SPONSORERET ANMELDELSE
Det første ord, der falder mig ind at sige om denne bog, er: rørende. Jeg sad med tårer i øjnene, og nogle gange løb de ned ad kinderne, i store dele af bogen. Den store sorg og skyld, som James er ramt af, er virkelig hjerteskærende, men også forståelig. Hvordan kommer man videre efter sådan et tab? Derudover blev jeg også rørt af Harpers historie om hendes svære barndom. Man forstår, hvorfor de begge er så bange for at blive afvist og bange for at miste. Det er virkelig en bog, der niver i hjertet.
I Angel Sands er der et fantastisk sammenhold, selvom sladderen går hurtigt, tager de sig af hinanden. Sejrene og succeser fejres sammen, og der er altid en skulder at græde ud ved i tilfælde af nederlag eller tab. Jeg elsker, hvordan Harper og James hurtigt bliver en del af den store vennegruppe, som bl.a. tæller de par, som man kan læse eller har læst om i de forrige bøger. Alle bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden, men som altid anbefaler jeg, at man læser dem i rækkefølge.
Jeg har læst seks bøger af Carrie Elks, og jeg har været vild med dem. Så jeg stiller mig nu forrest i køen, når der bliver oversat flere fra hendes hånd. På Goodreads står der, at hun skriver søde og sexede contemporary small town romancer, og mere præcist kan det ikke siges. Så hvis du er til den trope, så er det bare med at komme i gang.