What do you think?
Rate this book
Tabita-trilogien #1
Tabita
Eva og Berthel kommer hjem til Danmark med to adopterede børn efter en årrække i Grønland. Det er midten af 60’erne, og både forholdet imellem Eva og Berthel og imellem Grønland og Danmark knager. De to børn, Tabita og Vitus, skal finde sig til rette i en familie, hvor fortiden helst skal udslettes, fordi den er sprængfuld af fortielser og farlige spændinger imellem to kulturer og imellem alle de voksne, der skal forestille at passe på børnene. Hjemme på Grønland bor børnenes mor, Abelone. Hun var hushjælp hos Eva og Berthel, og omstændighederne tvang hende til at sende sine to mindste børn med deres nye familie til Danmark.Iben Mondrup skildrer klart og klogt livet i en familie, hvor børnene må kæmpe for sig selv og hinanden.
354 pages, Hardcover
First published January 15, 2020
30 people are currently reading
664 people want to read
About the author
Iben Mondrup
23 books57 followersIben Mondrup er opvokset i Grønland. Hun debuterede som romanforfatter i 2009, med romanen "Ved slusen". I 2012 udgav hun romanen "En to tre - Justine", der blev fulgt af den selvstændige efterfølger, "Store Malene", året efter.
Iben Mondrup fik i 2014 sit folkelige gennembrud med romanen "Godhavn", der også indbragte hende DR Romanprisen 2015. "Karensminde" modtog hun Blixen-prisen 2017 for. I 2020 udkom "Tabita".
Iben Mondrup fik i 2014 sit folkelige gennembrud med romanen "Godhavn", der også indbragte hende DR Romanprisen 2015. "Karensminde" modtog hun Blixen-prisen 2017 for. I 2020 udkom "Tabita".
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 78 reviews
February 20, 2020
Min første Iben Mondrup-bog. Den var virkelig god. En rolig, nøgtern og skræmmende fortælling om familieskab, nationalitet, venskab og stille vanvid. Fint og ordentligt og velmenende persongalleri, der ender op med at være de værste af de værste skræmmende typer. Man tror ikke den slags ting kan ske i virkeligheden, men... det kan det jo desværre nok. Jeg lyttede til bogen, som var læst op af Iben Mondrup selv, og det var en fin fin oplevelse. Hun udtaler de grønlandske ord med en kærlighed, der når mig, der ikke kan et ord grønlandsk. Et overskueligt persongalleri, relativt få lokaliteter... det er bare om at gå igang med en dramatisering til teaterscenerne. Eller film... Det kunne blive godt! Jeg glæder mig til at læse mere af Iben Mondrup.
March 13, 2025
I was invested in it but when the part with the doll took me out of the story. Might reread it someday when I'm more aware if the direction it's going.
May 11, 2023
A captivating and strong portrait of a part of Danish history where well-meaning Danes stole poor children from Greenland, uprooting them from their families and cultures, to raise them in a foreign environment where they struggled with identity and deceit. Mondrup was raised in Greenland and it's very clear the country is close to her heart. I'll definitely read more from her.
January 25, 2020
En utroligt god roman, som man læser med en klump i halsen
February 11, 2020
Tabita er et skræmmende godt billede på en virkelighed jeg, og mange andre, kender meget lidt til. Bogen tog mig med storm, og jeg bare slugte den.
Personer og steder er så godt skrevet frem, de er så lyslevende, man er så tæt på, og så alligevel ikke - det er som, Tabita tænker et sted i fortællingen, at være uden for billedet, nede i kanten eller på den anden side, man kan råbe og vinke, ligeså meget man vil, man kan ikke trænge igennem. En krystalklar, intens historie om et altoverskyggende, knugende savn.
Jeg glæder mig endeløst over, at Iben Mondrup igen har taget Grønland under sine skrivevinger.
Personer og steder er så godt skrevet frem, de er så lyslevende, man er så tæt på, og så alligevel ikke - det er som, Tabita tænker et sted i fortællingen, at være uden for billedet, nede i kanten eller på den anden side, man kan råbe og vinke, ligeså meget man vil, man kan ikke trænge igennem. En krystalklar, intens historie om et altoverskyggende, knugende savn.
Jeg glæder mig endeløst over, at Iben Mondrup igen har taget Grønland under sine skrivevinger.
February 12, 2023
Riktigt bra bok. Vill gråta blod för de här grönländska barnen som blir adopterade (eller snarare kidnappade) av dysfunktionella hemska danskar. Och det är förvisso en roman, men tydligen finns det mycket sanning i detta också.
April 16, 2023
3 1/2 *
January 15, 2020
”Tabita” skrevet af Iben Mondrup er en roman der handler om den grønlandske pige Tabita og hendes opvækst. Som 5-årig bliver hun, sammen med sin bror Vitus på 2 år, adopteret af den danske butiksbestyrer, Berthel og hans kone Eva. Citat:
”Til alle de børn der har skullet glemme sig selv.”
”Tabita” er delt op i afsnit, hvor man henholdsvis følger Tabitas mormor Rosine, Moderen Abelone, Adoptivmoderen Eva samt Tabita selv. Abelone er husholderske hos Berthel og Eva. I starten af romanen er Abelone gravid med sit 3. barn Vitus. Kort efter fødslen inviterer Eva, Abelone til at tage de 2 mindste børn, Tabita og Vitus med på arbejde.
Imens Abelone arbejder, så passer Eva børnene. Abelone bor ved sin mor Rosine sammen med børnene. Abelone er 25 år gammel og enlig mor. Eva tager sig mere og mere af børnene. Eva længes hjem til Danmark og befinder sig i det hele taget ikke godt i Grønland. Hun synes at det er et forfærdeligt sted og de 2 måneder om året hvor det er mørkt hele tiden er et mareridt for Eva.
Efter en forfærdelig ulykke i Abelones nærmeste familie, tilbyder Berthel og Eva at tage sig af de 2 små, Tabita og Vitus. Abelone indvilger i at bortadoptere børnene. Berthel og Eva begynder at forberede deres hjemrejse til Danmark, sammen med børnene. Det ender med at Eva rejser i forvejen med børnene.
Tabita tror dog at de bare skal på ferie i Danmark. Som tiden går, begynder Tabita mere og mere at savne sin mor og den øvrige familie og hun har svært ved at falde til i hendes og Vitus nye familie. Tabita og Vitus er meget nært knyttet til hinanden. Ved et tilfælde opdager Eva at hendes liv med Berthel og børnene ikke er som hun troede.
Hun føler vel nok at hele deres liv bygger på en løgn. Opdagelsen får katastrofale følger for hele familien. Som tiden går, trækker Tabita sig mere ind i sig selv og kan finde på at forsvinde fra hjemme i flere dage, uden at Berthel og Eva, ved hvor hun opholder sig. Eva forlanger at Tabita glemmer alt om tiden før Eva og Berthel adopterede børnene og bliver rasende hvis de nævner noget om tiden i Grønland.
Kort sagt så forlanger hun at børnene skal glemme sig selv, deres biologiske ophav og deres natur. I skolen går det ikke meget bedre for Tabita. Hun har svært ved at indordne sig og bliver lidt en enspænder. ”Tabita” er en fantastisk spændende roman hvor man føler sig hensat til den grønlandske natur og levevis.
Romanen er skrevet i et naturligt sprog og med beskrivelser af det Grønlandske folk så man stærkt fornemmer at forfatteren Iben Mondrup har et indgående kendskab til forholdet imellem danskere og grønlændere og den smukke og dramatiske grønlandske natur. Jeg ser stærkt frem til en efterfølgende roman til ”Tabita”.
Man føler at historien godt kunne fortsætte. Mine varmeste anbefalinger til ”Tabita” hvor jeg følte mig tryllebundet helt fra starten af historien. Romanen er både smuk, stærk, dramatisk, spændende, skræmmende og med stof til eftertanke.
”Til alle de børn der har skullet glemme sig selv.”
”Tabita” er delt op i afsnit, hvor man henholdsvis følger Tabitas mormor Rosine, Moderen Abelone, Adoptivmoderen Eva samt Tabita selv. Abelone er husholderske hos Berthel og Eva. I starten af romanen er Abelone gravid med sit 3. barn Vitus. Kort efter fødslen inviterer Eva, Abelone til at tage de 2 mindste børn, Tabita og Vitus med på arbejde.
Imens Abelone arbejder, så passer Eva børnene. Abelone bor ved sin mor Rosine sammen med børnene. Abelone er 25 år gammel og enlig mor. Eva tager sig mere og mere af børnene. Eva længes hjem til Danmark og befinder sig i det hele taget ikke godt i Grønland. Hun synes at det er et forfærdeligt sted og de 2 måneder om året hvor det er mørkt hele tiden er et mareridt for Eva.
Efter en forfærdelig ulykke i Abelones nærmeste familie, tilbyder Berthel og Eva at tage sig af de 2 små, Tabita og Vitus. Abelone indvilger i at bortadoptere børnene. Berthel og Eva begynder at forberede deres hjemrejse til Danmark, sammen med børnene. Det ender med at Eva rejser i forvejen med børnene.
Tabita tror dog at de bare skal på ferie i Danmark. Som tiden går, begynder Tabita mere og mere at savne sin mor og den øvrige familie og hun har svært ved at falde til i hendes og Vitus nye familie. Tabita og Vitus er meget nært knyttet til hinanden. Ved et tilfælde opdager Eva at hendes liv med Berthel og børnene ikke er som hun troede.
Hun føler vel nok at hele deres liv bygger på en løgn. Opdagelsen får katastrofale følger for hele familien. Som tiden går, trækker Tabita sig mere ind i sig selv og kan finde på at forsvinde fra hjemme i flere dage, uden at Berthel og Eva, ved hvor hun opholder sig. Eva forlanger at Tabita glemmer alt om tiden før Eva og Berthel adopterede børnene og bliver rasende hvis de nævner noget om tiden i Grønland.
Kort sagt så forlanger hun at børnene skal glemme sig selv, deres biologiske ophav og deres natur. I skolen går det ikke meget bedre for Tabita. Hun har svært ved at indordne sig og bliver lidt en enspænder. ”Tabita” er en fantastisk spændende roman hvor man føler sig hensat til den grønlandske natur og levevis.
Romanen er skrevet i et naturligt sprog og med beskrivelser af det Grønlandske folk så man stærkt fornemmer at forfatteren Iben Mondrup har et indgående kendskab til forholdet imellem danskere og grønlændere og den smukke og dramatiske grønlandske natur. Jeg ser stærkt frem til en efterfølgende roman til ”Tabita”.
Man føler at historien godt kunne fortsætte. Mine varmeste anbefalinger til ”Tabita” hvor jeg følte mig tryllebundet helt fra starten af historien. Romanen er både smuk, stærk, dramatisk, spændende, skræmmende og med stof til eftertanke.
January 24, 2025
Läste den på danska. Å ena sidan är det en otrolig gripande berättelse med fina skildringar om livet både på Grönland och i Danmark, å andra sidan blev det väldigt mörkt och svårt och jag tyckte inte om delarna om både djuren och dockan, det var alldeles för mycket. Däremot en intressant "twist" i mitten av boken som lyckades sätta lite fart på historien som ibland gick lite väl för långsamt. Svårt att tycka om en bok där ingen av karaktärerna är "loveable", inte ens Tabita själv.
March 3, 2022
Tabita er en hjerteskærende roman, der handler om dengang grønlandske børn, som et stort tag-selv-bord, blev bortadopteret til Danmark uden hensyn til børnenes familier eller børnene selv.
Det er et frygteligt og mørkt kapitel i Danmarkshistorien. Jeg kan slet ikke begribe, at det har fundet sted.
Iben Mondrup er vokset op på Grønland og selvom jeg aldrig har været der, så føler jeg i den grad, at jeg har været afsted. Mondrup formår at beskrive grønlandsk kultur virkelig godt.
Historien starter på Grønland, hvor vi møder Abelones familie. Abelone er højgravid med sit tredje barn (faren er ukendt) og hun bor sammen med sine to andre børn Angaju og Tabita og deres bedsteforældre Rosine og Vitus, som er døende.
Abelone arbejder som husholderske hos det danske ægtepar Berthel og Eva, der pga. barnløshed og Evas skrøbelige sind har en del knas i ægteskabet.
Forskellige omstændigheder gør, at Eva og Berthel adopterer Tabita og lillebroderen Vitus, da han bliver født og parret tager dem med tilbage til Danmark.
Bogen er delt op i tre dele, hvor vi følger først Abelone, så Eva og til sidst Tabita. Det fungerer sindssygt godt👏
Jeg sad med en klump i halsen under hele historien, som bare bliver værre og værre.
Det er sjældent jeg bliver direkte vred når jeg læser en roman, men den her historie prikker virkelig til følelserne!
Jeg har haft utrolig svært ved at lægge bogen fra mig og jeg havde ikke læst mere end 50 sider, før jeg købte den næste bog Vittu, der handler om Tabitas lillebror.
Tabita er en fremragende og virkelig barsk fortælling. En stor anbefaling herfra👏👏
Det er et frygteligt og mørkt kapitel i Danmarkshistorien. Jeg kan slet ikke begribe, at det har fundet sted.
Iben Mondrup er vokset op på Grønland og selvom jeg aldrig har været der, så føler jeg i den grad, at jeg har været afsted. Mondrup formår at beskrive grønlandsk kultur virkelig godt.
Historien starter på Grønland, hvor vi møder Abelones familie. Abelone er højgravid med sit tredje barn (faren er ukendt) og hun bor sammen med sine to andre børn Angaju og Tabita og deres bedsteforældre Rosine og Vitus, som er døende.
Abelone arbejder som husholderske hos det danske ægtepar Berthel og Eva, der pga. barnløshed og Evas skrøbelige sind har en del knas i ægteskabet.
Forskellige omstændigheder gør, at Eva og Berthel adopterer Tabita og lillebroderen Vitus, da han bliver født og parret tager dem med tilbage til Danmark.
Bogen er delt op i tre dele, hvor vi følger først Abelone, så Eva og til sidst Tabita. Det fungerer sindssygt godt👏
Jeg sad med en klump i halsen under hele historien, som bare bliver værre og værre.
Det er sjældent jeg bliver direkte vred når jeg læser en roman, men den her historie prikker virkelig til følelserne!
Jeg har haft utrolig svært ved at lægge bogen fra mig og jeg havde ikke læst mere end 50 sider, før jeg købte den næste bog Vittu, der handler om Tabitas lillebror.
Tabita er en fremragende og virkelig barsk fortælling. En stor anbefaling herfra👏👏
February 3, 2020
Jeg kan kun sige: hjerteskærende
July 9, 2025
Det her er måske en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst. Samtidig er jeg slet ikke sikker på, at mit hjerte kan bære at læse den nogensinde igen.
Jeg har aldrig før haft så ondt af en fiktiv karakter, men det er nok fordi Tabitas historie afspejler så uendeligt mange ulykkelige skæbner.
Det er en bog der gør ondt dybt ind i hjertet, men man bliver ved med at læse, for man bliver nødt til at vide hvordan det ender. Man higer efter et lyspunkt, noget der skal give følelsen af, at det nok skal gå.
Bogen er skrevet af en dansker, der er vokset op i Grønland, og man mærker kærligheden til de dele af den grønlandske kultur, som mange danskere ikke forstår.
Vil man forstå hvorfor forholdet mellem Danmark og Grønland har været, og til dels stadig er, så konfliktfyldt, ulige og fyldt af kulturelle misforståelser, er bogen her et godt udgangspunkt. Der er ingen moralisering, men man forstår hvordan nogle danskere gjorde mere skade end gavn, når de troede de gjorde noget i den bedste mening ud fra deres egen, snævre verdensopfattelse.
Jeg hørte den i øvrigt læst op af forfatteren, og det var en fornøjelse.
Jeg har aldrig før haft så ondt af en fiktiv karakter, men det er nok fordi Tabitas historie afspejler så uendeligt mange ulykkelige skæbner.
Det er en bog der gør ondt dybt ind i hjertet, men man bliver ved med at læse, for man bliver nødt til at vide hvordan det ender. Man higer efter et lyspunkt, noget der skal give følelsen af, at det nok skal gå.
Bogen er skrevet af en dansker, der er vokset op i Grønland, og man mærker kærligheden til de dele af den grønlandske kultur, som mange danskere ikke forstår.
Vil man forstå hvorfor forholdet mellem Danmark og Grønland har været, og til dels stadig er, så konfliktfyldt, ulige og fyldt af kulturelle misforståelser, er bogen her et godt udgangspunkt. Der er ingen moralisering, men man forstår hvordan nogle danskere gjorde mere skade end gavn, når de troede de gjorde noget i den bedste mening ud fra deres egen, snævre verdensopfattelse.
Jeg hørte den i øvrigt læst op af forfatteren, og det var en fornøjelse.
April 3, 2020
I couldn’t find whatever everybody else loves about this book. The premise is very interesting and could really make an amazing story, yet the way it was written and the unnatural dialogue left me wanting. The audiobook reader also didn’t do the experience any better. Characters that had such potential ended up falling flat for me and it ended up being a struggle to get through this book. Too bad.
January 15, 2020
Hun har gjort det igen, fantastiske Iben Mondrup. Kunne du lide Godhavn og elskede du Karensminde? Så slår Tabita benene væk under dig. Grønland og Danmark smelter igen sammen på siderne og Mondrup skriver moderskab og børneliv frem, med hjerteknusende sandheder og løgne. Historiens greb snøres om dit hjerte. Så voldsomt og intenst, så ærligt og nærværende, at jeg måtte snappe efter vejret.
January 18, 2021
Tabita er historien om et dansk par Eva og Berthel der i 1960'erne søger oplevelsen og rejser til Upernavik i Nordgrønland for at bestyre handelsbutikken. Drømmen bliver dog hurtigt til et mareridt, for Eva kan slet ikke falde til under de fremmedartede forhold, i kulden og vintermørket.
Parret kan ikke få børn, og i forbindelse med en ulykke adopterer parret på lidt tvivlsom vis deres grønlandske hushjælp Abelones børn Tabita på 5 år og Vitus på 1 år og rejser med dem hjem til Danmark. Resten af bogen handler om specielt Tabitas udvikling i Humlebæk i skyggen af Berthel og Eva der i en ond atmosfære glider mere og mere fra hinanden.
Børnene bliver ofre for adoptionen, forældrenes ønsker og ambitioner. Teksten er et studie i forældrenes - specielt Evas - selvbedrag, fortrængninger, fortielser, løgne og svigt. Der bliver brugt en skiftende personalfortæller, først Abelone, så Eva og til sidst Tabita som teenager. Berthel ser vi mere på afstand. Iben Mondrup moraliserer ikke, vi får begivenhederne serveret usentimentalt gennem de tre kvinders øjne, og ingen af dem forstår fuldtud hvad der er på spil... - men deres tanker og handlinger giver anledning til mange overvejelser hos læseren.
Iben Mondrup er en særdeles kompetent forfatter. Miljøet i Grønland (hvor hun selv er vokset op) står pga det nuancerede og sanselige sprog knivskarpt. Vi ser kulturkløften, at den stærke grønlandske kultur og natur og ikke mindst sproget sidder dybt i kroppen på den selvstændige pige der nu skal være en anden, som bliver bedt om at blive dansk og glemme sin fortid. Tabitas kamp, savn og sorg er næsten ubærlig læsning, og det er helt ubegribeligt at ingen kan hjælpe eller forstå hende. Kun en klassekammerat og dennes mor kommer hende lidt til undsætning...
Handlingen foregår i kolonitiden. Kulturkløften mellem det grønlandske fangersamfund og dansk middelklasse er tankevækkende. Danskerne behandler "de indfødte" lidt på samme måde som Karen Blixen behandler de sorte i "Den Afrikanske farm". Abelone skal sige "Fru Eva" og "hr. Berthel" og bliver kostet rundt, men får også mad med hjem til familien... Ind imellem giver kulturforskellen sig udtryk i komik, f.eks. da Abelone insisterer på at Eva skal gå med kamikker i kulden. Da Eva afslår, smører Abelone til Evas rædsel hendes fineste italienske sko ind i sælfedt. Så får Eva da ikke kolde og våde fødder...
Romanen er meget sanselig og filmisk, undertiden brutal, rå og meget blodig. Kan du som læser overleve det, venter en bog der giver anledning til mange overvejelser samt indsigt i dansk historie, men som samtidig handler om hvad mennesker nogle gange gør ved hinanden når vi ikke føler vi slår til, slår op i banen og udviser selvbedrag, manglende menneskelighed og empati...
Parret kan ikke få børn, og i forbindelse med en ulykke adopterer parret på lidt tvivlsom vis deres grønlandske hushjælp Abelones børn Tabita på 5 år og Vitus på 1 år og rejser med dem hjem til Danmark. Resten af bogen handler om specielt Tabitas udvikling i Humlebæk i skyggen af Berthel og Eva der i en ond atmosfære glider mere og mere fra hinanden.
Børnene bliver ofre for adoptionen, forældrenes ønsker og ambitioner. Teksten er et studie i forældrenes - specielt Evas - selvbedrag, fortrængninger, fortielser, løgne og svigt. Der bliver brugt en skiftende personalfortæller, først Abelone, så Eva og til sidst Tabita som teenager. Berthel ser vi mere på afstand. Iben Mondrup moraliserer ikke, vi får begivenhederne serveret usentimentalt gennem de tre kvinders øjne, og ingen af dem forstår fuldtud hvad der er på spil... - men deres tanker og handlinger giver anledning til mange overvejelser hos læseren.
Iben Mondrup er en særdeles kompetent forfatter. Miljøet i Grønland (hvor hun selv er vokset op) står pga det nuancerede og sanselige sprog knivskarpt. Vi ser kulturkløften, at den stærke grønlandske kultur og natur og ikke mindst sproget sidder dybt i kroppen på den selvstændige pige der nu skal være en anden, som bliver bedt om at blive dansk og glemme sin fortid. Tabitas kamp, savn og sorg er næsten ubærlig læsning, og det er helt ubegribeligt at ingen kan hjælpe eller forstå hende. Kun en klassekammerat og dennes mor kommer hende lidt til undsætning...
Handlingen foregår i kolonitiden. Kulturkløften mellem det grønlandske fangersamfund og dansk middelklasse er tankevækkende. Danskerne behandler "de indfødte" lidt på samme måde som Karen Blixen behandler de sorte i "Den Afrikanske farm". Abelone skal sige "Fru Eva" og "hr. Berthel" og bliver kostet rundt, men får også mad med hjem til familien... Ind imellem giver kulturforskellen sig udtryk i komik, f.eks. da Abelone insisterer på at Eva skal gå med kamikker i kulden. Da Eva afslår, smører Abelone til Evas rædsel hendes fineste italienske sko ind i sælfedt. Så får Eva da ikke kolde og våde fødder...
Romanen er meget sanselig og filmisk, undertiden brutal, rå og meget blodig. Kan du som læser overleve det, venter en bog der giver anledning til mange overvejelser samt indsigt i dansk historie, men som samtidig handler om hvad mennesker nogle gange gør ved hinanden når vi ikke føler vi slår til, slår op i banen og udviser selvbedrag, manglende menneskelighed og empati...
June 27, 2020
Tabita er en god roman, der tager hånd om det knap så romantiserede dansker-syn på grønlandske gavebørn. Man mærker at forfatteren har et godt kendskab til Grønland, dens kultur og befolkning, og så efterlader den en med en klump i halsen mens man sluger siderne i sig, den ene efter den anden. Jeg synes bogen er modig og tager fat i nogle store tabuer.
Dog ca 2/3 inde i bogen, sker der noget, hvor linen kapper for mig, og jeg tænker: ej, det her vil aldrig kunne blive ét barns skæbne, men en sammenkogning af flere tilfælde/historier forfatteren har researched sig frem til. Det er OK, det er fiktion 🙏🏻 men af den grund kan jeg ikke give bogen mere end 4 (meget velfortjente) stjerner ✨
Dog ca 2/3 inde i bogen, sker der noget, hvor linen kapper for mig, og jeg tænker: ej, det her vil aldrig kunne blive ét barns skæbne, men en sammenkogning af flere tilfælde/historier forfatteren har researched sig frem til. Det er OK, det er fiktion 🙏🏻 men af den grund kan jeg ikke give bogen mere end 4 (meget velfortjente) stjerner ✨
July 2, 2020
En hjerteskærende fortælling om Tabita - og også om de voksne omkring hende. Man får så ondt af det lille menneske, som bliver kastet rundt med - men også af både hendes biologiske mor og adoptivmoren. Alle personerne er så levende beskrevet ... selv faren, som jo egentlig er skurken er man lige ved at få medlidenhed med.
Naturen bliver også nærværende i Iben Mondrups roman - man kan håbe på en fortsættelse.
Naturen bliver også nærværende i Iben Mondrups roman - man kan håbe på en fortsættelse.
May 25, 2020
Ubehagelig fortælling
April 18, 2021
Tror ikke noen bok har påvirket meg så mye som å lese denne boken. Dette er fiksjon, men også så virkelig likevel. Romanen handler om to grønlandske barn som blir tvangsadoptert til Danmark på 60-tallet. Slike adopsjon skjedde faktisk. Romanen trekker historiske paralleller til
"det grønlandske eksperiment" i 1951, hvor 22. grønlandske barn ble sendt til Danmark på et "dannelsesopphold" i regi av den danske stat. Bak i denne roman (som etterord) retter også forfatteren takk til en rekke kvinner som har fortalt Iben Mondrup om deres oppveksten sin på Grønland og i Danmark. Dette er også delvis historien om hvordan urbefolkningen på Grønland ble nedvurdert og behandlet. Ikke ulikt behandling av urbefolkninger generelt (tenker også på samene i Norge og fornorskningsprosessen som foregikk.
Lesetips: Lappjævel av Kathrine Nedrejord (ungdomsroman, nominert til bokbloggerprisen 2021)
Som adopivmor går følelsene helt i høygir når jeg leser dette. Fy søren, jeg er opprørt.
Her tror det danske paret at de skal redde de stakkars barna, mens barna egentlig blir brukt til å fylle et tomrom i egne liv. Siviliserte dansker vet selvsagt hva som er best for de primitive grønlenderne (akkurat som siviliserte nordmenn visste hva som var best for samene).
Wow, for en roman, en historie man blir engasjert og svært opprørt av å lese. Det koker...
Dette er en bok for lesere som liker historiske romaner, som liker romaner som tar opp viktige tema.
Tematikk: Urbefolkning, rasisme, lengsel, savn, oppvekstroman, livsløgn, barndom, frarøvet barndom m.v.
En takk til Iben Mondrup som skriver så bra om viktige tema.
Historien til de grønlandske adoptivbarna er en viktig historie å få fortalt, og Mondrup gjør det på en god og varsom måte i denne romanen.
Politiken, DK
Sterkt familiedrama som kan ende som årets roman.
Jyllandsposten
"det grønlandske eksperiment" i 1951, hvor 22. grønlandske barn ble sendt til Danmark på et "dannelsesopphold" i regi av den danske stat. Bak i denne roman (som etterord) retter også forfatteren takk til en rekke kvinner som har fortalt Iben Mondrup om deres oppveksten sin på Grønland og i Danmark. Dette er også delvis historien om hvordan urbefolkningen på Grønland ble nedvurdert og behandlet. Ikke ulikt behandling av urbefolkninger generelt (tenker også på samene i Norge og fornorskningsprosessen som foregikk.
Lesetips: Lappjævel av Kathrine Nedrejord (ungdomsroman, nominert til bokbloggerprisen 2021)
Som adopivmor går følelsene helt i høygir når jeg leser dette. Fy søren, jeg er opprørt.
Her tror det danske paret at de skal redde de stakkars barna, mens barna egentlig blir brukt til å fylle et tomrom i egne liv. Siviliserte dansker vet selvsagt hva som er best for de primitive grønlenderne (akkurat som siviliserte nordmenn visste hva som var best for samene).
Wow, for en roman, en historie man blir engasjert og svært opprørt av å lese. Det koker...
Dette er en bok for lesere som liker historiske romaner, som liker romaner som tar opp viktige tema.
Tematikk: Urbefolkning, rasisme, lengsel, savn, oppvekstroman, livsløgn, barndom, frarøvet barndom m.v.
En takk til Iben Mondrup som skriver så bra om viktige tema.
Historien til de grønlandske adoptivbarna er en viktig historie å få fortalt, og Mondrup gjør det på en god og varsom måte i denne romanen.
Politiken, DK
Sterkt familiedrama som kan ende som årets roman.
Jyllandsposten
October 17, 2020
Åh, stakkels Tabita…
Det var dog en skræmmende og en til tider direkte ubehagelig roman, som Iben Mondrup har skabt her. Men på trods af alt det ubehagelige kan man ikke undgå at blive draget ind i fortællingen, og romanen bliver umulig at slippe. Mondrups hjertegribende historie om 'Tabita' handler om overlevelse på trods, kulturforskelle og sociale skel… men mest af alt handler den om børn, der må lide på grund af de voksnes helt vanvittige egoisme.
Historien tager sin begyndelse på den grønlandske vestkyst i 1960'erne, i den mindre bygd Upernavik. Her bor den unge kvinde, Abelone, sammen med sin mor og sine 3 børn. Abelone arbejder som hushjælp hos det danske ægtepar, Eva og Berthel. Berthel har bygdens købmandsbutik og anses som en vigtig mand. Eva er hjemmegående og med et skrøbelig sind - især det kolde og mørke vinterlandskab er en udfordring for Eva, som dog også kæmper med at acceptere de, ifølge hende, kummerlige forhold grønlænderne lever under… Både Eva og Berthel opfører sig, som om det er deres opgave at lære danske værdier fra sig og så at sige "redde" folket. Og da Abelones ældste søn drukner, står parret klar til at adoptere de to mindste børn, så de kan få en bedre chance end deres nu afdøde bror.
Tabita er fem år gammel, da hun kommer til Danmark sammen med Eva og Berthel, hendes lillebror, Vitus, er omkring to. For Eva er børnene et prestigeprojekt, som skal vise, hvor storslået og gavmild hun er, at hun har valgt at tage to fremmede børn til sig. Hun nægter at lade dem tale grønlandsk sammen, de må ikke snakke om Abelone, og det forventes, at de skal glemme alt om deres fortid. For Tabita er det en umulig opgave.
Da nogle sandheder omkring Vitus bliver afsløret, bliver det for meget for Eva, og hun beslutter at sende Vitus væk - og dermed bliver Tabita ladt alene tilbage hos Eva og Berthel… Derfra går det kun ned ad bakke. Den ene forfærdelige hændelse efter den anden regner ned over Tabita, og som læser kan man næsten ikke rumme det. Sjældent har jeg følt så stort et had til fiktive personer, som til Eva og Berthel. Kan de dog ikke se, hvad det er, de gør ved barnet??
Tabitas historie får en ekstra ubehagelig dimension, når man begynder at overveje mængden af realisme i historien, fordi jeg er desværre ikke et øjeblik i tvivl om, at det sagtens kunne være noget, der er sket i 60'ernes Danmark. Det er jo ikke noget nyt, at måden, hvorpå grønlændere er blevet behandlet af danskerne, historisk set ikke har været noget at være stolt af.
'Tabita' er en fortælling om at miste sig selv, om at forsøge at finde sig til rette i en fremmed og anderledes kultur, som ikke synes, at ens egen baggrund er noget værd. Det er en fortælling om svigt af et (eller flere) børn. Og ikke mindst er det en fortælling om, hvordan et svigtet barn kæmper for at holde fast i sin kultur, og om den ensomhed der følger med i kølvandet, når man ikke ved, hvor man har hjemme.
Læs den, hvis du kan magte en barsk og skræmmende fortælling med en vis portion historisk realisme… Eller - nej, ved nærmere eftertanke… Læs den uanset hvad!!
Dog vil jeg IKKE anbefale, at man gør, som jeg gjorde, og læser 'Tabita' lige efter, at man har læst 'Min mørke Vanessa'… Det var simpelthen for meget "rysten af ens sjæl", og bare helt igennem alt for deprimerende… Jeg måtte ud at finde en komedie at læse bagefter for lige at genoprettet balancen og troen på det gode i mennesker.
Det var dog en skræmmende og en til tider direkte ubehagelig roman, som Iben Mondrup har skabt her. Men på trods af alt det ubehagelige kan man ikke undgå at blive draget ind i fortællingen, og romanen bliver umulig at slippe. Mondrups hjertegribende historie om 'Tabita' handler om overlevelse på trods, kulturforskelle og sociale skel… men mest af alt handler den om børn, der må lide på grund af de voksnes helt vanvittige egoisme.
Historien tager sin begyndelse på den grønlandske vestkyst i 1960'erne, i den mindre bygd Upernavik. Her bor den unge kvinde, Abelone, sammen med sin mor og sine 3 børn. Abelone arbejder som hushjælp hos det danske ægtepar, Eva og Berthel. Berthel har bygdens købmandsbutik og anses som en vigtig mand. Eva er hjemmegående og med et skrøbelig sind - især det kolde og mørke vinterlandskab er en udfordring for Eva, som dog også kæmper med at acceptere de, ifølge hende, kummerlige forhold grønlænderne lever under… Både Eva og Berthel opfører sig, som om det er deres opgave at lære danske værdier fra sig og så at sige "redde" folket. Og da Abelones ældste søn drukner, står parret klar til at adoptere de to mindste børn, så de kan få en bedre chance end deres nu afdøde bror.
Tabita er fem år gammel, da hun kommer til Danmark sammen med Eva og Berthel, hendes lillebror, Vitus, er omkring to. For Eva er børnene et prestigeprojekt, som skal vise, hvor storslået og gavmild hun er, at hun har valgt at tage to fremmede børn til sig. Hun nægter at lade dem tale grønlandsk sammen, de må ikke snakke om Abelone, og det forventes, at de skal glemme alt om deres fortid. For Tabita er det en umulig opgave.
Da nogle sandheder omkring Vitus bliver afsløret, bliver det for meget for Eva, og hun beslutter at sende Vitus væk - og dermed bliver Tabita ladt alene tilbage hos Eva og Berthel… Derfra går det kun ned ad bakke. Den ene forfærdelige hændelse efter den anden regner ned over Tabita, og som læser kan man næsten ikke rumme det. Sjældent har jeg følt så stort et had til fiktive personer, som til Eva og Berthel. Kan de dog ikke se, hvad det er, de gør ved barnet??
Tabitas historie får en ekstra ubehagelig dimension, når man begynder at overveje mængden af realisme i historien, fordi jeg er desværre ikke et øjeblik i tvivl om, at det sagtens kunne være noget, der er sket i 60'ernes Danmark. Det er jo ikke noget nyt, at måden, hvorpå grønlændere er blevet behandlet af danskerne, historisk set ikke har været noget at være stolt af.
'Tabita' er en fortælling om at miste sig selv, om at forsøge at finde sig til rette i en fremmed og anderledes kultur, som ikke synes, at ens egen baggrund er noget værd. Det er en fortælling om svigt af et (eller flere) børn. Og ikke mindst er det en fortælling om, hvordan et svigtet barn kæmper for at holde fast i sin kultur, og om den ensomhed der følger med i kølvandet, når man ikke ved, hvor man har hjemme.
Læs den, hvis du kan magte en barsk og skræmmende fortælling med en vis portion historisk realisme… Eller - nej, ved nærmere eftertanke… Læs den uanset hvad!!
Dog vil jeg IKKE anbefale, at man gør, som jeg gjorde, og læser 'Tabita' lige efter, at man har læst 'Min mørke Vanessa'… Det var simpelthen for meget "rysten af ens sjæl", og bare helt igennem alt for deprimerende… Jeg måtte ud at finde en komedie at læse bagefter for lige at genoprettet balancen og troen på det gode i mennesker.
March 20, 2022
Året er 1965. Det danske, barnløse par, Eva og Berthel, har slået sig ned i den grønlandske by Upernavik, hvor Berthel bestyrer den lokale butik, Eva går hjemme og længes efter at få et barn. Som tiden går uden Eva bliver med barn selv. Synker Eva længere og længere ned i mørke. Men da parrets grønlandske hushjælp bliver gravid for 3 gang og føder lille Vitus, adopterer Eva og Berthel ham og hans fire år ældre søster, Tabita, de rejser over hals og hoved hjem til Danmark.
Livet i et pænt parcelhuskvarter i Humlebæk er imidlertid langtfra lykkeligt for Tabita, der har svært ved at tilpasse sig de nye forhold. Hun savner sin mor i Grønland og ligger samtidig under for Evas ulmende luner og krav om at fortie den grønlandske arv. Ganske langsomt smuldrer drømmen om den idylliske kernefamilie mellem hænderne på Berthel og Eva..
Jeg har aldrig hørt eller læst noget om de Grønlandske børn. Som blev bortadopteret til Danmark i 1960-1970. Så jeg viste ikke hvad jeg skulle til at læse, da jeg gik i gang med disse bøger.
Men jeg blive ikke skuffet.
Ibens Mondrup fortæller i disse to bøger, om søskendeparret Tabita og Vittu. Begge bøger er fantastisk og medrivende og helt ufattelige.
Man ville sagtens, kunne læse dem uafhængig af hinanden. Men det ville give mest mening, at læse Tabita først. Da det er den første, af de to bøger. som Iben Mondrup skrev, om de grønlandske søskende. og derved får man en del baggrundsviden, som man ikke kan relater, til da det sker i denne her bog.
Bog er en af de romaner, der kryber helt ind under huden på læseren. Det er en fortælling om stærkt familiebånd og kærligheden til sin biologiske ophav.
Og hvor kærligheden ikke bare forsvinder, fordi man vælger at rykker børnene op med roden, og sender dem til et land, som de ikke kender til.
Den nye familie, Tabita havner i. Vil allerhelst have, at Tabita fortier sin fortid. og bare helst glemme det hele. Hvilket man jo godt ved, ikke kan lade sig gøre og det kan jo også have fatale konsekvenser, at undertrykke disse følelser. Men så langt tænkte
Historien er gribende, barsk og helt ufattelig på mange måder. Jeg kunne ikke stoppe, med at læse da jeg først kom i gang. Man får en helt knude i maven, imens man læser de ting Tabitta bliver udsat for.
De ting Iben formår at beskrive i sin bog, står lysende klart for for mig efterhånden som jeg fik læst bogen.
Livet i et pænt parcelhuskvarter i Humlebæk er imidlertid langtfra lykkeligt for Tabita, der har svært ved at tilpasse sig de nye forhold. Hun savner sin mor i Grønland og ligger samtidig under for Evas ulmende luner og krav om at fortie den grønlandske arv. Ganske langsomt smuldrer drømmen om den idylliske kernefamilie mellem hænderne på Berthel og Eva..
Jeg har aldrig hørt eller læst noget om de Grønlandske børn. Som blev bortadopteret til Danmark i 1960-1970. Så jeg viste ikke hvad jeg skulle til at læse, da jeg gik i gang med disse bøger.
Men jeg blive ikke skuffet.
Ibens Mondrup fortæller i disse to bøger, om søskendeparret Tabita og Vittu. Begge bøger er fantastisk og medrivende og helt ufattelige.
Man ville sagtens, kunne læse dem uafhængig af hinanden. Men det ville give mest mening, at læse Tabita først. Da det er den første, af de to bøger. som Iben Mondrup skrev, om de grønlandske søskende. og derved får man en del baggrundsviden, som man ikke kan relater, til da det sker i denne her bog.
Bog er en af de romaner, der kryber helt ind under huden på læseren. Det er en fortælling om stærkt familiebånd og kærligheden til sin biologiske ophav.
Og hvor kærligheden ikke bare forsvinder, fordi man vælger at rykker børnene op med roden, og sender dem til et land, som de ikke kender til.
Den nye familie, Tabita havner i. Vil allerhelst have, at Tabita fortier sin fortid. og bare helst glemme det hele. Hvilket man jo godt ved, ikke kan lade sig gøre og det kan jo også have fatale konsekvenser, at undertrykke disse følelser. Men så langt tænkte
Historien er gribende, barsk og helt ufattelig på mange måder. Jeg kunne ikke stoppe, med at læse da jeg først kom i gang. Man får en helt knude i maven, imens man læser de ting Tabitta bliver udsat for.
De ting Iben formår at beskrive i sin bog, står lysende klart for for mig efterhånden som jeg fik læst bogen.
March 11, 2023
Het begin van dit verhaal doet me enigzins denken aan het boek ~Waar de rivierkreeften zingen. De troosteloze armoede van de bewoners van een dorpje in het uiterste noorden van Groenland. De pure wreedheid én schoonheid.. Hoe blijf je in leven als alleenstaande moeder in de harde wereld van walvisjagers.
Abalone heeft het geluk dat ze het huishouden doet bij de Deense Eva en haar man Berthel, die als handelsreizigers in het dorp zijn neergestreken. Eva kan er niet aarden en wordt depressief in de donkere winters. Haar eenzaamheid(en verdriet om haar onvruchtbaarheid) verdringt ze door zich op de kleintjes;Tabita van 5 en baby Vitus, van haar huishoudster te storten. Tot het weer winter wordt.
Dit verhaal beslaat ongeveer 10 jaar uit het leven van Tabita. Is ze gelukkig nadat ze samen met haar broertje op slinkse wijze wordt geadopteerd door de Denen en in het geheim plotseling naar Denemarken vertrekken? Je zou denken van wel. Het leven is zoveel comfortabeler. Maar zo simpel blijkt het niet te zijn. Het meisje vergeet haar roots niet, hoezeer haar nieuwe moeder dat ook probeert te bewerkstelligen. Stiekem leert ze haar broertje de haar vertrouwde taal. Ze blijft verlangen naar haar Anaana, haar moeder. Haar thuis.
"Soms gaat de mens zelf verloren als je de Groenlander in hem verwijdert"
Eva is een instabiele vrouw en ze begrijpt niet hoe ze met het meisje om moet gaan. Vindt niet de juiste manier, maakt zeer trieste keuzes. Oké, ze krijgt zelf wat voor de kiezen ook, maar dan nog..
Deze mensen, ook Berthel zo blijkt.. stellen zichzelf boven het belang en de nood van de kinderen en het is vooral Tabita die daar de dupe van wordt. Hartverscheurend.
Toch vindt Tabita haar weg..
Dit is een wonderschoon geschreven verhaal dat zich afspeelt in de jaren 60/70 van de vorige eeuw. Een verhaal dat boeit, raakt en stemt tot nadenken.
5 🌟 is niet genoeg..
Abalone heeft het geluk dat ze het huishouden doet bij de Deense Eva en haar man Berthel, die als handelsreizigers in het dorp zijn neergestreken. Eva kan er niet aarden en wordt depressief in de donkere winters. Haar eenzaamheid(en verdriet om haar onvruchtbaarheid) verdringt ze door zich op de kleintjes;Tabita van 5 en baby Vitus, van haar huishoudster te storten. Tot het weer winter wordt.
Dit verhaal beslaat ongeveer 10 jaar uit het leven van Tabita. Is ze gelukkig nadat ze samen met haar broertje op slinkse wijze wordt geadopteerd door de Denen en in het geheim plotseling naar Denemarken vertrekken? Je zou denken van wel. Het leven is zoveel comfortabeler. Maar zo simpel blijkt het niet te zijn. Het meisje vergeet haar roots niet, hoezeer haar nieuwe moeder dat ook probeert te bewerkstelligen. Stiekem leert ze haar broertje de haar vertrouwde taal. Ze blijft verlangen naar haar Anaana, haar moeder. Haar thuis.
"Soms gaat de mens zelf verloren als je de Groenlander in hem verwijdert"
Eva is een instabiele vrouw en ze begrijpt niet hoe ze met het meisje om moet gaan. Vindt niet de juiste manier, maakt zeer trieste keuzes. Oké, ze krijgt zelf wat voor de kiezen ook, maar dan nog..
Deze mensen, ook Berthel zo blijkt.. stellen zichzelf boven het belang en de nood van de kinderen en het is vooral Tabita die daar de dupe van wordt. Hartverscheurend.
Toch vindt Tabita haar weg..
Dit is een wonderschoon geschreven verhaal dat zich afspeelt in de jaren 60/70 van de vorige eeuw. Een verhaal dat boeit, raakt en stemt tot nadenken.
5 🌟 is niet genoeg..
June 1, 2020
Jeg havde svært ved at slippe Tabita af Iben Mondrup, da jeg først var begyndt. Romanen trak mig ind i en hjertegribende historie om kultursammenstød, sociale skel, voksnes selvoptagethed på bekostning af børns tarv og viljen til at leve og overleve uanset prisen. Bogen giver stemme til fire kvinder, der på hver deres måde forsøger at håndtere livets udfordringer ud fra deres verdensbillede og personlige ressourcer. Rosine og Abelone bor i Upernavik på den grønlandske vestkyst, Eva er dansk, Tabita er Abelones datter, der allerede som fireårig kommer til at stå midt i spændfeltet mellem dansk og grønlandsk kultur. Selv om historien først og fremmest er Tabitas, lykkes det forfatteren at fremstille alle fire kvinder på en måde, så jeg forstår deres motiver for at handle, som de gør. Det er stærkt, at identifikationen faktisk er der hele vejen, også når jeg ryster på hovedet og tænker "nej, nej, nej, det gør du bare ikke!"
Sprogligt flyder historien let, billedsproget udspringer af det omgivende miljø, som når "puslespilsæskerne ... flyder rundt på gulvet som løsrevne isflager". Ind imellem bliver flashbacks dog en smule tunge, men det trækker ikke ned i det store billede. Det gør til gengæld bagsideteksten, som jeg synes røber for meget. Selv om det beskrevne er omdrejningspunktet i historien, ville jeg gerne have læst første tredjedel af bogen uden den viden.
Tabitas liv præsenteres først gennem Rosines, Abelones og Evas øjne, før hun selv får lov til at føre ordet . Det fungerer overraskende godt. Jeg sidder tilbage med en dybere forståelse for grønlandsk kultur og tankesæt (selv om jeg helt sikkert langt fra har forstået det hele!), og jeg må tage mig til hovedet over den opfattelse af sig selv som "overmennesker", der præger det danske ægtepar, der i 60'erne bestyrer butikken i Upernavik.
Det er en historie om svigt, om at miste sig selv og forsøge at finde sine egne ben i en fremmed kultur, der ikke anerkender ens baggrund som værdifuld. Om at nægte at glemme og forsøge at holde fast i sit ophav på trods - og den store ensomhed, der følger med, når man ikke rigtig føler sig hjemme nogen steder. Jeg vil anbefale Tabita på det varmeste.
Sprogligt flyder historien let, billedsproget udspringer af det omgivende miljø, som når "puslespilsæskerne ... flyder rundt på gulvet som løsrevne isflager". Ind imellem bliver flashbacks dog en smule tunge, men det trækker ikke ned i det store billede. Det gør til gengæld bagsideteksten, som jeg synes røber for meget. Selv om det beskrevne er omdrejningspunktet i historien, ville jeg gerne have læst første tredjedel af bogen uden den viden.
Tabitas liv præsenteres først gennem Rosines, Abelones og Evas øjne, før hun selv får lov til at føre ordet . Det fungerer overraskende godt. Jeg sidder tilbage med en dybere forståelse for grønlandsk kultur og tankesæt (selv om jeg helt sikkert langt fra har forstået det hele!), og jeg må tage mig til hovedet over den opfattelse af sig selv som "overmennesker", der præger det danske ægtepar, der i 60'erne bestyrer butikken i Upernavik.
Det er en historie om svigt, om at miste sig selv og forsøge at finde sine egne ben i en fremmed kultur, der ikke anerkender ens baggrund som værdifuld. Om at nægte at glemme og forsøge at holde fast i sit ophav på trods - og den store ensomhed, der følger med, når man ikke rigtig føler sig hjemme nogen steder. Jeg vil anbefale Tabita på det varmeste.
April 3, 2024
Denne roman er velskrevet, og god, interessant, spændende & ofte hjerteskærende, når det gælder den overordnede handling og relationerne mellem karakterene i bogen.
Desværre bliver den for mig helt ødelagt af alle grusomhederne mod stakkels dyr igennem hele romanen.
Da jeg ikke kan holde ud at læse om det, er der en masse, jeg bare må springe helt over i løbet af romanen, hvilket jo er ærgerligt.
Normalt ville jeg slet ikke læse videre i en roman, som indeholder så megen dyremishandling, så det er stort, at jeg rent faktisk bare har sprunget de mange passager og afsnit med dyremishandling over, for at læse videre i historien.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at fornemme, at denne forfatter ikke har en ordentlig indstilling til dyr - SELVom jeg god kan indse, at det er Tabitas personlighed og baggrund , der foranlediger mange af de ulykkelige episoder med dyremishandling og dyredrab..og at de ubehagelige episoder ikke bare er i romanen som uvedkommende "underholdning" , som man jo også sommetider oplever i visse bøger. Hvorom alting er kunne der i det mindst være færre episoder med grusomhed mod dyr igennem romanen .. hvis der absolut SKAL være nogle.
Ihvertfald kommer jeg desværre ikke til at læse flere bøger af denne forfatter , pga disse dyremishandlinger, og hvordan jeg fornemmer hendes indstilling til dyr ~~ hvilket er ærgerligt, da hun jo skriver rigtig godt.
Desværre bliver den for mig helt ødelagt af alle grusomhederne mod stakkels dyr igennem hele romanen.
Da jeg ikke kan holde ud at læse om det, er der en masse, jeg bare må springe helt over i løbet af romanen, hvilket jo er ærgerligt.
Normalt ville jeg slet ikke læse videre i en roman, som indeholder så megen dyremishandling, så det er stort, at jeg rent faktisk bare har sprunget de mange passager og afsnit med dyremishandling over, for at læse videre i historien.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at fornemme, at denne forfatter ikke har en ordentlig indstilling til dyr - SELVom jeg god kan indse, at det er Tabitas personlighed og baggrund , der foranlediger mange af de ulykkelige episoder med dyremishandling og dyredrab..og at de ubehagelige episoder ikke bare er i romanen som uvedkommende "underholdning" , som man jo også sommetider oplever i visse bøger. Hvorom alting er kunne der i det mindst være færre episoder med grusomhed mod dyr igennem romanen .. hvis der absolut SKAL være nogle.
Ihvertfald kommer jeg desværre ikke til at læse flere bøger af denne forfatter , pga disse dyremishandlinger, og hvordan jeg fornemmer hendes indstilling til dyr ~~ hvilket er ærgerligt, da hun jo skriver rigtig godt.
May 22, 2022
A gripping story, referring to a dark side of Denmarks history. In the past, children of Inuits became adopted by Danish people, to get a Danish upbringing. There was a sort of idea, based on feeling of superiority, to create a kind of nobility among the Inuits. This upper-ten Inuit group ought to speak and write Danish and to handle with "Danish manners". There was definitely no concern about ethics and, for example, what eventually psychological damage for Inuit children and their biological parents might be.
Despite being fictional, the story of Tabita was an interesting read. Furthermore, the author gives an good insight how Greenland actually is. I know Greenland from pictures, idyllic houses in either ice or green hills. But the book gives insight how the locals used to live and struggled with influences of other cultures combined with the very harsh climate. There is also to read how Tabita, despite the challenges in that land and culture, just loved her homeland and biological family. It really hurts to read how homesick she was, and what happened with her in psychological view.
Definitely to recommend.
Despite being fictional, the story of Tabita was an interesting read. Furthermore, the author gives an good insight how Greenland actually is. I know Greenland from pictures, idyllic houses in either ice or green hills. But the book gives insight how the locals used to live and struggled with influences of other cultures combined with the very harsh climate. There is also to read how Tabita, despite the challenges in that land and culture, just loved her homeland and biological family. It really hurts to read how homesick she was, and what happened with her in psychological view.
Definitely to recommend.
This entire review has been hidden because of spoilers.
March 9, 2020
Tabita- en sørgelig historie om pigen Tabita der bliver revet op med rod fra alt hun kender i Grønland. Det er den danske købmand og hans kone, der over hals og hoved forlader Grønland med de to søskende Vitus og Tabita. De er barnløse og vil vel bare have hvad de synes de har ret til. Nemlig børn. Eva kan ikke få børn og da deres grønlandske hushjælp har tre og ingen mand, der kan forsørge hende og børnene, mener Eva og Berthel at de nærmest gør deres pligt ved at redde de to børn fra det, de ser som vanrøgt. Eva er en sart sjæl og man spørger sig selv om hun egentlig kan klare at have børn? Hun er meget afhængig af hvad andre tænker og tror. Og når det er vigtigt, er det ikke nemt at udskifte Grønland med en stille villavej i Humlebæk, hvor “anderledes” ikke nødvendigvis rimer på godt. Og hvor Tabita skiller sig ud i både udseende og opførsel. I Danmark sker det største svigt hvor en velbevaret hemmelighed splitter hele Tabitas verden ad.
Det er virkelig en god historie Iben Moldrup har skrevet. og bogens kapitler med forskellige synsvinkler er mesterligt sat sammen.
April 3, 2023
4,5 stars
Iben Mondrup, Tabita.
Naar mijn mening, een schitterende roman van een Deense schrijfster, die zelf opgegroeid is op Groenland en later in Denemarken ging studeren.
Het verhaal gaat over twee Groenlandse kinderen, die door een Deens echtpaar geadopteerd worden en weggerukt worden uit hun natuurlijke omgeving.
Verlangen, pijn, gemis komen heel veel aan bod. Bij momenten hartverscheurend, zonder melig te worden.
In het eerste deel wordt bovendien een zeer goede sfeerschepping gegeven van het leven en de gewoontes op Groenland.
Verder ook mooie karaktertekening!
Iben Mondrup schrijft in een knappe stijl en taal,
Voor mij was het een echte Page- turner,
Wie de Noorse Herbjørg Wassmo kan waarderen, zal wellicht ook zijn gading vinden bij Iben Mondrup.
Voor mij wel 4,5 sterren waard! 🥰🌟
Iben Mondrup, Tabita.
Naar mijn mening, een schitterende roman van een Deense schrijfster, die zelf opgegroeid is op Groenland en later in Denemarken ging studeren.
Het verhaal gaat over twee Groenlandse kinderen, die door een Deens echtpaar geadopteerd worden en weggerukt worden uit hun natuurlijke omgeving.
Verlangen, pijn, gemis komen heel veel aan bod. Bij momenten hartverscheurend, zonder melig te worden.
In het eerste deel wordt bovendien een zeer goede sfeerschepping gegeven van het leven en de gewoontes op Groenland.
Verder ook mooie karaktertekening!
Iben Mondrup schrijft in een knappe stijl en taal,
Voor mij was het een echte Page- turner,
Wie de Noorse Herbjørg Wassmo kan waarderen, zal wellicht ook zijn gading vinden bij Iben Mondrup.
Voor mij wel 4,5 sterren waard! 🥰🌟
March 15, 2020
Iben Mondrups meget velskrevne roman Tabita handler om danskernes svigt overfor grønlænderne. Især børnene går det ilde, når de rykkes op fra deres kendte omgivelser og bliver omplantet til danske forhold. Især når det er til forhold, der ikke fungerer. Til en familie, hvor løgn og bedrag har forpestet livet for de voksne og altså også de børn, som især kræver omsorg og støtte. Romanen om Tabita og hendes lillebror Vitus er virtuost fortalt gennem tre stemmer; Abelone; børnenes biologiske mor i Grønland; Eva, børnenes adoptivmor og Tabita, hovedpersonen. Tabita kommer til Danmark som 5-årig og vi følger hende til hun er 15. Stilen og sproget følger de tres temperamenter, så det dramatiske, og det er der nok af, kommer i Tabitas del.
March 9, 2021
Yderst interessant tema, der på mange måder minder mig om en meget omtalt adoptionsdokumentar, der blev vist for nogle år siden. Jeg havde egentlig håbet på et større fokus på modsætningerne mellem Danmark og Grønland (eller ligheder, det ville da også være fint). Men hele grønlandsvinklen synes mest at skyldes, at det er noget, Iben Mondrup ved noget om og ikke så meget, at der er noget særligt at sige om adoption derfra. Derudover er der ikke ret mange sympatiske personer, hvis du spørger mig, udover Abelone, så jeg havde lidt svært ved at have ondt af dem, det er meningen, jeg skal have ondt af.
Men bogen er da generelt velskrevet og jeg kedede mig ikke. Så det er vel fint nok. Men jeg forstår vist ikke helt de voldsomme roser, den har fået. Nåjaja, hver sin smag.
Men bogen er da generelt velskrevet og jeg kedede mig ikke. Så det er vel fint nok. Men jeg forstår vist ikke helt de voldsomme roser, den har fået. Nåjaja, hver sin smag.
Displaying 1 - 30 of 78 reviews