Truede hun sin kæreste med en køkkenkniv? Hun kan ikke huske det, kun at nogen råbte, hun var fucking sindssyg. Det er nat, og hun sidder på den psykiatriske akutmodtagelse i Ballerup. Hun har gået rundt ude på parkeringspladsen uden tøj på for at lede efter sin kæreste.
For få dage siden var hun en kvinde med en mand i et rækkehus nord for København. For længe siden var hun et barn i en indviklet familie. Nu er hun ikke længere i sin egen krop. Hungerhjerte er en autofiktiv roman om angst, kærlighed, sex og terapi. En kvindelig forfatter er flyttet hjem til Danmark efter at have boet nogle år i Tanzania. Hun er del af et københavnsk kulturmiljø, og hun forelsker sig begærligt i en musiker, som hun flytter ind hos sammen med sin voksne datter. Men umærkeligt svinder lyset omkring hende, om natten vågner hun med et sæt. Hun ved godt, hvordan ordentlige mennesker opfører sig.
De er afdæmpede og rummelige. Men inde i hendes hoved traver et vilddyr rundt under en udspændt hinde.
Karen Fastrup har selv fostret ordet ”hungerhjerte”, og hun definerer det som et hjerte, der har en sult efter at blive elsket, et menneske, der har et udvidet behov for at blive set og føle sig inkluderet. Fastrup beskriver imidlertid sig selv som født sulten i det hele taget, og hun mener, at det var denne tilstand, der førte til, at hun blev forfatter. Af natur er hun en meget sanselig person med alle antenner ude, hvilket har givet hende et intenst liv, såvel hvad angår kærlighed som andre oplevelser. Men det siger sig selv, at det også kan være udmattende at have mentalitet som et stykke trækpapir, der nysgerrigt suger alting ind.
Fastrup har konsulteret psykologer, fra hun var 20 år, men i 2015 spidsede hendes problemer til i en sådan grad, at hun af sin kæreste blev indleveret på den psykiatriske akutmodtagelse, hvor hun fik diagnosen borderline. Hun pointerer selv, at dette er en personlighedsforstyrrelse, der nok til dels er affødt af hendes udvidede sensitivitet, men den er også miljøbetinget på den måde, at den kan være igangsat af svigt under opvæksten. Den sydjyske opvækst beskrives i ét spor i Fastrups autofiktive roman ’Hungerhjerte’, vekslende med et københavnsk nutidsspor fra 2015-2017, der beskriver hendes psykiske nedsmeltning og den efterfølgende behandling.
Hendes far var cand.mag. i musik og dansk. Jørgen Fastrup var del af den udbrydergruppe fra Askov Højskole, der dannede den samfundskritiske Kolding Højskole, som han senere blev forstander for. Umiddelbart ville man karakterisere ham som venstreorienteret og som en frigjort kulturradikal, men hans rødder i det puritanske højborgerskab i Viborg slog lejlighedsvist igennem i form af uartikulerede udbrud, der kom højst uventet for Karen. Moderen var 15 år yngre, og med sine syv års skolegang var hun langt fra ægtemandens jævnbyrdige i intellektuel henseende. Men hun fødte ham fire børn, hvoraf en 8-årig søn døde af leukæmi, hvilket efterlod moderen med depressionsagtig migræne og uden overskud til de øvrige børn. Karen var kun 8 måneder, da den terminale fase satte ind, men blev alligevel – sammen med sin storesøster – udstationeret hos bedsteforældrene i Viborg, som de ikke kendte. Døtrenes hjemkomst til forældrene efter tre måneder faldt sammen med, at storebroren døde, så alt var yderst traumatisk. Nu var det forældrene, der var fremmede i forhold til babyen på 11 måneder, og Fastrup er ikke i tvivl om, at den angst for kærlighedstab, der har præget hende hele livet, grundlagdes i og med denne tidligt påtvungne separation. 18 måneder gammel blev Karen i øvrigt selv indlagt på hospitalet i længere tid, fordi man ikke kunne finde årsagen til, at vedvarende gråd uvægerligt resulterede i, at vejrtrækningen stoppede, og barnet besvimede. Ingen af forældrene indlagdes sammen med hende.
Siden kom der en lillebror til, men det blev ikke ham, der tog det på sig at erstatte den døde storebror over for forældrene. Lillebrorens foretrukne opholdssted var på gulvet under spisebordet, hvor han udstyret med atlas, der var større end ham selv, hengav sig til en ubevidst udlængsel. Karen, derimod, kommunikerede med faderen på bordniveau, hvor han ødselt gav hende stimuli i litterær og musikalsk retning, ligesom han bidrog med diverse fysiske udfoldelser til hendes socialisering. Hun oplevede ikke faderens opmærksomhed som udtryk for ubetinget kærlighed, tværtimod var opvæksten præget af utryghed og angst for, at hun måske ikke fortsat kunne gøre sig fortjent til hans kærlighed.
Og så kom puberteten, hvor Fastrups slanke drengeagtige krop forandrede sig i retning af en kvindekrop med både baller og bryster, hvilket ved to lejligheder foranledigede følgende patriarkalske brøl fra faderens side: ”Jeg kan ikke holde ud at se på din store røv!” samt ”Gå ind og tag en trøje på. Jeg kan ikke få en bid ned, hvis jeg skal se på dine bryster!” At skulle stå ansigt til ansigt med faderens utilslørede væmmelse udløste en skam i Fastrup, som hun omtaler via billedsprog, der er centreret omkring en angst for, at endetarmsmuskulaturen skulle svigte, samt et ønske om at blive reduceret til et skelet overtrukket med tynd hud. Såvel endetarmsmuskulaturen som skelettet dukker op under psykosens billeddannelser i 2015; faderens hån og hendes reaktion herpå er altså blevet internaliseret i den voksne kvinde.
I starten af romanens nutidsspor lever Fastrup sammen med en jazzmusiker, som hun kalder Jan. Tidligere har hun gennem 15 år været gift med Niels Lyngsø, med hvem hun har to børn. Hun har også i en kortere årrække været gift med Philip Nordentoft, med hvem hun i et par år var udstationeret i Afrika. Alene tilbage i Danmark skulle hun dels genvinde sin position som litterær oversætter, og hun skulle naturligvis også gerne genoptage sit eget forfatterskab. Men hun røg ind i en skrivekrise og også i en krise med kæresten Jan, der ikke havde samme ønsker som hende til tryghed og kontinuitet i forholdet.
Som nævnt er det faderen, der har været igangsætter for udviklingen af Fastrups sprog og intellekt, men han holder sig ikke for god til ved given lejlighed at slå hende tilbage til start. Karen ved tidligt, at hun vil være forfatter, men der går år, før hun har skrevet en tekst, som hun selv har så meget tillid til, at hun tør vise den til faderen. Denne slagter indirekte hendes tekst med en bemærkning om, at den jo da kan være en udmærket måde at bearbejde en ulykkelig forelskelse på. Dette er den eneste respons, hun får, så herefter skriver hun ikke en linje i ti år.
Som nævnt nulstilles hun sprogligt under psykosen, ikke blot i henseende til selv at generere et plot, men også i henseende til overhovedet at kunne opbygge danske sætninger som oversætter. Og dette er et fundamentalt anslag mod hendes personlighed: ”Når jeg ikke kan skrive, føler jeg, at jeg er nødt til at dø”. Hendes storesøster Anne, der er lektor i litteraturvidenskab, laver en aftale med hende om, at hun to gange ugentligt skal sende hende tekstbidder, som søsteren vil respondere konstruktivt på, og fra en meget beskeden start med ganske få ugentlige linjer udvikler dette sig til nutidssporet i ’Hungerhjerte’.
Heldigvis har søsteren ikke fungeret som en redaktør på automatpilot, så hun har ikke strakt de indledningsvise ubehjælpsomme brokker ud i henhold til normalstandarden for en voksen persons syntaks. Under den lettere kaotiske indlæggelse på psykiatrisk tales der alt overvejende i korte hovedsætninger, der har subjektet i forfelt; altså som børn eller sprogligt uformående taler. Dette får de enkelte sider til momentant at ligne siderne i en drejebog, idet de korte udbrud får lov at udgøre hver sin linje på siden: ”Du skal blive her, siger hun. / Det løber ud af mig. / Du bliver her, gentager hun. / Hendes ansigt er hårdt. / Jeg vender mig mod hende, rank og stærk.”
Romanen er fortalt i bagudsyn og nyder dermed godt af tilbageblikkets klarsyn, men sproget harmoniseres ikke undervejs. Kun gradvist tilbageerobres ordene, syntaksen, stilistikken, og da sejren er hjemme, har Fastrup storhed nok til at takke faderen: ”Har jeg fortalt, at du har givet mig sprog?” Selv om også hans indsats ind imellem kunne siges at være ét skridt frem og to tilbage.
Wauw en bog! Man sidder tilbage og tænker: hvis dette bare er et lille indblik ind i ét menneskes åndliv, så er jeg ikke sikker på at jeg kan rumme at der findes 7,6 milliarder andre!
I have been loving autofiction lately and I really enjoyed HUNGER HEART by Karen Fastrup translated from the Danish by Marina Allemano! This novel follows Karen’s breakdown and hospitalization and her dealings with intense love, heartache and mental illness. This book opens with Karen in a psychiatric centre and jumps back and forth in time to reveal memories of her past. I loved the autofiction aspect to this writing as Fastrup draws heavily on her own life for this story. I also loved the short chapters which made this a quick read. The aptly named title reflected the main metaphor of Fastrup’s hunger for love and human experience. It was very interesting to read this personal account of mental health told in novel form.
Thank you to Book*hug Press for my gifted review copy!
Fremragende lille roman om psykisk sygdom. Jeg synes at Karen Fastrup er lykkedes forbløffende godt med at skrive om sig selv og om ikke at være sig selv, og om at se sit fremmede selv med andres øjne osv..
Hvis man er lidt loren ved autofiktion, men har mod på at tjekke det ud, så er Hungerhjerte et rigtig godt bud på en bog, som det er værd at give chancen. Jeg slugte den i ca. tre store bidder, og jeg ville til enhver tid gøre det igen.
Springene frem og tilbage mellem fjern fortid og så nær fortid op mod nutid skaber en meget betagende collage, som så fint, så fint kan bære den jo ellers ret tunge fortælling. Intet bliver pakket ind, men det private og intime holdes samtidig lige netop på den anden side af det invaderende.
En aldeles intim, ja, virkelig tæt-på beskrivelse af, hvordan en personlighedsforstyrrelse udvikler sig gennem livet og ikke mindst ser ud "indefra"/ for den direkte berørte. Beskrivelserne emmer af vildskab, markante skift, desperation, ensomhed og afgrundsdyb angst, som giver en virksom fremdrift i læsningen. Af samme grund ville bogen stadig fungere fint, og sygdommen fortsat stå klart frem, hvis man havde udeladt halvdelen af de seksuelle scener. Man bliver lidt træt til sidst.
There were many things I enjoyed about this book. I enjoyed the honesty of the author's voice. I thought the way her struggles were described and narrativized were captivating. Her breakdown felt sudden and yet, due to that, felt realistic. The aftermath seemed hazy, jumping back and forth between notions of "progress" and lapses. I really felt captured by those moments.
I enjoyed the flashbacks to her younger self although, aside from certain memories, I questioned the purpose of them in an autofiction. I understand there is a blurring of lines between artistic curation and actual facts, and so for that reason I thought that some moments of honesty that probably made sense for the author to describe actually did not frame the focus of the book in any particular way.
On that, I felt the ending of the book confusing in it's intention. The unfinished feeling was understandable, but the actual purpose of it was questionable. I think overall, because this was framed as an autofiction, rather than just a memoir, I was left asking about why certain sections were included more than I would.
The thing I loved the most, though, was reading about the anxiety around her writing. The way she described writers block physically manifesting in her, creating a confusion of identity and anxiety was something I could relate to in small ways. It felt like it really captured the immobilizing fear of not being able to produce what you know you can and should be able to produce. The identity crisis that comes from not being who you think you are and were. It was affecting and my favourite moments of the book.
En stærk bog der sætter fokus på psykisk sygdom og sindets kompleksitet. Karen Fastrup skriver med en smuk og nysgerrig tilgang til ordene, som tydeligt sætter et stemningsmæssigt præg, der påvirker læseren. På en gang føler jeg mig tæt på forfatteren og hendes tankegang, men samtidig skaber sproget til tider også en følelse af at være meget distanceret fra forfatteren. Det skaber en helt konkret og mærkbar afstand, som så hele tiden brydes af de utrolige voldsomme oplevelser, som Karen Fastrup skildrer.
|| HUNGER HEART || #gifted @bookhug_press #minibookreview • Translated from Danish, HUNGER HEART is devastatingly moving auto fiction, exploring mental illness as well as the ways that love, language and identity shape our lives.
We move with Karen before, during and after her diagnosis, we see how isolating her disease is. The lonliness and powerlessness she feels within and how the world gets distorted around her. We also see the flame that burns within, and how her family and youth played into her psychosis. Compelling and captivating!
Det er dejligt med en bog, der giver et indblik i, hvordan det er at have en psykisk sygdom i Danmark. Den er spændende og godt skrevet, bortset fra nogle få lyriske passager, som vel skal være smukke og/eller illustrere indre tilstande, men som bare er irriterende meningsløse. Men der er noget konstant underliggende, der nager mig. Jeg tror, det er en fornemmelse af falskhed og selviscenesættelse. Jeg er simpelthen mistroisk over for, om der er smurt lidt tykt på. Det er jo en roman, som gerne må indbringe forfatteren penge og identitet (hører vi eksplicit), så lad mig lige vinkle det sådan her, overdrive lidt her og tilføje lidt mere sex, virker det, som om forfatteren har tænkt. Hvorfor skal vi f.eks. høre om, at hun proppede små dukker op i tissekonen, da hun var barn? Det står helt alene og bliver ikke sat i forbindelse med noget. Da den slags er helt normalt for piger og ikke noget særligt for Karen eller hendes sygdom, så er det simpelthen ikke relevant, men sikkert et salgstrick, fordi bogen og forfatteren dermed bliver lidt mere særlig og får lidt kant. Desuden synes jeg, den er udleverende: Hvorfor skal vi høre om, at Jan fik en orgasme uden udløsning en dag, hvor parret bare lå og kælede et offentligt sted? Stakkels Jan og stakkels mig som læser. Jeg ser ikke mig selv som snerpet, men dette er simpelthen irrelevant og alt for privat - medmindre forfatterens egentlige mission er at vise, hvor sanselig og tiltrækkende hun er, måske som modstykke, hvis nogen (f.eks. potentielle kommende kærester eller elskere) skulle få den opfattelse, at hun bare er gak. Og det er ærgerligt, for fortællingen om sygdommen kan sagtens stå alene og burde efter min mening stå alene og ikke snaskes ind i safter af irrelevans. Hvad med de stakkels psykisk syge mennesker, der ikke er lidenskabelige sexbomber og storsælgende forfattere? De bliver altså tabt i den her fortælling. Nogen bør følge op på det her og skrive en troværdig roman om psykisk sygdom uden lækre, kompenserende egenskaber og en komplet uforklaret raskmelding som modvægt.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Karen Fastrups autofiktive Hungerhjerte er en stærkt personlig beretning om alvorlige psykiske lidelser og hvad det gør ved en person og dennes omgivelser.
Jeg har ikke læst noget af Karen Fastrup før, men hun har udgivet flere romaner og har oversat nogle ret store forfattere. Det kom som et chok - for hende selv og hendes trofaste læsere, da hun blev diagnosticeret med den psykiske sygdom borderline.
Hungerhjerte er et spændende og lidt uhyggeligt indblik i en mørk tid i forfatterens liv.
Karen får en psykisk nedsmeltning - en psykose og ender med at blive akut indlagt på psykiatrisk afdeling efter at være gået i selvsving med en køkkenkniv foran sin kæreste og kærestens søn.
Vi følger Karen i nuet under indlæggelsen og efter, men vi får også flashbacks til en barndom med en ekstremt følelsesforvirret familie.
Karen Fastrup er hudløst ærlig omkring hendes liv og selve diagnosen. Jeg vidste ikke meget om borderline før, men Karens fortælling har gjort mig lidt klogere.
Det var en bog jeg ikke havde lyst til at slippe igen, så derfor blev den også ret hurtigt læst😊
Jeg kunne ret godt lide skrivestilen og de noget groteske sætninger om at føle, at man bliver trukket gennem sin endetarmsåbning. I det hele taget var hendes beskrivelser af sygdomsoplevelsen virkelig godt fortalt.
Det er en meget personlig og ærlig bog om sygdom, familie, terapi og sex og den har givet mig et større indblik i psykiatriens verden. Meget anbefalelsesværdig🤓👍
Interessant bog, der giver et godt indblik i, hvad det vil sige at være psykisk syg og møde systemet og andre mennesker. Sproget er drømmeagtigt og nogle gange næsten forceret lyrisk. Jeg opfatter ikke mig selv som snerpet, men jeg synes, det sexuelle fylder for meget og er for eksplicit beskrevet. Alligevel er bogen underligt fascinerende.
Det er så sjældent efterhånden, at man får en bog i hånden, som bare har en fra første side. Jeg er helt i sorg over nu at have læst sidste side. Karen fortæller autofiktivt om sin tid i psykiatriens univers, om sin borderline diagnose, som er den eneste diagnose, hun virkelig ikke vil have på sig, om kærlighed eller afhængighed af kærlighed, om at agere normalt, når man ikke føler sig det, om den barndom som former os alle. Og hun gør det uden at analysere, uden at forklare det hele. Åh, hvor er den smuk og ærlig og virkelig fantastisk. Mere. Meremeremere. #hungerhjerte #karenfastrup
En rigtig god bog både indholdsmæssigt og sprogligt. (Opbygningen af den kan jeg nu også godt lide. Der skiftes mellem nutiden, hvor den voksne kvinde kæmper med sig selv og sin psykiske sygdom og beskrivelser (tilbageblik på) af hendes barndom). Især sprogligt. Lækre ordblomster, der matcher det komplicerede sind og den udadreagerende krop, som romanens (autofiktion) hovedperson og jegfortæller besidder (eller snarere ikke besidder, da hendes psykiske sygdom gør hende identitetsløs og forvirret). Jeg er blevet betydeligt klogere på diagnosen 'emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse', men faktisk også det modsatte. Hvad dækker den helt præcis over? Har man virkelig (her kan spores min akademiske, kritiske tendens) maniske og psykotiske tendenser som emotionelt ustabil? Jeg er i hvert fald blevet nysgerrig på diagnosen! (Troede på et tidspunkt, at hovedpersonen var skizofren). Og så er jeg begejstret for kombinationen af psykologi og litteratur. Det er lige mig!! Ej, den skal altså have 5 stjerner, selvom jeg startede med at give den 4, fordi de sluttede lidt uforløst. Men måske er det utopisk (og naivt), at tro, at man kan få klare svar på hvorfor og hvordan, årsag og virkning ift. udviklingen af den psykiske forstyrrelse - få trådene til at hænge (helt) sammen - når det drejer sig om en virkelig person og ikke bare en fiktiv. Eller måske faktisk ved begge dele.
Det er en gribende fortælling om psykisk sygdom, kampen med dæmonerne og forsøget på at blive rask. I den autobiografiske historie fortæller hovedpersonen i jeg-form om sin bipolære lidelse, indlæggelser, angst og skrøbelighed. Ind imellem klippes tilbage til opvæksten. Der har altid været sygdom i familen, men måske blev sygdommen også næret af en skrøbelig mor og en streng socialistisk far, som dog også gav kærligheden til kunst og litteratur videre. Hovedpersonen blev mobbet som barn og var til tider psykisk uligevægtig. Ind imellem forfølger vi parallelt med sygdomshistorien et veninde- og damebladsspor, hvor der tales om intimbarbering, Tinderdates og sprøjteorgasmer.
Bogen er bedst, når den skildrer indlæggelserne, angsten og kampen mod sygdommen. Sprogligt fremstår bogen også stærkest her. Klippene til fortiden fungerer som klangbund til nutiden. Måske skulle det have fyldt mere eller mindre? Venindesporet, som også fremstår sproglig svagetst, kunne jeg godt have undværet.
Jeg holder meget af bøger skrevet af mennesker, der har oplever at være patienter. Som læge bliver man så vant til alskens sygdomme og ulykker, at man bliver tykhudet og det kan være svært at bevare empatien og forståelsen for patienternes problemer.
Derfor er bøger som disse så vigtige. Forfatter Karen Fastrup fortæller medrivende om sine oplevelser med at være patient i psykiatrien. Hvordan det har gennemgribende konsekvenser for hele hendes liv, hvordan hun oplever mere eller mindre empatiske læger og personale, hvordan nogle diagnoser er finere end andre. Kampen for at vende tilbage til et normalt liv, kampen for at forstå sig selv med en diagnose, tilbageblikket og accepten.
Hungerhjerte er en fin læseoplevelse, både for læger, for alle der har stiftet bekendtskab med psykiatrien og for alle der arbejder med mennesker.
Hunger Heart, written by Karen Fastrup and translated by Marina Allemano, is a work of auto-fiction that lets the reader experience, as closely as possible, a breakdown and its consequences.
It took a few pages for me to get used to the flow of the writing, the disjointed feeling which, I imagine, accompanies being in a mental ward. Yet the writing also has a flow to it that helps the reader understand what is happening, both within Karen's mind and in the world around her. Once you find that flow the novel reads quite well.
I think I saw a quote from Fastrup that helped me understand, to a better degree, the distinction between auto-fiction and fiction influenced by a writer's life experiences (isn't it all?). I don't have the quote handy so I will try to paraphrase, which means this is more my understanding than specifically what she said. In other words, any confusion is on me, not her. Auto-fiction seems to be more specific in nature, in that it focuses or centers a specific event or period, with enough other information to make the story more understandable. The thing that makes it fiction is that there is not the need to make sure every incident or conversation has a one-to-one relation to something that actually happened. I believe she mentioned that in order to both move the story along and portray what she was feeling at the time she was living the story, she combined several incidents into a completely fictional incident which captured or retained the emotions and feelings even though that particular event never happened. So that immediately separates this from actual autobiography or memoir (at least how they should be). This entirely fictional event is situated in the midst of incidents that more closely resemble what really happened. In many autobiographical novels, by which I mean those influenced by a person's experiences, very few of the events are actual events, most are simply using experiences to make the fictional account that much more realistic. So the heavy use of actual events interspersed with fictional events versus almost entirely fictional, though influenced by actual, events is what I think of as the difference between auto-fiction and autobiographically influenced novels. Okay, maybe I didn't help much.
While the personal journey is what I will take with me from the book, I also found the glimpse into what passes for mental healthcare to be worth remembering as well. Misdiagnoses are not uncommon, especially for women, and sometimes the care seems to be missing just that very thing, caring. My comment isn't meant as an over-the-top attack on the field, but rather an acknowledgement that there is still a lot we don't know about our minds and what makes each of us the persons we are.
I would recommend this to readers who want to gain insight into the protagonists in the novels they read, and thus insight into ourselves.
Reviewed from a copy made available by the publisher via NetGalley.
Velskrevet, autofiktiv om Karens sammenbrud og indlæggelse på Psykiatriske afdelinger. Foregår i nutidens København med flashback til jegfortællerens barndom ved Kolding. Hun har den mindst agtede diagnose, amagerdiagnosen: borderline. Om psykisk sygdom, angst, forældre/barndom, kærester og sex. "i min fars familie arver man psykisk sygdom". Meget fin roman, der aftabuiserer psykisk sygdom. Alvorlig men også humoristisk.
Jeg-fortælling der beskriver den psykotiske tilstand set indefra.
Autobiografisk roman om Karen, der kæmper med psyken og kærligheden. Romanen er beskrivende og afsøgende i sin undersøgelse af, hvordan Karens liv var og er, og jeg bliver revet med helt ind i hendes skrøbelige sind og oplever psykoserne indefra. Jeg er på røven af beundring over, den kraftanstrengelse, det må have kostet at skrive, det fantastiske sproglige talent og den hudløse ærlighed, man som læser præsenteres for.
“Hungerhjerte” er en fængslende roman, handler om meget andet end psykisk sygdom. Det er også en fortælling om barndom, opvækst, ensomhed, familie og ikke mindst om stærke søskenderelationer. Mange historier fortælles i “Hungerhjerte”, og man fornemmer tydeligt, at der er stof til mange flere romaner.
Tak til Karen Fastrup for at give os andre et ærligt indblik i de tanker og følelser, der bevæger sig i hendes indre. For at hjælpe os andre til at forstå, hvad diagnosen borderline kan dække over. En diagnose, der desværre stadig er fyldt med megen stigma. Læs min fulde anmeldelse her - http://anettesbookshelf.dk/hungerhjerte/
Beskrivelse af forfatterens liv med psykisk sygdom, diagnosticering med borderline og gentagne indlæggelser. Sideløbende fortælles en række episoder fra barndom og ungdom. Giver et godt indblik i en person med psykiske problemer og i det paykiatriske system.
Ærlig fortælling om det at have en psykisk sygdom. Forelskede mig så meget i det melankolske sprogbrug uden at det på nogen måde gik over i at være selvhøjtideligt. Ikke sidste gang jeg læser noget af denne forfatter.
Interessant og rørende fortælling om Karen, der får diagnosen borderline - præcis den diagnose, hun frygtede mest. Om ikke at have en identitet, om at kaste hele sig selv ind i kærlighedsforhold, om at bygge sig selv op igen, om at få en identitet udover diagnosen.
Er begejstret for tematikken og sproget beskriver smukt hvordan det kan være at leve med psykisk sygdom. Desværre giver bogen et indtryk af, at man først rigtigt fortjener, eller er i stand til at varetage kærlighed, arbejde, familie osv. når man er “rask”.
Om en kvinde der bliver indlagt på grund af psykiske problemer. Om hvordan hun og kæresten håndterer det. Meget godt beskrevet. Jeg blev helt revet med.