Mere lys er en samling digte, der falder i fire dele: Gaderne, Nætterne, Dagene og Døden. Fra Gaderne, hvor poesien kredser om mødet med det andet køn, til Døden, der udfolder sig som en gåtur alene, får vi oplevelsen af digterens langsomme fald gennem de sidste tyve år, hvor digtene er blevet til. Mere lys er en bog om ikke at være ung mere, en afrapportering om aftagende udødelighed.
Det er ligesom om Munksgaard har taget 4 gode digte og så klippet dem langs sætningerne og så fotokopieret dem tre hundrede gange, blandet alle linjerne sammen i en stor rodebunke og så sat dem sammen uden at kigge på dem først.
En gang imellem kommer der nogle gode ideer men de bliver hurtigt skyllet væk af de mest irriterende og nederlagne sætninger bagefter. Similer som er skabt ved terningekast, og uendelig repetition af de samme ord indtil éns øjne ruller bag om i hovedet ved det første bogstav.
Det sidste digt kunne have været godt, formen, konceptet er der, slutningen, layoutet brugt på en hensigtsfuld måde, men er så langtrukken og repeterende af alt det vi lige har hørt, at det mister sin mening.
Det er trist, at der kunne have været en god digtning her, hvis der havde været en redaktør der lige havde sagt "klip 80%".