Kommer du nogensinde tilbage til mig? er en historie om løgne og sandheder, om familie og sorg og om den første, store kærlighed, når den gør allermest ondt.
Kort før eksamen i niende klasse opdager Atlas sandheden om noget, hans mor har forsøgt at skjule for ham hele hans liv. Han vil helst glemme det, vil bare have, tingene skal være, som de plejer. Men langsomt begynder Atlas at tvivle på alt – sin mor, sine venner, sig selv - og ikke mindst på sine følelser for Adelia, som jo ellers skulle være hans livs kærlighed.
Kommer du nogensinde tilbage til mig? er en stærk roman, der opfordrer sin læser til at sætte ord på de ting, der gør ondt, og at være åben omkring de ting, der fylder i ens liv, over for ens nærmeste. Ingen af os er tankelæsere, og det kan derfor være vanskeligt at hjælpe én, der ikke af sig selv åbner op for, hvad problemet er, selvom man kan se, at vedkommende har ondt. Den opfordrer samtidig til, at vi er ærlige over for hinanden, hvilket også går ind under det her med, at vi skal få sat ord på de ting, der fylder i tilværelsen. Selvfølgelig kan en lille hvid løgn i visse situationer give mening, men når det kommer til de store ting gavner det situationen mest, at vi er ærlige for hinanden. Konsekvensen ved at skjule sandheden er jo blot at skabe splid og mistillid, når sandheden endelig kommer frem, hvilket den som regel gør. Nej, det er da ikke super enkelt at forklare et barn, at far har begået selvmord (jeg har med vilje undladt at markere som spoiler, - det dukker op så tilpas tidligt i romanen at det er meningsløst, og det er fundamentet for meget af fortællingen). Afhængigt af alder og modenhed forstår børn ikke nødvendigvis hvad det vil sige at begå selvmord eller hvorfor nogle mennesker kan finde på det. Det kan endda være svært at tale om for mange voksne. Men man er nødt til at forsøge at forklare de her problematikker på barnets niveau. Situationen her, hvor Atlas trækker sig fra venner, kæreste og familie, da han finder ud af, at faderen ikke bare er død ved et uheld, men har begået selvmord, er i den milde ende af, hvad man kan forvente af reaktion fra et menneske, der endelig finder ud af sandheden om en given situation. Det kunne have været meget værre, og Atlas kunne være drevet meget længere ud, hvis ikke der til sidst blev åbnet op for en snak om, hvad der foregår, og kortene kommer på bordet. Det er et skrækeksempel, som vi voksne, der har med børn og unge at gøre i det daglige, må huske på, når vi taler om små og store problemer, der hver især måske virker ubetydelige for os, men som fylder mere end vi regner med for det enkelte barn. Når det så er sagt, åbnes der op for Atlas' tanker om sin kæreste, der langt hen ad vejen virker uhyre moden og meget indsigtsfuld, hun er intelligent og vil meget gerne snakke om tingene. Jeg har flere gange svært ved at sætte mig ind i, hvorfor hun finder sig i, at Atlas bare nikker og snakker hende efter munden, og at hun ikke presser ham noget mere i forhold til det, hun helt tydeligt har set gør ondt på ham, - hvorfor er det, hun bare børster det af, og ender i en situation, hvor de går fra hinanden, i stedet for at få ham til at sætte ord på, hvad det er, der nager? Det lader til, at hun selv kommer fra en familie, hvor man er vant til at tale om tingene, og hvor man sætter ord på det, der sker i hverdagen, - det er i hvert fald antydet i det at hun er så velformuleret og velovervejet som hun er. Derfor kan det virke underligt at hun ikke forventer det samme af sin kæreste. Det kan der måske være en naturlig forklaring på - jeg så den bare ikke.
Lise Villadsen har en let pen. Hun skriver flydende, som jeg tror godt kan ramme unge. Hun har god føling med, at drenge ikke vil tale om deres følelser, som de har i mindst lige så stor stil som de alvorlige piger. Hvis følelseslæsset vælter, som det gør for fortælleren, går han i baglås. Ingen kan lukke ham op med indfølte ’snakke’; ikke den elskede, ikke mor, ikke vennen. Han må selv få hul igennem. Få hemmeligheden frem. Så letter det hele og der er måske en chance for at titelsætningen kan blive virkelighed.
“Kommer du nogensinde tilbage til mig” handler om Atlas, der lige inden eksamen i 9. klasse får afsløret en stor hemmelighed om sin afdøde far. Hans mor har holdt på hemmeligheden hele Atlas’ liv, og sandheden slår ham fuldstændig ud af kurs. Så meget at han begynder at tvivle på både sig selv og alle omkring ham. Historien er virkelig skarpt skrevet, og jeg er vild med, at den har en hovedperson af hankøn. Der er altid plads til og brug for stærke fortællinger med drenge i hovedrollen - forhåbentlig tiltrækker det mange forskellige læsere. Det fortjener historien i hvert fald.
Jeg skulle bare lige høre en god YA for at få skub i min læselyst. Lise Villadsens Tigerhjerte har før revet mig ud af en læsetørke.
Men så her på den anden side, sidder jeg og stortuder. Det her bog ramte lige i mit hjerte. Lises billedsprog er som altid on point. Hun skriver fænomenalt.
Jeg er alt for voksen til den her bog, men jeg føler, at Lise giver mig lov til at kigge ind hos de unge og samtidig lærer en masse om, hvordan jeg som mor kan agere.
"hvis man ikke vil begraves med sine hemmeligheder, er man nødt til at få sagt tingene, mens man lever" citat fra bogen.
Atlas går i 9 klasse. Atlas er kærester med dejlige, smukke og kloge Adelia. Atlas har en god familie og en bedste ven. Alt er godt... Men så en dag finder Atlas en kasse på loftet med sin afdøde fars navn på.
Atlas taler ikke med nogen om sit fund og hele hans tilværelse smuldre lige så stille mellem hænderne på ham.
Igen formår Lise Villadsen på fineste måde at skrive om et meget tungt emne på sin helt egen dejlige lette og underholdende måde. Jeg vil særligt fremhæve hvordan hun får belyst vittigheden af, at tale om tingene frem for at lukke sig inde i sig selv. Der er simpelthen fabelagtig.
Jeg vil anbefale denne bog til alle som har haft selvmord eller sorg inde på livet, og til også til alle os andre som 'bare' godt kan lige en god YA-bog.
Endnu engang leverer Lise Villadsen en god ungdomsbog. Det er ikke første gang, og jeg håber heller ikke det er sidste gang “kommer du nogensinde tilbage til mig" er en følelsesspækket fortælling om teenage-drengen, Atlas, der har lidt af en identitetskrise. Efter at have fundet ud af, hans fars død IKKE var et uheld, kommer Atlas i tvivl om hvem han kan stole på, da moren har holdt historien om farens død hemmeligt i så mange år. Snart isolerer Atlas sig fra både familie, venner og kæreste, og ved ikke om han nogensinde bliver sit gamle jeg igen.
Historien har bragt mange følelser frem i mig, og har holdt mig bundet af ren og skær spænding, for at vide hvad der mon sker på næste side. "kommer du nogensinde tilbage til mig" er en meget lærerig bog på mange måder. Der er ingenting, der bliver skjult, hverken om hvad Atlas tænker, eller hvordan Lise Villadsen fortæller historien. Samtidig er det en øjen-åbner for, hvor galt det kan gå, hvis man går med tunge ting selv, uden at snakke med nogen om hvad der går en på. Jeg vil give denne bog 4/5 stjerner⭐️⭐️⭐️⭐️