What do you think?
Rate this book
Dyrene i Afrika
"Dyrene i Afrika" af Erlend Loe er en sprudlende og morsom samfundssatire om fem forskellige menneskers ambition om at redde dyrene i Afrika.
En tandlæge, en zoolog, en forfatter, en filmklipper og en politiefterforsker går sammen om at ville redde verden. De starter dog med dyrene fra ”The Big Five” i Afrika. De fem forskellige mennesker lever alle et tilsyneladende normalt og godt liv – men meningen med livet mangler. Derfor tager de til Kenya for at bevare dyrenes vilde habitat og livsvilkår. Deres redningsplan for dyrene er dog bemærkelsesværdigt ekstrem…
I "Dyrene i Afrika” spidder Erlend Loe det moderne liv med absurde situationer, skarpe iagttagelser af hverdagslivets trummerum og halvfølte idealisme i et humoristisk, boblende sprog.
En tandlæge, en zoolog, en forfatter, en filmklipper og en politiefterforsker går sammen om at ville redde verden. De starter dog med dyrene fra ”The Big Five” i Afrika. De fem forskellige mennesker lever alle et tilsyneladende normalt og godt liv – men meningen med livet mangler. Derfor tager de til Kenya for at bevare dyrenes vilde habitat og livsvilkår. Deres redningsplan for dyrene er dog bemærkelsesværdigt ekstrem…
I "Dyrene i Afrika” spidder Erlend Loe det moderne liv med absurde situationer, skarpe iagttagelser af hverdagslivets trummerum og halvfølte idealisme i et humoristisk, boblende sprog.
314 pages
First published September 19, 2018
68 people are currently reading
989 people want to read
About the author
Erlend Loe
58 books1,855 followersErlend Loe is a Norwegian novelist. He worked at a psychiatric clinic, and was later a freelance journalist for Norwegian newspaper Adresseavisen. Loe now lives and works in Oslo where in 1998 he co-founded Screenwriters Oslo - an office community for screenwriters.
In 1993 he debuted with the book Tatt av kvinnen, and a year later published a children's book, Fisken, about a forklift operator named Kurt. Loe has a distinctive style of writing which is often likened to naïve art. He often uses irony, exaggeration and humor.
In 1993 he debuted with the book Tatt av kvinnen, and a year later published a children's book, Fisken, about a forklift operator named Kurt. Loe has a distinctive style of writing which is often likened to naïve art. He often uses irony, exaggeration and humor.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 198 reviews
January 10, 2019
Fantastisk lesning! Sitter igjen med ett plagene spørsmål. Går det bra om dagen Erlend? Det er sjelden jeg leser en roman som får meg til og sette spørsmål rundt forfatterens mentale helse. Dette er en av disse romanene.
June 1, 2019
På overflata: Erlend Loe er seriøst heilt koko.
Under der: Kritiserande, tankevekkande, aktuell.
Men mest av alt heilt koko.
Under der: Kritiserande, tankevekkande, aktuell.
Men mest av alt heilt koko.
May 2, 2020
Erlend Lu je lud, ali mi se, za veliko čudo, sviđa. Više nego trilogija Dopler. I više nego što smijem samoj sebi priznati. Bila bi i zanimljivija da se posvetio obradi likova, ali i ovako ima snažan efekat. Erlend u svom prepoznatljivom tonu oštre kritike licemjerstva modernog čovjeka. Iako Lise nije uspjela napraviti nijednu fotografiju njihovih aktivnosti u Africi, slike koje Lu oslikava riječima su prilično upečatljive. Nije za svačiji ukus, definitivno. I apsolutno mogu razumijeti sve kojima se ne svidi, ali svakog će barem malo zagolicati.
November 27, 2019
Pročitah je nekako. Knjiga je potpuno sr... Pet likova koji su loše razrađeni. Valjda je pisac navikao da u svojim knjigama ima jednog centralnog lika, pa se nije lepo snašao.
Knjiga je zamišljena kao oštra kritika savremenog čoveka, međutim sve mi je u njoj bilo mlako. Lu je izabrao jednu bitnu temu (u stvari više njih)i potpuno je banalizovao. E sad ni to mi nije problem, pošto mu je to i bila namera, već način na koji je to izveo. Potpuno bezlično pisanje. Ni u jednom trenutku me nije dotakao, čak ni šokirao. Ostao mi je nedorečen i bez ikakve poente.
Moram priznati da i u ovoj knjizi ima onih njegovih zanimljivih tirada o ekologiji, veri, otuđenosti, ali su ubacivane u kompoziciju nekako sa strane, dodavane na silu. Na kraju sam bila u fazonu -kad sam preživela ovo silovanje mozga sad mogu sve gluposti na ovom svetu da pročitam.
Knjiga je zamišljena kao oštra kritika savremenog čoveka, međutim sve mi je u njoj bilo mlako. Lu je izabrao jednu bitnu temu (u stvari više njih)i potpuno je banalizovao. E sad ni to mi nije problem, pošto mu je to i bila namera, već način na koji je to izveo. Potpuno bezlično pisanje. Ni u jednom trenutku me nije dotakao, čak ni šokirao. Ostao mi je nedorečen i bez ikakve poente.
Moram priznati da i u ovoj knjizi ima onih njegovih zanimljivih tirada o ekologiji, veri, otuđenosti, ali su ubacivane u kompoziciju nekako sa strane, dodavane na silu. Na kraju sam bila u fazonu -kad sam preživela ovo silovanje mozga sad mogu sve gluposti na ovom svetu da pročitam.
September 20, 2022
Odlicna knjiga za izbegavanje, potpalu sporeta, brisanje prozora i tome slicno. Znam da je u pitanju satirican pogled na ljude koji se izivljavaju na zivotinjama, ali knjiga je totalni raspad. Obozavam Lua, ali ova knjiga je prevulgarna, prenasilna i previse prosta. Kao da ju je napisao obozavalac Zadruge ili Parade.
July 30, 2019
Del 1 var fantastisk, del 2 alright - personskildringer til å gråte av (de gode tårene vel å merke). Snedig som alltid, Erlend! Og liker man snedighet er det ingen grunn til å motsette seg denne.
".. han hadde drukket seg forbi reservasjonsgrensen sin, og åpnet seg som en fjellblomst."
"Det var noe med det grånende skjegget som på en måte trakk henne til seg; deler av henne hadde lyst til å klatre inn i det og sitte der som en liten ugle."
"En skjenders verdensbilde endres for alltid, det samme gjelder skjenderens selvbilde, hun er ikke den samme lenger, så når hun vender seg om for å se seg tilbake, er hun der ikke."
".. han hadde drukket seg forbi reservasjonsgrensen sin, og åpnet seg som en fjellblomst."
"Det var noe med det grånende skjegget som på en måte trakk henne til seg; deler av henne hadde lyst til å klatre inn i det og sitte der som en liten ugle."
"En skjenders verdensbilde endres for alltid, det samme gjelder skjenderens selvbilde, hun er ikke den samme lenger, så når hun vender seg om for å se seg tilbake, er hun der ikke."
November 6, 2021
Licemerje uređene porodično poslovne svakodnevice, duboka usamljenost kod većine koja zakopava svoje fantazije i fetiše, lažno liberalno ekološko moralisanje, besmisao materijalne obezbeđenosti, bezličje društvenog sistema, vapaji za slobodom koje ionako nema. Dakle, repertoar autorovih standardnih tema samo ovog puta pojačan preko svake granice, svesno. Luove knjige su zapravo nepodnošljivo tužne i samo ih iskrena satira čini lako čitljivim.
Autentično veliki umetnici imaju običaj da sebi dozvole ovakve izlete u stvaralaštvu, valjda testirajući sopstvene granice, kao i izdržljivost fanova koje će naterati da trpe dok se oni iživljavaju u svojim amelodičnim solažama. Biće da je to sloboda.
Valja imati stomak za ovu knjigu. Jer Lu je shvatio da ga ne shvataju ozbiljno. A on se ne zajebava.
Autentično veliki umetnici imaju običaj da sebi dozvole ovakve izlete u stvaralaštvu, valjda testirajući sopstvene granice, kao i izdržljivost fanova koje će naterati da trpe dok se oni iživljavaju u svojim amelodičnim solažama. Biće da je to sloboda.
Valja imati stomak za ovu knjigu. Jer Lu je shvatio da ga ne shvataju ozbiljno. A on se ne zajebava.
September 21, 2019
Od Erlenda Lua smo navikli da kritiku savremenog društva donosi na oštar, satiričan, nesvakidašnji način, što ga je i vinulo u zvijezde savremene norveške, ali i evropske književnosti.
Međutim, njegov roman Životinje u Africi, u kojem pet ''pojedinaca'' - zubar, biolog, montažer filmskih trejlera, pisac i policijska istražiteljka, stupaju u zajednički poduhvat spašavanja životinja i ukazivanja društvu na činjenicu da je došlo ''zadnje vrijeme'' prerastao je u ekstrem zbog kojeg je ovo djelo ostalo bez čari koje su sve prethodne Luove knjige imale.
U stalnom apsurdu, koji se povećava iz poglavlja u poglavlje istaknuti članovi norveškog društva pod krinkom ekološke i zoološke svijesti ispoljavaju svoje najmračnije nagone, fetiše, mijenjaju seksualnu orijentaciju, napuštaju porodice, pa čak i rizikuju živote.
Bez obzira na možda nepotrebno pretjeranu realizaciju ideje, Lu je ovim romanom skrenuo pažnju na licemjerje ljudi koji se predstavljaju boljima nego što jesu (što sebi, što drugima), na neutaživu žeđ onih koji prema društvenim i socijalnim normama imaju sve, na jednolične živote gdje primarnu ulogu nose porodica i posao, i na duboko usađenu usamljenost iz koje izviru sulude ideje koje prelaze granice etike i dobrog ukusa.
P.S. Realna ocjena bi bila 2,5.
Međutim, njegov roman Životinje u Africi, u kojem pet ''pojedinaca'' - zubar, biolog, montažer filmskih trejlera, pisac i policijska istražiteljka, stupaju u zajednički poduhvat spašavanja životinja i ukazivanja društvu na činjenicu da je došlo ''zadnje vrijeme'' prerastao je u ekstrem zbog kojeg je ovo djelo ostalo bez čari koje su sve prethodne Luove knjige imale.
U stalnom apsurdu, koji se povećava iz poglavlja u poglavlje istaknuti članovi norveškog društva pod krinkom ekološke i zoološke svijesti ispoljavaju svoje najmračnije nagone, fetiše, mijenjaju seksualnu orijentaciju, napuštaju porodice, pa čak i rizikuju živote.
Bez obzira na možda nepotrebno pretjeranu realizaciju ideje, Lu je ovim romanom skrenuo pažnju na licemjerje ljudi koji se predstavljaju boljima nego što jesu (što sebi, što drugima), na neutaživu žeđ onih koji prema društvenim i socijalnim normama imaju sve, na jednolične živote gdje primarnu ulogu nose porodica i posao, i na duboko usađenu usamljenost iz koje izviru sulude ideje koje prelaze granice etike i dobrog ukusa.
P.S. Realna ocjena bi bila 2,5.
August 2, 2019
Odavno se nisam naglas smejala dok čitam knjigu.
Kritika kritičarima i licemerima.
Kritika kritičarima i licemerima.
October 8, 2025
Jeg kan ikke helt sette fingeren på det, men jeg føler på meg at Erlend Loe er glad i Murphys lov; alt som kan gå galt, vil gå galt.
July 23, 2019
Erlend Loe har skrevet nogle af de sjoveste bøger, jeg har læst. Doppler er nok min favorit. Den var så anderledes fortalt, så kontant og fjollet. Samtidigt havde den en skarp satire, der løftede den op over det gakkede.
Denne gang virker det lidt som om Loe har misforstået, hvad der gør ham til en underholdende forfatter. Hans form er vigtigere end indholdet. I Dyrene i Afrika prøver Loe at trække den et ekstra skridt mod handlingens absurditet, og stort set væk er den satiriske kobling til virkeligheden. Den minder mig om Klovn, hvor tv-serierne var hylende morsomme, ikke på grund af Franks mange fejltrin, men først om fremmest på grund af den geniale dialog og spillet mellem Frank og Casper. Det var formen, der fik mig til at grine. Da filmene kom, skulle der skrues helt op for pinlighederne, som om det ville blive sjovere at gå tættere på den sjofle grænse. De misforstod, hvad der var sjovt i serien. Det samme gør sig gældende for Loe i denne bog. Den bliver forudsigelig. Tredje gang et bedøvet dyr vågner under en voldtægt er det altså ikke sjovt længere - det er bare fald på halen og mangel på fantasi.
Og ja, jeg grinede også undervejs, for der er virkelig gode, loeske momenter.
Denne gang virker det lidt som om Loe har misforstået, hvad der gør ham til en underholdende forfatter. Hans form er vigtigere end indholdet. I Dyrene i Afrika prøver Loe at trække den et ekstra skridt mod handlingens absurditet, og stort set væk er den satiriske kobling til virkeligheden. Den minder mig om Klovn, hvor tv-serierne var hylende morsomme, ikke på grund af Franks mange fejltrin, men først om fremmest på grund af den geniale dialog og spillet mellem Frank og Casper. Det var formen, der fik mig til at grine. Da filmene kom, skulle der skrues helt op for pinlighederne, som om det ville blive sjovere at gå tættere på den sjofle grænse. De misforstod, hvad der var sjovt i serien. Det samme gør sig gældende for Loe i denne bog. Den bliver forudsigelig. Tredje gang et bedøvet dyr vågner under en voldtægt er det altså ikke sjovt længere - det er bare fald på halen og mangel på fantasi.
Og ja, jeg grinede også undervejs, for der er virkelig gode, loeske momenter.
July 29, 2023
Jævla faens fuckings furries. Først Will Toledo, nå Erlend Loe. Tenk at jeg skulle oppleve noe sånt to ganger. Gruer meg til meet-and-greet og panelsamtaler med disse gutta på FurCon Lillestrøm 2024. Gruer meg til discodansing i drakt. Gruer meg til nach. Og gruer meg mest av alt til dagen derpå.
October 27, 2019
Sjajno!
July 3, 2020
Det er ihvertfall helt tydelig at jeg må lese mer av Erlend Loe!
November 17, 2020
Veldig gøy. Litt treg i starten, ellers pur klasse.
January 24, 2025
En perfekt cocktail av absurditet, vibes og manglende kroppsdeler. Tror ikke én av karakterene her kan ses på som uproblematiske, men det er jo det som gjør det gøy!
February 18, 2024
Ovo je jedna od onih knjiga o kojima je zbilja teško nešto suvislo reći, a ja sam čak i naučena na Erlenda i smatram da je najbolji pisac današnjice. Možda je upravo teško nešto suvislo reći jer je priča apsurdna i groteskna na svaki mogući način, prožeta mat crnim humorom (kad je najpitomiji!!!), a kad se autor zaigra - definitivno njegov crnjak čini vantablack nijansu dječjom bojicom... Ovo mi je osmi njegov roman i postoji šablona u njegovom opusu zbog koje sam beznadežno zaljubljena u njegovo pisanje. Za svaku njegovu, a ponajviše ovu knjigu, vrijedi da je potpuno suluda, odvaljena, bezobrazna, drska, too much, jer on kad god može rado sruši svaku granicu komfora i unaprijed sruši ideju o nekom pokušaju zone komfora u budućnosti, a pritom je jako odvažan, britak i skoro autističan.
Svi njegovi protagonisti su groteskne kreature koje općeprihvaćena, društveno dogovorena rutina tjera u postepenoj gradaciji u šašavost, pomaknutost pa u potpuno ludilo i tu se događa luovski preokret - taj odvaljen, često i prekrasan luđak se obračunava sa ludilom normale i društvenim konvencijama i svaka pada, sve se ruši kao kula od karata. Zanimljivo je što mi osobno ti njegovi ispadi van zone komfora nisu odbojni kao što je to slučaj ovdje ali unatoč odbojnosti cerekala sam se kao budala i jako često se događalo da sam se kroz priču smijala baš apsurdnosti sistema s kojom se suočavam samo zato što živim.
Da ne zadirem previše u priču, nekolicina pojedinaca dobro integriranih u društvo, obijesnih i nezahvalnih, provode svoj anarhistički, militantni i sodomitski manifesto koji je zapravo samo izlika za ispucavanje duboko suspregnutih fetiša koji su pljuska uređenom norveškom (a i svakom) sistemu u želji da budu aktualni, značajni i naravno pratimo kako se njihov suludi cilj raspada zbog dinamike moći. Sve je to upakirano u ne mogu dovoljno naglasiti, brutalan scenarij. Dotičemo se i organizacija i resora koje postoje da bi uredile neki društveni problem, a uređuju ga na način da proizvode taj isti problem (go figure). A najveća pljuska ide tom smiješnom ljudskom pokušaju da društveno uredi i obuzda ljudski ego koji uvijek nadjača svaki zakon. Impresivno je što je sve taj čovjek u stanju napisati kroz zezanciju...
"Kaže se da su obe strane krive kada u vezi stvari krenu nizbrdo, ali u ovom slučaju Sperber je smatrao da isključivo partner greši."
"Pas je živahno davao znake da očekuje poslasticu. Uvek bi je dobio kada pronađe leš.
****
Sperber je gledao mrtvačevu lampu za glavu. Bila je to skupa lampa živih boja sa obnovljivom baterijom. Poželeo ju je. Kada je narednih nedelja razmišljao o tom događaju, stideo se što je želja za posedovanjem odmah bila snažnija od empatije. Pre nego što je pozvao policiju, guglao je lampu i video da negde košta preko dve hilade kruna, ali da je takođe, hvala bogu, ima za manje od hiljadu dvesta na jednoj stranici za entuzijaste. Sperber ju je smesta naručio."
"Sperber je krenuo da poljubi Vidkuna, ali se obuzdao. Matumbiji stoje oko njih, motre, i to im se sigurno neće dopasti, pomislio je. U izvesnom smislu je pogrešno doći ovamo i nametati im svoj skandinavski stil života. To je oblik imperijalizma koji treba ostaviti za sobom u ovom dobu. To bi zapravo bilo beskrajno arogantno, pomislio je. Prvo im servirati hrišćanstvo, a onda, kad su ga primili, razvodniti ga rekavši da više ne važi, da je sad ipak dozvoljeno venčavati se sa osobom istog pola i da su žene jednako dobre kao muškarci i sve to."
"Bilo je to moje prvo iskustvo s megafunom."
Počela sam pisati ovaj tekstić satima nakon čitanja i za nekog tko uvodno kaže da je teško išta reći, ipak sam se uspjela raspisati - valjda sve sjeda. No, tako je to s Luom. Dovede do klimaksa i u krešendu izbaci bujicu riječi i ideja nakon čega ni ne možeš ništa drugo, nego imati smiješak i sjaj u očima dok gledaš u ponor i ponor gleda u tebe... ;")
Svi njegovi protagonisti su groteskne kreature koje općeprihvaćena, društveno dogovorena rutina tjera u postepenoj gradaciji u šašavost, pomaknutost pa u potpuno ludilo i tu se događa luovski preokret - taj odvaljen, često i prekrasan luđak se obračunava sa ludilom normale i društvenim konvencijama i svaka pada, sve se ruši kao kula od karata. Zanimljivo je što mi osobno ti njegovi ispadi van zone komfora nisu odbojni kao što je to slučaj ovdje ali unatoč odbojnosti cerekala sam se kao budala i jako često se događalo da sam se kroz priču smijala baš apsurdnosti sistema s kojom se suočavam samo zato što živim.
Da ne zadirem previše u priču, nekolicina pojedinaca dobro integriranih u društvo, obijesnih i nezahvalnih, provode svoj anarhistički, militantni i sodomitski manifesto koji je zapravo samo izlika za ispucavanje duboko suspregnutih fetiša koji su pljuska uređenom norveškom (a i svakom) sistemu u želji da budu aktualni, značajni i naravno pratimo kako se njihov suludi cilj raspada zbog dinamike moći. Sve je to upakirano u ne mogu dovoljno naglasiti, brutalan scenarij. Dotičemo se i organizacija i resora koje postoje da bi uredile neki društveni problem, a uređuju ga na način da proizvode taj isti problem (go figure). A najveća pljuska ide tom smiješnom ljudskom pokušaju da društveno uredi i obuzda ljudski ego koji uvijek nadjača svaki zakon. Impresivno je što je sve taj čovjek u stanju napisati kroz zezanciju...
"Kaže se da su obe strane krive kada u vezi stvari krenu nizbrdo, ali u ovom slučaju Sperber je smatrao da isključivo partner greši."
"Pas je živahno davao znake da očekuje poslasticu. Uvek bi je dobio kada pronađe leš.
****
Sperber je gledao mrtvačevu lampu za glavu. Bila je to skupa lampa živih boja sa obnovljivom baterijom. Poželeo ju je. Kada je narednih nedelja razmišljao o tom događaju, stideo se što je želja za posedovanjem odmah bila snažnija od empatije. Pre nego što je pozvao policiju, guglao je lampu i video da negde košta preko dve hilade kruna, ali da je takođe, hvala bogu, ima za manje od hiljadu dvesta na jednoj stranici za entuzijaste. Sperber ju je smesta naručio."
"Sperber je krenuo da poljubi Vidkuna, ali se obuzdao. Matumbiji stoje oko njih, motre, i to im se sigurno neće dopasti, pomislio je. U izvesnom smislu je pogrešno doći ovamo i nametati im svoj skandinavski stil života. To je oblik imperijalizma koji treba ostaviti za sobom u ovom dobu. To bi zapravo bilo beskrajno arogantno, pomislio je. Prvo im servirati hrišćanstvo, a onda, kad su ga primili, razvodniti ga rekavši da više ne važi, da je sad ipak dozvoljeno venčavati se sa osobom istog pola i da su žene jednako dobre kao muškarci i sve to."
"Bilo je to moje prvo iskustvo s megafunom."
Počela sam pisati ovaj tekstić satima nakon čitanja i za nekog tko uvodno kaže da je teško išta reći, ipak sam se uspjela raspisati - valjda sve sjeda. No, tako je to s Luom. Dovede do klimaksa i u krešendu izbaci bujicu riječi i ideja nakon čega ni ne možeš ništa drugo, nego imati smiješak i sjaj u očima dok gledaš u ponor i ponor gleda u tebe... ;")
March 30, 2025
Jeg elsker deg Erlend Loe
«Line gjorde en grimase av den typen man gjør når man for eksempel får høre at en gammel klassevenninne, eller nabo, har falt ned i en bresprekk og blitt borte.»
«Sperber slo ut med armene og forklarte for hunden at han ikke hadde med seg godbiter. Hunden forsto ikke noe av det. Godteri fikk den jo alltid. Da den til slutt innså at det ikke kom noe, ble den mutt og skuffet. Faktisk ble det starten på en depresjon det skulle ta måneder, og mye tungt arbeid, å komme seg gjennom. Hunden var den typen hund som stolte på mennesker. Ingen hadde sviktet den før nå. Det er alltid tøft første gang, men på lang sikt ble den en klokere hund av det. Den skjønte at menneskene var uforutsigbare og at det var grenser for hvor høyt den burde elske dem.»
«Den første timen var turen eksotisk og spennende. Så begynte flere i gruppen å gå lei. De syntes det begynte å bli slitsomt. Såkalte Bob fikk gnagsår på to steder. Først på høyre hæl og kort etter også på innsiden av venstre stortå som på grunn av skoens beskaffenhet stadig vekk gnisset mot nabotåa som ingen visste hva het. Dette senket Såkalte Bobs livskvalitet med atskillige prosent og førte til mye syting. Men også til en fin diskusjon i gruppa. De snakket om at tær er stemoderlig behandlet av språkskaperne. Store- og lilletåa snakker man om, men sjelden de tre andre som man må anta er viktige nok fra naturens side. Hva kan dette komme av? Er det ikke urettferdig? Og hvorfor kalles stortåa Store gubben hesten? Den har få, om overhodet noen, likhetstrekk med en hest. Og så videre. Slik gikk praten idet de kom over et høydedrag og skuet utover en bekkedal med bjørkeris.»
«Jeg har i grunnen alltid vært litt penisredd, sa Lise.
Det tror jeg bare er naturlig, sa Elisabeth. Og en viss penisskepsis er dessuten nyttig. Det er innebygget i alle fornuftige kvinner. Jeg tror vi har samme forhold til dem som vi har til slanger og edderkopper. Det er et instinkt. Nedarvet gjennom generasjonene. Folk som ikke var redde for slanger har blitt ryddet ut. Og kvinner som ikke har hatt penisvett, har blitt ryddet ut. En viss penisfrykt er sunt, siden mange peniser er ute etter å ta oss uten først å ha forsikret seg om vi ønsker å bli tatt. Derfor har fornuftige kvinner alltid forsøkt å finne peniser de har kunnet stole på, og å holde seg unna farlige peniser. Det er viktig å huske på at en penis ikke kan resonneres med. Den skjønner ingenting. Den er dum. Og det å opparbeide et trygt forhold til en penis er et sjansespill og en tillitsprosess som krever tilnærming over tid. Peniser må temmes, men selv når man tror den har blitt tam, kan den slå til når man minst venter det. Det er det som er så skummelt. Derfor må peniser som bryter grenser straffes. Det blir litt som å oppdra en hund. Gulrot og pisk.
Dette var gode penistanker. Lise lyttet og tok det innover seg. Elisabeth var et klokt menneske.»
«Line gjorde en grimase av den typen man gjør når man for eksempel får høre at en gammel klassevenninne, eller nabo, har falt ned i en bresprekk og blitt borte.»
«Sperber slo ut med armene og forklarte for hunden at han ikke hadde med seg godbiter. Hunden forsto ikke noe av det. Godteri fikk den jo alltid. Da den til slutt innså at det ikke kom noe, ble den mutt og skuffet. Faktisk ble det starten på en depresjon det skulle ta måneder, og mye tungt arbeid, å komme seg gjennom. Hunden var den typen hund som stolte på mennesker. Ingen hadde sviktet den før nå. Det er alltid tøft første gang, men på lang sikt ble den en klokere hund av det. Den skjønte at menneskene var uforutsigbare og at det var grenser for hvor høyt den burde elske dem.»
«Den første timen var turen eksotisk og spennende. Så begynte flere i gruppen å gå lei. De syntes det begynte å bli slitsomt. Såkalte Bob fikk gnagsår på to steder. Først på høyre hæl og kort etter også på innsiden av venstre stortå som på grunn av skoens beskaffenhet stadig vekk gnisset mot nabotåa som ingen visste hva het. Dette senket Såkalte Bobs livskvalitet med atskillige prosent og førte til mye syting. Men også til en fin diskusjon i gruppa. De snakket om at tær er stemoderlig behandlet av språkskaperne. Store- og lilletåa snakker man om, men sjelden de tre andre som man må anta er viktige nok fra naturens side. Hva kan dette komme av? Er det ikke urettferdig? Og hvorfor kalles stortåa Store gubben hesten? Den har få, om overhodet noen, likhetstrekk med en hest. Og så videre. Slik gikk praten idet de kom over et høydedrag og skuet utover en bekkedal med bjørkeris.»
«Jeg har i grunnen alltid vært litt penisredd, sa Lise.
Det tror jeg bare er naturlig, sa Elisabeth. Og en viss penisskepsis er dessuten nyttig. Det er innebygget i alle fornuftige kvinner. Jeg tror vi har samme forhold til dem som vi har til slanger og edderkopper. Det er et instinkt. Nedarvet gjennom generasjonene. Folk som ikke var redde for slanger har blitt ryddet ut. Og kvinner som ikke har hatt penisvett, har blitt ryddet ut. En viss penisfrykt er sunt, siden mange peniser er ute etter å ta oss uten først å ha forsikret seg om vi ønsker å bli tatt. Derfor har fornuftige kvinner alltid forsøkt å finne peniser de har kunnet stole på, og å holde seg unna farlige peniser. Det er viktig å huske på at en penis ikke kan resonneres med. Den skjønner ingenting. Den er dum. Og det å opparbeide et trygt forhold til en penis er et sjansespill og en tillitsprosess som krever tilnærming over tid. Peniser må temmes, men selv når man tror den har blitt tam, kan den slå til når man minst venter det. Det er det som er så skummelt. Derfor må peniser som bryter grenser straffes. Det blir litt som å oppdra en hund. Gulrot og pisk.
Dette var gode penistanker. Lise lyttet og tok det innover seg. Elisabeth var et klokt menneske.»
April 19, 2020
Gripende og morsom fra start til slutt!
January 3, 2024
noe av det sykeste jeg har lest, det var ikke det jeg forventet
April 24, 2024
Sterk 4,5 stjerner frå meg!
Personskildringane: Chefs kiss! Akkurat slik eg likar det. Generelt kan eg sei at eg elskar Erlend Loe sin skrivestil og den ironiske distansen han skapar til samtlige i persongalleriet sitt. Alle er skruer på kvar sin måte, og har personligheitstrekk som kvalifiserer dei til å vere samfunnsutskot.
Dyrene i Afrika er sylskarp "klimasatire"; boka er utruleg absurd, likevel mister den ikkje kontakt med bodskapen. Eg syns boka blei gøyare og gøyare for kvar side, og fant sjølve "skjende-episodane" utruleg underholdande.
Absurditet er visst noko eg set stor pris på ved bøker, har eg funne ut. Det verkar som eg må lese meir av Loe!
Personskildringane: Chefs kiss! Akkurat slik eg likar det. Generelt kan eg sei at eg elskar Erlend Loe sin skrivestil og den ironiske distansen han skapar til samtlige i persongalleriet sitt. Alle er skruer på kvar sin måte, og har personligheitstrekk som kvalifiserer dei til å vere samfunnsutskot.
Dyrene i Afrika er sylskarp "klimasatire"; boka er utruleg absurd, likevel mister den ikkje kontakt med bodskapen. Eg syns boka blei gøyare og gøyare for kvar side, og fant sjølve "skjende-episodane" utruleg underholdande.
Absurditet er visst noko eg set stor pris på ved bøker, har eg funne ut. Det verkar som eg må lese meir av Loe!
February 20, 2019
Bedre blir det ikke!
December 7, 2020
Jeg vet ikke helt hva jeg skal si om denne boken, eller hva Loe prøver på, men fengende og sær er den - i god Loe-tradisjon. Her møter vi noen venner som skal redde verden ved å skjende dyr - ja, du leste riktig. Hva dette er en slags allegori på, det kan sikkert tolkes på mange vis, men jeg blir ikke kvitt tanken på at det nok en gang er en fortelling om menneskets egoisme. Redde verden skal vi, men bare dersom det er tilfredsstillende for oss selv - bare dersom det er gøy for oss selv. Eller? Vennene reiser i «nobelt ærend» til Afrika for å redde naturen; det er målet. Middelet er likevel å ta for seg av naturens verker, slik vi alltid har gjort. Målet helliger middelet; igjen. En tankevekker er det dog da naturen slår tilbake; heldigvis.
August 3, 2022
Absurd og morsom bok!
July 22, 2024
Erlend Loe,,,, wtf
March 2, 2025
Syk bok! Men den første boka av Erlend Loe som jeg har likt. Har tidligere lest Muleum og Stille dager i Mixing Part, og likte ingen av de.
June 10, 2025
hva faen feiler det deg, erlend?
February 7, 2019
Tja. Dette var pussig. Andre har omtalt den som absurd, og det er jeg enig i. Absurd og litt rart.
July 14, 2025
Erlend Loe er Erlend Loe
December 3, 2025
Går det bra med deg Erlend?
Displaying 1 - 30 of 198 reviews