What do you think?
Rate this book
zij
zij zijn een dochter van zestien en haar moeder. Ze wonen op veel verschillende plekken in een stadje op Zuid-Lolland. zij zijn ook de 2570 andere bewoners in hun woonplaats. En zij zijn alle mensen die de dochter leert kennen op de nieuwe middelbare school waar ze in 1981 naartoe gaat. Maar in de allereerste plaats zijn zij bezig te verdwijnen, omdat haar moeder ernstig ziek wordt. De band tussen moeder en dochter wordt beschreven in kleine episodes, terugblikken en dialogen. Helle Helle kan veel zeggen in weinig woorden. ‘Ze lachen tot ze ervan moeten huilen,’ schrijft ze in zij, en dat geldt zeker ook voor de lezer.
176 pages, Paperback
First published April 13, 2018
35 people are currently reading
901 people want to read
About the author
Helle Helle
31 books316 followersHelle Helle (born 1965) published her first book in 1993. Since then, her work has garnered overwhelming critical and popular acclaim.
Recently awarded the Golden Laurel literary prize, Helle Helle is the recipient of countless literary accolades, among them the Danish Critics’ Prize, the Danish Academy’s Beatrice Prize, the P.O. Enquist Award and the prestigious Lifetime Award of the Danish Arts Council.
Her novels and short stories have been translated into 18 languages.
BIBLIOGRAPHY
Bob / novel / 2021
They / novel / 2018
If You Want / novel / 2014
This Should Be Written in the Present Tense / novel / 2011
Down to the Dogs / novel / 2008
Rødby-Puttgarden / novel / 2005
The Idea of an Uncomplicated Life with a Man / novel / 2002
Cars and Animals / short stories / 2000
House and Home / novel / 1999
Remains / short stories / 1996
Example of Life / novel / 1993
Recently awarded the Golden Laurel literary prize, Helle Helle is the recipient of countless literary accolades, among them the Danish Critics’ Prize, the Danish Academy’s Beatrice Prize, the P.O. Enquist Award and the prestigious Lifetime Award of the Danish Arts Council.
Her novels and short stories have been translated into 18 languages.
BIBLIOGRAPHY
Bob / novel / 2021
They / novel / 2018
If You Want / novel / 2014
This Should Be Written in the Present Tense / novel / 2011
Down to the Dogs / novel / 2008
Rødby-Puttgarden / novel / 2005
The Idea of an Uncomplicated Life with a Man / novel / 2002
Cars and Animals / short stories / 2000
House and Home / novel / 1999
Remains / short stories / 1996
Example of Life / novel / 1993
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 30 of 167 reviews
May 2, 2018
‘de’ foregår i 80’erne, men det eneste datid der er over Helle Helles seneste roman, er den sproglige flygtighed som afspejler livets gang. Brugen af nutid understreger netop angsten for det, der kommer og for, at noget skal være forbi. Ingen mestrer sproget som Helle Helle!
I ‘de’ følger vi ’hun’ – en sekstenårig pige, som går på gymnasiet og bor sammen med sin mor. ’Hendes mor’, som er moderens betegnelse gennem hele fortællingen, er alvorligt syg, men, som det kendetegner Helle Helles skrivestil, introduceres læseren kun til sygdommen og det øvrige liv ved hjælp af det, der sker i nuet. Det er derfor igennem telefonopringninger fra sygehuset eller henkastede bemærkninger, læseren forstår, hvor alvorlig moderens sygdom egentlig er. Handlingen foregår i 80’erne – der er mousse i håret, telefonopkaldene er billigst om aftenen og centerbodegaens pommes nydes med rigeligt remoulade. Læseren lander i det stille Rødby på Lolland, hvor bussen har afgørende betydning for dagens og livets gang. Den er rødbyboernes forbindelse til omverdenen, og for en sekstenårig pige, er den en afgørende livline og stedet, hvor store tanker og dagligdagsdrømme finder sted.
Som det altid er med Helle Helles tekster, bærer ‘de’ præg af en minimalisme, som tvinger læseren til at søge mellem linjerne, for hun beskæftiger sig ikke med traditionelle personkarakteristikker som beskriver sind og temperament. I stedet lærer vi karaktererne at kende på samme måde, som vi erfarer i den virkelige verden, hvor der heller ikke er en almenvidende fortæller til at hjælpe os på vej. Vi ved for eksempel at ’hun’ går med kinasko, at hun drømmer om at skrive romanen ”fortovstanker”, at det ikke er fedt at være borgerlig og gennem hendes uendeligt mange omsorgsfulde handlinger over for mor, ved vi, at hun elsker ’hendes mor’ meget højt. Det konkrete vinder over det abstrakte, og følelser forsøges ikke beskrevet eller forklaret, i stedet bager man måske et flute, lægger uden et ord telefonrøret på eller går baglæns ud af stuen.
Hele romanen er, med meget få undtagelser, skrevet i nutid, hvorfor der forekommer sætninger såsom “ferien begynder for en time siden” eller “i morges ligger der en næsten ny kedeldragt”. Helle Helles sprog er lige så flygtigt som livet selv. Hun lader på én gang tiden gå i stå og opløser alt det, der skete for et øjeblik siden. Ingenting udfoldes uden læserens eget engagement og brugen af nutid understreger netop angsten for det, der kommer og for, at noget skal være forbi. Nutidsformen bliver således mere end blot en sproglig finurlighed. Den bliver en væsentlig del af indholdet og er med til at forme fortællingen om en ung piges liv og hendes forhold til sin mor. Med det in mente, kunne tidsformen næppe have været anderledes, fordi livet for en sekstenårig gymnasieelev netop altid leves i nutid.
Dertil er der tilføjet små referencer til den ivrige Helle Helle fan, som føler sig særligt udvalgt til en hemmelig klub, når passager, steder eller navne fra tidligere romaner genbruges.
‘De’ er kort – og jeg ville ønske, jeg havde mere læsning tilbage – men Helle Helle får sagt det hun skal, og hun er skoleeksemplet på, at vi faktisk kan forstå hinanden med relativt få ord. Vi har at gøre med endnu en sprogligt skarp perle fra Helle Helles hånd, som trods et beskedent sideantal, er en bog, læseren kan bruge uger på at læse og fordøje.
I ‘de’ følger vi ’hun’ – en sekstenårig pige, som går på gymnasiet og bor sammen med sin mor. ’Hendes mor’, som er moderens betegnelse gennem hele fortællingen, er alvorligt syg, men, som det kendetegner Helle Helles skrivestil, introduceres læseren kun til sygdommen og det øvrige liv ved hjælp af det, der sker i nuet. Det er derfor igennem telefonopringninger fra sygehuset eller henkastede bemærkninger, læseren forstår, hvor alvorlig moderens sygdom egentlig er. Handlingen foregår i 80’erne – der er mousse i håret, telefonopkaldene er billigst om aftenen og centerbodegaens pommes nydes med rigeligt remoulade. Læseren lander i det stille Rødby på Lolland, hvor bussen har afgørende betydning for dagens og livets gang. Den er rødbyboernes forbindelse til omverdenen, og for en sekstenårig pige, er den en afgørende livline og stedet, hvor store tanker og dagligdagsdrømme finder sted.
Som det altid er med Helle Helles tekster, bærer ‘de’ præg af en minimalisme, som tvinger læseren til at søge mellem linjerne, for hun beskæftiger sig ikke med traditionelle personkarakteristikker som beskriver sind og temperament. I stedet lærer vi karaktererne at kende på samme måde, som vi erfarer i den virkelige verden, hvor der heller ikke er en almenvidende fortæller til at hjælpe os på vej. Vi ved for eksempel at ’hun’ går med kinasko, at hun drømmer om at skrive romanen ”fortovstanker”, at det ikke er fedt at være borgerlig og gennem hendes uendeligt mange omsorgsfulde handlinger over for mor, ved vi, at hun elsker ’hendes mor’ meget højt. Det konkrete vinder over det abstrakte, og følelser forsøges ikke beskrevet eller forklaret, i stedet bager man måske et flute, lægger uden et ord telefonrøret på eller går baglæns ud af stuen.
Hele romanen er, med meget få undtagelser, skrevet i nutid, hvorfor der forekommer sætninger såsom “ferien begynder for en time siden” eller “i morges ligger der en næsten ny kedeldragt”. Helle Helles sprog er lige så flygtigt som livet selv. Hun lader på én gang tiden gå i stå og opløser alt det, der skete for et øjeblik siden. Ingenting udfoldes uden læserens eget engagement og brugen af nutid understreger netop angsten for det, der kommer og for, at noget skal være forbi. Nutidsformen bliver således mere end blot en sproglig finurlighed. Den bliver en væsentlig del af indholdet og er med til at forme fortællingen om en ung piges liv og hendes forhold til sin mor. Med det in mente, kunne tidsformen næppe have været anderledes, fordi livet for en sekstenårig gymnasieelev netop altid leves i nutid.
Dertil er der tilføjet små referencer til den ivrige Helle Helle fan, som føler sig særligt udvalgt til en hemmelig klub, når passager, steder eller navne fra tidligere romaner genbruges.
‘De’ er kort – og jeg ville ønske, jeg havde mere læsning tilbage – men Helle Helle får sagt det hun skal, og hun er skoleeksemplet på, at vi faktisk kan forstå hinanden med relativt få ord. Vi har at gøre med endnu en sprogligt skarp perle fra Helle Helles hånd, som trods et beskedent sideantal, er en bog, læseren kan bruge uger på at læse og fordøje.
November 15, 2021
Mne sa jej štýl tak veľmi páči, je na ňom čosi detské, čosi násťročné a čosi také čisto ľudské.
Chcel by som mať vo svojom teenage veku kamošku - ako sú hrdinky z kníh Helle Helle. Dnes mám! Ale kto mi nahradí tie dávne roky... :D
Chcel by som mať vo svojom teenage veku kamošku - ako sú hrdinky z kníh Helle Helle. Dnes mám! Ale kto mi nahradí tie dávne roky... :D
June 4, 2018
I 2014 udkom Helle Helles seneste roman Hvis det er, og i år er hun atter aktuel – med romanen de. Det er 25 år siden, debut(roman)en Eksempel på liv udkom, og bogen markerer derfor samtidig forfatterens jubilæum. Som altid er det med en stor forventningsglæde, man kaster sig over en ny udgivelse fra forfatteren med den stramme stil og det ordknappe sprog. I titlen skæres der på hellesk manér ind til benet – den består jo af blot ét ord, nemlig pronomenet ”de” (som vel at mærke skrives med små bogstaver).
I de går den 16-årige unavngivne hovedperson i gymnasiet i begyndelsen af 80’erne; hendes unge alder til trods har hun påfaldende mange lighedstræk til fælles med forfatterskabets øvrige, ældre kvindeskikkelser. Hun besidder en charmerende blanding af barnlig naivitet og gammelkloghed og navigerer i et ungdomsliv fyldt med lektier, veninder, fester og kurtiserende drenge. Tilsyneladende trivialiteter tillægges den største betydning fra sidelinjen af livet. Nogle gange mere iagttager end deltager hun i det, der foregår for øjnene af hende.
Ungdoms- og gymnasielivet er bogens ene handlingsspor; det andet og mere betydningsbærende skildrer hovedpersonens forhold til sin mor og deres hverdag sammen. Deres forhold er fuld af latter, nærvær, ømhed og kærlighed. Men ”de”-konstellationen trues, da moren bliver alvorligt syg og indlægges på hospitalet. Hospitalsscenerne, hvor hovedpersonen besøger sin mor, er blandt bogens stærkeste og mest rørende. Netop fordi de viger udenom at tale om sygdommen, ja, sågar at nævne den ved navn, bliver det på en måde endnu mere sørgeligt. Fordi man fornemmer, der er en masse følelser, som der ikke bliver sat ord på. Hverken af mor eller datter. Det kommer der til gengæld fremragende litteratur ud af.
Helle Helle vender i de tilbage til det stof, hun mestrer som ingen anden: nemlig sit eget. Som gennembrudsromanen og den (fortjent) kritikerroste Rødby-Puttgarden (2005), hvor forfatteren, der selv er opvokset i Rødby, for første gang skrev om det sted, hun kommer fra, foregår de også i Rødby (går man til bogen med en forventning om, at det er en efterfølger eller en toer, vil man dog blive slemt skuffet). Forfatterens kendskab til det sted, hun skriver om, kommer til udtryk i de troværdige miljø- og persontegninger.
Bogen peger flere steder bagud i forfatterskabet mod tidligere bøger, men den peger samtidig – med anvendelse af forskellige formgreb og sproglige virkemidler – frem mod de bøger, der skal komme. Den er dog ikke mere eksperimenterende, end at den stadig lyder umiskendeligt hellesk. Og heldigvis for det; det er nemlig ikke ment som en kritik, men en (stor) ros.
I de går den 16-årige unavngivne hovedperson i gymnasiet i begyndelsen af 80’erne; hendes unge alder til trods har hun påfaldende mange lighedstræk til fælles med forfatterskabets øvrige, ældre kvindeskikkelser. Hun besidder en charmerende blanding af barnlig naivitet og gammelkloghed og navigerer i et ungdomsliv fyldt med lektier, veninder, fester og kurtiserende drenge. Tilsyneladende trivialiteter tillægges den største betydning fra sidelinjen af livet. Nogle gange mere iagttager end deltager hun i det, der foregår for øjnene af hende.
Ungdoms- og gymnasielivet er bogens ene handlingsspor; det andet og mere betydningsbærende skildrer hovedpersonens forhold til sin mor og deres hverdag sammen. Deres forhold er fuld af latter, nærvær, ømhed og kærlighed. Men ”de”-konstellationen trues, da moren bliver alvorligt syg og indlægges på hospitalet. Hospitalsscenerne, hvor hovedpersonen besøger sin mor, er blandt bogens stærkeste og mest rørende. Netop fordi de viger udenom at tale om sygdommen, ja, sågar at nævne den ved navn, bliver det på en måde endnu mere sørgeligt. Fordi man fornemmer, der er en masse følelser, som der ikke bliver sat ord på. Hverken af mor eller datter. Det kommer der til gengæld fremragende litteratur ud af.
Helle Helle vender i de tilbage til det stof, hun mestrer som ingen anden: nemlig sit eget. Som gennembrudsromanen og den (fortjent) kritikerroste Rødby-Puttgarden (2005), hvor forfatteren, der selv er opvokset i Rødby, for første gang skrev om det sted, hun kommer fra, foregår de også i Rødby (går man til bogen med en forventning om, at det er en efterfølger eller en toer, vil man dog blive slemt skuffet). Forfatterens kendskab til det sted, hun skriver om, kommer til udtryk i de troværdige miljø- og persontegninger.
Bogen peger flere steder bagud i forfatterskabet mod tidligere bøger, men den peger samtidig – med anvendelse af forskellige formgreb og sproglige virkemidler – frem mod de bøger, der skal komme. Den er dog ikke mere eksperimenterende, end at den stadig lyder umiskendeligt hellesk. Og heldigvis for det; det er nemlig ikke ment som en kritik, men en (stor) ros.
May 21, 2021
Dánska autorka Helle Helle vo svojom útlom románe približuje vzťah oklieštený na minimum – mamu s dcérou, dcéru s mamou. Ostatné sa deje pomimo nich, v ústraní, na dánskom ostrove na konci sveta.
Helle Helle píše útržkovito. Jej postavy vychádzajú z hmly, ktorá sa znesie na ulice dánskych miest po slabom daždi. V krátkych kapitolách, z ktorých niektoré majú len jeden odsek, píše o všednosti aj obyčajnosti našich životov, a potom tiež o únave, ktorá z toho vyplýva.
„Ale nezvládá ten náhlý přechod k všednodennosti. Handrkování kvůli uzenému úhoři k obědu. Mlčení. To bude radši sama, jenže sama není.“
Dejom sa tiež nesie neutíchajúci smiech mamy s dcérou, dôležité zblíženia po hádkach, náznaky lepších časov.
Zvláštnosťou knihy Ony je prítomný čas, ktorý autorka používa v celej knihe. Všetko sa odohráva v tomto momente, a čo príde alebo bolo zostáva nemenné – súčasné. Mama a dcéra, dcéra a mama. Spolu sa brodia problémami, ktoré sú reálne ale zároveň mimoriadne. Mama rieši z nemocnice po telefóne dcérino prechladnutie. Dcéra sa musí vyrovnať s maminou chorobou. Majú jedna druhú a pritom to často nestačí.
Helle Helle napísala výnimočnú a dôležitú knihu o dospievaní už dospelého dievčaťa, ktoré bolo okolnosťami prinútené stáť v severskej víchrici. Jej kniha Ony sa začína v strede ničoho a rovnako tam sa aj končí. To ostatné prebehne len tak mimochodom.
Helle Helle píše útržkovito. Jej postavy vychádzajú z hmly, ktorá sa znesie na ulice dánskych miest po slabom daždi. V krátkych kapitolách, z ktorých niektoré majú len jeden odsek, píše o všednosti aj obyčajnosti našich životov, a potom tiež o únave, ktorá z toho vyplýva.
„Ale nezvládá ten náhlý přechod k všednodennosti. Handrkování kvůli uzenému úhoři k obědu. Mlčení. To bude radši sama, jenže sama není.“
Dejom sa tiež nesie neutíchajúci smiech mamy s dcérou, dôležité zblíženia po hádkach, náznaky lepších časov.
Zvláštnosťou knihy Ony je prítomný čas, ktorý autorka používa v celej knihe. Všetko sa odohráva v tomto momente, a čo príde alebo bolo zostáva nemenné – súčasné. Mama a dcéra, dcéra a mama. Spolu sa brodia problémami, ktoré sú reálne ale zároveň mimoriadne. Mama rieši z nemocnice po telefóne dcérino prechladnutie. Dcéra sa musí vyrovnať s maminou chorobou. Majú jedna druhú a pritom to často nestačí.
Helle Helle napísala výnimočnú a dôležitú knihu o dospievaní už dospelého dievčaťa, ktoré bolo okolnosťami prinútené stáť v severskej víchrici. Jej kniha Ony sa začína v strede ničoho a rovnako tam sa aj končí. To ostatné prebehne len tak mimochodom.
December 2, 2018
Jeg læser den sidste side, hvor Bob tilbyder at hun kan komme forbi i morgen og hente et blomkålshoved. Derefter bladrer jeg tilbage til side 1, hvor hun går over marken i kinasko med et blomkålshoved. Står tiden stille? Ligger der stadig en elegant foldet pyjamas på gulvet i butikken?
Helle Helle skriver et mesterværk. Efter at jeg læser den færdig filosoferer jeg over hvordan hendes bøger om stille liv med få ord har en særegen relation til Virginia Woolfs tætmalede romaner. Woolf dissekerer sin handling og sine personer som var de løg. Hvert et blik og måden hvorpå suppeskeen føres til munden spredes udover adskillige tætskrevne sider. Helle Helles metode er den modsatte. Personerne skildres sparsomt men de udvalgte nedslag er så præcist formulerede at man er der selv og ser og forstår alt.
I øvrigt er der en sjov sproglig intertekstuel pointe i romanen. Efter at Helle Helle udgiver bogen “Dette burde skrives i nutid”, så vælger hun at skrive “de” helt sparsomt og kun nutid. Jeg prøver det samme her, og det er svært. Indimellem falder sproget næsten fra hinanden.
Går pæren i går?
Helle Helle skriver et mesterværk. Efter at jeg læser den færdig filosoferer jeg over hvordan hendes bøger om stille liv med få ord har en særegen relation til Virginia Woolfs tætmalede romaner. Woolf dissekerer sin handling og sine personer som var de løg. Hvert et blik og måden hvorpå suppeskeen føres til munden spredes udover adskillige tætskrevne sider. Helle Helles metode er den modsatte. Personerne skildres sparsomt men de udvalgte nedslag er så præcist formulerede at man er der selv og ser og forstår alt.
I øvrigt er der en sjov sproglig intertekstuel pointe i romanen. Efter at Helle Helle udgiver bogen “Dette burde skrives i nutid”, så vælger hun at skrive “de” helt sparsomt og kun nutid. Jeg prøver det samme her, og det er svært. Indimellem falder sproget næsten fra hinanden.
Går pæren i går?
January 30, 2020
Een wat vreemde roman over eenzaamheid en verdriet. De hoofdpersoon is een 16 jarig meisje met een zieke moeder. De ziekte wordt slechts terloops benoemd. Het boek is minimalistisch en ook zaken uit het verleden zijn in de tegenwoordige tijd geschreven, hetgeen vervreemdend werkt. Er gebeurt naast de dagelijkse beslommeringen niet veel in het boek maar werkt door de uitgewerkte kleine gebeurtenissen juist beklemmend. Sfeervol.
April 15, 2018
Målløs, mestendels. Hvordan skrive så meget, så smukt, så kort. Rørende & imponerende.
May 16, 2021
De moeder is de vastigheid. Ondanks alles
Er is vertrouwen
Ondanks alles
Er is liefde en zorg
Ondanks alles
en het is als het ware plukken van alledaagsheid op een zodanige manier dat het de schoonheid van de liefde nog beter laat uitkomen
ik kan dit niet verwoorden. het is van een laten raken.
leest u het vooral zelf
https://www.tzum.info/2020/01/recensi...
Er is vertrouwen
Ondanks alles
Er is liefde en zorg
Ondanks alles
en het is als het ware plukken van alledaagsheid op een zodanige manier dat het de schoonheid van de liefde nog beter laat uitkomen
ik kan dit niet verwoorden. het is van een laten raken.
leest u het vooral zelf
https://www.tzum.info/2020/01/recensi...
July 31, 2021
En subtil roman som både er tragisk og morsom, lite forklares. Helle tvinger leseren til å lese mellom linjene. Teksten er mesterlig formulert, hele historien fortelles i presens, både nåtid og fortid. Etter å ha lest et titalls sider kom jeg inn i romanens rytme. I sidene som kommer blir den bare bedre og bedre.
February 10, 2021
Så fin. Så sårbar. Skal nydes - gerne i mange små bidder, så den holder længst muligt.
Want to read
October 31, 2025Obsessed with this cover (and everything New Directions publishes) so naturally I pre-ordered it instantly xx
November 9, 2018
Det var et hårdt arbejde, men det lykkedes! Meget tomgang, Ligger mellem 1 og 2 stjerner, men runder op.
July 30, 2019
Utrolig fin bok!
December 20, 2020
Blij deze auteur ontdekt te hebben.
Op een heel bijzondere en subtiele manier vertelt zij over de speciale band tussen een moeder en een dochter.
Ik wil zeker nog ander werk van haar lezen.
Op een heel bijzondere en subtiele manier vertelt zij over de speciale band tussen een moeder en een dochter.
Ik wil zeker nog ander werk van haar lezen.
September 28, 2021
Faktisk bedre 2.gang jeg læser den. Hendes konsekvente brug af nutid, den cirkulære slutning, det er en genial roman.
June 21, 2023
Gelezen in en onderweg van en naar Kopenhagen, dat was leuk. Niet zo mijn smaak maar wel mooi (kan dat?)
March 16, 2024
Det er sjældent at jeg som læser føler mig så udenfor som her. Jeg vælger at bruge læseoplevelsen som sproglig inspiration - at have stiftet bekendtskab med en særlig skrivestil og se hvad jeg kan tage med videre selv - for den personlige identifikation er lig nul. Hankønsvæsner eksisterer i periferien. Som papfigurer, ansigtsløse. Hvis overhovedet. Ikke at det SKAL handle om mænd, men som mandlig læser leder jeg desperat efter håndtag der også kan åbne døre for mig i læsningen. Fandt dem ikke.
På en måde klaustrofobisk.
Det er der sikkert en pointe i, men så sæt den fri til mig som læser.
På en måde klaustrofobisk.
Det er der sikkert en pointe i, men så sæt den fri til mig som læser.
July 21, 2022
Jag förstår inte riktigt den här boken. Det litterära uttrycket är lite för unikt för min smak, det känns aningen krystat. Användandet av tempus är också märkligt… Kan vara så att boken är alldeles för ”revolutionerande” och annorlunda för min smak. Och enligt mig ska det inte ta över en halv bok för läsaren att förstå vad det handlar om. Inte helt säker på att jag förstår även efteråt, trots att skrivsättet lett till att författaren vunnit priser…
Tilltalande omslag i alla fall!
Tilltalande omslag i alla fall!
May 7, 2018
... eller: Hvad vi taler om, når vi undgår at tale om døden.
May 30, 2022
Stark trea men ändå inte fyra
Edit: 30/5 2022. En fyra är det ju ändå faktiskt
Edit: 30/5 2022. En fyra är det ju ändå faktiskt
January 29, 2024
Af en eller anden grund har jeg ikke læst Helle Helle i mange år. Hun lugter lidt af en dansklærers pligt måske. Men hun er jo først og fremmest en læsers glæde. Jeg er ikke sådan en der falder på røven over datid beskrives i nutid, men jeg er virkelig på røven over, hvor lidt hun skal skrive, førend jeg føler en helt særlig stemning. Ventesorgen er så svær at beskrive, men her lader det sig gøre, fordi der næsten ingen indre synsvinkel er. Den måde hun slæber sig afsted på, altså. Genkendelsen ligger i marven og bevægelserne.
March 27, 2020
Helt ok, men det får da være måte på med den utrolig gjøglete Forfatterskolen i København-stilen
June 18, 2024
Jeg forstod ikke bæret før aller siste side og den var meget fin og trist
December 15, 2024
Dansklærer-triologi 3/3.
Spændende var den ikke. Sikkert meget godt skrevet i det større billede.
Spændende var den ikke. Sikkert meget godt skrevet i det større billede.
Read
April 11, 2025Odložila jsem 20 stranách, nedávalo nějak smysl tímhle zabíjet čas :))...
June 28, 2022
Fin ambition men för min del blir det alldeles för snurrigt och minimalistiskt.
March 29, 2021
Tristeste men bedste Helle Helle bog jeg endnu har læst....
January 30, 2022
Perfektne napísané a ešte lepšie preložené. Príjemné, nenútené, čisté v každom slova zmysle. Za celú knihu asi nenájdete použitý minulý čas (!), krátke formy vás namotávajú čítať ďalej, držia v miernom napätí, ale ono v podstate nie je prečo :) V recenzii som čítal ze “sucho” napísané - áno ale v tom najlepšom slova zmysle. :)
Určite si zaslúži viacero prečítaní :)
Určite si zaslúži viacero prečítaní :)
November 1, 2024
Väldigt fin och rolig bok!
Det finns en otydlighet och oskärpa i språket som jag tycker om. Märkliga små detaljer droppar från sidorna som ger mig bilder i men utan att hugga dem i sten. Det är flyktigt men med mycket närvaro
Det finns en otydlighet och oskärpa i språket som jag tycker om. Märkliga små detaljer droppar från sidorna som ger mig bilder i men utan att hugga dem i sten. Det är flyktigt men med mycket närvaro
August 27, 2021
Tam kde studeny vlhky morsky vzduch bicuje lica vystipane od slz, sa dorasta cez noc z dievcenskych do dospelych topanok.
Displaying 1 - 30 of 167 reviews