Endelig, endelig, endelig. Endelig kom jeg igennem den. Det har taget sin gode danske tid, fordi, at jeg, hver gang jeg har taget fat i den, ganske hurtigt har været ved at kaste den fra mig igen. Dette er ikke - hvis man spørger mig - Grotrian fra sin bedste side. Det lyder lidt bagklogt og hårdt, men jeg aner en mand med den ene fod i graven. Grotrian skal retteligt hyldes for at være den digter, som har fornyet og udvidet sproget, men her går han for langt. Sproget kan ikke holde til det og digtene er bare mærkelige og har et skær af tilfældighed over sig. Bør undgås.