København, forår, 1945. Den danske modstandsbevægelse er i knæ. En række af de ledende danske frihedskæmpere sidder fanget i Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København, hvor de dagligt udsættes for tortur. Med mindre englænderne løber den enorme risiko, det er at bombe midt i en venligtsindet storby, risikerer hele den danske frihedsbevægelse at bryde sammen. Nazisterne frygter, at Royal Air Force vil angribe, og har derfor placeret fangerne som menneskelige skjold øverst oppe på 6. sal – og dermed gjort angrebet næsten umuligt.
Den unge københavner Asta vil helst holde sig på afstand af krigen, leve sit liv med job, familie og veninder, og drømme om den store kærlighed. Men krigen presser sig på. Og en voksende følelse af skyld.
Modstandsmanden Harald har for længst valgt side. Harald er ikke nogen helt, men efter tyskerne skød hans bror, har krigen besat hans sind.
Langt væk – på den engelske østkyst – bliver den unge Royal Air Force-pilot Edward sendt på en mission, der er så kompliceret og risikabel, at den bliver betegnet som en af de vanskeligste under hele Anden Verdenskrig: bombningen af Shellhuset i København.
Og midt på Frederiksberg – på den traditionsrige franske skole – insisterer lærerinden Benedikte på, at krigens vanvid ikke skal fylde noget i skolens hverdag. Her hersker orden, bøn og disciplin – her er man endnu lykkeligt uvidende om, at skolen snart vil blive centrum for en af de største tragedier i nyere dansk historie.
Det er den 21. marts 1945. Krigen er slut om få uger. 26 modstandsfolk sidder fanget i Shellhuset. Over 500 mennesker er samlet på Den franske skole, heriblandt 34 katolske nonner, otte civile lærerinder og 482 børn. Og 1200 kilometer væk letter 51 engelske fly med kurs mod København – forude venter en af danmarkshistories mest afgørende dage.
Romanen bygger på en lang række interviews med mennesker, der havde de voldsomme begivenheder i foråret 1945 helt inde på kroppen – men er en fri gendigtning af katastofen.
Pigen fra Den Franske Skole behandler en meget relevant og tragisk episode i den danske krigshistorie. En operation, der var en fantastisk succes, men havde tragiske omkostninger som ingen havde kunne forudse.
Sproget er flydende og letlæseligt, og det at bogen er skrevet i romanform kan måske få flere til at lære nærmere om denne begivenhed, der fik så stor betydning for besættelsens sidste dage. Jacob har baseret bogen på en lang række interviews med mennesker, der var til stedet eller blev involveret i tragedien – og det er med til at sætte et helt specielt præg på historien. Jacob har forsøgt at afdække alle aspekter ved dagen og optakten – fra piloter over modstandsmænd til elever og nonner. Og selv om dette giver forskellige perspektiver på historien, så var det også det der ødelagde noget af bogens flow for mig. Der var simpelthen for mange sider af sagen der skulle formidles, og for mange detaljer der fik lov at fylde.
Alt i alt byder Pigen fra den franske skole på meget lærerig og interessant læsning, og viser hvordan mennesker under pres kan finde en indre styrke.
Pigen Fra Den Franske Skole er en tragisk og stærk bog om mod.
Bogen handler om bombningen i 1945 af Shellhuset, som var Gestapos hovedkvarter i København
Jacob Weinreich er en garvet og erfaren forfatter. Han har skrevet et hav af gode børnebøger, men er nok mest kendt for sit makkerskab med Anders Rønnow Klarlund under pseudonymerne A.J. Kazinski og Anna Ekberg.
Weinreich har researchet og interviewet overlevende og selvom han i forordet fortæller, at han har taget sig en del friheder for at få romanen til at hænge sammen, så ændrer det ikke på fakta. Begivenhederne den 21. marts 1945 var både en kæmpe sejr og den største katastrofe på dansk jord.
To måneder før krigen slutter er den danske modstandbevægelse i knæ. Et halvt år forinden havde de, med hjælp fra englænderne, succes med at bombe Gestapos hovedkvarter i Aarhus, der havde samlet en masse materiale om de jyske modstandsfolk.
Men problemet fortsatte i København og en for en blev modstandsfolk ført til Shellhuset for at blive tortureret og afhørt. Mange blev sendt direkte til likvidering i Ryvangen i Hellerup (her er i dag en mindelund).
I Pigen Fra Den Franske Skole følger vi hovedsageligt modstandsfolk i et par måneder op til bombningen. Vi følger bl.a. Harald, som har mistet sin lillebror i krigen og på trods af morens store sorg og bekymring, så kan han ikke lade hævnen og det uretfærdige ligge. Hadet til nazisterne og Danmarks situation er for stor.
Vi følger Asta, der med en dansk mor og tysk far har et ben i begge lejre og vi får også et indblik i de engelske piloters færden med den unge pilot Edward, der med sit Mosquito jagerfly flyver for Royal Air Force.
Jeg blev ikke så grebet af historien, som jeg havde håbet. For mig måtte bogen gerne have været lidt længere, måske med lidt mere om danskernes hverdag i besættelsestiden og mere indblik i de personer vi følger.
Det er dog altid spændende at læse om Danmark under anden verdenskrig. De små detaljer, der kom frem under læsningen var også med til at give mig kuldegys - fx. rationeringen på strøm, at politiet var sat ud af drift og at der ingen belysning var om natten, fordi tyskerne var bange for englændernes bomber.
At bogen er blevet til med hjælp fra overlevendes historier er prikken over i’et. Jeg sad ofte med en knude i maven over historiens udvikling og med spørgsmål om, hvor de her fantastiske mennesker dog fik deres mod fra.
Hovedparten af historien handler altså om forløbet op til bombningen af Shellhuset og først i den sidste del følger vi den tragiske dag. Det er barsk læsning.
Pigen Fra Den Franske Skole er en sand historie, som jeg ikke kan lægge fra mig lige med det samme. Mine tanker går til personerne bag Asta, Harald og Mogens og til døde og overlevende på den skæbnesvangre dag.
”Pigen fra den franske skole” er skrevet af Jacob Weinreich. Mit tidligere bekendtskab med forfatteren stammer fra hans samarbejde med Anders Klarlund. De 2 herrer skriver formidabelt sammen under navnet A. J. Kazinski og Anna Ekberg. Men Jacob Weinreich kan også sagtens selv.
I disse dage er det 75 år siden at det såkaldte Shellhuset i København skulle bombes af englænderne under 2. verdenskrig bare 6 uger før krigen sluttede. Desværre gik operationen helt galt og nogle af bomberne ramte Den franske Skole. Mere præcis foregik det D. 21. marts 1945. På Den Franske skole befandt sig 482 børn, 8 civile lærerinder samt 34 nonner. Meningen var at Shellhuset, som var hovedkvarter for Gestapo og havde 26 modstandsfolk fanget, skulle jævnes med jorden. ”Pigen fra den franske skole” er fiktion, men tager udgangspunkt i de faktiske begivenheder.
Bogen bygger på en række interviews med mennesker der havde begivenhederne tæt inde på livet. Det synes jeg er et fantastisk twist. Man sidder hele tiden med tanken i baghovedet at ”Pigen fra den franske skole” kunne være de faktiske begivenheder. ”Pigen fra den franske skole” er fantastisk velskrevet og nærværende.
Man føler at man ser begivenhederne oppefra og føler næste at man er til stede. Jeg fik et kig ind i hvordan det var at være pilot i eet af flyene, de følelser én af nonnerne gik igennem og hvordan det kunne være at være spærret inde i Shellhuset under bombningen. Det har muligvis en vis indflydelse på den måde ”Pigen fra den franske skole” ramte mig på, at Danmark og resten af verden er i en katastrofal situation lige nu hvor jeg læste ”Pigen fra den franske skole”.
Men det ændrer ikke på det faktum at Jacob Weinreich med ”Pigen fra den franske skole” har skrevet en roman der ramte mig lige i hjertekulen.
Lidt om selve handlingen i ”Pigen fra den franske skole”. Nonnen søster Benedikte, mener ikke selv at hun er specielt modig. Faktisk ser hun sig selv som lidt af en kryster. Hun sætter sin lid til sin tro og sin gud. Benedikte underviser på Den Franske skole. Under bombningen af skolen viser Benedikte dog en helt anden side af sig selv. Man får et godt indblik i hvilke begivenheder der har været medvirkende til at Benedikte er, den hun er.
Holger er modstandsmand og har lidt dårlig samvittighed i forhold til sin mor. Moderen har allerede mistet en søn under besættelsen og Holger ved, at han hver eneste dag sætter sit eget liv i fare. Det bliver efterhånden tydeliggjort for læseren hvorfor Holger ikke kan andet end at kæmpe imod den tyske besættelse.
Wing commander Edward Cleveland har rigtig mange vellykkede missioner bag sig som pilot. Edward lider dog de værste kvaler da hans bedste ven er forsvundet under et togt for ganske nyligt. Edward får til opgave at lede den næste store og vigtige mission. Citat fra bogen:
”Edward kan med det samme mærke, at der er noget på færde, da han træder ind på Campbells kontor. Det er noget i kaptajnens blik, en særlig alvor.
-Sæt dig, siger Campbell. Han skubber lidt til et askebæger og en bunke papirer. Generalløjtnant Morgan og hans evindelige pibe er der også – Edward undrer sig over, at han kan ryge så intens kl. 7 om morgenen. -
Så er den kommet, siger kaptajnen og lægger armene over kors.
- Den besked, vi har ventet på fra København.”
Jeg giver de varmeste anbefalinger til ”Pigen fra den franske skole”. Det er simpelthen litteratur fra krigens tid, i topklasse. Som sagt, Jacob Weinreich, kan sagtens skrive formidabelt og fængslende på egen hånd også. En fantastisk bog om en af danmarkshistories vigtigste dage. Absolut underholdning i topklasse.
Pigen fra den franske skole af Jacob Weinreich ⭐️⭐️⭐️ ~ 🎧
Virkelig fin historisk roman om bombningen af Shell-huset og den fejlagtige bombning af den Franske skole på Frederiksberg. Fint sat op med at møde personerne hele vejen rundt om den forfærdelige episode; fra modstandsfolk, til elever og nonner på skolen, til piloten, der udløste bomben. Den er billedlig og grundig. Men den er lidt lang for mig, og det dur ikke helt for mig, at man følger snart den ene, snart den anden. Jeg tror, det kunne være anderledes, havde jeg læst den selv, men som lydbog for jeg lidt vild og manglede en mere stringent story-line. Fantastisk med realistisk litteratur om hvordan hverdagen har været for danskerne under besættelsen og hvilke tanker modstandsfolkene har haft, og hvor meget, der var på spil. Min morfar var modstandsmand og min mormor sov med en pistol under hovedpuden, ved jeg. Jeg forstår den del og finder det umådeligt interessant. Men jeg kan stadig ikke præcis fortælle, hvad der skete den dag med den franske skole, da den bid blev rodet for mig, da vi følger piloten i hans forvirring og den ikke kronologiske opbygning gjorde det forvirrende for mig. Fiktion på lydbog er jeg ikke helt venner med endnu. #denfranskepige #jacobweinreich
Krigen er kun ond. Ond mod soldater og ikke mindst de uskyldige civile. For slet ikke at tale om de helt uskyldige børn. Mere end 100 blev dræbt ved en fejl. Shellhuset i København var målet. Gestapos hovedkvarter i Danmark. Det blev også grundigt ramt og flere modstandsfolk flygtede. Bombeangrebet var en betinget succes. Både tragedie og det modsatte. Mange dræbte. Acceptabelt at dræbe tyske soldater og Gestapofolk, men absolut uacceptabelt at dræbe mere end 100 børn og civile omkring den franske skole. Romanen beskriver i klassisk stil optakten, overvejelserne, angrebet, redningsarbejdet og eftervirkningerne af en historisk hændelse. Brugen af flere vinkler på fortællingen giver læseren indblik i de forskellige aktører. Både den, der bestiller bombningen, den der udfører, ofret. Effektivt. Alligevel er jeg ikke helt tilfreds. Måske er det næsten en for tilrettelagt fortælling. Absolut læseværdig, men ikke helt i topklasse. Jakob Weinreich: Pigen fra den franske skole.
Roman om krigens sidste måneder med hovedvægt på bombningen af Shellhuset og ulykkeligvis også den Franske Skole. Bogen er bygget op således, at vi i disse sidste måneder af krigen, følger dels en ung kvinde der indrullet i modstandskampen, en modstandsmand, en nonne og en af de engelske soldater, der deltog i bombningen. Vi følger dem i planlægningen - under udførelsen - hvor vi er både med en af de engelske piloter i luften, hos nonnen på skolen og i Shellhuset sammen med modstandsfolk og tyske soldater- og også efter bombningerne. Hørt som lydbog.
Velskrevet skildring af de skæbnesvangre dage omkring bombningen af Shell-huset og den franske skole i København i marts 1945. De skiftende fortælle-vinkler giver et samlet indblik i, hvordan tiden var højspændt for alle involverede, både engelske soldater, danske modstandsfolk, tyske soldater, danske nazister og søstre, der fungerede som lærere på den franske skole. Medrivende og spændende fra første til sidste side.
En meget velskrevet roman, der giver et rigtigt godt indblik i hvad der skete under bombardamentet af Shellhuset og den franske skole. Bogen er skrevet i romanform, og dermed kan bogen ramme en større læsergruppe. Den kan varmt anbefales - også i skolernes ældste klasser.
Great book with a different viewpoint on the bombing in Copenhagen during the 2. WW. I have read the book right after Pigen fra den store hvide skib Jesper Bugge Kold and there is a thread going from one book to this one.
En helt igennem fantastisk og virkelig velskrevet bog den er så medrivende og billedligt skrevet at man levende kan se begivenhedernes gang for sig. Man føler at man selv står midt i handlingen og oplever det sammen med hovedpersonerne i bogen. Kunne starte forfra på den igen med det samme.