Haustið 1839 rekur ungan dreng á land fyrir ströndum Hjörleifshöfða. Í sveitinni kannast enginn við barnið sem virðist ómálga á íslensku en mælir þó nokkur hálfkunnuleg orð, Sýruson. Sandsinni. Fyndinn hestur.
En hver er Fyndnihestur?
Landlæknir fær það verk að vekja drenginn til lífs og halda í ferð þvert yfir sand og hálendi í leit að uppruna hans. Fyrir liggur ferð norður í Skagafjörð þar sem næsta kaupskip býr sig undir frakt yfir haf. En það er tekið að hausta og veður orðin válynd upp til fjalla. Ferðin sem í vændum er reynist örlagaríkari en bæði dreng og landlækni grunar.
Selta er hvort í senn óður til íslenskrar nátturu og áningarstaðarins sem við leitum að. Grípandi skáldsaga af kostulegum persónum og ævintýralegum uppákomum, skrifuð af fágætri fimi eins og okkar eftirtektarverðustu höfunda.
Sölvi Björn Sigurðsson hefur hlotið margskonar viðurkenningar fyri ritstörf sín eins og Rithöfundaviðurkenningu RÚV, Menningarverðlaun DV og tilnefningu til Hinna íslensku bókmenntaverðlauna. Þá hafa verk hans verið gefin út víða erlendis og hlotið frábærar viðtökur.
Sölvi Björn lived in Selfoss until he was eleven, and spent the rest of his childhood in Kópavogur and Reykjavík. He studied French at the Université Paul Valery in Montpellier, and got a BA in Icelandic and Literary Studies from the University of Iceland in 2002. He then studied publishing at the University of Sterling and left there with a degree in the subject in 2005. He has spent a lot of time living abroad, in Spain, England, France and Scotland. Aside from writing, Sölvi Björn has sold books, been a church caretaker, made windows and categorised and cared for archaelogical finds and artefacts. His first book was the volume of poetry Ást og frelsi (Love and Freedom) in 2000. Since then he has published further poetry books as well as novels, and translations of foreign works.
Metnaðarfull og skemmtileg bók í dæmigerðum ýkjusagnastíl. Lesendur hafa líkt kemestríu aðalpersónanna við Sherlock og Dr. Watson. Líka keimur af Don Kíkóta og Sansjó Pansa. Ég hló upphátt þegar kom til handalögmála á Sandi milli landlæknis og skeggjaða mannsins. Textinn er uppstrílaður og látinn sækja í efni rómantísku stefnunnar. Það sem einkennir þannig lesningu fyrir mig er að ég endist ekki lengi við hvern lestur. Þeas getur verið erfitt að fylgja sögumanni eftir þegar allt gerist á háa C'inu - þó framvindan sé í formi húmorískra ýkja - þá þreytist hugurinn samt. Vel skrifuð bók og Sölvi hlýtur að hafa pælt mikið í lýsingunum. Frábær íslenskun á slangri.
Selta byrjaði ekki vel og það hvarflaði að mér að hætta lestrinum. Textinn var flókinn og söguþráðurinn furðulegur (rottuveiðar og mannræningjar) - hélt mögulega að þetta væri einhver súrrealísk fantasía þar sem ég vissi í raun ekkert um bókina, langaði bara að lesa hana af því kápan var svo falleg. En maður minn hvað hún vann á. Um leið og landlæknir er kominn til Íslands fór ég að trúa á hann og söguþráðinn og eins var eins og textinn yrði auðveldari. Ótrúlega vel skrifuð bók og auðséð að það hefur verið legið yfir hverri setningu. Alltaf magnaður lestur þegar maður kemst í frásagnir af Íslandi eins og það var. Jökulár sem raunverulegir farartálmar og harðbýli. Þarf að eignast þessa og lesa aftur.
Meiriháttar saga, frumleg og furðuleg, en jafnframt með yndislegar lýsingar á Íslandi og íslenskri náttúru. Segir okkur margt um lífið á nítjándu öld þegar takast á vísindi og hjátrú, manngæska og mannvonska. Oft á tíðum ótrúlega fyndin og samt getur maður jafnvel lent í að hugsa um hvert einasta orð, til dæmis þegar landlæknir segir um steina að þeir geti verið dröfnóttir, stjarnstiklaðir, sandofnir, þöróttir, mosagrónir en lengst af undir fæti.
Når bogen er bedst beskriver forfatteren det Islandske landskab i smukke vendinger og på en måde, jeg tror man kun kan, hvis man selv bor i det og forstår det. Jeg læser bogen som en kærlighedserklæring til Island, med en natur som er rå men smuk, og mennesker som er hårde men håbefulde.
Der er noget næsten eventyrligt eller fabelagtigt over historien og dens karakterer. Jeg fandt dog nogle gange samtalerne mellem mennesker lige en grad for underfundige og karaktererne noget karikerede. Det trak fra min læseoplevelse, men jeg står tilbage og har nydt det smukke sprog, de fine beskrivelser og den hjertevarme historie om at leve godt på trods af det livet har givet en.
Jeg synes, det tog lang tid at komme igennem denne bog! Jeg faldt for den hos boghandleren af flere grunde: 1. Ofte er islandske forfattere rigtig gode fortællere, og deres fortællinger kommer ofte vidt omkring, indimellem med en sjat magisk realisme eller dele af gamle sagn. 2. Bogen havde modtaget Islands litteraturpris 3. Jón Kalman Stefansson havde omtalt den som “smuk, varm og hjerteskærende” 4. Sjón havde omtalt bogen som “den bedste islandske roman i 2019 … en tour de force af historiefortælling og lyriske observationer”
Jeg skal ikke kunne sige, om der udkom meget få gode romaner i Island i 2019, men at denne skulle være den bedste, forstår jeg slet ikke. Bogen er visse steder ganske rigtigt smuk, varm og måske endda hjerteskærende, og der er rigtignok også mange lyriske observationer. Men den store fortælling drukner i noget - for mig - dræbende kedsommeligt vrøvlesprog, fuldstændig volapyksamtaler og noget konstrueret, med vilje søgt “magisk-poetisk” sprog. For mig virker det som rent fyld i en roman, der var ved at blive for kort. Et eksempel på sådan en vrøvlesamtale der muligvis skal give indtryk af noget “hemmelighedsfuldt”, filosofisk: “Fremragende mennesker er oftere end ikke forsigtige,” fortsætter jeg.”De tænker på deres omgivelser og har ingen forbehold for vadesteder. De vil også huske alt. Men det er umuligt at huske alt. Det er kun Dagmar i stand til. For dem, der ikke kan huske alt, er det godt at give afkald på det. For de almindelige er det godt at have få ting med på rejsen. Kun de vigtigste foderaler.” “Maltus (hesten) er et vigtigt foderal,” siger drengen. “Også Høstvarme (anden hest).” “Nemlig. Maltus og Høstvarme er vigtige foderaler. Og de er desuden vores venner og højst pålidelige rejsefæller.”
Fortællingen går i korthed ud på, at landslægen i Island, som skriver sine årlige rapporter til kancelliet i Danmark, i 1839 finder et forkomment barn på stranden, som en vis skægmand har anbragt der, for at landslægen kunne finde ham. Mens barnet sover sig til kræfter igen, fortæller landslægen sin baggrund. Han er uddannet kirurg hos en vis Jon Himmelwunder ved Amager Hospital. Han blev forelsket i Himmelwunders datter, H. Sofie, når at gifte sig med hende og tilbringe én nat med hende, før de kommer væk fra hinanden. Lillesøsteren Ohne-Lise følger med til Anderlecht, hvortil Himmelwunder har sendt ham og Mister Undertaker. Også Ohne-Lise forsvinder, så fortælleren må rejse alene til Island for at blive landslæge dér. Da drengen vågner og stort set ikke kan tale, får han bl.a. navnet Humørhest, men navnet skifter ofte. Landslægen skal ud og redde en kvinde fra at dø ved at amputere hendes ene hånd, og de drager derfor afsted, krydser brusende floder på hesteryg og krydser store lavemarker og græssletter. Derefter kommer de til et asyl for tosser, ledet af 18-årige Dagmar (der blot vil kaldes “tjenestepige på et asyl”). Hun vil gerne uddannes til læge, og landslægen må skrive til Danmark og lægge et ord ind for hende. På asylet genser lægen en person fra sit tidligere liv, men han og drengen drager videre over elve og fjelde til den gård i nord, hvor skægmanden bor. Skægmanden er dog i virkeligheden en helt anden…
SALT (forunderlige fortællinger fra en landslæges liv) er en smuk, vild, eventyrlig og historisk roman, der minder om en skøn blanding af Jørn Riels fortællinger fra Grønland, Don Quijote og forlagets tidligere udgivelse 'Himmelkuglen'.
SALT er skrevet i det smukkeste og mest bevægende (og også snirklede) sprog – især den islandske flora og fauna beskrives meget poetisk – og fortællingerne er fyldt med tanker om videnskab og filosofi. Desuden er der en del leg med ord.
Romanen handler om en landslæge i Island i 1839, der nedfælder sine brogede oplevelser i form af rapporter til Kancelliet i København, den myndighed, der sendte ham til Island. Man hører også om landlæges fortid som studerende på Kirurgisk Institut i København, hvor han møder sit livs udkårne, Sophie H., dennes lillesøster, Ohne-Lise og deres far, Jon Himmelwunder, som er en stor videnskabsmand, men et grusomt menneske. I studietiden mødte han også sin ven, engelske Mister Undertaker, som dengang arbejdede på kajen. Han blev siden ludoman og rottekonge i de belgiske kloakker. Nu er han postbud i Island og ønsker sammen med franskmanden, Monsieur Pons, at starte en parfumefabrik på basis af hvalers ambra.
Jeg er ret vild med denne landslæge, hvis bedste ven er hesten Malte, som han taler og spiller skak med. Han ynder at læse Descartes og belgiske aviser, som han får tilsendt. Han er, dels i kraft af sin lægegerning, dels i kraft af sin empati, meget selvopofrende, og kan ikke lade være med at hjælpe andre. Det er årsagen til, at han tager på en farefuld færd, der varer i månedsvis, for at bringe en lille dreng, han fandt mere død end levende i strandkanten, tilbage til sit ophav. Lægen har tuberkulose og ved, at han ikke har mange år igen.
Der er en del referencer til ”salt” i bogen. Her taler han med den lille dreng:
”Ved du hvad jeg tror, du er?” siger jeg. ”Du er salt. Du er tåren, som havet mistede og skyllede op på land. Og nu finder vi øjenkrogen, som savner dig.”
Leiftrandi og heillandi saga af fólki í leit að hamingjunni við næsta ómögulegar aðstæður. Frásögnin grípur strax á fyrstu síðum og mann fýsir að vita meira. Hver er þessi strákur? Hvað varð um þetta fólk?
Magnaður stíllinn, sem er á köflum erfiður viðureignar, verðlaunar þolinmæði og þrjósku lesandans og færir hann rakleiðis inn í 19. öldina - og heldur honum þar. Svolítið ýktur og á köflum í anda Jóns Indíafara eða jafnvel Münchhausen baróns. Ekki eins lyginn texti samt en fullur af húmor og trega í bland.
Náttúrulýsingar eru í raun ægifagurt landslagsmálverk og andar upplýsingar og rómantíkur svífa yfir vötnum. Fullkominn rammi um sögu fólksins í landinu, kjörum þess, sorgum og vonum.
Saga sem birtir þá harðneskju sem Íslendingar upplifðu á sextándu og sautjándu öld. Svipar til Laxness á köflum. Skemmtileg og ótrúlega frumleg saga sem kemur á óvart.
Stórfurðuleg bók. Hélt mér allan tímann þó ég lengst af vissi ekki hvort mér þætti hún góð eða ekki. Endirinn var einhvernveginn rúsínan í pylsuendanum og gerði bókina fyrir mig.
Svo gaman að lesa þessa þegar maður er kominn af stað. Reglulega koma svo flottar lýsingar af Íslandi og Íslendingum að manni líður eins og þær hafi alltaf átt við og muni alltaf eiga við.