puslespillet blev bare aldrig helt samlet korrekt.
Selvom en af de ting bogen fokuserede på var, at man aldrig kan undslippe fortidens dæmoner, så fik Tessas fortid lov til at fylde alt for meget. Måske burde hun snart søge psykologisk behandling for den tidligere spiseforstyrrelse. Til gengæld syntes jeg det var interessant at opleve Malenes udvikling efter hun opnåede en ministerpost. Pludseligt var det en helt anden dagsorden hun arbejde efter – måske magt korrumperer?
En hæsblæsende krimi indeholdende alle de rette elementer, og sikkert med et stort publikum – den fungerede bare ikke for mig.