Det navnkundige distrikt i Frankrig producerer nogle af verdens bedste mousserende vine.
Mange fantastiske fortællinger er uløseligt knyttet til de luksuriøse bobler i glasset.
Denne rigt illustrerede bog er spækket med historie, fakta og berømte citater om Champagne.
Du får et indblik i Champagnens historie, produktionsmetoden og producenter som Pol Roger, Dom Pérignon, Veuve Clicquot, Moët & Chandon, Krug, Louis Roederer, Salon Delamotte og vranken Pommery.
Bogen indeholder desuden en gennemgang af mousserende vine fra spanien, Italien, Frankrig og Tyskland.
Om forfatteren Søren ellemose (f. 1972) har skrevet en lang række artikler om vin og spiritus. Dette er 3. udgave af bogen om Champagne og boblernes verden.
På mit gamle chatol ligger den smukkeste bog med en champagneprop på forsiden. Jeg rækker ud efter den og beundrer de elegante, glatte sider. Fotos fra boblernes verden.
"Farmor, jeg elsker bobler", siger mit barnebarn på 3 1/2 år. For hende er det nok, at der er bobler i danskvanden eller en sjælden sodavand. Jeg elsker også bobler - og især dem fra champagne. De mange år, hvor vi rejse til Frankrig på ferie, var vi ofte inde og smage på liflighederne. Den kølige smukke drik - og helst i matchende smukke glas - boblerne i mund og gane. For ikke at snakke om virkningen som sagtens kan vare dejligt længe. Min faster sagde altid: "Det gode ved champagne er, at når man ryster på hovedet, kan man mærke virkningen igen." Hun har ret.
I den smukke champagnebog kan man få sin lyst styret. Der er ALT om drikken - dens historie, de forskellige landes champagnetyper osv. Det er godt at vide, hvilken slags man skal købe for at få de bedste bobler til den bedste pris.
Sjovt f.eks. at erfare, at Frankrig eksporterer flest flasker til Storbritannien, med USA og Japan på 2. og 3. pladsen.
Den franske modeskaber Coco Chanel (1883-1971) får det sidste ord med ét af bogens geniale champagnecitater: "I only drink Champagne on two occasions. When I am in love and when I am not."
Jeg skal vist lige ud og tjekke, om jeg har rigtige bobler i køleskabet... :-))