What do you think?
Rate this book
Das Monster
Ein junger Europäer kommt nach New York, um der neue Willem Dafoe zu werden und das amerikanische Imperium zu Fall zu bringen.
Winter 1993. Ein junger Europäer landet in New York und sucht die legendäre Performancetruppe The Wooster Group auf. Er will die Bühne erobern und der neue Willem Dafoe, der neue Messias werden, auch ohne Geld und ohne Dach über dem Kopf. Alles, was er hat, ist eine mysteriöse Telefonliste. Auf gut Glück wählt er eine Nummer und betritt eine ganz mit Velours ausgekleidete Parallelwelt aus bizarren Ritualen, Wahnsinn und Warhol-Werken. Was ist echt und was ist Schein, wo beginnt der Albtraum und wo die Realität?
»Niemand hat eine so unverwechselbare und elegante sprachliche Handschrift wie Madame Nielsen. Ihre Art zu schreiben ist so rücksichtslos selbstenthüllend wie radikal.« Weekendavisen
Winter 1993. Ein junger Europäer landet in New York und sucht die legendäre Performancetruppe The Wooster Group auf. Er will die Bühne erobern und der neue Willem Dafoe, der neue Messias werden, auch ohne Geld und ohne Dach über dem Kopf. Alles, was er hat, ist eine mysteriöse Telefonliste. Auf gut Glück wählt er eine Nummer und betritt eine ganz mit Velours ausgekleidete Parallelwelt aus bizarren Ritualen, Wahnsinn und Warhol-Werken. Was ist echt und was ist Schein, wo beginnt der Albtraum und wo die Realität?
»Niemand hat eine so unverwechselbare und elegante sprachliche Handschrift wie Madame Nielsen. Ihre Art zu schreiben ist so rücksichtslos selbstenthüllend wie radikal.« Weekendavisen
- GenresContemporaryFiction
240 pages, Hardcover
Published January 16, 2020
2 people are currently reading
102 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 10 of 10 reviews
February 9, 2020
Ich kann nicht mehr rekonstruieren, woher ich die Empfehlung für dieses Buch erhielt.
Im Mittelpunkt steht ein junger europäischer Mann, der in Europa kurz nach dem Zusammenbruch der Sowjetunion auf eine Theaterkompanie aufmerksam wird und dieser nach New York folgt. Dort nämlich befindet sich der Sitz der Wooster Group, einer experimentellen Theatergruppe. Die gab es wirklich und unter anderem wirkte Willem Dafoe dort lange Zeit mit (auch der Autor, eigentlich ein Mann, arbeitete dort).
Unser Protagonist hält sich für den kommenden Dafoe, ja zeitweise auch für so etwas wie Jesus, oder beides. Er hat kaum Geld, er lungert den ganzen Tag mehr oder weniger untätig bei der Gruppe herum. Weil er sich kein Hotel leisten kann, landet er auf merkwürdige Weise bei einem männlichen Zwillingspaar, dessen Wohnung mit Velours überzogen und mit Andy Warhol-Kunstwerken übersät ist. Nach einem Stromstoß auf Warhols Electric Chair wird er von den beiden vergewaltigt. Das hindert ihn aber nicht daran, an den folgenden Abenden dort wieder Zuflucht zu suchen – das Ganze wiederholt sich. Wie eine Szene, die wiederholt wird. So wie ohnehin alles was er erlebt, dem Erzähler wie eine Theater- oder Filmszene erscheint.
Das ist alles sehr irreal, surreal, wenig nachvollziehbar, schräg. Ich kann damit nicht wirklich etwas anfangen, auch wenn ich stilistisch durchaus Können erkenne. So sind diese ewig langen, mäandernen Sätze nicht ohne Atmosphäre. Fremd bleibt mir die Geschichte dennoch.
Im Mittelpunkt steht ein junger europäischer Mann, der in Europa kurz nach dem Zusammenbruch der Sowjetunion auf eine Theaterkompanie aufmerksam wird und dieser nach New York folgt. Dort nämlich befindet sich der Sitz der Wooster Group, einer experimentellen Theatergruppe. Die gab es wirklich und unter anderem wirkte Willem Dafoe dort lange Zeit mit (auch der Autor, eigentlich ein Mann, arbeitete dort).
Unser Protagonist hält sich für den kommenden Dafoe, ja zeitweise auch für so etwas wie Jesus, oder beides. Er hat kaum Geld, er lungert den ganzen Tag mehr oder weniger untätig bei der Gruppe herum. Weil er sich kein Hotel leisten kann, landet er auf merkwürdige Weise bei einem männlichen Zwillingspaar, dessen Wohnung mit Velours überzogen und mit Andy Warhol-Kunstwerken übersät ist. Nach einem Stromstoß auf Warhols Electric Chair wird er von den beiden vergewaltigt. Das hindert ihn aber nicht daran, an den folgenden Abenden dort wieder Zuflucht zu suchen – das Ganze wiederholt sich. Wie eine Szene, die wiederholt wird. So wie ohnehin alles was er erlebt, dem Erzähler wie eine Theater- oder Filmszene erscheint.
Das ist alles sehr irreal, surreal, wenig nachvollziehbar, schräg. Ich kann damit nicht wirklich etwas anfangen, auch wenn ich stilistisch durchaus Können erkenne. So sind diese ewig langen, mäandernen Sätze nicht ohne Atmosphäre. Fremd bleibt mir die Geschichte dennoch.
January 28, 2020
Ein wirklich verstörendes Buch,welches sprachlich sehr sehr anspruchsvoll ist. Ich werde noch länger über einzelne Dinge nachdenken aber richtig nah kam es mir leider nicht. Eine Bewertung fällt mir daher echt schwer, ich muss es erstmal komplett sacken lassen und verarbeiten. ;-)
September 14, 2024
Jeg var ekstremt fascineret af Madame Nielsens "The Monster" første gang jeg læste den for ca. 6 år siden kort efter, at den blev udgivet. Så fascineret at jeg ligefrem skrev bogens warholske motto "I want to be a machine" med blyantstreg i loftet i min og Jimmys daværende lejlighed på Finsensgade. Min genlæsning af bogen har imidlertid ikke budt på samme store læseoplevelse men har snarere været en mildt frustrerende omgang.
The Monster handler om en ung skuespiller, der kommer til New York i starten af 90'erne for at hænge ud i nærheden af en performance-teatergruppe centreret omkring skuespilleren Willem Defoe. I dagtimerne følger man hovedpersonens undrende kampe med det absurde hierarki mellem teaterets new Yorkere, der elsker sætninger som "sometimes you just have to say something", mens man i nattetimerne får beskrevet hovedpersonen surrealistiske overnatninger hos et silkepyjamasklædt tvillingepar. Tvillingerne opfører hver aften en form for totalteater/voldtægt/Warhol-elegi/aflivning med romanens hovedperson som ?frivillig? medspiller. Scenerne i tvillingernes velourklædte lejlighed udgør romanens hjerte, og de er både grafiske og (og i sær henimod slutningen) ganske voldsomme, grænsende til kvalmende at læse.
De centrale scener understøttes af en række referencer til især Warhols kunst (men også Susan Sontag og Agambens tanker), der synes at skulle fremvise en dybere pointe med romanen, der muligvis skal forestille egentlig at handle om skellet mellem form og indhold, om det rituelle i menneskelivet, munkelivet, dikotomien Europa-USA, mellem skuespil og levet liv og klassiske Nielsen-kæpheste som det endelige øjeblik og historiens afslutning. Desværre er det imidlertid som om, at The Monster fortæller, at den handler om alle de her ting uden rigtig at vise, hvordan den gør det. (derudover forsøger den muligvis også at være en form for thriller-gyser-krimi-ting, det lykkes heller ikke så godt, og afsløringen af tvillingernes (mulige) identitet i bogens slutning falder desværre fuldstændig til jorden.)
På trods af kritikken vil jeg tilføje, at sætningerne og sproget i The Monster er smukt, drævende og punktumløst i klassisk nielsensk stil, at romanen er spændende og letlæst, og til tider decideret uhyggelig eller ihverfald dybt urovækkende. Nielsen lykkes med rigtig meget (på trods af det lidt fortænkte og ufærdige plot).
Ps: Til gengæld er den underligt indskudte men allestedsnærværende kritik af "woke"-bevægelsen og villede politiske ukorrekthed grænseløst irriterende. Uhh i 90'erne måtte man blackface og bøsser havde hvinende feminine stemmer og whatever, alså come on! De debatter må en stor identitetstænker og forfatter, som Madame Nielsen kunne bidrage med mere interessante perspektiver på end ekkoer af det klassiske weekendavisen boomerkor!
The Monster handler om en ung skuespiller, der kommer til New York i starten af 90'erne for at hænge ud i nærheden af en performance-teatergruppe centreret omkring skuespilleren Willem Defoe. I dagtimerne følger man hovedpersonens undrende kampe med det absurde hierarki mellem teaterets new Yorkere, der elsker sætninger som "sometimes you just have to say something", mens man i nattetimerne får beskrevet hovedpersonen surrealistiske overnatninger hos et silkepyjamasklædt tvillingepar. Tvillingerne opfører hver aften en form for totalteater/voldtægt/Warhol-elegi/aflivning med romanens hovedperson som ?frivillig? medspiller. Scenerne i tvillingernes velourklædte lejlighed udgør romanens hjerte, og de er både grafiske og (og i sær henimod slutningen) ganske voldsomme, grænsende til kvalmende at læse.
De centrale scener understøttes af en række referencer til især Warhols kunst (men også Susan Sontag og Agambens tanker), der synes at skulle fremvise en dybere pointe med romanen, der muligvis skal forestille egentlig at handle om skellet mellem form og indhold, om det rituelle i menneskelivet, munkelivet, dikotomien Europa-USA, mellem skuespil og levet liv og klassiske Nielsen-kæpheste som det endelige øjeblik og historiens afslutning. Desværre er det imidlertid som om, at The Monster fortæller, at den handler om alle de her ting uden rigtig at vise, hvordan den gør det. (derudover forsøger den muligvis også at være en form for thriller-gyser-krimi-ting, det lykkes heller ikke så godt, og afsløringen af tvillingernes (mulige) identitet i bogens slutning falder desværre fuldstændig til jorden.)
På trods af kritikken vil jeg tilføje, at sætningerne og sproget i The Monster er smukt, drævende og punktumløst i klassisk nielsensk stil, at romanen er spændende og letlæst, og til tider decideret uhyggelig eller ihverfald dybt urovækkende. Nielsen lykkes med rigtig meget (på trods af det lidt fortænkte og ufærdige plot).
Ps: Til gengæld er den underligt indskudte men allestedsnærværende kritik af "woke"-bevægelsen og villede politiske ukorrekthed grænseløst irriterende. Uhh i 90'erne måtte man blackface og bøsser havde hvinende feminine stemmer og whatever, alså come on! De debatter må en stor identitetstænker og forfatter, som Madame Nielsen kunne bidrage med mere interessante perspektiver på end ekkoer af det klassiske weekendavisen boomerkor!
Read
May 25, 2024En aldri forutsigbar og absurd thriller, som aldri helt hektet seg til meg
December 31, 2019
Velskrevet og lidt sjov, men også en af de der smalle været, der er mere form end indhold. Sidder tilbage med følelsen af ikke rigtig at kunne se, hvad jeg skal bruge det til. Men det er en historie med et skønt glimt i øjet.
October 16, 2018
Hvis man vil kaste sig over den her, bør man i det mindste finde lydbogen hvor Madame Nielsen selv læser op.
November 7, 2019
Besynderlig bog. Fortælleren kredser om hovedpersonen, som der er en klar afstand til. Hovedpersonen har mange overvejelser over, hvad der sker og hvad det betyder, men det bliver ikke rigtigt klart for mig, hvad det egentligt handler om. Fortællingen er mærkelig, med nogle døgn og sekvenser, der gentages adskillige gange, og nogle mærkelige hændelser.
Det er vel ligeså abstrakt som “venter på godot” og den slags, men det har en anden fornemmelse, som er mindre mystisk, mere konkret og måske mere uhyggelig.
Det er vel ligeså abstrakt som “venter på godot” og den slags, men det har en anden fornemmelse, som er mindre mystisk, mere konkret og måske mere uhyggelig.
April 12, 2020
Guter Start und interessante Plotline. Jedoch ein sehr schwaches Ende das der Geschichte nicht gerecht wird.
July 3, 2025
Abandonado
January 10, 2026
Mærkelig historie, hvis man kan kalde den det (tankemylder?) den får 1 stjerne, men sniger sig op til 2 stjerner, for kreativ (forvirrende) formidling.
Displaying 1 - 10 of 10 reviews