En rigtig sjov og interessant lille bog. Man lærer utrolig meget spændende og nærmest uhørt om myrer og deres adfærd. Hvem havde fx anet, at vævermyrer for at få fat i et eftertragtet, men afsides blad, de har brug for til deres redebygning, kan række op til 20 cm. ud efter bladet - i fri luft! - ved at lade hver myre efter tur gribe den næste myre om taljen og holde den foran sig, så de gradvist danner led efter led i en lang, besynderlig kæde? Og at samme metode anvendes i omvendt rækkefølge til at folde det antal blade, der skal bruges, sammen, til det til sidst bliver en lille rede? Og at denne derefter hæftes og limes med en levende "limpistol"?
Dog må det siges, at jeg ikke bryder mig om al den konkurrencementalitet, der lægges i munden (eller måske kindbakkerne?) på de flittige dyr: Det siges gang på gang, at myrer - på linje med eller endda i højere grad end mennesket - har opkastet sig til en stor biologisk "succes" (ja, de har sågar vundet "VM i evolution", som det antydes i bogens første kapitel), fordi de i kraft af deres sans for socialitet, kommunikation og arbejdsdeling formår at udgøre 1/4 af verdens biomasse; som om de bevidst stræbte efter denne status. Myrer VED jo strengt taget ikke, hvad de foretager sig - i hvert fald ikke i menneskelig forstand - og kan derfor heller ikke siges bevidst at stræbe efter succes. De har derimod et adfærdsmønster, som - af den ene eller den anden grund - gør dem så "dygtige" til at "overleve" og "holde sammen", at de er blevet til nogle af de mest allestedsnærværende og standhaftige beboere på vores klode. Og nå ja, da også nogle af de mest mangfoldige. Men nu er succes vel ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man er flest? Det tror jeg mangen et såkaldt U-land og dets indbyggere gerne ville tale med om.