What do you think?
Rate this book
Løg trækker tårer
Den dag Wendy fylder 74, har hun fået nok. Manden har glemt hendes fødselsdag, ingen blomster, ingen fødselsdagskort, hun skræller løg, de trækker tårer, emhætten larmer, så hun ikke kan høre radioen, hendes e-Boks er lukket, og hun beslutter at gå sin vej. Hun tramper af sted med faste skridt, men kommer i første omgang ikke længere end til stationen, hvor hun falder besvimet om.
Hun bliver hjulpet hjem, men hendes mand virker ikke begejstret over at se hende igen, og så snart hun kan se sit snit til det, tager hun sin taske og sin ulvepels og smutter ud ad bagdøren. Hun tager toget til København og tjekker ind på et hotel. Dagen efter lykkes det hende at få adgang til en opgang og videre ind i en tom lejlighed på anden sal, hvor hun indlogerer sig i skunken – Wendy er meget lille – sammen med sin ulvepels, som efterhånden udvikler flere og flere mere og mere menneskelige træk...
Hun bliver hjulpet hjem, men hendes mand virker ikke begejstret over at se hende igen, og så snart hun kan se sit snit til det, tager hun sin taske og sin ulvepels og smutter ud ad bagdøren. Hun tager toget til København og tjekker ind på et hotel. Dagen efter lykkes det hende at få adgang til en opgang og videre ind i en tom lejlighed på anden sal, hvor hun indlogerer sig i skunken – Wendy er meget lille – sammen med sin ulvepels, som efterhånden udvikler flere og flere mere og mere menneskelige træk...
172 pages, Paperback
Published October 19, 2020
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 12 of 12 reviews
September 16, 2025
Szerintem az a legizgalmasabb ebben a könyvben, hogy olvashatjuk megszabadulás- és leépüléstörténetként is. Egy 74 éves nő megszökik férjétől (és egyben főnökétől), hogy eltűnjön Koppenhága városlabirintusában. Ha innen nézem, ez egy radikális lázadás: az egyén megelégeli alávetett helyzetét, a társadalom által ráerőltetett keretrendszert, a napi rutint és lelép a térképről - láthatatlanná válik a rendszer számára. Ha viszont onnan nézem, akkor az egész szöveg a demencia leírása premier plánban, hiperközeli, dokumentumértékű felvételek arról, hogyan szakad el a tudat a valóságtól, hogyan mosódik össze benne múlt és jelen, míg aztán az elme végül megadja magát.
Willumsen mindennek ábrázolásakor szívesen nyúl a szürrealitás eszközeihez. A regény egy pontján Wendy például beköltözik egy könyvvizsgáló lakásába, mégpedig annak tudta nélkül, és hetekig (de lehet, hónapokig) rejtőzik észrevétlenül valami Harry Potterre méretezett lépcső alatti zugban. No most ez egy elég hihetetlen szcenárió, már ha feltételezzük, hogy a hölgy nem kapott alapos Moszad-kiképzést még ifjúkorában. Ugyanakkor mindjárt érthetővé válik, ha metaforának tekintjük - hisz a nők hatvan fölött társadalmi értelemben tulajdonképpen láthatatlanná válnak, ilyen értelemben pedig mi sem természetesebb, hogy Wendy is észlelhetetlen, és csak a hasonlóan perifériára szorultakkal tud kommunikálni. Igen, talán akkor járunk legjobban, ha ezt a regényt, vagy legalábbis számos jelenetét valamiféle metaforarendszernek, vagy egyszerűen az ingatag elme felhabzásának tekintjük - ekkor ugyanis jóval emészhetővé válnak homályos, nehezen értelmezhető szekvenciái.
Willumsen mindennek ábrázolásakor szívesen nyúl a szürrealitás eszközeihez. A regény egy pontján Wendy például beköltözik egy könyvvizsgáló lakásába, mégpedig annak tudta nélkül, és hetekig (de lehet, hónapokig) rejtőzik észrevétlenül valami Harry Potterre méretezett lépcső alatti zugban. No most ez egy elég hihetetlen szcenárió, már ha feltételezzük, hogy a hölgy nem kapott alapos Moszad-kiképzést még ifjúkorában. Ugyanakkor mindjárt érthetővé válik, ha metaforának tekintjük - hisz a nők hatvan fölött társadalmi értelemben tulajdonképpen láthatatlanná válnak, ilyen értelemben pedig mi sem természetesebb, hogy Wendy is észlelhetetlen, és csak a hasonlóan perifériára szorultakkal tud kommunikálni. Igen, talán akkor járunk legjobban, ha ezt a regényt, vagy legalábbis számos jelenetét valamiféle metaforarendszernek, vagy egyszerűen az ingatag elme felhabzásának tekintjük - ekkor ugyanis jóval emészhetővé válnak homályos, nehezen értelmezhető szekvenciái.
February 28, 2020
En ældre kvinde stempler ud af sit hidtidige liv på sin 74 års-fødselsdag. Igangsættende for handlingen er, at kvinden snitter løg til sin fødselsdagsmiddag, hvilket fremkalder tårer. Middagen bliver lidt af en fuser, idet hendes samlever har glemt fødselsdagen og i øvrigt blot bemærker, at de løg godt kunne have fået lidt mere. Opbruddet markeres med, at kvinden aktivt sletter alle sine data på e-Boks efter gentagne advarsler om konsekvenserne ved at bruge forkert kode. ””Jeg hader computeren, mobilen og alle billetautomaterne.”” Dette er blandt kvindens udbrud, inden hun i bedste Nora-stil proklamerer: ””Jeg går nu””.
Vi introduceres for første gang for et billede, der siden skal gentage sig flere gange, da kvinden på stationen oplever det som om, at fuglevinger flyver gennem hendes hoved. Dette foranlediger et fysisk fald og en mental absense: et kortvarigt udfald af hjernens funktion. Vi forstår, at dette fald ikke er en førstegangs-oplevelse, men ikke desto mindre er hun meget opsat på at gennemføre projekt opbrud. Hendes hidtidige status er heller ikke noget at holde fast i. Ifølge manden er kvinden ikke hans kone, men en ansat i hans antikhandel, og han antyder, at hun lider af begyndende senilitet. På et cafeteria fejlopfatter en anden kunde hende for at være servitrice, og fortælleren sætter trumf på med disse to bemærkninger: ”Som et stykke kasseret legetøj har hun ligget der på asfalten.” ”Hun har været noget, man kunne lette ben op ad eller sparke til.”
Sin første nat ude i friheden tilbringer hun på hotel, og det er, da hun sidder på sengen med sin taske på skødet, at hun erindrer en teateroplevelse, der vistnok må handle om Samuel Becketts sort-humoristiske skuespil ’Glade dage’. Kvinden fortæller, at stykket handlede om ”en kvinde, der sad næsten begravet i sand med sin taske”, og at hun selv som tilskuer var optaget af den ukuelighed, som kvinden stod bedrøveligheden igennem med. Inspireret af denne kvinde, der hed ”Vivi, Winnie, Wendy?”, vælger vores kvinde, at hun fremover vil hedde Wendy.
I henseende til intertekstualitet glider vi dermed fra Beckett til Barrie, idet navnet Wendy er hentet fra J.M. Barries ’Peter Pan’. Wendy indgår i den søskendeflok på tre, der af den grønklædte, flyvende dreng, Peter Pan, inviteres med til Ønskeøen, hvor alle kan få lov at forblive børn. Noget tyder dog på, at vores kvinde blander Wendy og feen Klokkeblomst sammen, idet hun lader Wendy slikke sig om ”sin lille femund”, og hun udstyrer hende også med ”små gennemsigtige vinger”. Femund og vinger hører rettelig sammen med Klokkeblomst, der som bekendt er den, der drysser festøv på pigen Wendy og hendes to brødre, så de kan flyve sammen med Peter Pan. Men dette hukommelsesskred er i så fald en parallel til, at hun beslutter sig for, at Beckett-kvinden hed Wendy; Beckett-karakterens rette navn er Winnie. Vores 74-årige Wendy bliver ikke desto mindre fremover flyvende; i hvert fald bliver det endnu et gennemgående eksempel på billedsprog i romanen, at kvinden bevæger sig fremad, hævet ti centimeter over stenbroen. Og på et tidspunkt står der direkte: ”Wendys fødder rører ikke trinene. Hun flyver ned ad trappen og er væk.”
Og hun ’bezætter’ sin helt egen Ønskeø, idet hun i en ejendom under renovering finder en tom lejlighed, som hun midlertidigt tager ophold i. Endnu et eksempel på gennemgående billedsprog introduceres, da ejendommen beskrives som ”svøbt i sort plastik”, hvor bittesmå huller lod lyset sive ind ”som stjerner”. På et tidspunkt er renoveringen imidlertid så fremskreden, at plastikken tages af bygningen, og Wendy kan derefter kun i sin egen indbyggede hule i lejligheden, en såkaldt skunk i væggen, genfinde stemningen af sort nat med stjerner: ”Men hun havde sin egen nat og sine egne stjerner.” På daværende tidspunkt har hun også brug for at gemme sig, fordi lejlighedens indehaver flytter ind. Heldigvis har revisor Asger Petersen lange arbejdsdage, hvilket giver Wendy bevægelsesfrihed i dagtimerne. Denne benytter hun bl.a. til at frekventere det lokale bibliotek, hvor hun foretager adskillige nedslag i Marcel Prousts mammutværk ’På sporet af den tabte tid’ – en titel, der næsten er unødigt symbolsk. Også på egne vegne opsøger Wendy den tabte tid, når hun om natten i skunken genoplever highlights fra sin egen barndom. Herunder hører vi om drengen Peit, som hun var forelsket i, men som omkom i en ulykke. At al mental bevægelse går fra voksenjeget til barnejeget for Wendys vedkommende, understreges billedligt talt også af, at hun på et tidspunkt bliver nødt til at udstyre sig selv med ble, da hun om natten ikke kan forlade sin livmodererstatning, skunken, fordi Asger Petersen er hjemme, så hun ikke kan komme på toilettet.
I nutidssituationen udvikler Wendy en forelskelse i revisoren, og hvordan dette kan hænge sammen med den gennemgående længsel bagud, ja, dette kommer som en stor overraskelse hen mod slutningen. Ud over det noget ensidige samliv mellem lejlighedens indehaver og dens blinde passager, eksisterer der til overflod også en form for samliv inde i skunken, hvor en udtjent ulvepels, som Wendy har medbragt, får mere og mere liv og menneskelighed – så meget, at ’ulven’ i den sidste ende bliver Wendys skæbne.
Forvirret? Ja, mon ikke, for man skal være i besiddelse af Holger Fortolker-briller med høj styrke for at kunne finde hoved og hale i Dorrit Willumsens højlitterære roman af modernistisk tilsnit. Carina Wøhlk fra online-mediet pov.INTERNATIONAL leverer en sammenfatning, der er skarpere, end hvad jeg lige kan komme op med: ”Et løg har mange lag. Det har bogen ’Løg trækker tårer’ også. Den er på en og samme tid realistisk og surrealistisk, prosaisk og poetisk, sød og bitter, vild og vemodig, gravalvorlig og humoristisk."
Vi introduceres for første gang for et billede, der siden skal gentage sig flere gange, da kvinden på stationen oplever det som om, at fuglevinger flyver gennem hendes hoved. Dette foranlediger et fysisk fald og en mental absense: et kortvarigt udfald af hjernens funktion. Vi forstår, at dette fald ikke er en førstegangs-oplevelse, men ikke desto mindre er hun meget opsat på at gennemføre projekt opbrud. Hendes hidtidige status er heller ikke noget at holde fast i. Ifølge manden er kvinden ikke hans kone, men en ansat i hans antikhandel, og han antyder, at hun lider af begyndende senilitet. På et cafeteria fejlopfatter en anden kunde hende for at være servitrice, og fortælleren sætter trumf på med disse to bemærkninger: ”Som et stykke kasseret legetøj har hun ligget der på asfalten.” ”Hun har været noget, man kunne lette ben op ad eller sparke til.”
Sin første nat ude i friheden tilbringer hun på hotel, og det er, da hun sidder på sengen med sin taske på skødet, at hun erindrer en teateroplevelse, der vistnok må handle om Samuel Becketts sort-humoristiske skuespil ’Glade dage’. Kvinden fortæller, at stykket handlede om ”en kvinde, der sad næsten begravet i sand med sin taske”, og at hun selv som tilskuer var optaget af den ukuelighed, som kvinden stod bedrøveligheden igennem med. Inspireret af denne kvinde, der hed ”Vivi, Winnie, Wendy?”, vælger vores kvinde, at hun fremover vil hedde Wendy.
I henseende til intertekstualitet glider vi dermed fra Beckett til Barrie, idet navnet Wendy er hentet fra J.M. Barries ’Peter Pan’. Wendy indgår i den søskendeflok på tre, der af den grønklædte, flyvende dreng, Peter Pan, inviteres med til Ønskeøen, hvor alle kan få lov at forblive børn. Noget tyder dog på, at vores kvinde blander Wendy og feen Klokkeblomst sammen, idet hun lader Wendy slikke sig om ”sin lille femund”, og hun udstyrer hende også med ”små gennemsigtige vinger”. Femund og vinger hører rettelig sammen med Klokkeblomst, der som bekendt er den, der drysser festøv på pigen Wendy og hendes to brødre, så de kan flyve sammen med Peter Pan. Men dette hukommelsesskred er i så fald en parallel til, at hun beslutter sig for, at Beckett-kvinden hed Wendy; Beckett-karakterens rette navn er Winnie. Vores 74-årige Wendy bliver ikke desto mindre fremover flyvende; i hvert fald bliver det endnu et gennemgående eksempel på billedsprog i romanen, at kvinden bevæger sig fremad, hævet ti centimeter over stenbroen. Og på et tidspunkt står der direkte: ”Wendys fødder rører ikke trinene. Hun flyver ned ad trappen og er væk.”
Og hun ’bezætter’ sin helt egen Ønskeø, idet hun i en ejendom under renovering finder en tom lejlighed, som hun midlertidigt tager ophold i. Endnu et eksempel på gennemgående billedsprog introduceres, da ejendommen beskrives som ”svøbt i sort plastik”, hvor bittesmå huller lod lyset sive ind ”som stjerner”. På et tidspunkt er renoveringen imidlertid så fremskreden, at plastikken tages af bygningen, og Wendy kan derefter kun i sin egen indbyggede hule i lejligheden, en såkaldt skunk i væggen, genfinde stemningen af sort nat med stjerner: ”Men hun havde sin egen nat og sine egne stjerner.” På daværende tidspunkt har hun også brug for at gemme sig, fordi lejlighedens indehaver flytter ind. Heldigvis har revisor Asger Petersen lange arbejdsdage, hvilket giver Wendy bevægelsesfrihed i dagtimerne. Denne benytter hun bl.a. til at frekventere det lokale bibliotek, hvor hun foretager adskillige nedslag i Marcel Prousts mammutværk ’På sporet af den tabte tid’ – en titel, der næsten er unødigt symbolsk. Også på egne vegne opsøger Wendy den tabte tid, når hun om natten i skunken genoplever highlights fra sin egen barndom. Herunder hører vi om drengen Peit, som hun var forelsket i, men som omkom i en ulykke. At al mental bevægelse går fra voksenjeget til barnejeget for Wendys vedkommende, understreges billedligt talt også af, at hun på et tidspunkt bliver nødt til at udstyre sig selv med ble, da hun om natten ikke kan forlade sin livmodererstatning, skunken, fordi Asger Petersen er hjemme, så hun ikke kan komme på toilettet.
I nutidssituationen udvikler Wendy en forelskelse i revisoren, og hvordan dette kan hænge sammen med den gennemgående længsel bagud, ja, dette kommer som en stor overraskelse hen mod slutningen. Ud over det noget ensidige samliv mellem lejlighedens indehaver og dens blinde passager, eksisterer der til overflod også en form for samliv inde i skunken, hvor en udtjent ulvepels, som Wendy har medbragt, får mere og mere liv og menneskelighed – så meget, at ’ulven’ i den sidste ende bliver Wendys skæbne.
Forvirret? Ja, mon ikke, for man skal være i besiddelse af Holger Fortolker-briller med høj styrke for at kunne finde hoved og hale i Dorrit Willumsens højlitterære roman af modernistisk tilsnit. Carina Wøhlk fra online-mediet pov.INTERNATIONAL leverer en sammenfatning, der er skarpere, end hvad jeg lige kan komme op med: ”Et løg har mange lag. Det har bogen ’Løg trækker tårer’ også. Den er på en og samme tid realistisk og surrealistisk, prosaisk og poetisk, sød og bitter, vild og vemodig, gravalvorlig og humoristisk."
February 13, 2020
Denne bog er lidt for mærkelig til min smag, og jeg forstod ikke alle dele af handlingen.
October 24, 2024
Vild historie, hvem kommer med sådan en ide?
Kommer fra pigen med den krøllede hjerne
Lidt for metaforisk slutning for mig dog med et twist
Dorrit du har et finurligt sind
Kommer fra pigen med den krøllede hjerne
Lidt for metaforisk slutning for mig dog med et twist
Dorrit du har et finurligt sind
May 22, 2021
Løg trækker tårer, da hovedpersonen, Wendy, er i gang med at lave mad. Hun vil gerne følge med i radioen, så hun tænder ikke emhætten, før manden siger det. Dermed er læseren kastet ind i Wendys liv, hvor hendes e-boks er lukket, og mange andre småproblemer har samlet sig. Inden man ser sig om, har Wendy forladt sit hjem kun medbringende en håndtaske og en alt for stor ulvepels. Ved en tilfældighed opdager hun et nøglebundt, som sidder i en dørlås i en ejendom, der er under renovering. Hun finder en lejlighed, hvor der skal lægges nyt gulv, samtidig med at håndværkere arbejder ude på stilladset. Her finder hun “hjem” i et skunkrum, hvor hun ligger svøbt i sin ulvepels. Tiden går, hun kaster sin mobil i søen, hun må skaffe sig lettere tøj i genbrugsbutikker, renoveringen nærmer sig sin afslutning, og snart skal lejlighedens ejer flytte ind. Sideløbende får man mere og mere at vide om Wendys opvækst og ungdom, samt hvordan hun er endt i huset med manden, som er hendes arbejdsgiver. Lejlighedens ejer har en kæreste, og tingene begynder at blive svære for Wendy, da han betror kæresten, at han altid har fornemmelsen af, at der er nogen i lejligheden....
Det er en meget speciel verden, man kommer ind i med Wendy, men romanen er meget velskrevet og stramt komponeret. Der er ikke et ord for meget. Måske en smule for lidt - men det gør, at man som læser ikke sådan lige bliver færdig med at spekulere over dette mærkelige, lille menneske. En dejlig læseoplevelse.
Det er en meget speciel verden, man kommer ind i med Wendy, men romanen er meget velskrevet og stramt komponeret. Der er ikke et ord for meget. Måske en smule for lidt - men det gør, at man som læser ikke sådan lige bliver færdig med at spekulere over dette mærkelige, lille menneske. En dejlig læseoplevelse.
This entire review has been hidden because of spoilers.
October 21, 2022
Elsker bare Willumsen. Lidt ligesom Helle Helle. Handlingen er nogle gange en lille smule mærkelig, men sproget, stemningen og det der ikke bliver forklaret vinder hver gang.
September 19, 2021
En skøn bog om den lille kvinde der gik hjemmefra. Morsom, og med fantastisk billedsprog. Den kan kun anbefales.
February 17, 2020
En pusseløjerlig fortælling om en kvinde på 74 år, hendes ulvepels og en skunk.
Wendy forlader et utilfredsstillende forhold og finder en skunk i en tom lejlighed hvor hun bor, også efter lejligheden bliver beboet. Bogen er både sjov og virkelig sørgelig på en og samme tid. Jeg fik lyst til at kramme og ryste Wendy på sammen tid, men tør ingen af delene af frygt for hun besvimer. Man ønsker at vide mere om Wendy, at lære mere om hele hendes liv, så man får små glimt af, og som virker til at have været et liv med stor sorg og gode historier.
Wendy forlader et utilfredsstillende forhold og finder en skunk i en tom lejlighed hvor hun bor, også efter lejligheden bliver beboet. Bogen er både sjov og virkelig sørgelig på en og samme tid. Jeg fik lyst til at kramme og ryste Wendy på sammen tid, men tør ingen af delene af frygt for hun besvimer. Man ønsker at vide mere om Wendy, at lære mere om hele hendes liv, så man får små glimt af, og som virker til at have været et liv med stor sorg og gode historier.
June 1, 2020
Wendy er 74 år, da hun langt om længe tager sin skæbne i egen hånd, forlader sin mand, der egentlig ikke er hendes mand, rejser til København og indlogerer sig i en skunk i en tom lejlighed sammen med sin ulvepels. Selv da lejligheden bliver solgt og en mand flytter ind, bliver Wendy boende i slunken med ulven, der efterhånden bliver hendes eneste fortrolige.
Løg trækker tårer af Dorrit Willumsen fylder mig med undren og måske også en smule sorg over et liv fyldt med skuffelser og forventninger, der aldrig blev indfriet.
Samtidig må jeg fryde mig over små sproglige vidundere og udsagn, der får mig til at tænke nyt om livet og tilværelsen. Og humoren er der bestemt også inde bag alt det triste. Hør selv:
"Hun slikkede sine læber, som var hun en konvolut, der skulle afsendes."
"Et øjeblik har Wendy lyst til at knæle ned på badeværelsesgulvet og lade kulden trænge ind i sig og føle sig syndig. Men hun ved, hvor besværligt det vil være at rejse sig igen."
Ind imellem farer jeg lidt vild i fortællingen, fx når Willumsen skifter mellem nutid og datid uden nogen indlysende grund. Eller når personer og hændelser fra nutid og fortid vandrer ind og ud af Wendys tanker hulter til bulter. Alligevel sætter historien sig i mig, fordi den tager mig med ind i et levet liv og et sind, der nok står på tærsklen til demens. Med det udgangspunkt giver romanens lidt springende stil og mange skift god mening.
En fin, lille fortælling, der måske ikke er let tilgængelig, men værd at bruge tid på at komme ind i.
Løg trækker tårer af Dorrit Willumsen fylder mig med undren og måske også en smule sorg over et liv fyldt med skuffelser og forventninger, der aldrig blev indfriet.
Samtidig må jeg fryde mig over små sproglige vidundere og udsagn, der får mig til at tænke nyt om livet og tilværelsen. Og humoren er der bestemt også inde bag alt det triste. Hør selv:
"Hun slikkede sine læber, som var hun en konvolut, der skulle afsendes."
"Et øjeblik har Wendy lyst til at knæle ned på badeværelsesgulvet og lade kulden trænge ind i sig og føle sig syndig. Men hun ved, hvor besværligt det vil være at rejse sig igen."
Ind imellem farer jeg lidt vild i fortællingen, fx når Willumsen skifter mellem nutid og datid uden nogen indlysende grund. Eller når personer og hændelser fra nutid og fortid vandrer ind og ud af Wendys tanker hulter til bulter. Alligevel sætter historien sig i mig, fordi den tager mig med ind i et levet liv og et sind, der nok står på tærsklen til demens. Med det udgangspunkt giver romanens lidt springende stil og mange skift god mening.
En fin, lille fortælling, der måske ikke er let tilgængelig, men værd at bruge tid på at komme ind i.
This entire review has been hidden because of spoilers.
September 28, 2020
Som intet andet, jeg har læst. Den føltes bare frisk og helt sin egen. Og samtidig overraskende spændende!
(FOR) Sjælendt “den ældre kvinde” er protagonist i en fortælling. Jeg elskede beskrivelserne af, hvordan hun køber Q-salater i Fakta og sover i sin ulvepels, som mere og mere bliver levende for hende.
(FOR) Sjælendt “den ældre kvinde” er protagonist i en fortælling. Jeg elskede beskrivelserne af, hvordan hun køber Q-salater i Fakta og sover i sin ulvepels, som mere og mere bliver levende for hende.
November 28, 2019
Meget pudsig bog. Den følger en 70årig kvinde Windy fra hun forlader sin mand og hemmeligt bosætter sig i en anden mands lejlighed. Det er en meget original og for mig ny historie. Der spindes let urealistiske hændelser ud omkring dette.
Tror aldrig, jeg har læst så kvindelig en bog. Den er klart skrevet af en kvinde. Tænker også, at den ret tydeligt er skrevet af en ældre kvinde, men måske spiller min viden ind her. Det er vel positivt, at bogen er så kønnet, idet det giver den et særpræg.
Tror aldrig, jeg har læst så kvindelig en bog. Den er klart skrevet af en kvinde. Tænker også, at den ret tydeligt er skrevet af en ældre kvinde, men måske spiller min viden ind her. Det er vel positivt, at bogen er så kønnet, idet det giver den et særpræg.
Displaying 1 - 12 of 12 reviews