Så længe Helene ikke selv tilbereder kokainen, men kun ryger, når det bliver budt, er hun ikke afhængig. Hun lever et liv som alle andre, men føler ingen attraktion ved den tilværelse, hendes venner søger, kun rusen kalder på hende. I miljøet omkring Istedgade møder hun bandemedlemmet Sammi, og mens vennerne fra gymnasietiden forsvinder ind i normaliteten, bruger de to sammen dagene på at skaffe stoffer og indtage dem, hvor de kan komme til det.
S er kærlighedshistorien om Helene og Sammi og om kærligheden til stoffer, om hustleren Mona, den utilregnelige Ron og pusheren Mor, og om at ville slå familiehunden ihjel og drømme om at blive guldsmed, selvom man er indbrudstyv.
Simone Mørch Stjer debuterer som forfatter med romanen S.
Bogen er en meget fin skildring af livet på “Gaden”, hvor Helene konstant er på jagt efter stoffer. Dog er den handlingsmæssigt lidt kedelig og der sker ikke så meget. Jeg havde håber på, at bogen ville have mere fokus på skellet mellem hendes tidligere “normale” venner fra gymnasietiden og hendes nye venner fra miljøet omkring Istedgade.
Jeg sætter generelt pris på romaner, der kan hjælpe os kedelige, almindelige mennesker med at få indblik i andre dele af samfundet. Jeg har også tidligere i livet med stor fornøjelse fortæret adskillige bøger om misbrugsmiljøet - både i Danmark og udlandet. Men hvor andre har formået at komme helt ind under huden på mig på en måde, så jeg næsten fik det fysisk dårligt (Nordkraft, Trainspotting), holder S sig ret meget på overfladen. Det er givetvis et ganske realistisk portræt af de logistiske problemer et misbrug kan medføre, men det er ikke specielt interessant. Og jeg orker simpelthen ikke hele "et liv som misbruger kan da være lige så godt som villa, Volvo og vovse-tilværelsen"-tilgangen. Suk. Jeg er ikke sikker på, at Simone Mørch Stjer med S bringer noget nyt til genren, der vist har haft sin storhedstid.
En velfungerende historie uden så meget på hjertet. Min seneste læsning i dette tema var "Techno" og jeg må sige at Stjer lidt mere præsterer en historie end Jensby gjorde med sin debut. jeg ville dog gerne have en pointe, for at tage min anbefaling udover tre stjerner.
Historien om Helene er historien om en ung Københavnsk kvinde som ender i det hårde miljø bag Hovedbanegården. Ikke så ekstremt at hun bliver drevet ud i hård prostitution, men slemt nok til at hun er nødt til at svigte dem hun har kær for at få sit misbrug til at hænge sammen.
Fortællestilen er fin, tempoent godt og jeg læse gerne det næste som kommer fra Stjers hånd.
I et nøgternt sprog føres vi rundt i Kbh på jagt efter stoffer og steder at tage dem. Jeg føler med hovedpersonen Helene, men forarges over de valg hun tager og hendes manglende empati, som stofferne har ædt væk. Har fået kritik for at romantisere stof-verdenen, men det kan jeg ikke se. Tværtimod fremstilles den kold, klam og meningsløs. Ret realistisk.
Historien om Helenes eksperimenter med stoffer, hendes oplevelser i det benhårde miljø blandt kriminelle, narkomaner og hjemløse på Vesterbro. Bogen minder for mig meget om Ejersbos “Nordkraft”, og jeg tror ikke, at “S” er en bog, jeg vil huske.