I denne stille og finurlige fortælling formet som breve følger Vi Helga, der lukker et vigtigt kapitel i sit liv, efter en katastrofe ramte hende. Dog må hun gense et særligt sted - Hamilton Beach - en sidste gang, for at kunne få arbejdet sig igennem den altoverskyggende sorg som ramte hende. Det er fortidens møde med nutiden, der kommer til at samle hendes verden.
Det er de usagte ord, tanker og følelser i brevene bogen også indeholder fra Joseph, som desuden fortæller en anden vinkel af selvsamme fortælling. At finde meningen lige der, hvor det gør ondt.
–
Det sker og det skete her. Romanen ramte mig aldrig rigtig og jeg blev ikke grebet på noget tidspunkt. Tværtimod var den lang at komme igennem. Hvilket rent faktisk irriterer mig, for jeg vil så gerne kunne lide hendes forfatterskab, da jeg har flere af hendes bøger stående.
MEN! Jeg tror at fortællingen vil noget fint og ønsket om at ramme noget genkendeligt hos læseren fornemmes, jeg var bare ikke lige der. Desuden er sproget flydende og velskrevet, ingen tvivl om, at forfatteren skriver godt.
Vi skal tale om sorg, vi skal læse om sorg, så vi tør gå ind i sorgen. Derfor kan bøger som denne være vigtige, da det er en ufarlig måde at kigge nærmere på sorg helt overordnet.
Langtrukken, men stille og finurlig.
-
-
-
Reklame - Anmeldereksemplar modtaget.