I 1969 besluttede Tove Ditlevsen at skifte forlag. Hun henvendte sig til Mogens Knudsen, der i disse år var litterær direktør på Gyldendal. Han tog imod hende med åbne arme, han blev hendes redaktør, han læste og redigerede hendes manuskripter; og de to fik i løbet af kort tid et fortroligt forhold, der rakte langt ud over det litterære felt.
Med sit skrøbelige sind var Tove Ditlevsen ustandselig i vanskeligheder og bad Mogens Knudsen om råd og dåd i forbindelse med sine økonomiske forhold, skattebetaling, den sindsoprivende skilsmisse fra Victor Andreasen, som blev realiseret i disse år, irriterende fans og besværlige veninder, ansættelsesforhold, alkohol, børn og svigerbørn, kolleger, konflikter med læger og tandlæger og psykiatere, konfrontationer i og med pressen og meget, meget mere.
Brevsamlingen, der er dateret fra 1969 til 1975, er et eksempel på det samarbejde, det forhold, der kan opstå mellem en forfatter og hendes redaktør; men det er også en rørende beretning om et sårbart, begavet menneskes måde at håndtere sit indre og ydre kaos på.
Brevene, der ikke har været offentliggjort før, blev fundet under oprydning i Gyldendals skønlitterære redaktions mandshøje pengeskab, hvor forlaget opbevarer manuskripter, billedmateriale m.m. fra mange år. Efter Tove Ditlevsens arvingers ønske er der udeladt to-tre sætninger, og der er blevet rettet åbenlyse slåfejl og inkonsekvenser i stavemåder; men ellers fremstår brevene i deres oprindelige form.
Tove Ditlevsen var en dansk forfatter, som hentede inspiration i sit eget liv som kvinde. I sin digtning og som yndet brevkasseredaktør i Familie Journalen udfoldede hun en dyb psykologisk indsigt i moderne kvinders splittede liv. Hendes evne til at udtrykke sammensatte følelser i et enkelt og smukt sprog fik betydning for flere generationer af læsere.
Jeg elsker Tove Ditlevsen. Hun er så sart og brovten og finlitterær og triviel på samme tid. Alt det får man et sjældent indblik i af hendes korrespondance med Mogens Knudsen, hendes redaktør på Gyldendal - de sidste knap 7 år af hendes liv. Det er ret særligt at sidde og læse Toves breve og hendes ønske om at holde dele af korrespondancen fortrolig - “ikke noget med at arkivere det”, skriver hun. Og alligevel sidder vi her, næsten 44 år efter hendes død for egen hånd, og læser alt det fortrolige og dybt personlige og private. I bogen er nogle af Toves maskin- og håndskrevne breve optrykt, og dér mærker man virkelig historiens vingesus. Nu vil jeg fluks genlæse “Gift” og “Vilhelms værelse” - hendes to erindringsromaner.
Et ærligt sporadisk og vældigt underholdende indblik i livet som Tove Ditlevsen midt i hendes storhedstid. Praktiske gøremål og ganske mondæne overvejelser, som hun drøfter med forlæggeren på den allerunfundigste manér. Er man fan af Tove Ditlevsen, kan det anbefales at læse denne bog, og det kan også være en glimrende indgang til at teste om man er til hendes skrivestil. Bogen er kort og vældigt hurtigt læst.
Disse breve er meget personlige, ærlige og har noget skrøbeligt eller sårbart over sig. De er skrevet i fortrolighed til modtageren, og er ikke tiltænkt udgivelse eller offentliggørelse. Men hvor er det fantastisk som læser at få indblik i Tove Ditlevsens inderste tanker og bekymringer, og hvor er det fantastisk, at disse breve er bevaret efter alle disse år. Jeg nød virkelig at læse disse breve til en forlægger.
jeg elsker brevsamlinger og tove har så stor en plads i mit hjerte så selvfølgelig rammer dette på bedste vis. virkelig nogle personlige, rørende og smukke breve. jeg elsker hvor tæt et indblik vi får i hendes karriere som forfatter og hendes værker. det er dybt relaterbart og interessant. man får et indblik i ting såsom bibliotekspenge, redaktionen, forlaget og toves forhold til i verden, og det er både smerteligt og meget, meget spændene at læse 🥺🪽
Alt, der står Tove Ditlevsen på, bliver udgivet i disse år - således også disse private breve, som er rystende ærlige og hudløse, som jeg tror, Tove Ditlevsen var, men som jeg ikke er sikker på, jeg synes skulle have været udgivet. Selvom man var berømt, kan man vel stadig operere med "privatlivets fred", og jeg er ret overbevist om, at Tove selv ville have modsat sig udgivelse.
En rigtig fin og nærværende bog. Indimellem føles det næsten for intimt og for meget som om man er med i en meget privat samtale, hvilken man jo egentlig også er.
“Indimellem flænger min frygtelige latter den stilhed, jeg kræver af omgivelserne, for som du ved kan jeg kun dæmpe min angst for alt og alle ved at være “morsom”, sådan som det tit lykkes mig at være i B.T. - men fyldt med en indre fortvivlelse, som jeg ikke røber for mange.”
Probably uncommon and not the best way to begin reading the work of Tove Ditlevsen. But that's what I did. And I wonder about the ethics of publishing such a personal collection of letters. Reading it felt uncomfortable, invasive and rude.