Nede i 1970’erne kom der et særligt tema ud af noget, der fra start blot var en filmtitel: ’Borgerskabets diskrete charme’ (Luis Bun᷉uel, 1972). I Danmark blev formuleringen brugt som deklaration af indholdet i tv-spil, der lagde gaderne øde på udvalgte aftener i 1970’erne – tv-spil af forfatteren Leif Panduro.
Katrine Marie Guldager viderefører med romanerne ’En lykkelig familie’ (2017) og ’Et rigtigt liv’ (2019) ovennævnte tema i en slags version 2.0, hvor man snarere kan tale om borgerskabets diskrete deroute. I 2017-romanen vises konsekvenserne af 68-generationens svigt over for deres børn: den ene bliver yuppie, den anden præst og den tredje social taber. I 2019-romanen forvandler den søn, der skal føre familiens stolte ambitioner videre, sig til en lettere anløben advokat og pengespekulant.
Filip har et kompliceret forhold til sin kernefamilie: Moderen døde tidligt, faderen er en travl forretningsmand, som bruger den tid og energi, han måtte have til overs til familien, på Filips bror Christian, der er handicappet. Som positiv rollemodel har Filip derfor kun sin farfar, der mener, at hans lykke vil være gjort, hvis han efterfølger farfaren som jurist. Filips farmor mener derimod, at arbejde ikke er det vigtigste i livet; vigtigere er valget af ægtefælle. Og vi andre noterer os, at i hverken det ene eller det andet tilfælde er ”det vigtigste” noget, man henter inde i sig selv, men derimod noget ydre som tilvælges: karriere og privatliv.
Filips studentereksamen hentes hjem fra en kostskole i Birkerød, og her møder han kammeraterne Morten, Mathias og Nanna, som bliver den konstans i hans fremtidige liv, der skal erstatte familien. Da ansøgningen om optagelse på jurastudiet er indsendt, kan farfaren glæde den 19-årige med, at han kvit og frit kan overtage en lejlighed, som en fjern slægtning netop er fraflyttet. Sammen med Morten og Mathias myldrer Filip ”op ad trappen og ind ad døren som nye, friske sædceller, der ivrigt styrer ind i en varm, glødende kvindekrop.” Vel inden døre reflekterer Filip videre: ”Han har godt nok fået at vide, at det er en syvværelses, der ligger på fjerde sal med udsigt ud over Peblingesøen, men han er alligevel nærmest benovet. Fire store stuer en suite, tre soveværelser, et badekar på løvefødder plus en mængde elegante detaljer i alt fra loftrosetter til radiatorskjulere. For enden af en vindeltrappe er der tilmed et lille tårn. Et tårn! Det er jo skørt.” Forfatter søges, siger jeg bare, og vel at mærke en forfatter, der er hævet over at dele sin karakters næsegruse benovelse.
Men Guldager er som forfatter ikke et overliggende fyrtårn, der intellektuelt gelejder sine personer frem mod en form for dannelse. Hun er tilsyneladende snarere optaget af at skrue en lettere kulørt historie sammen, som med sit episodiske anslag oplagt er egnet til filmatisering. En historie, hvor stort og småt valideres som lige betydningsfuldt, hvorfor et kapitel kan åbne med følgende udsagn: ”Efter finanskrisen bliver de skilt.” Den ene krise kræver ikke mere fordybelse end den anden. Men underholdende er ’Et rigtigt liv’ i det mindste – underholdende à la gammeldags ugebladsromaner.