Til den smukkeste

by Mette Moestrup

At once as supple and sly as it is spirited and smart, To the Most Beautiful is the second collection by the award-winning and renowned Danish poet Mette Moestrup to appear in English, in a tour de force translation by Katrine Øgaard Jensen. This collection of 117 poems takes readers on a thirteen-night journey of rumination, offering thirteen poems for each of the nine muses and taking its title from the ill-fated message that Eris wrote on the Apple of Discord, before dropping that golden bombshell into the wedding of Peleus and Thetis, leading to a vanity-plagued dispute among the goddesses that spawned The Trojan War. In To the Most Beautiful, Moestrup transfigures the infamous apple into Blood apples, honey hexagons, paradise apples, teardrops, orchards, and more, using constraints, ritual-based poetics, and numerical systems that seek to rupture binaries, all while working through the riddle of “what is beautiful, more beautiful, most beautiful?” The award-winning Katrine Øgaard Jensen nimbly renders Moestrup’s complex verse machines and the explicit and implicit structures that make them hum with exceptional savvy and skill. Now that you know, dear reader, what ritualized revelries, maximalist musings, and sylvan scenes await in To the Most Beautiful, will you take a bite?

Swan-egged, paradise-appled, at once ant-high and cosmic, Mette Moestrup’s To the Most Beautiful seats the reader in a clearing for the late-afternoon picnic of our existence as a species. Dame Science has just ripped away her mask to show her goddess-face. Which way will fortune tip? What intimacies, what violences might the lyric deliver like a viscous drip? In limber, pointed translation by Katrine Øgaard Jensen, this fetching, fatal work belongs beside those of Olga Ravn, Sara Stridsberg, Anne Carson and Sappho herself—weird sisters whose sweetbitter arrows hit the mark, every time. —Joyelle McSweeney, author of Toxicon and Arachne

Genres: Poetry

179 pages, Unknown Binding

Published January 1, 2019

Reviews

[Ordrelaterat | Isabella · Rating 1 out of 5]

Den här diktsamlingen lämnade mig allmänt oberörd. Den var inte dålig men jag kände typ ingenting genom hela boken.

Det fanns absolut formuleringar och ord jag gillade men på det hela taget gav boken mig väldigt lite. Jag skrev ner citat av någon mening här och där. Den enda hela dikt jag tyckte ganska bra om var "till den femte". Annars upplevde jag ofta språket som spretigt och det var en aning jobbigt att läsa inkastade ord på engelska och diverse svordommar som mest kändes som ett försök att vara lite "hipp". Inget fel med det men det föll inte mig i smaken!

Dock tyckte jag att den var intressant i aspekten att den visar på flera olika sätt att skriva och lägga upp utformningen av en dikt.

Gillar man språkstilen är den säkert bra. Kanske är den bättre på originalspråk. Jag läste översatt till svenska.

[Matt T · Rating 5 out of 5]

REVIEWER'S UPDATE: Ignore everything in this review; I didn't know what the hell I was talking about, and it comes across as some sort of half-arsed 'mansplaining'. Just know that the collection is good, that's all. Tak! :-)

The poetic in Mette Moestrup’s ‘Til den smukkeste’ is triangulated between the aural melodies of sound poetry, the visual patterns of concrete poetry, and a rich understanding of the tradition, ranging from the ever-present Sappho to today's rising stars. Where it lands is in a surprisingly calm, clear prose, made buoyant through Moestrup's trademark liberating humour. If she can declare on national television, in perfect deadpan, that the ’anus er et tredje køn, som alle har’ (p47, ’Kingsize’ 2006) then you know this writer is capable of anything, and moreover, that what she says is essentially unifying.

The subtitle ‘117 Digte’ underplays its ambitious organisation. Each of the nine styles are inspired by the nine muses, and these are interweaved by nocturnal reflections with Plato’s ‘tenth muse’, Sappho, and her riddle of what we should find most beautiful. If, as Verity Spott recently suggested, a lot of contemporary poetry sounds like ‘snippets of social media posts interspersed with responses to certain books of theory’ (Two Torn Halves, 2019), then Moestrup’s reinvention of the tradition is part of a contemporary counter-current by leading poets to distinguish themselves through a return to classical forms. Think Alice Oswald’s stripped back Iliad, ‘Memorial’, think Keston Sutherland’s subtle idiomatic translations in ‘Whither Russia’, think Jericho Brown’s adoption of classic form in ‘The Tradition’ or Terrance Hayes’s reconstruction of ‘American Sonnets’ or what Aann Carson has done to make classics great again. Is this a retreat into expertise at a time of increasing irrelevance, or an attempt to lower the drawbridge and let the outside in?

Each section of 'Til den smukkeste’ serves as a jumping off point for contingent formal experimentations which are as bold in scope as in subject matter. In the ‘Eris Variations’, Moestrup parallels the re-ordering of the solar-system caused by the discovery of the ‘dwarf-planet’ Eris with the Greek goddess whose rejection ultimately led to the Trojan wars.

ERIS, GODDESS
ERIS PLANET
OFFICIALLY: 136199 ERIS
THROWS AN APPLE
WITH THE INSCRIPTION TO THE BEAUTIFULEST
IN BETWEEN THE GUESTS
AT THE PARTY
SHE THAT IS THE ONLY ONE
IN THE WHOLE SOLAR SYSTEM
SO THE GODS THROW THEMSELVES OVER THE FRUIT
SO THERE IS WAR AGAIN
THE PARTY WAS JUST A CAMOFLAGED WAR (p33)

Moestrup expertly traces the relation between science, politics and physical beauty as tradeable commodity, and the apple motif will bob up in the sections to come. In the section devoted to the muse of love poetry, ‘Erato’, Moestrup evokes that most prized vicarious poetic sentiment: the imagined romantic feelings of a post-pubescent teenage girl destined to be brought low through experience.

To a thirteener

You are thirteen—humming
crying
heart beating
in all languages
and the night sky glimmers
something that close
a scrap of paper, pen
the night vision works
like love
you swallow your saved milk-teeth
tear a hundred Kroner note in two
and the stars love you
you write one and all to one and all (p. 65)

Just as the conceit of the Sapphic nocturnes led Moestrup to her studies of the nine muses, so a teenage girl’s ruin in love led to her first stabs at poetry.

Moestrup is clearly inspired by performance art, and her poems sometimes read like the instructions for a fluxus artwork. The section on ‘Honey Hexagons’ somehow recalls Katja Bjørn’s video installation, ‘Vi æder os igennm verden’, where the naked artist is gradually immersed in honey, while the comedic ‘Read this aloud with it in your mouth’ is partly a homage to Carolee Schneemann’s legendary ‘interior scroll’. Arguably, these are the strongest sections, together with ‘Kleio’, Moestrup's mock gothic epistolary novel based on her research trip to Germany where she tries to unravel the mystery of Novalis's Blue Flower for an essay which never quite materialises while being in pursuit of a terse and demure Vampyre.

Does such a return to craft alienate readers cut off from the canon of world literature? For those of us initiated into the cult of Sappho, it is hard to tell. Curiously, in a work so conscious of layout and visuals, the book’s cover seems deliberately cheap, with its lurid colours and vague computerised bubble graphics, and one wonders if this is intended to solicit a wider appeal beyond mature bourgeois good taste. In fact, when closely observed with a magnifying tool, the images appear positively pornographic. More strangely, the section on ‘Tears’, which may reference Gustave Apollinaire’s ‘Calligrammes’, inexplicably has the tears flowing up from the base of the page. Yet when read aloud the meaning becomes clear: spurts of lava-like dream image nouns are exhaled out into the air before their volcanic source contracts up more from the Earth's core. It is powerful sequence to end with. Overall, if the solution to Sappho’s riddle as to what counts as most beautiful will be too easily won for some, then the facility with which Moestrup is able to bring the celestial muses down to Earth to do her dirty work is a real lesson. More than just a stimulus to write, her dramatic reinvention of the muses shows their continued relevance to the embodied parameters of our understanding. In the process, they’ll dispatch a stalker, affirm the menopause and, homage to Sappho, have us look up at the great bear. Some of us are already looking ahead.

[Leif · Rating 5 out of 5]

Man kunne umiddelbart tro, at Mette Moestrups digtsamling Til den smukkeste er henvendt til og tilegnet en bestemt person, som digter-jeget elsker og hylder som den smukkeste. I så fald ville digtsamlingen indskrive sig i en lang tradition inden for kærlighedsdigtning. En hylden af det smukke. På sin vis er det ikke helt forkert. For digtsamlingen henvender sig til en person – oven i købet til et du, som det netop også finder sted i megen kærlighedsdigtning. Men dette du er ikke nødvendigvis den smukkeste i verden. Du’et er læseren, og bliver ofte påkaldt i sekvenser, hvor jeg’et tænker, at læseren har forventninger, fx forestillinger om hvad der er smukt og hvad kærlighedsdigtning bør have fokus på.

Jeg’et er modsat traditionen situeret i en kvindekrop. Et jeg med en seksualitet, som bl.a. er formet af at have en kvindekrop. Et jeg, der føler lyst, føler sig truet og som menstruerer og som længes efter menuspause, så der ikke længere kan gro noget i hende, som jeg’et et sted joker med en veninde om.

I stedet for, at digtsamlingen er en hyldest til en bestemt person, som er den smukkeste over alle andre, er digtsamlingen en undersøgelse af, hvad det vil sige at noget er smukt. Det undersøger digtsamlingen i forskellige sektioner, som hver har sit digteriske system (ja, Moestrup er i den forstand systemdigter), og som tilmed er tilegnet hver sin muse fra den græske tradition. Digtsamlingen består af ni sektioner tilegnet hver af de ni græske muser. En af sektionerne går på tværs i digtsamlingen – den er tilegnet Kallilope, som er ”overmusen”, som repræsenterer den episke digtning.

I disse digte til Kallilope reflekterer jeg’et mest direkte over, hvad det vil sige, at noget er smukt og kan siges at være det smukkeste. Jeg’et gør det over 13 nætter, hvor hun i lange perioder ligger søvnløs. Her tager jeg’et fat i den græske mytologi om Helena, der blev anset som den smukkeste i verden. I megen (mandlig) digtning anses Helena at stamme fra et overgreb, som Zeus udsatte Jena for, idet Zeus i skikkelsen af en svane overfaldt hende og gjorde hende gravid. Jeg’et tænker (humoristisk, sarkastisk og ironisk) over, at det nok / måske er derfor, at jeg’et har en fuglefobi, det at fugle er ladet med maskulinitet og overgreb, og er blevet hyldet for det. At det smukkeste skulle være skabt ud af dette overgreb. Som modtese står så den græske kvindelige digter, Sapfo (som Moestrup i mange år har været optaget af, har læst engelske oversættelser af, og som hun efter Til den smukkeste faktisk oversætter til dansk sammen med en oldgræskkyndig), som skrev ni digtsamlinger om kærlighed, lyst og begær fra et kvindeligt synspunkt. Kun fragmenter af denne digtning eksisterer i dag. Jeg’et tager fat i Sapfos fragment 16, hvor Sapfo lader det fremstå sådan, at Helena bliver undfanget ved at Jena tilfældigvis og pludseligt med sine fingre opdager et skjult hyacintfarvet æg. Og som jeg’et skriver til et du – et muligt læser-du, så kan det virke pedantisk at gå op i, hvordan Jena bliver gravid med Helena, men at det ikke er ligegyldigt, for er det smukkeste, som Helena repræsenterer (i traditionen i hvert fald) opstået af et mandligt overgreb, eller ved at Jena har opdaget noget feminint og skjult – sin egen seksualitet og lyst? Er det noget omkring det smukkeste, som er blevet skrevet ud af digtningen, men som kan genfindes ved at finde Sapfo frem igen?

Det andet spor omkring det at skrive til den smukkeste, kommer frem i en anden sektion tilegnet musen, Urania, som er musen for astronomi. Sektionen hedder Eris-variationerne og er skrevet i versaler, som noget af det eneste i digtsamlingen. Som nogle særligt fremhævede udråb. Af sektionen får vi baggrunden omkring Eris fortalt – gennem lyrikken. Faktisk er der tale om en dobbelt baggrund. Den ene er græsk mytologi. Eris var gudinde for ufred. Hun blev ekskluderet fra et bryllup, og hun hævnede sig ved at kaste et æble ind til bryllupsfesten. På æblet stod der, at det var til den smukkeste. Æblet var jo egentlig en gave til den smukkeste, men det var en gave, som skabte strid om hvem der var den smukkeste. Var det Hera, Athena eller Afrodite. Dommeren blev Paris, og de tre skønhedskandidater lokkede med at bestikke Paris med hhv. magt, visdom og skønhed (den skønne Helena). Eris kastede altså et stridsæble – måske som en hævn for, at hun var blevet ekskluderet fra bryllupsfesten – og det hele kommer til at igangsætte den trojanske krig. Så hvad er Eris – er hun ond og en stridsstarter? Eller er hun egentlig bare den, der afslører hykleriet ved at fremkalde det, der hele tiden har været på spil mellem bryllupsgæsterne.

Den anden baggrund for Eris er astronomisk. Nemlig den, at Eris blev opdaget i solsystemet, og det skabte røre i den astronomiske videnskab, fordi eksistensen af Eris skubbede til vores forståelse af, hvad en planet er, og det medførte så, at taksonomien blev ændret, sådan at begrebet dværgplanet opstod, og Pluto blev nedgraderet fra planet til dværgplanet. Eris er her et eksempel på noget, der skaber kaos i videnskaben og er med til at etableret en ny orden. Og kan Eris i den sammenhæng siges at være god eller ond? Hvad er det, som Eris fremkalder i menneskets måde at være menneske på?

Digtsamlingen rummer syv andre sektioner, som jeg ikke kommenterer indgående på her. Men jeg vil gerne fremhæve den spændende og underholdende sektion, blodæbledøgnet. Her ligger jeg’et i en seng på et hotel ved Wannsee. Sektionen bliver dels en form for spøgelseshistorie – for var der ét eller to blodrøde æbler på jeg’ets natbord, og hvis der fra start var to, hvem har så taget det ene? En vampyr, en overnattende gæst som det fulde digter-jeg kun svagt kan huske en mulig eksistens af. Og hvad med hele den forfærdelige baggrund omkring underskrivelsen af Wannsee-protokollen om udryddelsen af jøder, som fandt sted i bygningerne tæt på der, hvor jeg’et overnatter. Den baggrund rumsterer også i jeg’ets tanker om det ekstremt racistiske og dehumane, som godt nok efter anden verdens krig er blevet afvist, men som alligevel i dag dukker op igen i form af en genfødt nationalisme.

Nå ja, og så lige bogens omslag - som tager fat der, hvor den sidste sektion i digtsamlingen om tårer, der er alt muligt andet end tårer også, slipper. Et omslag, som egentlig ikke er særligt smukt i sig selv, men som pludselig bliver det i kraft af sektionen om tårer.

[Ploni Almoni · Rating 5 out of 5]

Ubetinget Moestrups smukkeste.

9 muser - 9 digtsuiter 13 nætter - Wahnsee-konferencen og Holocaust, Svaneæg som store svimlende klitorisser under hyacinterne, oversættelsens magt, Sapfo Sapfo Sapfo, den smukke Helena, og æbler (stridens), ensomme vampyrer, hudflettet nationalisme, kvindekrop, Ingeborg Blachmans blomster og lejlighed, man tror man er i Abildgård men så er man i klimakrisens tid!

Noget virkelig vildt ved at læse Moestrup er den måde hun genbruger ord, tematikker (æbler) og sætninger fra sine ældre digte eller bare på tværs af samlingen, det giver følelse af, at man altid kan komme et skridt dybere.

Shit det er en flot digtsamling det her, altså ordene sidder som de kønneste mælkehvide perler mellem hinanden skiftevis drilske og vrede, politiske og evigt mytologiske - Anne Carson stemme blander sig frit med Frank Oceans sang og selv metarefleksionerne har fundet sig en plads - se den her “Jeg sad i toget og læste Sapfo … ja jeg ved godt, jeg har sagt, det skulle være slut med at skrive om Sapfo, Sapfo, Sapfo. Men hvad vil du ha, jeg skal gøre” wauv

[Thomas Rasmussen · Rating 5 out of 5]

Jeg er nok lidt inhabil her. Men det ændrer ikke ved, at bogen er aldeles glimrende.

Snakkesalig og vild; præcis og over det hele; inkluderende og politisk.

[Thomas Olsen · Rating 4 out of 5]

En så fremragende bog.
Jeg er virkelig overrasket over hvor hurtigt jeg læste den. Ord der maler landskaber og stemninger fra start til slut, ikke noget virker fortænkt eller konstrueret (selvom digtene ofte er meget stramt struktureret og der vrimler med ordleg og spejlinger af alle slags). En bog man ikke behøver at "forstå", den kryber bare ind, fordi den er så godt skrevet.

[Laura]

*3.5

[Marta Johansson · Rating 3 out of 5]

+

[Ida Sofie · Rating 5 out of 5]

Noget af det bedste poesi jeg har læst