What do you think?
Rate this book
Den som lever stilla
När författaren Leonoras mor dör beslutar hon sig för att äntligen skriva den riktiga historien om sig själv och sitt liv. Det handlar om den ensamma Christina som växer upp i en röd enplansvilla och har en plan: om hon bara uppför sig ordentligt, får bra betyg och inte gör sin mamma ledsen eller sin pappa arg, kanske de kan älska henne. Det handlar om den unga litteraturstudenten som i vredesmod flyttar till Köpenhamn för att skapa sig en ny identitet som författaren Leonora, och till sina föräldrars förskräckelse förälskar sig i en kvinnlig präst. ”När du når botten ska du nog se att du kommer hem igen”, säger hennes far. Men Leonoras livslust är stark.
Den, der lever stille är en mycket stark berättelse om att mista allt och samtidigt finna sig själv, om att hoppas på en förklaring och om längtan efter moderskärlek långt efter dödens inbrott.
CITAT
“Boken är helt vidunderlig” / Danska Femina
“Blåser omkull läsaren med hjärtskärande autofiktion” / Jyllands-Posten
Den, der lever stille är en mycket stark berättelse om att mista allt och samtidigt finna sig själv, om att hoppas på en förklaring och om längtan efter moderskärlek långt efter dödens inbrott.
CITAT
“Boken är helt vidunderlig” / Danska Femina
“Blåser omkull läsaren med hjärtskärande autofiktion” / Jyllands-Posten
384 pages, Hardcover
First published January 10, 2018
137 people are currently reading
1865 people want to read
About the author
Leonora Christina Skov
13 books254 followersLeonora Christina Skov er en dansk forfatter, litteraturkritiker og samfundsdebattør bosat på Frederiksberg. Hun er gift med videnskabsjournalist Annette K. Nielsen.
Leonora Christina Skov er student fra Helsinge Gymnasium i 1995 og i 2005 mag.art. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet på en afhandling om Frankenstein, gotiske litteratur og ny feministisk litteraturteori. Ved siden af sit forfatterskab fungerede hun fra 2004 til 2006 som litteraturanmelder ved Politiken og siden 2006 har hun været litteraturanmelder ved Weekendavisen. Hun deltog jævnligt i kulturprogrammet Smagsdommerne på DR2 og deltager fortsat i Mads og Monopolet på P3. Hun er desuden en benyttet foredragsholder.
Fra 2000 til 2003 var hun bestyrelsesmedlem i Kvindeligt Selskab. I 2003 medvirkede hun i DR2's satireserie OBLS – Oplysning om bøsser og lesbiske til samfundet. I 2008 blev hun kåret som Årets Regnbueperson af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. I 2010 modtog hun Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat for sit forfatterskab. I 2011 blev hun optaget i Kraks Blå Bog. I 2012 deltog hun sammen med Annette K. Nielsen i DR-programserien Sådan er kærligheden. Silhuet af en synder er solgt til udgivelse i Norge, Spanien og Tyskland, Førsteelskeren er solgt til udgivelse i Tyskland, og Hvor intet bryder vinden er solgt til udgivelse i Tyskland, Holland og Tjekkiet
Hun har været writer-in-residence på Hawthornden Castle i Skotland, Sangam House i Indien, Château de Lavigny i Schweiz, Swatch Art Peace Hotel i Shanghai, Ledig House i USA samt ved Det Danske institut i Athen og Damaskus. Hun har desuden fået tildelt ophold i Jyllands-Postens Fonds og FrederiksbergFondens legatboliger i Berlin, Statens legatbolig Paris samt Det Danske Kulturinstituts legatbolig i Sankt Petersborg. Fra januar til marts 2016 var hun artist-in-residence i Cholamandal Artist Village i Chennai, Indien.
Leonora Christina Skov er student fra Helsinge Gymnasium i 1995 og i 2005 mag.art. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet på en afhandling om Frankenstein, gotiske litteratur og ny feministisk litteraturteori. Ved siden af sit forfatterskab fungerede hun fra 2004 til 2006 som litteraturanmelder ved Politiken og siden 2006 har hun været litteraturanmelder ved Weekendavisen. Hun deltog jævnligt i kulturprogrammet Smagsdommerne på DR2 og deltager fortsat i Mads og Monopolet på P3. Hun er desuden en benyttet foredragsholder.
Fra 2000 til 2003 var hun bestyrelsesmedlem i Kvindeligt Selskab. I 2003 medvirkede hun i DR2's satireserie OBLS – Oplysning om bøsser og lesbiske til samfundet. I 2008 blev hun kåret som Årets Regnbueperson af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. I 2010 modtog hun Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat for sit forfatterskab. I 2011 blev hun optaget i Kraks Blå Bog. I 2012 deltog hun sammen med Annette K. Nielsen i DR-programserien Sådan er kærligheden. Silhuet af en synder er solgt til udgivelse i Norge, Spanien og Tyskland, Førsteelskeren er solgt til udgivelse i Tyskland, og Hvor intet bryder vinden er solgt til udgivelse i Tyskland, Holland og Tjekkiet
Hun har været writer-in-residence på Hawthornden Castle i Skotland, Sangam House i Indien, Château de Lavigny i Schweiz, Swatch Art Peace Hotel i Shanghai, Ledig House i USA samt ved Det Danske institut i Athen og Damaskus. Hun har desuden fået tildelt ophold i Jyllands-Postens Fonds og FrederiksbergFondens legatboliger i Berlin, Statens legatbolig Paris samt Det Danske Kulturinstituts legatbolig i Sankt Petersborg. Fra januar til marts 2016 var hun artist-in-residence i Cholamandal Artist Village i Chennai, Indien.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 255 reviews
January 13, 2018
Den, der lever stille er alt anden end en stille roman! Det er en barsk og fantastisk erindringsroman med en cliffhanger uden lige, og som fortjener al den larm, den får. En stærk roman om forældre der kun elsker deres børn på deres egne betingelser. Om fordomme, ensomhed, social arv og mødre, som ikke anerkender deres døtre. Leonora Christina Skov har sat sig på hovedstolen, og den står, om muligt, nu endnu stærkere. Jeg vil vove at spå, at hun med Den, der lever stille endelig får den litterære anerkendelse, som hun fortjener!
Anbefales til læsere der også nød Kirsten Thorups Erindring om kærligheden, Delphine de Vigans Alt må vige for natten, Linn Ulmanns De Urolige, Vita Andersens Indigo, Morten Papes Planen, Tove Ditlevsens Barndommens Gade, Thorstein Thomsens Sne på dit ansigt, Elizabeth Strouts Mit navn er Lucy Barton, Merete Pryds Helles Folkets skønhed og Elena Ferrantes Det forsvundne barn.
Anbefales til læsere der også nød Kirsten Thorups Erindring om kærligheden, Delphine de Vigans Alt må vige for natten, Linn Ulmanns De Urolige, Vita Andersens Indigo, Morten Papes Planen, Tove Ditlevsens Barndommens Gade, Thorstein Thomsens Sne på dit ansigt, Elizabeth Strouts Mit navn er Lucy Barton, Merete Pryds Helles Folkets skønhed og Elena Ferrantes Det forsvundne barn.
April 16, 2021
LOVE IT!!!
... Okay, det er lidt måske dramatisk!
Men jeg elsker den her bog
Jeg glæder mig virkelig til komme igang med forsættelsen - Hvis vi ikke taler om det <3
... Okay, det er lidt måske dramatisk!
Men jeg elsker den her bog
Jeg glæder mig virkelig til komme igang med forsættelsen - Hvis vi ikke taler om det <3
January 25, 2018
Jeg har længe fulgt Leonora på Instagram og det er en fornøjelse. Hun deler ud af sig selv og sit liv. Detaljer, dårligdomme, dejligheder, anbefalinger. Hendes sidste bog var ikke velskrevet i min optik, så jeg havde egentlig ikke lyst til at købe denne nye. Men – da den er ”et stykke med Leonora” og omhandler hendes eget liv, besluttede jeg alligevel at støtte projektet. Vel også under almindelig indflydelse fra medier, der flyder over med Leonora i disse uger :-).
Efter første kapitel var jeg faktisk ikke helt solgt. Jeg kunne godt se ambitionerne: beskrivelserne af hospiceomgivelserne som en undtagelsestilstand, de øde brakmarker og udsigten, panoramavinduerne, de æggegule vægge, og moderens udseende med stram hud over knogler og mørke øjne, fasteren med sygeplejerskestemme og viden om ritualer og hvordan man håndterer døden i praksis. Det var på en måde godt og rigtigt - men det var faktisk også lidt kedeligt, som en stiløvelse, hvor man kender emnet. Og det gør jeg jo, da Leonora har delt mange af sine tanker og tekster på Instagram gennem processen. Som bogen skrider frem gør selve historien dog, at jeg holder ved og må læse til ende. Men det er ikke sproget eller beskrivelserne som sådan, der fastholder mig.
Bogen vækker følelser som genkendelse, indignation, vrede og sorg. Og den trak også en tåre hos mig, da mormoren dør og begraves, netop mens Leonora er bortrejst. En situation, der nok vil være genkendelig for mange, også dem der ikke har konflikter i familien som Leonora.
Jeg er 8-9 år ældre end forfatteren, men der er masser af morsomme genkendelige ting også fra MIN opvækst. Og den del var jeg lidt vild med (men det havde jeg også været, hvis jeg havde læst om det i listeform i et blad eller set det i en af TVs serier om ”sådan var det i 1984” eller hvad de nu hedder. Men lad mig nævne nogle af de ting, der fik mig til at drømme mig tilbage:
1. Fra hendes spæde barndom: oplevelsen af det lille lokale hyggelige bibliotek med én kendt, venlig og hjælpsom bibliotekar. At man nåede at læse så at sige alt på dét bibliotek og så måtte videre til et større, som ikke var helt så personligt. Dét kunne jeg genkende.
2. Pamela-”parfumen” fra Date.
3. Makeuppen. At lære det. Øve sig sammen.
4. Musikken! (og vi havde ikke samme smag )
5. Plakaterne på værelset, indretningen med reoler og sovesofa.
6. Faste pladser ved bordet.
7. Hvor lidt slik og sodavand man fik
8. Det med at det ikke er smart at være god i skolen. Det handlede om at skjule, at man arbejdede med tingene og syntes det var sjovt at lære.
9. At miste en på sin egen alder (hvad jeg gjorde to gange)
10. Teenage-interessen for astrologi, stjernetegn – hvem passer med hvem. Men også generelt psykologi og udvikling.
11. Fra 90’erne: Ottekantede sorte tallerkner, glas med sort fod ;-)
12. At gå på nettet første gang. At investere i et modem. At ikke kunne ringe samtidig med at man var på nettet etc.
13. At få folks telefonnummer, når man møder nogen, man skal se igen
14. Mine svigerforældre bruger også det med at kalde hinanden for Hr. og Fru Efternavn, ligesom Leonoras forældre. De kalder dog ikke deres børn ved 3. person som ”datteren” eller ”sønnen”.
15. Tiden på Presseklip (det kan næsten kun være der) i Kbh. NV – hvor jeg selv arbejdede som student med at udskrive radio- og tv-indslag . Kan dog ikke lige huske chefen Robert…
Den sproglige stil i bogen er ligeud af landevejen og som nævnt ikke nogen oplevelse i sig selv, kan være lidt irriterende og ufærdig. Jeg bliver flere steder i tvivl om, hvem der taler til hvem. Og hvilken tid, det foregår i. Om det er forfatterens nutid, hvor hun diskuterer sit manuskript og sin skriveproces med sig selv eller om hun refererer til noget, der er sket i fortiden.
Det er også nogle gange lidt uelegant, som der strøs tidsmarkører ud over teksten, som s. 177: Tror du på reinkarnation? spurgte Dorte, og jeg betragtede Claude Monets åkander, der hang over sengen”. De hang der jo, de åkander. Og de FÅR mig til at tænke på den tid. Men det virker lidt for ”placeret” for mig.
Flere gange i bogen tænker jeg, at sproget er lidt urealistisk i forhold til at det skulle have været udtalt i fx starten af 1980erne – eller i 1990erne for den sags skyld. Var der nogen, der sagde ”fuck” og ”fucking” dengang på dansk?
Er det måske også lidt urealistisk, at Leonora taler med sin næsten 90-årige mormor om sexliv og sexlegetøj? Jeg er måske bonnert og gammeldags, men det tænker jeg jo egentlig også at i hvert fald mormoderen er.
Mon ikke Leonora arbejder videre med at afdække sin families historier på begge sider. Det virker som om, der er masser at tage af… ER der sket noget i moderens barndom, som har gjort hende så speciel og sårbar, som hun er. Incest? Vold af en art? Og har der været incest inde over Leonoras egen barndom også? Vold var der i hvert fald. Kan hun komme op med noget nyt, når hendes far engang forlader denne verden?
Og hvad med karakteren Ellinor. Mon ikke alle læsere elsker hende, Leonoras dagplejemor, som giver knus og kram og aner, at noget ikke er som det skal være i Leonoras hjem. BARE hun dog havde grebet mere ind og bare hun dog kunne have holdt kontakten bedre efter flytningen til Græsted. Hende ville man egentlig gerne høre mere til. Hun var en spændende karakter. Ligesom flere af de bekendtskaber, som Leonora får i København.
Nu kan det lyde som om jeg har mange klager over bogen. Og ja, det er ikke den største bog for mig. MEN – jeg synes stadig den er vigtig og god. Og mange vil have glæde af at læse den. Leonora er en rollemodel og en der tør gå foran og tage nogle kampe. Hun er en man kan spejle sig i, fordi hun er så tydelig i sin kommunikation. Og det er godt. Den type er der behov for. Og Leonora manglede dem i høj grad selv indtil hun blev voksen.
Som hun siger på side 176: ”Det var vigtigt med vidner. Jeg havde selv alt for få af dem.”
Det er nemlig rigtigt. Og derfor er vi taknemmelige for at have søskende og venner gennem mange år, der kan følge os og huske ting sammen med os.
Et eller flere steder i bogen skriver Leonora om det med at hun gerne at vil ligne nogen. Hun finder veninder, som hun synes hun ligner. Og hun hæger om billedet af sin mor som ung, hvor hun kan se en lighed. Som barn klipper og tegner hun rækker af piger, kvinder, damer. Vi har behov for at spejle os i nogen. Og det kan vi i Leonora, så tak for hende. 6 store stjerner til Leonora selv ♥️.
Efter første kapitel var jeg faktisk ikke helt solgt. Jeg kunne godt se ambitionerne: beskrivelserne af hospiceomgivelserne som en undtagelsestilstand, de øde brakmarker og udsigten, panoramavinduerne, de æggegule vægge, og moderens udseende med stram hud over knogler og mørke øjne, fasteren med sygeplejerskestemme og viden om ritualer og hvordan man håndterer døden i praksis. Det var på en måde godt og rigtigt - men det var faktisk også lidt kedeligt, som en stiløvelse, hvor man kender emnet. Og det gør jeg jo, da Leonora har delt mange af sine tanker og tekster på Instagram gennem processen. Som bogen skrider frem gør selve historien dog, at jeg holder ved og må læse til ende. Men det er ikke sproget eller beskrivelserne som sådan, der fastholder mig.
Bogen vækker følelser som genkendelse, indignation, vrede og sorg. Og den trak også en tåre hos mig, da mormoren dør og begraves, netop mens Leonora er bortrejst. En situation, der nok vil være genkendelig for mange, også dem der ikke har konflikter i familien som Leonora.
Jeg er 8-9 år ældre end forfatteren, men der er masser af morsomme genkendelige ting også fra MIN opvækst. Og den del var jeg lidt vild med (men det havde jeg også været, hvis jeg havde læst om det i listeform i et blad eller set det i en af TVs serier om ”sådan var det i 1984” eller hvad de nu hedder. Men lad mig nævne nogle af de ting, der fik mig til at drømme mig tilbage:
1. Fra hendes spæde barndom: oplevelsen af det lille lokale hyggelige bibliotek med én kendt, venlig og hjælpsom bibliotekar. At man nåede at læse så at sige alt på dét bibliotek og så måtte videre til et større, som ikke var helt så personligt. Dét kunne jeg genkende.
2. Pamela-”parfumen” fra Date.
3. Makeuppen. At lære det. Øve sig sammen.
4. Musikken! (og vi havde ikke samme smag )
5. Plakaterne på værelset, indretningen med reoler og sovesofa.
6. Faste pladser ved bordet.
7. Hvor lidt slik og sodavand man fik
8. Det med at det ikke er smart at være god i skolen. Det handlede om at skjule, at man arbejdede med tingene og syntes det var sjovt at lære.
9. At miste en på sin egen alder (hvad jeg gjorde to gange)
10. Teenage-interessen for astrologi, stjernetegn – hvem passer med hvem. Men også generelt psykologi og udvikling.
11. Fra 90’erne: Ottekantede sorte tallerkner, glas med sort fod ;-)
12. At gå på nettet første gang. At investere i et modem. At ikke kunne ringe samtidig med at man var på nettet etc.
13. At få folks telefonnummer, når man møder nogen, man skal se igen
14. Mine svigerforældre bruger også det med at kalde hinanden for Hr. og Fru Efternavn, ligesom Leonoras forældre. De kalder dog ikke deres børn ved 3. person som ”datteren” eller ”sønnen”.
15. Tiden på Presseklip (det kan næsten kun være der) i Kbh. NV – hvor jeg selv arbejdede som student med at udskrive radio- og tv-indslag . Kan dog ikke lige huske chefen Robert…
Den sproglige stil i bogen er ligeud af landevejen og som nævnt ikke nogen oplevelse i sig selv, kan være lidt irriterende og ufærdig. Jeg bliver flere steder i tvivl om, hvem der taler til hvem. Og hvilken tid, det foregår i. Om det er forfatterens nutid, hvor hun diskuterer sit manuskript og sin skriveproces med sig selv eller om hun refererer til noget, der er sket i fortiden.
Det er også nogle gange lidt uelegant, som der strøs tidsmarkører ud over teksten, som s. 177: Tror du på reinkarnation? spurgte Dorte, og jeg betragtede Claude Monets åkander, der hang over sengen”. De hang der jo, de åkander. Og de FÅR mig til at tænke på den tid. Men det virker lidt for ”placeret” for mig.
Flere gange i bogen tænker jeg, at sproget er lidt urealistisk i forhold til at det skulle have været udtalt i fx starten af 1980erne – eller i 1990erne for den sags skyld. Var der nogen, der sagde ”fuck” og ”fucking” dengang på dansk?
Er det måske også lidt urealistisk, at Leonora taler med sin næsten 90-årige mormor om sexliv og sexlegetøj? Jeg er måske bonnert og gammeldags, men det tænker jeg jo egentlig også at i hvert fald mormoderen er.
Mon ikke Leonora arbejder videre med at afdække sin families historier på begge sider. Det virker som om, der er masser at tage af… ER der sket noget i moderens barndom, som har gjort hende så speciel og sårbar, som hun er. Incest? Vold af en art? Og har der været incest inde over Leonoras egen barndom også? Vold var der i hvert fald. Kan hun komme op med noget nyt, når hendes far engang forlader denne verden?
Og hvad med karakteren Ellinor. Mon ikke alle læsere elsker hende, Leonoras dagplejemor, som giver knus og kram og aner, at noget ikke er som det skal være i Leonoras hjem. BARE hun dog havde grebet mere ind og bare hun dog kunne have holdt kontakten bedre efter flytningen til Græsted. Hende ville man egentlig gerne høre mere til. Hun var en spændende karakter. Ligesom flere af de bekendtskaber, som Leonora får i København.
Nu kan det lyde som om jeg har mange klager over bogen. Og ja, det er ikke den største bog for mig. MEN – jeg synes stadig den er vigtig og god. Og mange vil have glæde af at læse den. Leonora er en rollemodel og en der tør gå foran og tage nogle kampe. Hun er en man kan spejle sig i, fordi hun er så tydelig i sin kommunikation. Og det er godt. Den type er der behov for. Og Leonora manglede dem i høj grad selv indtil hun blev voksen.
Som hun siger på side 176: ”Det var vigtigt med vidner. Jeg havde selv alt for få af dem.”
Det er nemlig rigtigt. Og derfor er vi taknemmelige for at have søskende og venner gennem mange år, der kan følge os og huske ting sammen med os.
Et eller flere steder i bogen skriver Leonora om det med at hun gerne at vil ligne nogen. Hun finder veninder, som hun synes hun ligner. Og hun hæger om billedet af sin mor som ung, hvor hun kan se en lighed. Som barn klipper og tegner hun rækker af piger, kvinder, damer. Vi har behov for at spejle os i nogen. Og det kan vi i Leonora, så tak for hende. 6 store stjerner til Leonora selv ♥️.
January 6, 2018
Velskrevet og ærlig.
February 25, 2019
Hvorfor tog jeg ikke fat i denne bog noget før?? EN FANTASTISK GENSKABELSESBOG, der beskriver opvæksten i en familie med fordrejet syn på forældreskabet, driven og alle de omstændigheder der former en i retning af et bestemt menneske. Et smukt menneske! ❤️😘 Hvor har jeg dog lyst til at give Leonora Christina et kæmpe knus og klap på skulderen! Tak for denne smukke, ægte og gribende læseoplevelse!
July 22, 2018
Jeg var blæst bagover de første sider af denne bog. Måden Leonora skrev på, fik mig til at længes efter mere. Dog desto længere jeg kom i bogen, jo mere skuffet blev jeg. Skrivestilen var stadig fremragende, men bogen endte lidt med det, som Leonora skrev den ikke skulle være:.. Vred, bebrejdende offer- eller martyragtig, bekendende. For mig virkede den netop bebrejdende, og kørte meget rundt i, hvor hårdt det havde været, at være barn af Hr. og Fru Skov. Trods alt dette har jeg den dybeste respekt for Leonora og hendes liv. Alt det som hun har skulle stå model til, alle de ustillede spørgsmål, som hun aldrig får svar på. Hvis det var mig, som havde levet hendes liv, ville jeg bestemt også have behov for, at skrive mine frustrationer ud.
Read
June 28, 2024Man forstår jo godt hvorfor "Den, der lever stille" har vundet De Gyldne Laurbær! En rigtig fin fortælling om familie, at finde sig selv, sorg, kærlighed og alt det der er større og mindre derimellem.
June 22, 2022
I thought I had already written a review of this one? It certainly made an impact on me, it is not one that I would forget anytime soon. It is a necessary book, but not exactly one that I loved. I understand that it is now being made into a film and thus probably will be translated, but whereas lots of Danes seem to love it and being able to relate to it, I’m not sure foreigners will get what the fuss is about. It is certainly not wellwritten in my opinion, but I think it is quite telling about some of the more not so positive traits of the Danish national character. After having moved to France, I have come to realise that there is a special homogenizing aspect to the way that we are all being raised in Denmark, right from daycare and kindergartens to when we are adults and are expected to become conscionable, respected and responsable adults who are all expected to show community spirit, the favourite word of the current Danish Prime Minister.
January 31, 2019
Bogen er fantastisk. Fantastisk barsk men også fantastisk underholdende. Leonora er et lille år yngre end mig, og jeg måtte smile højt, da jeg mindedes vores ungdom med Degrassi Junior High, New Kids on the Block, Pisang Ambon, Levi's jeans, bodystocking og Ball trøjer. Samtidig med, at jeg var skiftevis målløs over, skuffet over og rasende på hendes forældre. Jeg har læst en del selvbiografiske bøger og holder meget af denne genre, men måden Leonora har bygget sin historie op på er ekstraordinær. Udover at få indblik i hendes livshistorie, kommer man også helt tæt på hendes tanker og bekymringer om at skrive bogen og udstille sin familie. Man føler lidt, at man er med på sidelinjen, mens bogen skrives. Jeg "kendte" ikke Leonora, før jeg læste denne bog, men jeg tager hatten af for hende. Hun må være en meget stærk kvinde.
December 9, 2019
En roman, som for mig ender med at være meget af dét (hvis ikke alt), forfatteren ikke vil have, den skal være: hævngerrig, sentimental, vred, flæbende, bebrejdende, offer- eller martyragtig, bekendende, [...] en nøgleroman, dagbogsagtig [...] den rene selvterapi" (s. 82). Den positive modtagelse af bogen skyldes, som Erik Skyum-Nielsen er inde på i Information d. 8. juni, formentlig mest af alt "en kollektiv fejring af, at den overhovedet [e]r blevet skrevet". Mig har den ikke gjort noget blivende indtryk på, men tværtimod bekræftet min fordom om, at Leonora Christina Skov(s bøger) ganske enkelt ikke er noget for mig.
October 11, 2020
Leonora Christina Skov holdt mig i en trancelignende tilstand med sin milde stemme, der steg og faldt i intonation som scenerne skiftede. Jeg var fikseret af dybden af følelser og lamslået af intensiteten, når ondskaben mest af alt mindede om plottet fra en gruopvækkende thriller. Den, der lever stille sætter markante spor og efterlader læseren brugt og skrøbelig.
Jeg skriver mere her: https://bookmeupscotty.blogspot.com/2...
Jeg skriver mere her: https://bookmeupscotty.blogspot.com/2...
August 16, 2021
Anmeldelse af Den, der lever stille af @leonorachristinaskov *Anmeldereksemplar*
Bogen starter ud med, at Leonoras mor dør, og dette bliver også startskuddet til at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. At skrive historien om den ensomme Christina, som voksede op i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende.
Jeg havde hørt så godt om denne bog af så mange forskellige mennesker, og jeg tænkte, at denne bog virkelig måtte kunne noget særligt for at kunne ramme så mange forskellige mennesker. Og hvad det særlige var, det ville jeg gerne vide, så jeg begyndte på bogen en sommerdag og det ændrede mig.
Bogen er en stærk fortælling om at miste alt og at finde sig selv. Det at håbe på forklaringer og hige efter sin mors kærlighed selv efter døden. Det gjorde ondt på mange måder at læse denne bog. For det første er der Leonoras forældre, som jeg undrede mig over og som jeg stadig ikke helt forstår, hvordan de kunne blive ved med at gøre og sige de ting. Det kommer jeg nok aldrig til at forstå.
Det her er en sørgelig fortælling, men det er også en stærk fortælling om at finde sig selv. Leonora oplever så meget modgang i hele sit barndoms-, ungdoms- og voksenliv, og alligevel kommer hun ud på den anden side, og det synes jeg er en virkelig stærk historie.
Selve bogen springer meget i tiden, og skifter mellem fortid og nutid, men det fungerede godt. Jeg forstod, hvad der var hvad, og jeg er glad for måden, hvorpå de blev krydset ind i hinanden. Lydbogen var helt fantastisk, det føltes ikke som at læse en bog, men derimod mere som om at Leonora fortalte sin historie til mig. Og det gjorde klart hele oplevelsen virkelig god.
Dette er ikke kun en bog med modgang, der er også tidspunkter, hvor man griner og hvor tingene går godt. Dette er en virkelig velskrevet selvbiografi om at finde sig selv, om at overleve og om at kæmpe sig frem til det, man gerne vil have.
Alle burde læse den her bog. Den ramte mig virkelig hårdt, og jeg har tænkt over den hver dag, siden jeg blev færdig
Bogen starter ud med, at Leonoras mor dør, og dette bliver også startskuddet til at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. At skrive historien om den ensomme Christina, som voksede op i Helsinge med en plan: Hvis bare hun opfører sig almindeligt, får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende.
Jeg havde hørt så godt om denne bog af så mange forskellige mennesker, og jeg tænkte, at denne bog virkelig måtte kunne noget særligt for at kunne ramme så mange forskellige mennesker. Og hvad det særlige var, det ville jeg gerne vide, så jeg begyndte på bogen en sommerdag og det ændrede mig.
Bogen er en stærk fortælling om at miste alt og at finde sig selv. Det at håbe på forklaringer og hige efter sin mors kærlighed selv efter døden. Det gjorde ondt på mange måder at læse denne bog. For det første er der Leonoras forældre, som jeg undrede mig over og som jeg stadig ikke helt forstår, hvordan de kunne blive ved med at gøre og sige de ting. Det kommer jeg nok aldrig til at forstå.
Det her er en sørgelig fortælling, men det er også en stærk fortælling om at finde sig selv. Leonora oplever så meget modgang i hele sit barndoms-, ungdoms- og voksenliv, og alligevel kommer hun ud på den anden side, og det synes jeg er en virkelig stærk historie.
Selve bogen springer meget i tiden, og skifter mellem fortid og nutid, men det fungerede godt. Jeg forstod, hvad der var hvad, og jeg er glad for måden, hvorpå de blev krydset ind i hinanden. Lydbogen var helt fantastisk, det føltes ikke som at læse en bog, men derimod mere som om at Leonora fortalte sin historie til mig. Og det gjorde klart hele oplevelsen virkelig god.
Dette er ikke kun en bog med modgang, der er også tidspunkter, hvor man griner og hvor tingene går godt. Dette er en virkelig velskrevet selvbiografi om at finde sig selv, om at overleve og om at kæmpe sig frem til det, man gerne vil have.
Alle burde læse den her bog. Den ramte mig virkelig hårdt, og jeg har tænkt over den hver dag, siden jeg blev færdig
September 7, 2019
Virkelig en god bog - langt mere end en fortælling om en familie, der ikke vil acceptere, at hun springer ud som homo. Leonora er ikke alene om at have en familie med lidt underskud på kærligheds- og anerkendelseskontoen, og mange af os kan nok nikke genkendende til nogle af de oplevelser, hun har haft, og de følelser, hun giver udtryk for. Så skønt bogen på overfladen handler om fordømmelsen af hende som homo, så er der meget mere på spil. Jeg tror, at hendes forældre havde fundet på noget andet at dømme hende for - hun er jo anderledes på mange andre måder end i kraft af sin homoseksualitet. Deres fordømmelse handlede jo meget mere om dem selv end om hende.
Det er også spændende at følge med i, hvordan hun efterhånden finder frem til sin egen persona, og jeg beundrer hendes enorme viljestyrke. Hun VILLE bare være forfatter.
Jeg blev aldrig selv for alvor optaget af feministisk teori - men jeg er i det hele taget ikke særlig god til at læse teori, så måske er det derfor. Hun udviser en fin balance i bogen, hvor vi ikke bliver påduttet hendes udlægning af teorierne. Dem må vi læse andetsteds.
Jeg er SÅ glad for, at jeg endelig fik læst den.
Det er også spændende at følge med i, hvordan hun efterhånden finder frem til sin egen persona, og jeg beundrer hendes enorme viljestyrke. Hun VILLE bare være forfatter.
Jeg blev aldrig selv for alvor optaget af feministisk teori - men jeg er i det hele taget ikke særlig god til at læse teori, så måske er det derfor. Hun udviser en fin balance i bogen, hvor vi ikke bliver påduttet hendes udlægning af teorierne. Dem må vi læse andetsteds.
Jeg er SÅ glad for, at jeg endelig fik læst den.
May 16, 2022
本書是作者萊昂諾拉的自傳，寫於母親過世之後，敘事上今昔穿插，而非單純線性向前。
其中一段提到她去參加作家聚會，結果在座一位男作家說：「我給你提個好建議。」（ㄏㄏ）他建議作者以母親為主題就好，不要提太多身為 Lesbian 的事，但作者認為自己的身分就是她和母親之所以走到這樣結局的原因。
這怎麼不讓人想起珍奈溫特森，只好同場推薦《正常就好，何必快樂？》
看著萊昂諾拉寫自己怎麼長大、怎麼出櫃、怎麼掙扎著在父母全方位的控制、殘忍的指控和情緒崩潰中活下來，不停的從各式曖昧不明的線索中探詢母親的愛。
而或許正如台灣版書名（原文書名直譯其實是 The one who lives quietly / 安靜活著的人，沒有特別強調母親），這一路的苦苦探詢，整理自己所思所想所感所受，最後是不是有機會接受「不愛」的可能？
雖然看起來是個疼痛的故事，但作者 Leonora Christina Skov 描寫她和太太 Annette K. Nielsen 的相遇以及往後的相處甜又好看——或者該說 Leonora 提到那些讓她心神嚮往的阿姨姐姐們的部分都好好嘿嘿嘿（寫到後面畫風大變 XD）
其中一段提到她去參加作家聚會，結果在座一位男作家說：「我給你提個好建議。」（ㄏㄏ）他建議作者以母親為主題就好，不要提太多身為 Lesbian 的事，但作者認為自己的身分就是她和母親之所以走到這樣結局的原因。
這怎麼不讓人想起珍奈溫特森，只好同場推薦《正常就好，何必快樂？》
看著萊昂諾拉寫自己怎麼長大、怎麼出櫃、怎麼掙扎著在父母全方位的控制、殘忍的指控和情緒崩潰中活下來，不停的從各式曖昧不明的線索中探詢母親的愛。
而或許正如台灣版書名（原文書名直譯其實是 The one who lives quietly / 安靜活著的人，沒有特別強調母親），這一路的苦苦探詢，整理自己所思所想所感所受，最後是不是有機會接受「不愛」的可能？
雖然看起來是個疼痛的故事，但作者 Leonora Christina Skov 描寫她和太太 Annette K. Nielsen 的相遇以及往後的相處甜又好看——或者該說 Leonora 提到那些讓她心神嚮往的阿姨姐姐們的部分都好好嘿嘿嘿（寫到後面畫風大變 XD）
November 16, 2024
Så barsk en erindringsroman der giver ondt i maven. Smukt skrevet og meget gribende fortælling. Sætter endnu mere pris på min barndom og mine forældre efter sådan en omgang 3
May 1, 2024
Hvorfor skal man ikke have kørekort til at blive forælder?
Sur, ked af det, skuffet, men håbefuld - for med det liv at kunne gøre det Leonora har gjort efterfølgende.
Sur, ked af det, skuffet, men håbefuld - for med det liv at kunne gøre det Leonora har gjort efterfølgende.
February 25, 2018
Jeg har i flere år tænkt, at Leonora Christina Skov var en noget speciel kvinde og ikke helt brudt mig så meget om hende, men jeg har den vildeste respekt for hende efter at have læst "Den der lever stille". En fantastisk roman, men også barsk grundet hendes opvækst, og hvordan hun har overlevet med så, undskyld mig, forbandende forældre, der var stride hele hendes barndom og ikke ville acceptere hende, fordi hun sprang ud som lesbisk. Derudover en vanvittig spændende fortælling om homo miljøet i slut 90'erne og start 00´erne København, og hvor gode venskaber det skabte for Leonora. Og sidst en hård fortælling om morens kræftsygdom, men forståeligt, at romanen først kunne udgives efter morens død - for det havde nok taget livet af hende at læse Leonoras syn på hende!
June 3, 2018
Da jeg var ti år gammel, begyndte jeg at læse Stephen King. Jeg startede med Det Onde. Om natten havde jeg forfærdelige mareridt om monsterklovne og balloner fyldt med blod, og om morgenen vågnede jeg i panisk koldsved og tænkte "worth it" og læste videre. Lidt den samme oplevelse har jeg haft med denne bog - jeg er vågnet fra de forfærdelige mareridt om familie, som jeg ellers så småt var holdt op med at have, og har tænkt "worth it" og læst videre. Jeg har lært lige meget af det jeg har genkendt og det jeg ikke har genkendt. Anbefales til alle med forældretraumer og alle der ikke forstår andre menneskers forældretraumer.
July 27, 2021
27/7-2021
Selv om det nu er anden gang jeg læser denne selvbiografiske roman, så påvirker den mig stadig lige stærkt!
4/2-2018
Det er en modig og meget personlig roman, der viser at virkeligheden ikke som fiktionen byder på veltilrettelagte happy endings, hvor alle løse ender, bliver bundet samme i smukke sløjfer.
https://bachsboeger.blogspot.com/2021...
Selv om det nu er anden gang jeg læser denne selvbiografiske roman, så påvirker den mig stadig lige stærkt!
4/2-2018
Det er en modig og meget personlig roman, der viser at virkeligheden ikke som fiktionen byder på veltilrettelagte happy endings, hvor alle løse ender, bliver bundet samme i smukke sløjfer.
https://bachsboeger.blogspot.com/2021...
January 2, 2019
For meget offer-agtig til min smag. Leonora virker til stadig at være en enorm usikker person, som undskylder sig selv og blamer det hele på hendes forældre. En god, velskrevet, historie, som desværre falder til jorden overdynget af self-pity.
August 14, 2019
Om at springe ud som sig selv, også når isen er papirstynd. Er fra nu af kæmpefan af Leonora Christine Skov - hun skriver blændende godt. Tematiserer sin egen historie, så man kan spejle sig i den fra mange forskellige vinkler.
April 14, 2020
Af alle de tekster jeg nogensinde har læst, er dette dog en af de aller smukkeste og rørende. Helt igennem stærk fortælling, der både får hjertet til at synke ned i maven og ligeledes hamre voldsomt i brystet. Stor stor anbefaling!
January 25, 2021
Jeg var ikke så begejstret. Jeg synes forfatteren ser historien kun fra sin side. Jeg mangler forståelse for hvorfor moren gør som hun gør. Det kommer lidt til sidst men ikke nok.
May 7, 2023
Bare læs den
September 19, 2019
”Den, der lever stille, lever godt”, hedder det i et af de mange bevingede ord, som Christina Skovs mor har så mange på lager af. De bevingede ords folkelige snusfornuft udgør en grundstamme i hendes opdragelse af datteren, men hun bidrager også selv med enkelte ikoniske formuleringer, hvor skylden for familiens dysfunktion skråsikkert sættes på plads: Allerede fra barnsben bliver Christina holdt fast på, at hun var årsag til moderens store fødselssmerter og efterfølgende fødselsdepression. Da moderen senere får brystkræft, placeres skylden for dette også hos Christina, idet begge forældre påstår, at kræften er en psykisk betinget lidelse forårsaget af, at Christina har erkendt at være lesbisk. Og for at afrunde miseren, så er der situationen, hvor Christina stolt har fået udgivet sin første roman, hvorefter hun sender en kopi til forældrene. Deres lykønskning bliver en påmindelse om, at hendes morfar var psykisk syg, og hans lidelse må tilsyneladende være gået i arv til Christina, idet de af romanen kan se, at også hun er sindssyg.
Men ellers lever Christinas mor skam et stille liv i god bedsteborgerlig stil, mens Christina med nød og næppe overlever den knusende socialisation, som hun udsættes for, ved at skrive dagbog og selvbiografiske romaner allerede i underskolealderen. Da studentereksamen er hjemme, pakker Christina sine nelliker, som man siger, og flytter til København, hvor hun via en uddannelse som mag.art. i litteraturvidenskab skaber en platform for sig selv, som gør, at hun kan leve af sit forfatterskab, sit job som anmelder i Weekendavisen samt sin lejlighedsvise tv-optræden i Smagsdommerne m.m.
Hun besegler sin frigørelsesproces ved at føje navnet Leonora til Christina, hvilket for nogle af os bringer 1600-tallets Leonora Christina Ulfeldt i erindring. Hun var som bekendt en skrivende fange i Blåtårn i 22 år, mens Leonora Christina Skov var en skrivende fange i et rødt parcelhus i Helsinge i det meste af 19 år.
I hovedstaden tager Leonoras udvikling en helt ny drejning. Ikke bare bliver hun en sylespids feministisk debattør, men hun genskaber også sig selv som alt andet end en stille eksistens. Hun anlægger en flamboyant livsstil, hvor hendes udseende er særdeles larmende: knaldsort hår, hvidpudret teint, knaldrøde læber samt en lettere vulgær påklædning, der fremhæver hendes timeglasfigur. Næsten overflødigt at tilføje, at hendes outfits altid krones af pangfarvede, glitrende stiletter.
Især de to mangeårige kærester, Ingrid og Annette, bidrager til at give Leonoras tilværelse et ganske anderledes schwung end det, der styrede familien Skovs restringerede tilværelse i den lille provinsby Helsinge. Og med schwung tænkes både på kulturel dannelse og livsstil.
Leonoras forældre ekskluderer hende, da hun ikke – for deres skyld – vil acceptere at leve i skjul som lesbisk, og den heftige ladning skyld, som de har lagt på hende, er heller ikke sådan at ryste af. Det glade københavnerliv har dermed en mørk bagside.
Selv om Leonora er til stede ved moderens dødsseng i den tid, den terminale fase varer, opnås ikke nogen forsoning. Hun må derfor bearbejde sine traumer ved at skrive den autofiktive roman ’Den, der lever stille’, og ud over den forløsning, hun dermed må have fået, giver romanen hende også et brag af et gennembrud som forfatter.
Romanen indledes med en 35 sider lang dødsscene med indlagte flashbacks. Denne er grum, og man spørger sig selv, om man magter godt 300 sider af samme kaliber. Men fra og med at Skov gradvist bliver subjekt i eget liv, kommer der andre ’kroge’, der kan fastholde ens interesse, end lige netop moderproblematikken og seksualiteten.
Men ellers lever Christinas mor skam et stille liv i god bedsteborgerlig stil, mens Christina med nød og næppe overlever den knusende socialisation, som hun udsættes for, ved at skrive dagbog og selvbiografiske romaner allerede i underskolealderen. Da studentereksamen er hjemme, pakker Christina sine nelliker, som man siger, og flytter til København, hvor hun via en uddannelse som mag.art. i litteraturvidenskab skaber en platform for sig selv, som gør, at hun kan leve af sit forfatterskab, sit job som anmelder i Weekendavisen samt sin lejlighedsvise tv-optræden i Smagsdommerne m.m.
Hun besegler sin frigørelsesproces ved at føje navnet Leonora til Christina, hvilket for nogle af os bringer 1600-tallets Leonora Christina Ulfeldt i erindring. Hun var som bekendt en skrivende fange i Blåtårn i 22 år, mens Leonora Christina Skov var en skrivende fange i et rødt parcelhus i Helsinge i det meste af 19 år.
I hovedstaden tager Leonoras udvikling en helt ny drejning. Ikke bare bliver hun en sylespids feministisk debattør, men hun genskaber også sig selv som alt andet end en stille eksistens. Hun anlægger en flamboyant livsstil, hvor hendes udseende er særdeles larmende: knaldsort hår, hvidpudret teint, knaldrøde læber samt en lettere vulgær påklædning, der fremhæver hendes timeglasfigur. Næsten overflødigt at tilføje, at hendes outfits altid krones af pangfarvede, glitrende stiletter.
Især de to mangeårige kærester, Ingrid og Annette, bidrager til at give Leonoras tilværelse et ganske anderledes schwung end det, der styrede familien Skovs restringerede tilværelse i den lille provinsby Helsinge. Og med schwung tænkes både på kulturel dannelse og livsstil.
Leonoras forældre ekskluderer hende, da hun ikke – for deres skyld – vil acceptere at leve i skjul som lesbisk, og den heftige ladning skyld, som de har lagt på hende, er heller ikke sådan at ryste af. Det glade københavnerliv har dermed en mørk bagside.
Selv om Leonora er til stede ved moderens dødsseng i den tid, den terminale fase varer, opnås ikke nogen forsoning. Hun må derfor bearbejde sine traumer ved at skrive den autofiktive roman ’Den, der lever stille’, og ud over den forløsning, hun dermed må have fået, giver romanen hende også et brag af et gennembrud som forfatter.
Romanen indledes med en 35 sider lang dødsscene med indlagte flashbacks. Denne er grum, og man spørger sig selv, om man magter godt 300 sider af samme kaliber. Men fra og med at Skov gradvist bliver subjekt i eget liv, kommer der andre ’kroge’, der kan fastholde ens interesse, end lige netop moderproblematikken og seksualiteten.
February 18, 2019
Fra første ord var jeg investeret i Leonoras historie, som både er smuk, sørgelig og fuldkommen tragikomisk. Kan ikke anbefale at læse de sidste 100 sider i selskab med andre, da man kommer til at grine på en meget manisk og upassende måde, over de absurde samtaler LC har med sine forældre.
Jeg tror på, at hvad der ikke slår der ihjel, gør dig stærkere - hvilet LC er er levende bevis på. Hvis ikke hendes opvækst havde været så forfærdelig, ville hun ikke være den fantastiske kvinde hun er i dag ( hvilket hun også selv reflekterer over). Samtidigt er det utroligt, at der ikke blev grebet ind over for familien, og at den psykiske vold bare kunne fortsætte. Jeg håber at bogen kan sætte fokus på “ de pæne hjems problemer”, da den ikke blot er et vidnesbyrd på succes på trods af umenneskelig modgang, men også er indblik i hvordan kærlighed skal være tydelig, utømmelig og betingelsesløs til sine børn.
Jeg tror på, at hvad der ikke slår der ihjel, gør dig stærkere - hvilet LC er er levende bevis på. Hvis ikke hendes opvækst havde været så forfærdelig, ville hun ikke være den fantastiske kvinde hun er i dag ( hvilket hun også selv reflekterer over). Samtidigt er det utroligt, at der ikke blev grebet ind over for familien, og at den psykiske vold bare kunne fortsætte. Jeg håber at bogen kan sætte fokus på “ de pæne hjems problemer”, da den ikke blot er et vidnesbyrd på succes på trods af umenneskelig modgang, men også er indblik i hvordan kærlighed skal være tydelig, utømmelig og betingelsesløs til sine børn.
May 6, 2018
Den, der lever stille, lever godt, men Christina Skov kunne ikke leve stille, og godt for det. Bogen er en gribende fortælling om to forældres forhold til deres datter, set fra datterens perspektiv. Den tager udgangspunkt i Leonora Christina Skovs eget liv og rammer dermed ind i de sendte ti års overflod af autobiografisk/autofiktiv, skandinavisk litteratur. Heldigvis er den fabelagtig godt skrevet og struktureret. Sproget er no-nonsense, og jeg var med hele vejen og havde stor medfølelse for hovedpersonen. ⭐️⭐️⭐️⭐️
July 16, 2021
Startede virkeligt godt, jeg var fanget fra første side. Tror de uendelige referencer, jeg ikke kendte en eneste af, mistede mig lidt undervejs, og den intellektuelle og detaljerede tilgang smittede af på dialogen, som blev en smule forceret. Ellers virkeligt fin og meget smertende bog.
November 5, 2023
Kom til at slette den fra mine bøger - helt ærlig den her hjemmeside er jo skrald ahaha
Men elsker stadig bogen!
Men elsker stadig bogen!
Displaying 1 - 30 of 255 reviews