Birgithe Kosovic undersøger i sin dokumentarroman Det, du ikke vil vide, hvorfor hendes far for seks år siden besluttede sig for ikke længere at have nogen kontakt med hende og hendes bror. Bogen tegner et danmarksbillede, som det ser ud for Kosovic, der vokser op i en dansk-jugoslavisk familie på Vestegnen i 80’erne, og som ender som romanforfatter og en af det frie ords forsvarere, da terroren rammer Danmark.
Den er en slægtsfortælling om to familier, som på hver deres måde er formet af Europas traumer. Undervejs rejser Birgithe Kosovic de samme spørgsmål til sin familiehistorie, som også er en del af demokratidebatten: Hvad vil det sige at høre til? Hvad må man sige, og hvad må man ikke sige? Hvad kan der ske, hvis man gør det alligevel? Og hvis vi skal have fortællingen om Danmark til at hænge sammen, hvad er det så for nogle spørgsmål, vi skal svare på i dag?
Måske er dette en historie om mislykket integration. Måske er det fortællingen om en helt almindelig familie, hvor hemmeligheden blev sagt højt. Men hvad er det, der virker normalt, men som er en rædsel? Og hvad er det, der ligner gru, men som er mere almindeligt, end man skulle tro?
Birgithe Kosovic kredser sig ind på svarene, der alle peger ind på ét: Hvordan knytter man sig til nogen, som bliver ved med at være vred?
Denne dokumentarroman har en nerve, dybde og en indlevelse, jeg sjældent oplever. Romanen med de historiske briller skrives i sorg og i afmagt over en ulykkelig familiesituation og i et forsøg på at forstå farens vrede dykker forfatteren ned i fortidens skæbner. Forfatteren Birgithe Kosović favner bredt og kommer omkring integration, kulturforskelle, borgerkrigen i Jugoslavien, 2. verdenskrig, ytringsfrihed og familiebånd med udgangspunkt i hendes egen familie. Men det er også en bog om smerten ved at turde håbe. Om sårbarheden ved at give slip. Dette er en roman, der gør indtryk. Jeg tænkte meget over begrebet håb. Det siges ofte, at vi skal bevare håbet. Så da jeg læste det ovennævnte citat i bogen; at det kan være befriende at opgive håbet, blev jeg først lidt vemodig. Men vi er nødt til at forholde os til hvilke præmisser, vi står overfor. Så ved nærmere eftertanke kan håbet også handle om at forlige sig med sin skæbne og dermed finde ro og accept heri. At håbe efter det uopnåelige er jo en tung byrde, selv de bredeste skuldre ikke skal bære. Du kan læse min fulde anmeldelse her - https://anettesbookshelf.dk/det-du-ik...
Fremragende fortalt og skrevet. Hjerteskærende. Og krydret med refleksioner om ytringsfrihed og historiske grusomheder. Man bliver grebet og klogere på samme tid.
Det er en spændende og fængslende bog - der er tre lag i den - den bedste del synes jeg er beskrivelsen af far/datter forholdet som er intenst og rørende beskrevet. Det indbefatter også forholdet til moderen og problemet far og mor imellem (to forskellige kulturer). Så er der hele familiekrøniken , hvor jeg synes det er lidt svært at holde styr på alle medlemmerne i forskellige generationer, men hvis man ser bort fra det, så er der mange gode personbeskrivelser. Til sidst er der den historiske del, som fortæller om den grusomme konflikt på Balkan. Ting som man efter 2. verdenskrig forsvor aldrig skulle ske igen... Alt ialt en god bog.
Denne bog er svær for mig at anbefale fordi den vil så meget, springer så meget og i den sidste del taber den tynde tråd helt. Der er utroligt mange emner i bogen som er spændende og nemt kunne have båret en fortælling i sig selv, men når vi skal følge slægtninges skæbne på begge sider af familien og de historiske begivenheder de har deltaget i, et indblik i Balkan og jugoslaviske kultur, en narcissistisk far og kampen for ytringsfrihed i Danmark så er det simpelthen for uoverskueligt og bliver nærmest uvedkommende. Jeg håber at forfatteren vil skrive mere om de enkelte emner på en mere saglig måde for hun har virkelig noget på hjerte.
I feel this book hops from one story to another in a blinding pace, and some even have nothing to do with the happening in the family.
I get it, the life was hard and it was probably worth writing a book about it and I also get it that she feels her Yugoslavian side of the family is very interesting and worth writing about it as well, but blending those two in without having a proper red thread and jumping from one chapter to another without any connection feels confusing.
Sorry Birgithe, I think you write beautifully, but this book is lost on me
Kosovic har skrevet en bog om sin fars vrede, sin mors kærlighed og sine egne håb for forholdet til sin far. Bogens ene spor er Kosovos liv og opvækst i Albertslund, og derudover kører der et spor, der handler om Jugoslavien, om borgerkrigen og om faderens familie. Et 3. Spor handler om moderens familie, der trækker spor til 2. Verdenskrig. Jeg synes, bogen er velskrevet men især sidste 1/4 del er for langtrukken. Den bliver for anstrengt - og dermed mister jeg lidt nerven i bogen. Kosovic har selv indlæst og igen 3/4 del af bogen er vellæst, mens sidste del bliver et langt klageskrig.
Mange af disse selvbiografiske romaner på min læseliste i år. Den her er god, spændende, underlig - mest fordi det er så svært at sætte sig ind i faderen handlinger - og klog.